Outside The Lines ☵ h.s.

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 4 jun. 2018
  • Opdateret: 13 jun. 2018
  • Status: Igang
Alt Harry drømmer om er at få sin fars accept. Efter han valgte at studere retorik frem for at gå i farens juridiske fodspor, har han følt sig frastødt. Så da hans far fejrer sin forlovelse med en fest, ser Harry ingen anden udvej; han finder en pige og får hende til at spille sin kæreste for en aften.
Erin ønsker inderligt at opleve ægte kærlighed, men har endnu ikke fundet den rigtige. Så da hun møder en fyr på en café, der spørger hende, om hun vil spille hans kæreste til en fest, siger hun håbløst ja. Men da et sammentræf af uheldige informationer kommer frem i lyset, kan det ødelægge alt det, de har arbejdet for.

16Likes
16Kommentarer
893Visninger
AA

5. f o u r ≠ ᴇʀɪɴ

 

 

 

DENNE FREDAG, i midten af april, passede ikke til årstiden. Det var ud fra kalenderen midt i foråret og Oxfords parker var også så småt begyndt at blomstre. Men vejret i dag kom bag på alle. For lidt over fem om morgenen, mens kun de færreste var ved at begynde deres arbejdsdag, faldt sneen fra himlen. Det sneede så meget, at fortovet og alle vejene i en radius af tyve kilometer var klædt i hvidt, da Erin vågnede.

Kulden havde spredt sig i rummet, og Erin kunne tydeligt mærke det. Hun var en af de personer, der altid sov med vinduet åbent. Hun drejede rundt i sengen, da alarmen ringede og prøvede at blive liggende så længe, hun kunne give sig selv lov til, inden hun vidste, hun ville blive forsinket. Efter kun fem minutter tog hun sig sammen og slog dynen af sig. Hun fortrød det straks, da minusgraderne ramte hendes bare ben og arme som stød. Hurtigt iførte hun sig et par lange natbukser.

Erin kunne ikke tro det, da hun rullede gardinet op og så isen skinne som krystaller under lygtepælens skær. Det var stadig mørkt udenfor, men Erin kunne tydeligt se de hvidklædte veje og buske. Der var ikke faldet mere end et par centimeter, men det var nok til at hun på få sekunder følte sig helt vågen. Erin elskede vinter, og tanken om, det var kommet otte måneder før, hun havde forventet det, fik hendes hjerte til at pumpe energi rundt i kroppen.

Der var halvanden time til hun skulle af sted mod universitet, og hun ændrede straks sin ellers planlagte morgenrutine. I stedet for at vaske håret, besluttede hun at bruge tiden på at gå ned i den døgnåbne kiosk på gaden og købe kakao. Hendes hår var alligevel blevet vasket sent onsdag, så det kunne godt vente til om aftenen.

Solen stod op, mens Erin var ude for at købe sin kakao på flaske. De tidlige solstråler var dækket af skyer, men det fik blot vejret til at minde mere om en vintermorgen, hvilket var det Erin foretrak. Hun nød hvert skridt hun tog, da sneen gav efter for hendes vægt og efterladte tynde sålstempler i den skrøbelige sne. Nu når hun var kommet udenfor, var hun ikke i tvivl om det var tøsne. Hun havde håbet på en mere fast sne, men takkede for det, hun nu fik. Forhåbentlig ville det blive hele dagen.

Efter indkøbet skyndte hun sig at varme den færdiglavede kakao op. Hun puttede fem små skumfidusser i, men besluttede efter en indre diskussion at tilføje en sjette. Antallet endte på otte og tilfreds satte hun sig ud på sin lille balkon.

