Outside The Lines ☵ h.s.

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 4 jun. 2018
  • Opdateret: 13 jun. 2018
  • Status: Igang
Alt Harry drømmer om er at få sin fars accept. Efter han valgte at studere retorik frem for at gå i farens juridiske fodspor, har han følt sig frastødt. Så da hans far fejrer sin forlovelse med en fest, ser Harry ingen anden udvej; han finder en pige og får hende til at spille sin kæreste for en aften.
Erin ønsker inderligt at opleve ægte kærlighed, men har endnu ikke fundet den rigtige. Så da hun møder en fyr på en café, der spørger hende, om hun vil spille hans kæreste til en fest, siger hun håbløst ja. Men da et sammentræf af uheldige informationer kommer frem i lyset, kan det ødelægge alt det, de har arbejdet for.

16Likes
16Kommentarer
887Visninger
AA

2. o n e ≠ ʜᴀʀʀʏ

S L U T N I N G E N ligger i

B E G Y N D E L S E N

 

HARRY STYLES LEDTE EFTER ET CITAT, der kunne motivere ham. Han rullede ned over ordene på quoteworld.com – hans yndlings- og starthjemmeside på computeren. I søgefeltet havde han skrevet accept og han prøvede at finde noget, han ikke havde læst før. Et citat, der kunne få ham til at færdiggøre sin aflevering. Men han fandt ikke noget. Til sidst trykkede han på Word-logoet.

Det var tidlig morgen og Harry sad ved sit spisebord i sin lejlighed og læste talen, han skulle analysere, på ny. Han manglede stadig at lave en kritisk vurdering af indholdet i en samfundsfaglig kontekst. Af en eller anden grund samarbejdede hans hjerne og hænder ikke sammen i dag. Alle ordene rodede rundt i hans hoved som tankestrømme, men der blev ikke dannet vurderende sætninger på computerskærmen. I stedet blev stregen ved med at blinke og pressede Harry til at tage sig sammen.

Men han kunne ikke koncentrere sig. Tankerne gik i ring og endte med at hive ham ind i en ond cirkel. Af flere omgange var han kommet tilbage på sporet, men denne gang kunne han ikke komme ud af cirklens klør. Det var hans far, der hev igen. Hans ord, der gav genlyd i hele lejligheden. Blikket, der stirrede i bevidstheden.

Efter flere mislykkedes forsøg, lagde Harry teksten fra sig i frustration. Det var ikke en god tale. Den fangede ham ikke. Han ville hellere læse noget motiverende af Martin Luther King eller en af Obamas taler. Mørke, borgerrettighedskæmpende amerikanere havde det med at fange hans opmærksomhed. Men det var ikke kun politikere, der interesserede ham. Det kunne være hvem som helst, bare deres retorik var bevægelig og noget, han ville huske. Et af hans yndlingscitater var af A. A. Milne, fortalt gennem Peter Plys. Ordene skulle bare fange ham og gjorde de det, kunne de blive en del af hans daglige katalog af citater.

Selv om Harry elskede retorik, forekom det, at han overvejede, om han havde taget det rigtige valg. Han kunne have taget den lette vej og fået en stor stilling i sin fars advokatfirma. Det havde givet ham sikkerhed og penge, og ikke mindst, havde det betydet, at forholdet stadig var intakt. Men det gav ham ikke den glæde, fremtiden burde indeholde. I syv måneder forsøgte han sig med advokat-branchen, men til sidst måtte han sande, at det ikke var ham. Da han endelig fik taget sig sammen til at fortælle sin far sandheden, så han skuffelsen i øjnene. Faren havde haft store drømme for sin søn. Han havde ikke regnet med, at Harrys tidlige interesse for ord og citater ville blive hans kald. Den lille dreng, der hver dag havde sorte hænder fra de mange ord, han skrev på dem, var blevet voksen.

Det var tre år siden, de havde haft diskussionen. Deres forhold havde ikke været det samme siden.

I dag var en af de dage, hvor Harry virkelig mærkede tvivlen. Det skete typisk hver gang, han gik i stå midt i en aflevering. I disse situationer var det eneste, der kunne få ham på andre tanker, at læse en bog, der hverken handlede om verdensfred eller retoriske virkemidler. Derfor havde han på vej ud ad døren mod stamcaféen, puttet sin nuværende bog i skuldertasken; Endeløs Nat af Agatha Christie.

