Til vi ses igen

William har lige mistet sin bedste ven. Han har en uge til at sige farvel. Det er den sidste chance, han får. Det er lettere sagt end gjort, for hver gang han lukker øjnene, drømmer han om hende.

0Likes
1Kommentarer
229Visninger
AA

5. Dag 3

Jeg er ved at være godt træt af drømmene. Hvorfor skal jeg også lige have dem? Det har nu været tre dage siden hun forsvandt, og der er ikke gået et sekund uden at jeg tænker på hende. Jeg har ikke forladt mit værelse i tre dage, jeg har kun spist ganske lidt, og jeg har brugt det meste af tiden på at græde eller sove.

Det eneste der afholder mig fra at bryde ud i en total depression, er at hun ville slå mig ihjel hvis jeg gjorde.

Jeg har to versioner af hende. To helt forskellige sjæle, fanget i den samme krop. Eller måske den samme sjæl der havde ændret sig så meget. Jeg vælger at tænke på hende som den glade pige jeg kendte for længe siden. Ikke den hun var de sidste måneder før hendes død.

Vi var der altid for hinanden. Det var altid os to mod resten af verden. Nu hvor hun er væk, er jeg helt alene. Jeg har ingen ved min side. Ingen der kæmper med mig. Ingen der kæmper for mig. Ingen til at fortælle mig, hvornår jeg opfører mig som en komplet idiot, eller til at lægge mærke til, når jeg er oprevet over noget. Ingen til at kramme mig, når jeg har brug for det. Men vigtigst af alt. Ingen til at trøste mig lige nu. Ingen til at sige, at det nok skal gå. Ingen jeg kan stole på længere. Nu er jeg helt alene.

Måske ville jeg have forudset det, hvis jeg havde været mere opmærksom, men jeg havde aldrig regnet med, at der ville ske sådan noget her. Jeg vidste ikke engang hvad der foregik indtil for et par uger siden. Der havde jeg tilfældigvis fået det at vide. Hvis ikke det havde været fordi, vi havde været på det rigtige sted på det rigtige tidspunkt, ville jeg nu sidde og undre mig over, hvorfor hun havde gjort det hun havde gjort. Nu vidste jeg i det mindste, hvad hun flygtede fra.

Jeg åbner vinduet på vid gab og kigger op på himlen. Det var noget, vi elskede at lave sammen. Dengang hun stadig trak vejret. Dengang hun stadig havde et glimt i øjet. Dengang hendes hjerte stadig slog. Dengang hun stadig var i live.

Himlen er skyfri. Det var sådan en dejlig dag hun altid elskede.

Jeg kigger ned. Vi bor i øverste etage i en lejlighed. Der er virkelig langt ned, men på samme tid føles det utroligt tæt. Det er kun et hop væk, og så er jeg på fortovet.

Jeg ryster hurtigt tanken ud af mit hoved. Det sidste jeg har tænkt mig at gøre nu, er at følge i hendes fodspor. Jeg kigger over på brevet på min kommode. Stadig uåbnet. Jeg ønsker mere end noget andet at finde ud af, hvad der står i brevet, men jeg kan bare ikke få mig selv til det. Jeg har flere gange disse dage overvejet at åbne det, men jeg er ikke modig nok. Jeg ved ikke, hvad jeg er bange for. Jeg kan bare ikke.

Jeg er langsomt ved at vænne mig til det faktum, at hun er død, og at hun aldrig kommer tilbage. Jeg ligger i min seng og fokuserer på lyden af regn, der siler ned mod vinduet. For bare et par timer siden var vejret perfekt, men nu øser det ned. Ironisk.

Jeg lader langsomt trætheden optage mig, og falder ind i en hvileløs, trættende søvn fyldt med hendes ansigt.

 
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...