Hun boede i en lejlighed, som hendes moster ejede. Efter hun havde købt galleriet og sov der, behøvede hun ikke sin lejlighed, men havde valgt at beholde den, indtil huspriserne var steget nok til at sælge den. Dermed kunne Erin leje den og hun kunne ikke ønske sig at bo et andet sted. Udsigten var det, hun elskede mest. Hun kunne se parken på den anden side af vejen, men samtidig se bylivet under sig. Det var præcis det, hun gjorde i dag. Hun satte benene op på fodskamlen og drak den varme kakao mens hun så bylivet vågne op. De fleste råbte og bandede, da sneen gjorde deres sneakers våde, men ind imellem travlheden så hun dem, der var ligeså glade, som hende. Selvom de kun fik én dag med vinter i april, så var det en mere, end hun havde regnet med.

Erin trådte ind til forelæsningen ti minutter før tid. Straks fik hun øje på sine to veninder, der ligesom hende selv, gik op i at være der i god tid. De vinkede hende over til deres sædvanelige pladser.

”Hvad så? Glad for vejrændringen?” spurgte Wendy, da Erin fandt sine ting frem.

Hun nikkede. ”Det var lige, hvad jeg havde brug for.”

De to veninder smilede. Selv hadede de vinter og forstod ikke, hvorfor Erin blev så glad over sne og kulde. De havde indtil videre kun oplevet en vinter sammen, men de tre måneder havde været nok for Wendy og Nora. Da det endelig var blevet forår og Erin savnede årstiden, var hun alligevel optimistisk, fordi hun ikke længere skulle høre på deres daglige brok.

”Vi forventer stadig, at du fortæller os, hvorfor du kom for sent i mandags,” indskød Nora gennem summen fra de andre studerende på deres hold.

Erin kiggede op fra sin computerskærm og sendte dem et irriteret blik. Hun havde håbet, at de havde glemt det. Men selvfølgelig havde de ikke det. Erin kom altid til tiden, så da hun pludselig var listet ind i forelæsningslokalet fem minutter for sent, vidste Wendy og Nora, at noget var på færre.

Erin havde endnu ikke fortalt dem om Harry. Hvorfor vidste hun egentlig ikke. Måske fordi hun ikke havde forstået, at det hun havde gang i med ham faktisk var ægte. Det føltes ikke altid sådan. Nok fordi det netop ikke var det; ægte. Hun var kun sammen med ham, for at kunne udføre det bedst mulige skuespil. Det føltes underligt.

Hun overvejede om hun skulle fortælle dem om ham, da deres lærer kom ind og forelæsningen begyndte. Erin havde nu to timer uden spørgsmål, da alle tre veninder var for ambitiøse til at snakke under timen. Hun nød det, men straks bagefter var de over hende.

”Helt seriøst Erin, du kan ikke bare ignorere os,” protesterede Nora, da hun og Wendy hastigt prøvede at følge efter hende. Erin havde skyndt sig at pakke sine ting og var på vej ned ad gangen.

Hun valgte dog at stoppe op efter de endnu engang råbte efter hende og vendte sig om midt på gangen. Hendes to veninder stoppede hastigt op og var ved at tabe de mapper, de havde taget i favnen på grund af den hurtige exit. Erin studerede først Nora. Hun trippede og afventede et svar, mens hun forsigtigt løftede mapperne op, så hendes finger kunne flytte en sort tot hår bag øret, uden hun mistede taget af skoletilbehøret. De grønne øjne var straks efter tilbage på Erin og hun mærkede presset.

Wendy derimod var mere rolig. De læbestiftfarvede læber var løftet op i et venligt smil og hun prøvede at give sin veninde støtte, så hun fandt kræfterne til at fortælle sin hemmelighed. Det var blandingen af begge deres ansigtsudtryk, der til sidst fik Erin til at give dem de detaljer, de ville have, uden at afsløre det hele.

”Fint. Jeg har mødt en fyr,” svarede hun og løftede skuldrene. Hun ønskede ikke, at de skulle gå amok, hvilket normalt skete mellem dem med sådan en nyhed. Men forholdet til Harry var anderledes.

Men til Erins ærgrelse, lyste de op. De var hendes veninder af en grund, og de vidste, Erin savnede at have en ved sin side, siden hende og Josh slog op. ”En fyr!” udbrød Nora og ville vide alle detaljer. Sådan var hun.