Han læste normalt ikke krimier, men der var noget over denne historie, der holdt ham fanget. Han havde været i byens antikvariat for at finde en filosofisk fortælling, men efter at have fortalt ejeren om sine interesserer, der var endt ud i en livsfortælling om forholdet til sin far, havde ejeren givet ham bogen og sagt: ”Bare tag den, knægt. Du har mere brug for den, end jeg har.” Harry havde insisteret på at betale, men måtte sande, at ejerens retorik i dette tilfælde var bedre end hans.

Da han var kommet hjem og åbnede bogen for første gang, forstod han, hvorfor ejeren havde foræret den til ham. Dér på første side, blev historien indledt med et citat. Slutningen ligger i begyndelsen … Harry havde ikke troet sine egne øjne, da han læste det. Allerede fra første sætning følte han, at bogen talte til ham. Én sætning havde formået at bekræfte ham i, at det var det rigtige, han lavede. Og ikke nok med det, havde hovedpersonen problemer med sin mor. Han mærkede, hvordan hele kroppen sitrede, på den gode måde, hver gang han læste i den. Og det var præcis den følelse, han manglede denne forårsmorgen.

Turen hen mod caféen forløb som enhver anden dag inden tirsdagsforelæsningen. Han tog sine støvler og lange frakke på og lod bilen stå på gaden. Solen skinnede fra en blå himmel og fulgte ham alle tusind meter.

Harry nåede frem til caféen en halv time tidligere, end planlagt. Han skulle møde sin bedste ven, Louis, klokken ti, inden de skulle til hver deres forelæsning. Men efter morgenens voldsomme tankebyger trængte han til at sidde og læse.

Harry elskede at læse på caféer. Der var noget ved sammenblandingen af virkelighed og opdigt, som fyldte hans krop med spænding. Han kunne sidde og være viklet ind i en histories tryllebindende univers eller en biografis lærerige sandhed, og sekundet efter overhøre to kærester skændes. Det gav hans liv mere dybde og åbnede en verden af sanser.

Det samme skete i dag. Han havde lige læst, hvordan Mike, hovedpersonen, argumenterede for, at man godt kunne sige en kvinde var smuk, uden selv at beundre hende. Kort efter hørte han dialogen ved et nærtstående bord;

Tjeneren spurgte: ”Er du klar til at bestille?”

Pigen svarede: ”Nej, jeg venter på en.”

Der var stille på caféen og han hørte det derfor tydligt. Han hørte hvordan hun prøvede at overskygge skuffelsen med selvsikkerhed og et smil. Det lykkedes hende ikke. Harry faldt i hvert fald ikke for det. Tjeneren gik og pigen kiggede på sit ur. Igen.

Hun var smuk. Selvom Harry kun kunne se hende halvt fra siden, så han det. Hendes hår var klippet i etager og hang i en rodet, men stilet frisure ned ad ryggen. Huden var lys og bleg efter vinterens mørke. Men det Harry især bemærkede var hendes fingre. De var blå, grønne og røde af maling.

Hun var smuk, tænkte Harry igen, men han beundrede hende ikke. Ud fra samtalen og den måde, hun nu tjekkede sit ur for femte gange, virkede hun til at have problemer i sit liv, ligesom ham selv. Og han undgik normalt personer som hende. Han ønskede ikke at bruge tid med nogen, der havde de samme udfordringer som ham. Det hjalp ikke på hans i forvejen knækkede selvtillid.

Derfor var hans eneste, rigtige ven, Louis. Han havde styr på sit liv. Han studerede medicin på tredje år og havde allerede skaffet sig en praktikplads, når han afsluttede med topkarakterer til sommer.

”Så det er her, du er! Hvorfor svarede du ikke på mine beskeder?” Harry genkendte straks sin bedste vens stemme, der tydeligt var irriteret. Han nåede slet ikke at tænke, hvad chancen var for, at Louis kom, netop som han havde tænkt på ham. ”Jeg stod og ventede udenfor i fem minutter,” fortsatte han.

Harry kiggede op og følte sig stadig som en del af bogens univers. Han skulle lige bruge et par sekunder på at omstille. Hans ven afventede en reaktion og kiggede frustreret ned på ham. ”Har du skrevet?” spurgte Harry overrasket. Han var sikker på, at han havde haft sin telefon på lyd. Men da han tog den op ad jakkelommen, var den slået på lydløs og han havde tre beskeder fra Louis.

Hey, jeg står og venter uden foran caféen, hvor er du?

Er du forsinket eller hvad?

Okay, jeg forstår en hentydning.

