Til vi ses igen

William har lige mistet sin bedste ven. Han har en uge til at sige farvel. Det er den sidste chance, han får. Det er lettere sagt end gjort, for hver gang han lukker øjnene, drømmer han om hende.

0Likes
0Kommentarer
176Visninger
AA

11. Dag 6

Dørhåndtaget føles tungt da jeg trækker i det. Jeg kan ikke klare at være herinde mere. Jeg føler mig lukket inde. Jeg har brug for at komme ud, selvom der stadig er en lille stemme inde i mig, der siger, at jeg skal følge efter hende. Men det ville jeg aldrig nogensinde gøre. Hun betød meget for mig, men jeg har både mig selv og andre at tænke på. Desuden ved jeg, at hun ville dræbe mig, hvis hun kunne. Bare for at have den tanke.

Døren svinger åben, og jeg tager mit første skridt udenfor huset i næsten en uge. Luften er varm. Ligesom hun ville have elsket det.

Jeg begynder at gå. Jeg har ikke nogen destination. Jeg går bare.

Tankerne flyder rundt i mit hovede, men jeg skubber dem alle væk. Hvis jeg skal klare mig igennem dagen, er den eneste måde at lade være med at tænke.

Jeg kigger lige ud på stien foran mig. Alt er præcis det samme som det var før. Jeg ved dog ikke, hvorfor det skulle have ændret sig.

Som den grusbelagte sti udfolder sig foran mig, føles verden større. Uendeligt stor. Jeg får en følelse af storhed. Noget jeg ikke har følt i lang tid.

De eneste lyde der kan høres er fuglenes kvidren, græshopperne.

Som jeg fortsætter med at gå, kommer jeg til en legeplads. En legeplads, der bringer minder frem. Det var den legeplads, vi tit tog hen til, før hun ændrede sig.

Jeg sætter mig på en af gyngerne, og svinger lidt frem og tilbage. Hvis jeg lukker øjnene og hører godt efter, kan jeg stadigvæk høre hendes latter i luften. Fornuften rammer mig, og jeg indser, at jeg burde være på vej hjem nu. Jeg rejser mig op, og går mod huset.

 
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...