”Det er ikke som I tror,” skyndte Erin sig at sige. ”Han skulle bruge en til at spille hans kæreste til en fest for at imponere sin far,” uddybede hun.

Det var som om veninderne slet ikke registrerede, hvad hun sagde. ”Har I kysset endnu?” spurgte Nora spændt.

Erin rystede hurtigt på hovedet. ”Det er slet ikke meningen, at vi skal ende der. Jeg skal spille hans kæreste og det er det.”

Pigerne var ikke overbeviste. Nora var den første til at forstå sammenhængen. ”Så han var grunden til, du kom for sent i mandags!” Wendys øjne blev store, da hun nu også forstod det.

Erin rullede med øjnene, og måtte sukke efterfølgende. ”Ja, det var ham.”

Hendes to veninder gik amok og fortalte, hvor glade de var på hendes vegne. Men pludselig ændrede udtrykket sig i Wendys øjne. Hun vendte sig hen mod Erin og løftede sit øjenbryn, som om hun studerede hende.

”Erin, hvorfor hjælper du ham, hvis du ikke tror, der kan blive noget mellem jer?” spurgte hun seriøst. Erin forstod ikke, hvor spørgsmålet kom fra og var bange for at svare på det. Hun havde ikke sagt noget, der kunne føre hendes veninde i den retning. Havde hun? ”Hvorfor prøver du ikke at lade ham bedre at kende, nu når du har chancen? Måske passer I godt sammen,” tilføjede hun.

Erin vinkede hænderne foran hinanden. ”Piger, det går ikke. Han er helt sikkert ikke ude efter andet end at imponere sin far, så det vil ikke nytte noget.”

Wendy købte ikke hendes undskyldning. ”Hvorfor tror du det?”

Erin sukkede og lod munden hænge. Hun prøvede at finde en god forklaring, men fandt ingen. Harry var opsat på at få sin fars accept, men han havde aldrig indikeret, at det ikke kunne blive til mere. Men Erin ville ikke få de tanker, hun nægtede sig selv at lade sig få dem. Ikke allerede nu. Og ikke igen.

Nora kunne mærke, de havde ramt et dårlige emne og stillede det spørgsmål, hun havde gemt på. ”Fortæl os i det mindste om ham.”

Erin overvejede, hvor hun skulle lægge sit fokus. Forholdet til hans far, hans afdøde mor eller hans studie? Men i sidste ende, synes hun kun, der var en ting, der var passende og beskrev ham ordentligt. ”Han elsker citater,” fortalte hun og så straks overraskelsen i venindernes blik.

”Citater?” udbrød de samtidig. ”Hvad skal det betyde?” tilføjede Wendy.

”Du kan ikke snakke med ham uden, at han på et tidspunkt citerer en kendt person, bog eller film,” uddybede hun med et smil. Hvorfor fik tanken om hans citater hende til at smile?

Nora og Wendy kiggede på hinanden og afsluttede hinandens sætning. ”Det lyder godt nok … specielt.”

”Det er Harry,” forsvarede Erin. ”Han er speciel på sin egen måde.” Hun mærkede sine kinder blusse op. Hun tog hænderne op til rødmen og mærkede varmen i huden til trods for minusgraderne udenfor.

Veninderne bemærkede det og sendte blikke til hinanden. Erin vidste godt, hvad der ventede hende, så hun skyndte sig at fortælle dem, at hun skulle hjem og studere. Hun kunne ikke længere holde presset ud. Hun vidste godt, hun var gået for langt, og ville bare gerne bare hjem, mens sneen var her, og glemme Harry. Nora og Wendy vidste godt, hun løj, for det var weekend og Erin havde allerede lavet lektierne til næste uge.

