Outside The Lines ☵ h.s.

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 4 jun. 2018
  • Opdateret: 13 jun. 2018
  • Status: Igang
Alt Harry drømmer om er at få sin fars accept. Efter han valgte at studere retorik frem for at gå i farens juridiske fodspor, har han følt sig frastødt. Så da hans far fejrer sin forlovelse med en fest, ser Harry ingen anden udvej; han finder en pige og får hende til at spille sin kæreste for en aften.
Erin ønsker inderligt at opleve ægte kærlighed, men har endnu ikke fundet den rigtige. Så da hun møder en fyr på en café, der spørger hende, om hun vil spille hans kæreste til en fest, siger hun håbløst ja. Men da et sammentræf af uheldige informationer kommer frem i lyset, kan det ødelægge alt det, de har arbejdet for.

16Likes
16Kommentarer
1051Visninger
AA

3. t w o ≠ ᴇʀɪɴ

vi må acceptere S K U F F E L S E N,

men aldrig miste H Å B E T

 

ERIN CASET HAVDE ALTID DRØMT OM,  at være en af dem, der havde en romantisk historie at fortælle sine børn og venner. Historien om, hvordan hun mødte sit livs kærlighed. Det var det, der drev hende, når hun var jaloux eller havde en dårlig dag. Det, der gav hende motivation, når hun følte sig ensom.

Alligevel havde Erin sandet, at selv om hun kun var enogtyve, var det ikke sikkert, at deres møde ville blive ekstraordinært. I begyndelsen, da tankerne var strømmet frem, forestillede hun sig en fantasi hver nat, når hun skulle sove. Men med tiden var hun begyndt bare at håbe, at hun ville møde en. Hun så mange fra hendes studie få kærester. Hendes venindes forhold kørte på fjerde år. Og midt i alt det, stod hun. Alene.

Men hun var kun enogtyve, påmindede hun sig selv om. Der var masser af tid. Hun skulle bare lade vær med at tænke på det, og så pludselig ville han stå foran hende. Men Erin kunne ikke glemme hendes inderste ønske. Hun blev mindet om det, hver gang hun var ude. Hun så kærestepar hånd i hånd. Hun hørte kærlighedssange, så film.

Hun slog hænderne mod panden og sukkede ind i sine håndflader. Det var dumt at tænke sådan, sagde hun til sig selv. Hun var kun enogtyve. Og hun havde faktisk en date i dag. Eller det var i hvert fald, hvad hun kaldte det. Aiden, som hun havde mødt til en fest i sidste uge, havde egentlig kun spurgt, om han måtte købe hende en kop kaffe.

Erin troede ikke på, at han var den eneste ene, men hun trængte til selskabet. Hun stolede ikke på fyre, hun mødte til fester. Men for tiden var det den eneste måde, hun kunne møde dem på. Det var hendes veninde fra kunsthistorie, der havde bedt hende om at tage med. I starten havde hun løjet om, at hun havde en opgave at finpudse, men Lucy kendte alle hendes taktikker. Hun vidste godt, at Erin havde dobbelttjekket afleveringen op til flere gange allerede.

Festen havde været stille og rolig. Der var blevet drukket et par øl og spillet billard. Hun var stødt ind i Aiden lige som hun var på vej hjem. Alkohollen påvirkede hans bevægelser, men han havde alligevel været klar i sin udtale. Hun havde accepteret invitationen, fordi hendes to veninder havde opfordret hende til det. De kendte til hendes dybeste følelser. Men Erin frygtede, at Aiden ville være ligesom hendes ekskæreste.  

Erin datede Josh i et halvt år, men det endte brat, da han blev smidt ud af universitetet. Han gav Erin skylden for, at hans karakterer var faldet. Han mente, at hun havde forventet alt for meget af ham, og at det havde presset ham sådan, at han til sidst var gået helt ned. Der var ikke gået mere end en uge, før han havde forladt Oxford. De havde ikke snakket sammen siden. Hun var ikke klar over om det var den dårlige oplevelse, der i dag fik hende til at sukke efter et eventyr.

