Til vi ses igen

William har lige mistet sin bedste ven. Han har en uge til at sige farvel. Det er den sidste chance, han får. Det er lettere sagt end gjort, for hver gang han lukker øjnene, drømmer han om hende.

0Likes
0Kommentarer
166Visninger
AA

4. "Er du okay?"

Duften af nybagte småkager fyldte stuen, og tv’et var i gang med at fortælle os om vejret. Pams ellers vilde hår var sat op i en knold. Nogle få lokker faldt ned over hendes ansigt, og jeg kunne se, at de var glattet. Nu for tiden glattede hun sit hår meget ofte. Det var en skam, for hendes hår var et af de mest specielle ting ved hende, lige efter hendes personlighed.

“Du, William?” sagde Pam.

“Ja?”

“Tror du måske…”

“Tror jeg hvad?”

“Nej, glem det. Det er ikke vigtigt. Skal vi ikke smage på småkagerne?”

Jeg vidste der var et eller andet hun ikke sagde, men det hjalp ikke at spørge hende. Hvis hun havde lyst til at sige det, ville hun sige det. Hvis ikke, var det nyttesløst.

Jeg tog en småkage og bragte den til munden.

“Nå, hvad synes du så?” Pam kiggede spørgende på mig.

“Jeg synes de smager fantastisk” svarede jeg. “Du har virkelig et talent for madlavning!”

“Synes du?” Kom det fra Pam.

Nu for tiden var hun ret usikker på sig selv en gang imellem. Jeg undrede mig tit over, hvorfor hun havde ændret sig så meget de seneste par måneder. Lige siden hun begyndte på gymnasiet.
“Pam, hvad sker der?”

“Huh?”

Hun havde munden fuld af småkager. Hendes kærlighed til småkager havde stået på siden vi var små. Jeg kunne stadig huske, hvordan hun plagede sin mor hver søndag om at lave småkager. Jeg elskede at lave dem med hende. Duften af småkager mindede mig altid om de to. Pam og Jane.

“Jeg…” begyndte jeg, men afbrød derefter mig selv igen.

Bare fordi jeg mente, der var et eller andet anderledes, betød det ikke, at der virkelig foregik noget alvorligt. Hun var sikkert bare træt. Det var en dårlig forklaring, men det eneste jeg kunne finde på lige nu.

“Jeg tror, du bliver bager når du bliver ældre!”

Det fik hende til at læne hovedet tilbage i en hjertevarmende latter. Jeg havde savnet det. Hun havde ikke grinet sådan meget længe. Siden Jane gik bort.

Jeg kunne mærke det svide i øjnene, og hvordan de blev fugtige. Pam måtte ikke se mig græde. Det havde altid været mig der skulle være stærk for hende. Hun havde været igennem så meget, jeg ikke kunne forestille mig.

“Er du okay?” Jeg kunne høre undren i Pams stemme.

Sidst hun havde set mig græde var dagen Jane døde. Den dag, vi modtog opkaldet. Jane var en af de få ting, der kunne få tårerne frem i mig. Jeg tørrede dem hurtigt væk, og vendte mig tilbage mod Pam med et falsk smil, jeg allerede der vidste, Pam ville se lige forbi.

“Jeg har det helt fint.”

“Nej, det har du ikke.” Pam havde gennemskuet mig allerede før jeg havde sagt noget. “Du behøver ikke lade som om du er okay. Alle har det skidt en gang imellem.”

Hun gik helt tæt på mig og omfavnede mig.

“Du ved, du altid vil have en skulder at græde ved. Jeg vil altid være her for dig.” sagde hun.

Med de ord gav jeg ind, og tårerne begyndte at strømme ned af kinderne, som et vandfald.

 
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...