Erin formåede at slippe væk, men havde straks dårlig samvittighed. Hun plejede aldrig at opføre sig sådan over for sine bedste veninder, men i dag fik de tanker frem i hende, hun ikke ønskede at tænke. Harry var bare en fyr, hun skulle hjælpe. Hun kunne ikke pludselig gå og håbe, at der kunne være mere i det. Du kender ham ikke engang endnu, prøvede hun at sige til sig selv. For det eneste, hun vidste, var hans historie. Hun kendte ikke til hans vaner, eller om han havde andre interesser end retorik.

Hun rystede på hovedet ad sig selv og valgte at rette fokusset på alt det omkring hende. I starten gik det godt, og hun glemte ham, men så så hun et par gå i kulden. De var pakket ind i tykt tøj, undtagen på den ene hånd, hvor deres fingre var viklet ind i hinanden. Fyren tog dem op til munden og kyssede pigens kolde hud. Erin sukkede. Hun var træt af at have disse tanker, men hun kunne ikke gøre noget ved det. Hun havde prøvet gang på gang at stoppe dem, men de ville ikke forlade hendes krop.

Mobilen gav pludselig lyd fra sig. Hun frygtede, at hendes veninder ville prøve at få mere ud af hende, men egentlig ville hun gerne undskylde for sin opførsel. Men det var ikke Nora i den anden ende. Heller ikke Wendy.

Det var Harry.

Hun overvejede at ignorere opkaldet, men endte med at tage den. Hun havde trods alt sagt til ham, at han skulle tage kontakt, hvis de skulle ses igen.

Harry virkede glad, da hun tog telefonen, men en nervøsitet sneg sig hurtigt ind på ham. Hun kunne høre det i hans stemme. ”Har du undervisning i dag?” spurgte han. Erin forklarede, at hun netop var på vej hjem. ”Det er fordi, jeg ville ringe for at invitere dig ud på den date, vi snakkede om,” begyndte han. Smilet var allerede at finde på Erins læber.

”Hvis jeg husker rigtigt, var det kun mig, der nævnte den, men i så fald har jeg fri nu,” svarede hun med et smil og havde pludselig glemt alt om sneen.

”Nu?” gentog Harry og Erin vidste, hun havde fanget ham midt i en situation, han allerede var usikker ved. Hun kunne godt lide at drille ham lidt, for at se, hvordan han reagerede. Det var en af de sider, hun aldrig kunne regne ud på forhånd.

”Ja, jeg er alligevel på vej hjem, så hvorfor ikke udnytte tiden, medmindre du har en forelæsning senere?” foreslog hun og håbede, han havde fri. Det var fire dage siden, hun sidst havde set ham, og hun manglede at høre et af hans citater. Hun håbede, at det kunne hjælpe hende til at finde ud af, hvad hun skulle gøre med hele situationen.

Der var lidt skratten i røret, inden Harry vendte tilbage. ”Kan du komme hjem til mig så?” spurgte han. ”Jeg er alligevel i gang med at lave frokost.”

Erin kunne lide, hvad hun hørte. Det glædede hende, at han fremvandt sin selvsikkerhed. ”Men vær lige ærlig, kan du godt lide pasta med pesto?” tilføjede han febrilsk og hentydede til deres sidste stævnemøde.

Hendes læber løftede sig ved kommentaren. Han gav hende lidt af sin egen humor tilbage. ”Jeg kan godt lide pasta med pesto, det lover jeg.”

”Herligt,” svarede Harry med et smil, Erin kunne fornemme, til trods for hun ikke kunne se det. ”Selvom jeg ikke helt ved, om jeg kan stole på dig endnu.”

Erin smilede. Selv om hun i andre tilfælde ville have været fornærmet, var situationen med Harry anderledes. Men det eneste hun havde gjort var at drikke kaffen. ”Har jeg givet dig grund til ikke at stole på mig?” spurgte hun.

Harry lo i den anden ende. ”Erin, for ikke mindre end fire dage siden, lod du som om du kunne lide den kaffe, jeg havde købt til dig.”

Erin fik varme kinder. Hun havde virkelig formået at gøre indtryk på ham og hun kunne lide det. Måske lidt for meget. Hvad skulle hun dog gøre nu? 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...