Klokken var ti minutter i otte, da kortet på Erins mobil viste hende, at hun var fremme ved caféen. Hun kiggede op og så de hvide lysbogstaver stave navnet Dialogue. I’et og g’et var gået ud. Erin åbnede døren med et positivt tankesæt. Hun behøvede ikke at være perfekt her. Atmosfæren fik hende straks til at slappe af.

Stedet mindede hende om hendes tantes gallericafé. Det var en blanding af en café og et kaffehus. Interiøret var mørkt og rustikt. Hun spurgte sig selv, hvorfor hun aldrig havde været her før, da hun smilede til en af de ansatte og fandt et frit bord. Det var lige sådan en café, hun elskede. Stilet, men afslappet. Et sted, man kunne slappe af samtidig med man fik en god samtale.

Erin hængte skuldertasken på stolen. Tasken havde hun købt på et loppemarked for et par år siden. Sidenhen havde hun tilføjet ordet love med rød maling. Patetisk og uoriginalt. Inden hun også tog den orange overgangsjakke af, kiggede hun sig rundt og fik et overblik. Det summede med studerende, der skulle nå at have en kop kaffe eller te inden deres forelæsning om en time. Erin elskede at være sammen med studerende. Det motiverede hende at gå forbi forskellige borde, og høre bidder af interessante, videnskabelige samtaler. På vejen hen til bordet havde hun overhørt to piger snakke om nyheden om, at Margaret Thatcher var død. Den samtale var gået over i tre fyrer, der prøvede at finde ud af, hvilket af de svar, de havde fået i et forsøg, var det rigtige. Men der havde også været en hel normal hverdagssamtale, da et kærestepar havde snakket om, hvordan de skulle gribe an, at pigens mor kom på besøg samme aften.

Erin satte sig ned med et smil om læberne. Energien summede og hun følte sig klar til Aiden entré. Uret indikerede, at der stadig var nogle minutter til Aiden skulle være der, så hun hev sin skitseblog op ad tasken og begyndte at tegne en ældre mand, der sad henne ved vinduet i den anden ende af caféen. Hun forestillede sig hans liv og tegnede en yngre kvinde ved siden af ham. Stregerne, der dannede den kvindelige skikkelse var svagere, da hun ikke længere var virkelig. Erin forestillede sig, at manden havde mistet sin kone, og at han nu kom på deres stamcafé hver dag, alene.

Erin vidste ikke, hvor lang tid, der var gået, da en servitrice viste sig ved hendes side. Hun havde mistet stedssansen efter hun var begyndt at tegne. ”Er du klar til at bestille?” spurgte hun. Erin kiggede op og mødte et par venlige øjne.

”Nej, jeg venter på en,” svarede hun forsigtigt og kunne høre nervøsiteten i sin egen stemme. Hvad var klokken? Hun dobbelttjekkede sit ur, da hun så den viste ti minutter over ni. Han skulle have været der klokken 9. Han var nok bare forsinket.

Hun åbnede deres korte samtale på mobilen. Burde hun skrive til ham? Var det for tidligt? Hun håbede, at han blot var blevet fanget i trafikken og lagde telefonen tilbage på bordet. Han skulle nok komme. Men som hun prøvede at forsikre sig selv om det var rigtigt, blev hun mere og mere i tvivl.

Tiden gik og hendes hjerte slog. Hurtigere for hvert minut han var forsinket. Hun var stoppet med at tegne og brugte i stedet sin tid for at kigge på klokken. Erin påmindede sig selv om, at det her var grunden til, hun ikke gik på dates med fyrer fra fester. Men alligevel havde hun virkelig håbet, at Aiden var anderledes.

Da servitricen viste sig for anden gang, lovede Erin sig selv, at hun ville give ham indtil halv. Pigen smilede til hende, da hun placerede et glas foran hende. ”Jeg tænkte, du nok var tørstig. Jeg håber, du kan lide cola.”