Louis placerede sin cowboyjakke oven på den frie stol og kiggede opgivende på sin ven. ”Jeg må lære at sætte mig ind i stedet for at vente.” Det var ikke noget nyt for ham, at hans ven ikke svarede på hans beskeder. Derfor droppede han spørgsmålene og fokuserede på det, Harry faktisk kunne bruge til noget. ”Kaffe eller te?” spurgte han og tog sin pung op ad baglommen. Harry bemærkede krumningen ved læberne. Blikket slappede nu af.

”Te, med ekstra sukker,” svarede Harry hurtigt og huskede, hvorfor Louis var hans bedste ven. Han kunne altid fornemme, når Harry havde en dårlig dag, og vidste, hvornår han ikke skulle spørge ind til det. Harry kunne dermed i fred sætte sit bogmærke i bogen og lægge den væk. Han behøvede ikke at fortælle Louis, at hans morgen havde været uproduktiv og at han igen tvivlede, om han havde taget det rigtige valg. Selv om han nok ville diskutere det med ham alligevel.

Da Louis kom tilbage med drikkevarerne, kunne han alligevel ikke lade vær med at begynde den samtale, Harry havde frygtet. ”Har du taget brevet med?” spurgte han.

Harrys rynkede på næsen og det var ikke fordi han brændte sig på tungen. Det var det spørgsmål, han havde håbet ikke ville komme op i dag. Det var den samtale, han havde håbet Louis havde glemt. Men han burde vide bedre. Louis var heller ikke nem at narre. For han vidste, at Harry, til trods for at prøve at undgå samtalen, havde puttet brevet i tasken aftenen inden, for ikke at glemme det. 

Brevet var kommet med posten for to dage siden. Det var fra hans far. Harry vidste, hvad der stod i det, og derfor havde han ikke åbnet det. Hans far havde ringet for fire dage siden og fortalt ham, at han var i gang med at sende invitationer ud. Samtalen var egentlig gået fint, indtil han havde fortalt Harry, at han håbede, han ville medbringe en ledsager. Harry vidste godt, hvad det betød.

”Kom nu, Harry. Vi har ikke hele dagen,” bad Louis og stirrede på sin ven. Han rakte hånden ud og ventede på at få brevet overrasket. Harry rullede med øjnene og sukkede, inden han fandt det frem i tasken. Louis smilede tilfreds, da han åbnede det. ”Du skulle aldrig have sagt til mig, at du havde fået det,” sagde han med et smørret grin om læberne.

Harry vidste godt, at han havde begået en fejl. Det første han havde gjort, da faren havde lagt på, var at skrive til Louis. Min far forventer, at jeg har en date med til hans forlovelsesfest. EN DATE. Han huskede tydeligt sms’en.

Louis foldede papiret ud og tørrede grinet af læberne, før han begyndte:

”Kære Harry og…”

”… se han skriver Harry og ikke min søn.”

Louis kiggede op fra brevet og sendte sin bedste ven et opgivende blik. De seneste år havde han lagt mærke til alt det, der kunne være anderledes. ”Kære Harry og ledsager,” begyndte han igen, men blev nødt til selv at knytte en kommentar. ”Han lægger pres på dig, min ven.”

Harry følte det var mere, end et pres. Hans fars holdning til ham afhang af den fest. Hvem han tog med afgjorde fremtiden. Hun skulle være smuk, klog og fantastisk. Hvis Harry allerede havde mødt sådan en pige, ville der have stået et navn på invitation.

De behøvede ikke at gå mere i detaljer med brevet. Han kendte resten af detaljerne. Hans far skulle giftes for første gang, siden hans mor døde. Hans far, Arthur, og Vivian havde været kærester i tre år. De var blevet forlovet i sidste måned og ville holde en fest for at fejre det.

Harry tog en tår af sin te og følte, at han sank længere og længere ned i sædet. Heldigvis for ham, havde han Louis. ”Jeg har tilfældigvis allerede fundet frem til nogle mulige kandidater,” fortalte han stolt.

”Du laver sjov,” protesterede Harry. Men Louis var dyb seriøs. Hvorfor skulle denne ene gang, hvor han ikke lavede sjov, gå ud over ham?

Louis smilte. ”Du siger det selv, Harry. Du vil gerne have din fars accept, og her har du en mulighed for det! Han forventer, at du har en kæreste med, så hvorfor ikke finde en?” spurgte han.

”Men jeg har ikke en kæreste, det ved du godt.”

”I behøver jo ikke være kærester. I kan bare lade som om!” sagde Louis åbenlyst, som om det var noget Harry skulle have indset for længst.

