Til vi ses igen

William har lige mistet sin bedste ven. Han har en uge til at sige farvel. Det er den sidste chance, han får. Det er lettere sagt end gjort, for hver gang han lukker øjnene, drømmer han om hende.

0Likes
0Kommentarer
178Visninger
AA

6. "Kan du ikke se jeg sidder og læser?"

Pams store, brune øjne kigger forskræmt op på mig.

“Du forskrækkede mig!” sagde hun.

“Undskyld, det var ikke min mening. Din far lukkede mig ind, og jeg regnede med, at du var inde på dit værelse.”

Jeg kiggede mig omkring. Alt var forandret. Væggene, som før havde været gule, var nu blevet malet hvide. Alle de farvestrålende møbler var blevet erstattet med sorte og hvide. Det eneste der var det samme, var billedet af hende og hendes mor. Det hang stadig det samme sted på væggen, samme måde som før.

“Hvad er der sket her?” spurgte jeg.

Den måde værelset så ud før, afspejlede hendes personlighed. Jeg kunne slet ikke genkende hende i det nu. Det virkede så fremmed.

“Jeg fik bare lyst til at ændre det lidt. Jeg kunne ikke tåle det gamle værelse mere. Alle de farver gav mig kvalme.”

Jeg blev forvirret. Var det ikke hende, der altid havde snakket om, hvor meget hun elskede at udtrykke sig selv med farver. Alle hendes hjemmelavede malerier var taget af væggene og erstattet med plakater af kunstnere, hun for bare et halvt år siden helt sikkert ikke ville kende.

“Nå. Hvad sagde din far til det?”

“Min far bestemmer ikke over hvad jeg gør med mit værelse.”

“Selvfølgelig, men han havde vel noget at sige om din nye…” Jeg ledte efter ordet. “indretning!” afsluttede jeg sætningen med.

“Hvorfor er det overhovedet vigtigt?”

Det var første gang nogensinde, at Pam havde været irriteret på mig. Hun havde tit rullet med øjnene  for sjov før da vi snakkede sammen, men nu kunne jeg høre irritationen i hendes stemme. Det fik mig til at tie stille og sætte mig ned ved siden af hende på sengen. Sådan sad vi i stilhed i flere minutter. Hun sad og læste i en bog. Forsiden så ret dyster ud.

“Hvad er det for en bog?” spurgte jeg i et forsøg på at bryde stilheden.

“Bare en jeg har lånt fra biblioteket.”

Det var rart at se, at nogle ting ikke havde ændret sig. Hun elskede stadigvæk at læse. Vi var tit taget hen til byens eneste bibliotek. Vi kunne altid snakke om bøger og historier i timevis.

Så gik noget op for mig. Nu gad hun ikke engang fortælle noget om bogen. Jeg sendte hende et mistænkeligt blik.

“Pam, er…”

“William, kan du ikke se jeg sidder og læser?”

“Undskyld”

Jeg var ikke sikker på, hvad der var sket med Pam. Jeg var ikke sikker på, hvorfor hun opførte sig som hun gjorde nu. Kun en ting stod klart, og det var, at dette ikke var den Pam, jeg kendte.

 
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...