Gestussen kom bag på Erin. Det havde hun ikke regnet med. Men da hun gennemskuede pigens smil, forstod hun, hvad der foregik. Pigen vidste præcis, hvilken situation Erin sad i.

Erin ønskede at takke hende, men nåede det ikke, før hun var væk igen. Hun følte sig set og forstået. Pigen havde lige, uden at være klar over det, reddet Erins dag. Hun skrev navnet på caféen ned ved siden af parret på blokken og lovede sig selv, at hun ville komme tilbage. Og betale for colaen.

Erin fandt sig selv drikke colaen hurtigere end normalt. Hendes hjerte hamrede, men sendte ikke længere energi gennem hendes blodårer.  Det var på tide, at hun gik, men det var sværere, end hun havde regnet med. Inderst inde håbede hun nok, at det ikke var sandt. Tankerne gik i ring og hun prøvede håbløst at finde en god grund til, at hun stadig sad alene med et tomt glas foran sig. Måske var der sket en ulykke, eller han havde sovet over sig? Men lige meget hvilke tåbelige undskyldninger, hun kom op med, vidste hun godt, at han ikke ville komme. Når hun virkelig overvejede det, kom det ikke bag på hende. Hun gentog over for sig selv, at hun hadede fyre, hun mødte til fester.  

De fleste af caféens gæster var kommet og gået, siden hun var ankommet. Flere sad og drak den sidste slurk af deres kaffe, før de ville tage til forelæsning og som de forsvandt var de eneste på hendes alder to fyrer, der sad i en bås op ad væggen. Den ene af dem havde siddet der næsten lige så længe som hende selv. Han havde siddet og læst i en brugt bog, indtil hans ven var ankommet. Sammen sad de og var dybt optagede af et stykke papir.

Erin vendte sit blik væk fra dem og tog en dyb indånding. Det gav hende en ro, at kun to personer vidste, hvor længe, hun havde siddet her. Fyren med det brune hår og servitricen. Og det var kun sidstnævnte, der vidste hun ventede på en, der stadig ikke var kommet.

Erin kiggede på sit ur igen. Der var kun gået et minut siden sidst. Hun havde erkendt, at han ikke ville dukke op. Grunden til de skulle mødes klokken ni, var så de kunne nå at snakke, inden han skulle have forelæsning klokken ti. Men Erin kunne ikke få sig selv til at rejse sig og gå. Det ville betyde, at hun accepterede, at hun var blevet brændt af. Det kunne hun ikke holde til. Hun havde endelig haft en chance for måske at opleve kærligheden, men boblen var sprunget inden den overhovedet var blevet pustet op.

Hun mærkede igen ensomheden skylle ind som en stor, høj bølge. Lige siden hun var flyttet til Oxford og væk fra sine forældre havde hun følt den følelse dukke op. Erin havde tre veninder. Selvom de betød alt for hende, kom hun til tider til at ønske, at hun havde flere. Hendes barndomsveninde læste til skolelære i deres hjemby og de havde ikke set hinanden i et halvt år. Heldigvis havde hun fået to gode veninder på universitet, som hun så dagligt til forelæsningerne. De studerede alle tre kunsthistorie. Men selv om de altid var der, manglede hun en, hun kunne skrive med hver time, uden han ville blive irriteret. En, der ville gide høre på alle hendes problemer. En, der ville elske hende for den nørdede, kreative pige, hun var.

Erin pakkede skitseblokken væk og gjorde sig klar til at gå. Hun skulle arbejde på galleriet klokken et og kunne stadig nå at få malet lidt, hvis hun tog hjem nu. Men inden hun nåede at tage sig sammen, blev hun afbrudt i sine tankestrømme.

En høj skikkelse rømmede sig ved hendes side. Hun nåede lige at håbe, at det var Aiden, men hun havde lyst til at slå sig selv, for overhovedet stadig at tænke på ham. Hun lovede sig selv, at det ville stoppe nu.

