Outside The Lines ☵ h.s.

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 4 jun. 2018
  • Opdateret: 13 jun. 2018
  • Status: Igang
Alt Harry drømmer om er at få sin fars accept. Efter han valgte at studere retorik frem for at gå i farens juridiske fodspor, har han følt sig frastødt. Så da hans far fejrer sin forlovelse med en fest, ser Harry ingen anden udvej; han finder en pige og får hende til at spille sin kæreste for en aften.
Erin ønsker inderligt at opleve ægte kærlighed, men har endnu ikke fundet den rigtige. Så da hun møder en fyr på en café, der spørger hende, om hun vil spille hans kæreste til en fest, siger hun håbløst ja. Men da et sammentræf af uheldige informationer kommer frem i lyset, kan det ødelægge alt det, de har arbejdet for.

16Likes
16Kommentarer
892Visninger
AA

4. t h r e e ≠ ʜᴀʀʀʏ

livet handler ikke om at vente på  S T O R M E N  er ovre,

det handler om at  D A N S E  i regnen

 

DET ER FORBLØFFENDE, hvordan visse ting her i verden ikke falder ud på den måde, man regner med.

Harry Styles stirrede på ordene i kriminalromanen. Han havde ikke længere tal på alle de gange, hovedpersonen havde fanget ham i sit tankespind. Men Mike havde ret. Harry havde aldrig troet, at han ville miste sin mor som lille. Og at fremtiden derefter ville vise sig at blive værre. Harry havde forestillet sig et liv med kærlighed fra begge sine forældre, der ville bo i den store villa nord for London hele livet.

I stedet levede han nu med sin fars skuffende blik og opfodrende stemme, hvor end han gik. Han kunne snart ikke klare det mere. Hvis Erins og Harrys plan ikke ville imponere ham, var han færdig med at kæmpe. Det nyttede ikke, når de begge to godt vidste, at Harry aldrig ville arbejde for firmaet. Hans liv bestod af ord og udtale. Farens var for kompliceret til at forklare.

Mobilen brummede ved køkkenbordet og hev Harry tilbage til formiddagens struktur. Harry havde kun to notifikationer slået til på sin mobil. Hver gang han fik en besked, og så en daglig app, der hver dag kom op med et nyt citat. Harry vidste derfor, at det var en besked, da han var vågnet op til dagens citat. I starten valgte han at ignorere den. Endeløs Nat var ved at nå det højeste spændingsniveau og han ønskede at vide, hvad der havde overrasket Mike. Men da vibrationen lød for anden gang, tænkte han, at det nok var vigtigt. Han tog ud efter sin HTC-mobil og så, at beskeden var fra Erin. Det var den første sms, han havde modtaget fra hende, siden cafébesøget for tre dage siden.

Hvad så, skal vi snart finde et tidspunkt at mødes? :) stod der.

Harry åbnede beskeden og undrede sig over ordene. Hvad snakkede hun om? Han havde bare tænkt, at han ville hente hende på vej til sin fars fest.

Mødes?

Der gik ikke længe, før tre beskeder dumpede ind lige efter hinanden.

Ja, vi skal da lære hinanden at kende, hvis vi skal tilbringe en hel aften sammen og overbevise din far om, at vi er kærester.

Jeg tror ikke det vil være særlig overbevisende, hvis jeg ikke ved Noget om dig.

noget*

Harry vidste ikke, hvad han skulle svare. Han havde ikke tænkt det igennem. Studiet og jobbet fyldte allerede så meget, at tanken om at bruge tid på andet virkede uoverskueligt. Men da han prøvede at forestille sig, hvordan aftenen ville forløbe, gik det op for ham, at hun havde ret. Det ville blive en katastrofe, hvis de skulle påstå at være kærester og ikke kunne svare på det første spørgsmål: hvordan mødtes I? Det havde han set gå galt i alt for mange film, til det også skulle gentage sig for dem.

De blev nødt til at have alt planlagt. Det her var Harrys sidste chance og han havde ikke tænkt sig at spilde den, nu når han havde en mulighed for det kunne lykkes.

Mødestedet valgte Erin og de mødtes i parken ved universitet. De havde begge forelæsning klokken to og havde dermed en halv time.

”Jeg var i tvivl, om du vidste, hvilken bænk, jeg snakkede om,” var det første Erin sagde, da de kom i høreafstand af hinanden. Harry bemærkede hun havde udskiftet sin taske med en grøn rygsæk og den orange jakke var nu af et blåt cowboystof med malerpletter.

