Til vi ses igen

William har lige mistet sin bedste ven. Han har en uge til at sige farvel. Det er den sidste chance, han får. Det er lettere sagt end gjort, for hver gang han lukker øjnene, drømmer han om hende.

0Likes
1Kommentarer
206Visninger
AA

3. Dag 2

Jeg åbner øjnene med et sæt. Jeg drømte om hende. En af de mange minder vi havde sammen. Ting der var sket da alting var så let. Før det hele gik i sort. Min nakke og ryg gør ondt, for jeg var faldet i søvn siddende. Jeg tjekker min telefon. Klokken er 5:00. Det er alt for tidligt at stå op, men håbløst at prøve at sove mere. Jeg rejser mig og går hen til spejlet. Randene under mine øjne er kæmpe. Det er heller ikke særligt underligt, for jeg havde kun sovet i et par timer. Hvert sekund med drømme om hende er endnu mere udmattende end at være vågen. Det var endnu mere opslidende. Ikke fordi jeg ikke vil mindes om hende, men fordi jeg vågner.

Jeg smider mig tilbage på min seng og kaster hovedet tilbage på puden.

“Skat?”

Min mor står i døråbningen.

“Undskyld, larmede jeg?” spurgte jeg. Det må være derfor hun var kommet herind.

“Nej, jeg hørte bare fodtrin.”

En ubehagelig stilhed bredte sig.

“Skat, jeg ved godt Pam betød meget for dig” prøvede hun igen.

“Mor, jeg har ikke lyst til at snakke om det!”

Jeg er ærligt talt træt af, at folk hele tiden spørger mig om jeg var okay.

“Jeg ved godt det er hårdt…”

Hendes stemme knækker over. Det er først der det går op for mig, at hun græder. Jeg kan mærke et stik af dårlig samvittighed. Hun prøvede jo bare at hjælpe.

Hun sætter sig på sengekanten og stryger mig over håret.

“Jeg kan bare ikke fatte at hun… at hun ikke er her mere.”

“Jeg ved det godt skat.”

“Hun havde hele livet foran sig. Hun var så fyldt med håb og drømme, og nu får hun aldrig oplevet dem, og det er alt sammen på grund af noget så dumt!”

Jeg kan ikke fortsætte. Det er som om alle ord og al mening med livet forsvandt og efterlod mig i et stort, sort hul.

“Hør, jeg forstår hvordan du har det. Sådan noget her er aldrig let. Det er bare meget vigtigt at du husker på, at det ikke er din skyld.”

Stilhed igen.

“Bare sig til hvis du får brug for noget” fortsætter hun.

Hun har en fod ude af døren, da jeg stopper hende.

“Mor”

“Ja, skat?”

“Tak” siger jeg. “For alt”

Hun smiler til mig. Et kort, bedrøvet et, men stadig oprigtigt smil. Og så er hun ude af døren.

 

Jeg kigger på min telefon igen. 22:33. Jeg vil så gerne sove, men jeg tør ikke. Jeg vil ikke have flere drømme om hende. Jeg kan ikke tage det. Det er for meget. Jeg vil ikke engang gå ud af mit værelse, for alt minder mig om hende. Det gør mit værelse også, men herinde er jeg i det mindste i ly for folks medlidende blikke rettet mod mig. Herinde kan jeg begrave mig i mine sorger alene. Mine øjne gør ondt, og jeg har mest af alt lyst til at lukke dem i og aldrig åbne dem igen. Selvom min vilje er stærk, er trætheden stærkere. Langsomt glider mine øjne i.

 
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...