Da hun kiggede op stod fyren fra båsen foran hende. Ham, der var ankommet sidst. Et stort smil blev sendt hendes vej, da han placerede sin hånd på stolens ryg. Han kørte hurtig den frie hånd gennem sit brune, korte hår, inden han fortalte, hvad han lavede hos hende. ”Jeg håber ikke, jeg forstyrrer,” indvendte han.

Det gør du slet ikke, tænkte hun. Men hun smilede bare. ”Nu skal du høre,” begyndte han. ”Det her lyder sikkert utrolig latterligt, men min ven, Harry, skal bruge en date til sin fars fest og han tør ikke spørge nogen, han kender, så derfor spørger jeg dig.”

Erin kunne ikke tro det, hun hørte. Hans ven skulle bruge en date, og han ville have hende? Hun nåede ikke at tænke det igennem, før fyren fortsatte. ”Vil du i det mindste ikke hilse på ham?” foreslog han desperat og prøvede at overbevise hende med et håbefuldt blik.

Hun vidste godt, at hun burde takke pænt nej og forlade caféen. Efter at have mistet modet fra at være blevet brændt af, følte hun, at hun skulle have lidt tid, før hun mødte en ny fyr igen. Men fordi Erin var som hun var, og ikke havde følt sig så følsom og ensom, som lige nu, trak hun blot på skuldrene. Hun kunne i det mindste givet det et forsøg.

Hans grimasse var ikke til at beskrive, da Erin tog sin orange jakke og krydsede armene. Hun nåede slet ikke at tænke, om hun virkede alt for desperat. De nåede hen til bordet, og da Erin så udtrykket i vennens blik, indså hun, at det ikke havde været en fælles plan. Fyrens blik stirrede skiftevis på Erin og sin ven, før de til sidst landede på hende. Brynene krummede, mens han studerede hende. Hun kunne ikke lide det og prøvede at sende et selvsikkert blik hans vej.

Men det virkede ikke. Han havde gennemskuet hende for længst. De havde begge siddet på caféen længe og han havde haft mulighed for at studere hende tidligere. Erin var overrasket over, at han havde regnet ud, at hun ventede på en fyr, der aldrig var dukket op. For ud af det blå sagde han: ”Vi må acceptere skuffelsen, men aldrig miste håbet.”

Erin forstod det ikke til at starte med og kiggede forvirret over på hans ven. Hvordan var det, han talte? Men da hun havde overvejet betydningen af ordene, kunne og ville hun ikke bekæmpe bevægelsen ved hendes læber. Hun mærkede smilet vise sig, og for anden gang på kort tid, følte hun, at nogen så hende. Fyren havde formået at sætte sig ind i hendes følelser og tanker, bare ved at studere hende. Det var både skræmmende og opløftende på samme tid.

Hun var derfor slet ikke i tvivl om, at hun nok skulle hjælpe ham, da hun rakte sin hånd frem. ”Jeg hedder Erin,” hilste hun. Hvor galt kunne det gå?

Hendes reaktion kom bag på ham. Men samtidig betød det noget, for han klemte blidt hendes fingre og præsenterede sig. ”Harry.”  

Erin satte sig tilfreds ind i båsen og så, hvordan Harry åbnede sin mund, men blev afbrudt af sin ven på målstregen. ”Er du sulten, Erin? Jeg kan lige nå at købe en sandwich til dig, inden jeg skal gå,” nævnte han, efter at have tjekket sit ur.

”Det lyder lækkert, meget gerne,” takkede hun. Hun havde endnu ikke fået morgenmad.

Da han forlod dem, gik der ikke mere end et sekund, før Harry fik hendes fulde opmærksomhed. ”Undskyld, hvis det her virker meget underligt,” indrømmede han hæst og kiggede blidt på hende med et par grønne øjne. ”Jeg gætter på, at Louis fortalte dig om min situation.” Han vidste ikke, hvad han skulle kalde det.

Erin gengældte hans smil. ”Han fortalte, at du skulle bruge en date til din fars fest. Jeg er stadig overrasket over, at jeg sagde ja, men man skal vel leve lidt en gang imellem, ikke?” svarede hun.