”Bænken under det store egetræ, som altid er tom, fordi fuglene skider på den,” citerede han. ”Jeg var ikke tvivl.”

Erin smilede og slog sig ned ved siden af ham. Den var blevet rengjort i løbet af morgenen. ”Hvis jeg skulle have gættet på et ord, du aldrig ville sige, så havde det været ’skider’,” kommenterede hun morsomt. Harry rystede blidt på hovedet. Han havde blot citeret hendes besked fra tidligere, mere var der ikke i det. Selvom han var ret sikker på, at han havde sagt det ord før.

”Alle kan overraske,” svarede han og rakte hende den ene af de to kopper kaffe, han havde siddet med. ”Jeg håber, du ligesom mig, er mere til sort kaffe.”

Erin sad forbavset ved siden af ham, men tog glædeligt imod plastikkoppen. Harry kunne se, at det kom bag på hende, at han havde købt noget til hende. Hendes tanker tog hendes fokus væk i et kort øjeblik, men da hun kort efter løftede blikket, var det et smil, Harry så på hendes læber.

”Jeg kan ikke huske sidst nogen købte kaffe til mig,” fortalte hun og tog en hurtig tår.

Harry glædede sig over, at han havde taget det rigtige valg. Selvom han foretrak te, havde han trængt til en ordentlig sort kaffe her til morges. Han fornemmede, at dagen ville kræve meget af ham.

Erin satte kaffen på bænkens armlæn for at tage det, der lignende en notesbog, op. Bevægelsen kom bag på Harry, der ikke forstod, hvad hun planlagde. De var mødtes for at lære hinanden bedre at kende. Havde hun tænkt sig at skrive det ned?

Notesbogen viste sig at være en sketchbog. Erin afslørede det, da hun ledte efter den næste blanke sige og herefter fandt en tegneblyant frem. Hun løftede sit hoved og stirrede blidt på ham. ”Jeg er kunstner, så jeg havde tænkt at tegne, mens du fortalte din livshistorie,” uddybede hun, da hun kunne se, Harry ikke var helt med.

”Min livshistorie? Behøver du virkelig vide alt om mig?” spurgte han. Han havde håbet, at den korte fortælling om hans far havde været nok.

”Harry, hvis vi skal gøre det her ordentlig, skal andre tro på det. Det gør de kun, hvis vi i det mindste kender hinanden.”

Et suk forlod Harrys læber. Hun havde nok ret. I hvert fald opgav han at diskutere – det kom der aldrig noget godt ud af. Men behøver hun virkelig at kende hele min historie? tænkte han. Erin bankede blyanten mod blokken i en fast rytme og afventede hans svar.

Harry besluttede, at fortælle hende noget af historien. De ville alligevel ikke se hinanden efter farens fest, så det gjorde vel ikke noget, at han holdt noget tilbage? Han udnyttede muligheden til at bruge sin stemme. Livsfortællingen blev fremført med klar tale og fokus på følelserne, nok lidt for meget, hvis han skulle analysere det efterfølgende.

”Hvis vi absolut skal starte fra begyndelsen, så voksede jeg op i Nordlondon med min far og mor. Da jeg var fjorten, døde min mor. Det tog hårdt på min far, og jeg tror personligt ikke, at han er kommet helt over det,” begyndte han og mærkede hjertet banke i brystet. Det påvirkede ham mere, end han havde regnet med. Erin havde muligheden for at dømme ham for hvert et ord, han sagde.

Harry fortsatte sin fortælling, men da han nåede til det første år på jurastudiet, stoppede han op. Han begyndte at overveje, om han virkelig skulle fortælle det hele. For første gang siden han var begyndt med sin historie, kiggede han over på Erin. Hun var fuldt optaget af sin tegning. Harry kunne ikke se den for hendes armbevægelser.

”Bare fortsæt,” bad Erin. ”Du behøver ikke vente på mig.”

Harry sukkede. Der var ikke nogen vej udenom problemerne med hans far. Han håbede, at de næste detaljer ville give ham en dybde som person, og at hun ville forstå ham bedre. ”Jeg startede på jurastudiet efter min fars ønske. Jeg vidste ikke, hvad jeg ville, og var ikke stærk nok til at sige ham imod. Efter det bare var os forventede han meget af mig. I starten gav jeg det en chance, men jeg mærkede straks, at det ikke var det, jeg ville. Men så mødte jeg Becky.”