Han tvivlede. Hans far ønskede, at han fik en kæreste, det havde han sagt mange gange. Det her var muligheden for at tage en pige med, uden alt fokusset ville være på hende. Men han skulle være heldig, hvis han kunne finde en pige, der ville hjælpe ham. ”Hvem skulle det dog være?” spurgte han Louis og håbede, han havde en idé.

Og selvfølgelig havde han det. Altid forberedt. ”Du kender godt Stella fra mit studie, ikke?”

Harry rystede på hovedet, men selvfølgelig kendte han Stella. Louis nævnte hendes navn så tit, at Harry var begyndt at overveje, om han var klar over det. Men hvorfor ville han dog parre ham med Stella, når han åbenlyst selv havde et crush på hende?

”Jeg snakkede med hende, og hun er med på idéen.”

”Jeg tror ikke det er en god idé, Louis.”

Han kiggede skeptisk på Harry. ”Er det ikke altid dig, der siger, at hvis man ikke tager chancen, ved man ikke, hvad man måske går glip af?” pointerede han og krummede brynene. Han havde ret. Det plejede Harry at sige.

”Jeg tror ikke, at Stella og jeg er et godt match,” modsagde han og så, hvordan hans ven kløede sig i det brune hår som reaktion.

”Har du da en anden i tankerne?” spurgte han og kiggede afventende på Harry. Men han havde ikke nogen. Harry havde nogle få andre venner, men ingen af dem var han så tætte med, at han kunne se sig selv spørge.

Stilheden bredte sig, men pludselig løftede Louis sine buskede øjnebryn og studerede sin ven. Han prøvede at aflæse ham. Men midt i analysen vendte han sin krop og kiggede hen mod et af de andre borde. Harry fulgte hans blik og det landede på pigen, han havde studeret tidligere. Hun sad stadig og ventede.

”Nu har du siddet og kigget på hende i ti minutter, så nu går jeg hen og spørger hende.” Harry forstod ikke ordene til at starte med. Siddet og kigget på hende? Havde han virkelig gjort det? Det var ikke noget, han selv havde lagt mærke til. Men før han kunne sige sin ven imod, stod han ovre ved hendes bord.

Harry prøvede at forblive rolig, men havde lyst til at bande. Det var ikke mærkeligt, det Louis havde gang i. Men lige meget hvor meget han prøvede at overtale sig selv, kom han frem til den samme konklusion. Pigen ville helt sikkert tænke, at de var åndsvage og desperate, og situationen kunne ikke være mere akavet. Det var typisk af Louis, bare at gå hen og snakke med en fremmed, uden at tænke over, hvad personen ville tænke. Harry havde altid ønsket, at han havde modet til at gøre det samme. Harry kiggede hen på dem og så pigen stirre hans vej. Han fjernede sit blik og sukkede dybt. Han kunne ikke tro, at det havde udviklet sig til dét her.

Men Harry var desperat, om han ville indrømme det eller ej.

Så da pigen pludselig stod over for ham, vidste han ikke, hvordan han skulle reagere. Hans blik fór tilbage mellem Louis og pigen, og han prøvede at finde noget af sige. Hun så anspændt ud og han kunne stadig se skyggerne fra rynkerne i panden. Men hun smilede til Harry og det var den eneste følelse, hun ønskede at vise ham. Desværre for hende, så Harry lige igennem facaden.

Harry vidste godt, hvad hendes situation var. Hun havde siddet og ventet på en fyr, der aldrig var mødt op. Han havde brændt hende af. Harry mærkede fingrene sitre og kunne ikke holde det inde, da han sagde: ”Vi må acceptere skuffelsen, men aldrig miste håbet.”

Allerede inden Harry havde færdiggjort citatet, havde Louis taget sin hånd til panden og rystede på hovedet. De vidste begge to, hvad udfaldet plejede at være, når Harry delte sin passion med fremmede.

Men for en gangs skyld, og måske den eneste gang, hvor det virkelig betød noget, kunne modtageren lide det. Pigen skulle først lige forstå ordene, men da hun indså, at han havde gennemskuet hende, kunne hun ikke andet end at smile. Denne gang større og naturligt. Han dømte hende ikke, han gav hende en ny chance.

Derfor rakte hun straks hånden frem. ”Jeg hedder Erin,” hilste hun.

Harry klemte blidt hendes malede fingre og for første gang i dag følte han sig godt tilpas, da han sagde: ”Harry.” 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...