”Så du vil gerne?” spurgte han overrasket og trak en krøllet tot hår om bag øret. Han virkede ikke selv til at have tænkt det hele igennem.

”Ærligtalt så ved jeg ikke, hvad jeg har gang i,” lo hun og trak på skuldrene. ”Men eftersom jeg lige er blevet brændt af, er alt bedre, end at gå herfra med følelsen af, man er ligegyldig.” Ordene ramte Harry, det kunne hun tyde i hans blik.

”Jeg er ked af, du skulle opleve det,” svarede han og løftede blidt sine mundviger.

Hun så Harry køre en hånd igennem sit brune hår. Han vidste ikke, hvad han nu skulle sige. Heldigvis for ham kom Louis lige inden stilheden blev akavet. ”Jeg købte en sandwich til jer begge to,” sagde han og stillede de to tallerkner på bordet. ”Jeg håber ikke, at du er vegetar, Erin, men det er caféens specialitet.”

Sandwichen var med kylling og bacon. Det var heldigvis Erins yndlingskombination. ”Tusind tak, det er perfekt,” takkede hun igen. Hun måtte huske at give ham tilbage en dag.

”Men I må hygge jer, jeg skal til en vigtig øvelsestime,” fortalte han og vendte blikket mod sin ven. ”Spyt nu ikke for mange citater ud, vel Harry?”

Harry rullede med øjnene og fulgte sin vens bevægelse, indtil han havde forladt caféen. Erin kunne ikke dy sig for at stille spørgsmålet, så snart Louis var gået. ”Citater? Var det, hvad det du sagde før, var?” spurgte hun interesseret og tog en bid af sin sandwich.

Selv om han smilede, kunne Erin ikke tyde, hvad følelsen helt præcis dækkede over. Men hun blev klogere, da Harry uddybede: ”Jeg er glad for, du troede, at det var mine egne ord. Men jeg kan ikke tage æren fra Martin Luther King,” lo han. 

Hun løftede sine øjenbryn og betragtede ændringen i hans ansigtsudtryk. Blikket var begyndt at slappe af og læberne var trukket op i en morsom mine. Hun lo med ham. ”Så du kan godt lide citater?” spurgte hun ham, selv om hun var overbevist om, at hun allerede kendte svaret.

Harry nikkede. ”Det er min passion,” svarede han og tog en bid af sin sandwich.

Erin mindedes ikke at have mødt nogen før, der ligefrem kaldte citater for deres passion. Men Harry havde allerede overrasket hende på så mange punkter. Hun blev nødt til at vide mere. ”Du kan altså godt lide at gengive noget, andre har sagt, i nye sammenhænge?” spurgte hun. Martin Luther King havde aldrig talt til piger, der var blevet brændt af. Alligevel fik Harry det til at lyde som om det var formålet.

”Ja, det lyder som mig,” lo han halvhjertet. Erin forstod ikke, hvorfor hans latter havde mistet gejsten. Hun prøvede at gætte, hvad der kunne påvirke ham. Men hun nåede ikke langt, før han spurgte hende: ”Men hvad med dig? Hvad er din passion?” spurgte han og søgte mod hendes fingre, der holdt om sandwichen. Malingen fra i går var langsomt begyndt at krakelere.

Erin fulgte hans blik og betragtede nu selv sine farverige fingre. Hun smilede over, at han havde lagt mærke til det. ”Kunst,” svarede hun som om det var åbenlyst. ”Jeg læser kunsthistorie og maler og tegner ved siden af.” Hun kunne se på Harry, at det ikke kom bag på ham. Hun havde trods alt indtørret maling på hendes fingre.

Harry svarede ikke, da hans blik landede på det papir, han havde studeret tidligere. Han lagde sandwichen fra sig og tog en dyb indånding. ”Hør, jeg bliver nødt til at spørge dig, om du virkelig vil være min date. Min far kan være ret besværlig,” fortalte han med en klump i halsen. Det var tydeligt at høre, at han havde problemer.