Erin kiggede op, da hun hørte pigenavnet. Hun prøvede at læse hans ansigt. Et par tankerynker dukkede frem i panden, men eftersom han ikke lod hende aflæse ham, gav hun op. ”Min far elskede Becky. Han var så glad for, at jeg havde fundet en fornuftig, klog pige. Hver weekend inviterede han os hjem til middag, men det tager næsten to timer i bil, så jeg prøvede at snakke Becky fra det. Desværre insisterede hun hver gang, at vi selvfølgelig skulle hjem og besøge min far. Vi kørte derop hver weekend, Erin. Det var forfærdeligt.

”Hvis du ikke har regnet det ud, så prøvede jeg at undgå min far. Jeg havde ikke modet til at fortælle ham, at jeg ikke gad læse jura. Derfor besluttede jeg at fortælle det til Becky først. Jeg forventede, at hun ville støtte mig, men ved du, hvad hun sagde? Hun synes det var det dummeste, hun nogen sinde havde hørt. Hun gjorde alt for at overtale mig til, at jeg skulle blive på studiet,” berettede han og huskede de sidste uger af deres forhold. I dag vidste han, at hun kun havde været sammen med ham, fordi hans far havde penge. Deres forhold var et skridt bagud fra begyndelsen. ”Jeg ved egentlig ikke, hvorfor jeg var sammen med hende. Hun gav mig altid elevatorblikket, når jeg citerede.”

Harry havde ikke lyst til at fortælle mere. Erin vidste, at han nu studerede retorik og gerne ville opnå anerkendelse fra sin far.

Hun kiggede op fra sin sketchbog. Harry vidste ikke, om hun var færdig med tegningen, da hun spurgte: ”Hvorfor retorik?”

Det kom bag på ham, at han ikke havde fortalt hende om sin barndom. Minderne med hans mor var de bedste, han havde på nuværende tidspunkt. Hvis der var noget Erin i hvert fald skulle vide, så var det forholdet til hans mor og måden hvorpå citaterne havde fanget ham.

”Min mor var bibliotekar og elskede ord. Hver dag kom hun hjem fra arbejde med en ny bog under armen. Hun læste den, når hun ikke var sammen med mig, eller de sene aftener indtil min far kom hjem fra arbejde. Hun elskede at læse og havde en notesbog, hvor hun skrev sine yndlingscitater fra bøgerne. Med årene var det også blevet til citater fra enhver sammenhæng. Sange, film og især personer. Hun elskede Martin Luther King.

”Da jeg blev fem begyndte hun at dele citaterne med mig. Hver dag i skolen havde hun skrevet et citat på servietten i min madpakke. Jeg elskede det og fandt mig selv skrive bogstaver og ord på det i nærheden. Det var typisk mine arme og hænder. Min far var rasende, da det var umuligt at få af. Det så ikke godt ud, når han havde familien med til ceremonier, at hans søn havde tusstreger overalt på sine hænder. Men jeg var ligeglad. Det var det, der gjorde mig glad, og med årene begyndte jeg selv at finde mine egne yndlingscitater. Efter min mor døde fik jeg hendes notesbog, hvori alle hendes yndlingscitater stod i. Jeg har selv skrevet i den lige siden.”

Erin kiggede og sendte ham et smil. ”Din mor lyder som en fantastisk kvinde,” kommenterede hun.

Han nikkede. Hans mor var den eneste, udover Louis, der havde forstået ham. De havde delt en passion for ord og han vidste, at havde hun levet i dag, havde hun været så stolt over hans karrierevalg. ”Selv når hun havde det svært, formåede hun altid at give mig et citat med i madpakken. I dag forstår jeg mere, hvor meget det egentlig krævede af hende.” Harry lukkede øjnene og så hende for sig.

”Du må savne hende,” sagde Erin. ”Hvad var hendes yndlingscitat?”

Harrys øjne var stadig lukkede. ”Livet handler ikke om at vente på stormen er ovre, det handler om at danse i regnen,” citerede han og huskede de mange dage, hans mor havde sagt ordene til ham. Det var de ord, hun havde levet efter indtil sin død. Det var de sidste ord, der forlod hendes læber i hospitalssengen.

Erin nikkede tilfreds, og da Harry åbnede sine øjne, var hun færdig. ”Min kunst er det, jeg er mest stolt af,” fortalte hun, da hun lagde blokken i Harrys skød. Det var et væld af følelser, der kom op i ham.

Hun havde tegnet Harry i centrum af papiret. Hans hoved hang lidt forover, men det var tydeligt, at det var ham. Hun havde tegnet hans far bag ham i baggrunden. Streger og kruseduller indikerede, at han var sur. Men Erin havde tegnet farens ansigtstræk så godt, at man ikke behøvede de ekstra detaljer. Det kom bag på Harry, hvor meget tegningen faktisk lignede hans far, til trods for Erin aldrig havde mødt ham.

Harrys blik rykkede ned til bogen, han holdt i hånden. Det var morens notesbog, gættede han. Han kørte forsigtigt sin finger henover stregerne og bagefter op til tænkeboblen ud fra hans hoved. Morens yndlingscitat stod deri. Følelser kom op i ham, men han holdt dem inde. Det, der gjort mest ondt, var det knuste hjerte, Erin havde tegnet uden på hans T-shirt. Var det virkelig sådan, hun så ham?

”Du er dygtig,” var det eneste Harry kunne sige. Han skulle lige komme sig. Det irriterede ham, at Erin så ham som ulykkelig. For selvom farens mening påvirkede ham hver dag, så elskede han det, han lavede.

Erin smilede tilfreds og tog ud efter papiret. Hun lukkede sketchbogen og puttede den i tasken. Harry var lettet over, at han ikke længere behøvede at se på den. Selvom der måske var detaljer, han havde misset, gjorde det ondt.

De fik øjenkontakt for første gang, siden de havde sat sig på bænken. Erins brune øjne fik ham til at slappe af, men smilet det modsatte. Han kunne ikke læse hende og havde brug for, at hun sagde noget. Da hun undgik det, tog han ud efter kaffen og drak den sidste tår i en mundfuld. Den var blevet kold.

”Det er din tur,” sagde han og håbede, at hendes fortælling kunne få ham til at tænke på noget andet.

Erin kiggede på sit ur og et smørret smil erstattede de ukendte tanker. ”Jeg er bange for, vi ikke har mere tid,” sagde hun. Hun virkede slet ikke irriteret, til trods for det var hende, der havde insisteret, at de skulle lære hinanden at kende.

Harry var ikke tilfreds med udfaldet, men måtte erkende, at ingen af dem kunne blive væk fra deres forelæsninger. Erin samlede sine ting og rejste sig fra bænken. Det smil hun sendte ham, var sådan et man lavede, når man havde en plan. Harry kunne dog kun fokusere på hendes øjne. De brune mandelformede øjne beroligede ham.

”Så må du jo invitere mig ud, hvis du vil vide mere,” foreslog hun med et drilsk grin.

Harry sad mundlam på bænken. Det ene sekund følte han, at han havde læst hende, det næste var han på bar bund. Erin smålo af hans reaktion og begyndte at bakke væk fra bænken. De sendte hinanden et sidste smil, inden hun drejede rundt i sine sneakers og gik væk fra ham.

Hun nåede dog kun at tage to skridt, inden hun vendte sig om. ”Åh, Harry?” råbte hun, mens hun tog et par skridt bagud. ”Jeg er ked af det, men jeg hader kaffe,” afslørede hun. ”Jeg er ligesom dig mere til te.”

Harry var chokeret. Der var et eller andet ved Erin i dag, der gjorde, at han havde svært ved at læse hende. Normalt faldt det ham meget naturligt og på caféen havde han heller ikke haft problemer. Men i dag var anderledes, måtte han erkende over for sig selv. Hun var et skridt foran ham.

”Læg mærke til detaljerne næste gang,” smilede hun. Harry ønskede at sige noget, men nåede det ikke. I stedet så han Erin gå henover græsplanen, fremfor stien ved siden af. Hele episoden kom bag på ham af to årsager. Selvom hun ikke kunne lide kaffe, havde hun gjort sit bedste for at drikke den. Det var der mange, der gjorde, men det var det faktum, at hun til sidst havde sagt sandheden, der påvirkede Harry mest.

Den anden grund var, at hun kendte til hans præference. Hun måtte have bemærket koppen med tebrevet på bordet på caféen. Det var en lille detalje, men selvfølgelig havde hun opfanget den, tænkte han. Selvom han endnu ikke kendte Erin særlig godt, havde han lært, at hun var utrolig opmærksom.

 Harry rejste sig fra bænken, tog sin taske og gik ned ad stien mod forelæsningslokalet. Han vidste allerede, at han ville komme for sent, men lige i dag, og for første gang siden han begyndte at studere retorik, var han ligeglad. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...