Selvom Erin ikke kendte ham, følte hun for at hjælpe ham. Men var det klogt? Hvad hvis han viste sig at være ligeså slem som Josh og Aiden? Hun kunne ikke klare at gå igennem det igen lige foreløbig.

”Fortæl mig om ham,” svarede hun i stedet og valgte at give ham en chance, før hun besluttede sig.

Harry kiggede fortsat på det papir, Louis og ham tidligere havde læst sammen. ”Lad os bare sige, at jeg har skuffet ham,” afslørede han tilbageholdende.

”Skuffet ham hvordan?”

Han kiggede op og sendte hende et reserveret blik. Han havde lige indikeret, at han ikke ville snakke om det. Øjnene havde skreget det. Men hvis hun skulle sige ja, blev hun nødt til at vide mere.

”Jeg fortæller dig kun det her, fordi du har valgt at hjælpe mig. Det er ikke en historie, jeg ligefrem råber om til alle og enhver. Faktisk er det kun Louis, der ved det.” Harry havde strammet sine knoer, mens han talte, og Erin var faktisk i tvivl, om han selv var klar over det. Det var tydeligt, at forholdet til faren var presset.

”Min far ejer et advokatfirma i London og forventede, at jeg ville tage over en dag. Derfor startede jeg på jurastudiet, men fandt hurtig ud af, at det ikke var det, jeg ville.” Erin lyttede interesseret, mens Harry fortalte, at han nu læste retorik. Det forklarede citaterne, tænkte hun.

"Min far har også læst jura og arbejdet i London. Jeg ved hvor intimiderende, det kan være," kommenterede hun og så ham smile forsigtigt. Erin kunne godt mærke, at Harry tilbageholdt en del information, men hun forstod ham. Hun ønskede heller ikke selv at fortælle hele hendes livshistorie til en, der stadig var fremmed.

”Hvis jeg siger ja, hvordan har du så tænkt dig, at vi gør det?” spurgte hun, da Harry havde færdiggjort sin korte fortælling med at forklare, at han gerne ville have en pige med til festen, for at imponere sin far.

Harrys blik hvilede på Erin, mens han tænkte. ”Jeg har ikke nået at tænke over det, hvis jeg skal være helt ærlig. Men hvis du har mod på at spille min kæreste, ville det være perfekt.”

”Kæreste?” udbrud hun og løftede øjenbrynene.

Blikket, der blev sendt hendes vej, var både bedende og undskyldende. Harry vidste godt, at det var meget at spørge om. Hun kunne mærke på ham, at han var desperat. Måske kunne de være desperate sammen? For Erin begyndte at tænke, at hun her havde muligheden for at have en kæreste for en enkel aften. Det var ikke meget, og det var muligvis også en skør tankegang, men hun kunne ikke lade vær.

Hun havde lyst til at slå sig selv. Det var så tåbeligt, det hun havde gang i. Hun burde takke pænt nej tak og gå, men hun kunne mærke, at hun ønskede at blive. Selvom alt ved deres forhold ville være falsk og aftalt spil, var det mere, end hun kunne bede om. Hun savnede nærværet, og selv om det ikke var længe, kunne hun forhåbentlig få det hos Harry.

”Jeg vil gerne hjælpe dig,” lovede hun til sidst. Ordene fløj ud af hendes mund, men efterlod en dårlig eftersmag. Hun var ikke klar over, hvad hun havde gang i, men prøvede at fokusere på det positive.

Harry storsmilede, som om han ikke kunne tro det, da det gik op for ham, at Louis’ plan var lykkedes. Han var så lettet, at citatet røg ud af ham. ”Den mest effektive måde at gøre det på, er at gøre det,” kommenterede han.

Erin lo, da hun ikke havde regnet med, Harry gik så meget op i citater. Han formåede at få Erin til at glemme, at hun lige var blevet brændt af. Hun kunne ikke forstå, at han så hurtigt kunne finde et citat, der passede ind i situationen. Men hun så frem til at høre flere.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...