Been loving you from the Start ▸ Felou oneshot

Spinoff oneshot til Leaving Notes. Et oneshot om Felicia og Louis, med shipnavnet Felou. // Deltager i shipping konkurrencen.

9Likes
7Kommentarer
620Visninger

2. ▸ oneshot

“Jeg mener det, Louis!” Jeg kastede en pude hen imod ham, for at demonstrere min vrede. Mit udråb, fik ham blot til at grine endnu mere, og jeg havde selv svært ved at holde masken. 

“Hvad mener du?” Han var flabet, og han blinkede kort efter. Mine øjne røg helt op i panden på mig, og flere folder dannede sig i min hud. Jeg hadede ham, og jeg prøvede hårdt på, at overbevise mig selv om det. Jeg pustede tungt ud, og kiggede op på ham med de ondeste øjne jeg kunne sende. 

“Louis, jeg sværger til Gud, at hvis du ikke sletter det billede, så slår jeg dig ihjel!” Vi sloges som et søskendepar, skændtes som et gammel ægtepar, men elskede hinanden mere end vi nogensinde fortalte hinanden. Louis grinede fjantet, mens han låste sin mobil op. Jeg foldede mine arme under mit bryst, og sad ventende på en reaktion fra ham. Jeg pustede en smule luft ud, med en beklagende lyd, i håb om at han ville skynde sig lidt, med hvad han end havde gang i. Han kiggede hurtigt op på mig, men kun kort. 

“Se her,” sagde han, mens han holdte sin mobil frem, så vi begge kunne kigge på skærmen. Billedet af mig, der lignede noget der var absolut løgn, fyldte hele siden, samt det klassiske Instagram design. Få mennesker havde allerede liket billedet, men endnu ingen kommentarer. 

Han havde ikke blot lagt billedet ud til at starte med, han havde også tagget mig i kommentaren. Alle der så det billede, ville vide at jeg var personen på det. På min egen Instagram, lagde jeg kun pæne billeder ud, og viste mig kun fra mine bedste sider. På dette billede var jeg så fuld, at der var savl ned af min kind. 

“Slet det, Lou.” Jeg kunne ikke være så seriøs, som jeg ønskede at være. Han sad der med et skævt smil på læben, og viste sig virkelig fra sin bedste side. Men så igen, alt ville se godt ud ved siden af det billede. 

“Rolig grumpy, jeg sletter det nu.” Mere nåede han ikke at sige, før hans finger trykkede tre gange på skærmen, og billedet officielt var taget ned fra internettet. Jeg pustede lettet ud, og kørte en hånd igennem mit hår. Jeg smilede skævt til Louis, inden jeg i en hurtig bevægelse hev min pude væk fra hans skød. 

“Så er du glad nu?” Hans øjenbryn var lettere løftede, og jeg kunne ikke holde mit grin inde længe. Jeg gemte mit hoved i puden, og lod alle fnis og grin komme ud af min mund. Jeg kunne mærke varmen stige i hele mit ansigt, og vidste udemærket godt, at jeg var så rød som en tomat.

Da puden blev revet væk under mig, stoppede jeg af ren forskrækkelse, med at grine, og af ren refleks, kiggede jeg op, og så at Louis sad med min lyserøde pude i hånden, med et smørret smil på læben. 

“Det er min, Lou,” beklagede jeg mig, mens jeg havde hænderne ude i luften, i håb om at han ville aflevere den tilbage. Han løftede det ene øjenbryn, og smilet på hans læber voksede sig en smule større. 

“Louis!” Skreg jeg, mens jeg i en hurtig bevægelse hoppede hen på hans ben. Jeg sad nu oven på ham, og prøvede at vriste puden ud af hans hænder. Vi grinede begge to, mens vi kæmpede om noget så dumt som en lyserød pude. Inden en af os gav slip, ville den garanteret også være gået i stykker. 

Jeg mærkede to hænder i den ene side, og hurtigt lå jeg fladt på ryggen i sengen, hvor at Louis nu sad på min mave. Jeg hvinede højt, mens jeg strammede grebet om pudehjørnet, som nu var det eneste jeg holdte fast i. 

“Det er min!” Jeg hvinede endnu en gang, på samme tid med, at jeg hev så hårdt i puden, som jeg overhovedet kunne. Louis mistede balancen, og måtte give slip på puden. Men i stedet for at holde fast i puden, landede han på den med brystkassen. Hans hænder var placeret på hver side af mit hoved, og hans næse var lige ud for min. Jeg kunne mærke hans vejrtrækning mod min hud, og han kunne sikkert også mærke min. Jeg kunne mærke varmen stige til mine kinder, og jeg grinede svagt. 

“Du kunne også bare få nogle flere puder,” sagde han lavt, og understregede med sine øjne, den mængde ironi han havde brugt. Men der var noget sandhed i det. Jeg var en teenagepige med en dobbeltseng, og jeg havde kun en enkelt pude. Når jeg havde veninder på besøg, tog de altid selv puder med. 

“Det kunne være en meget god ide,” svarede jeg ham lavt, og grinede svagt efter. Jeg kunne mærke hans brystkasse mod min, og jeg kunne mærke noget af hans vægt da min brystkasse løftede sig, i takt med mine grin. Louis smilede, og åndede let ud af munden. 

Hvorfor vi stadig lå sådan her, vidste jeg ikke. Mine forældre kunne komme ind af døren hvert et øjeblik, og fortælle at de var kommet hjem igen. Louis havde overnattet her de sidste to dage, fordi at mine forældre skulle på forretningsrejse for Hammer Joys. Louis havde først tilbudt at vi kunne sove der, men jeg gav ham den tammeste undskyldning nogensinde. Jeg havde sagt, at jeg ikke turde lade huset være alene hjemme.

Louis mistede vel kræfterne i hans arme eller sådan noget, men han fik i hvert fald dunket sin næse og pande ned i mit ansigt. Vi grinede begge, og Louis rullede hurtigt ned fra mig. Vi lå ved siden af hinanden på vores rygge, og lå begge og var døde af grin. Louis tog sig til næsen, og jeg holdte min hånd på min pande. 

Vi grinede, og vi blev bare ved med at grine. Der var næsten noget så ironisk ved situationen, at jeg bare ikke kunne holde op med at grine igen. 

“Jeg vandt,” fik jeg så endelig sagt, i mellem et grin og et nyt. Jeg drejede hovedet, så jeg kunne kigge på Louis, og han gjorde det samme. Han rynkede brynene, men fik så øje på puden i mine hænder. Jeg drejede mit hoved tilbage igen, så jeg kiggede op i loftet, og grinede halvkvalt.

“Gud, hvor jeg dog elsker dig,” sagde han, mens han grinede. Jeg drejede endnu en gang hovedet, så jeg kunne kigge på ham. Han kiggede ikke længere på mig, men lå bare og grinede for sig selv. 

“Jeg elsker da også dig, Lou,” svarede jeg, efterfulgt af et grin. Jeg fjernede en tot hår fra mit hoved, og fjernede akurat kun lige hånden, da Louis’ overraskende ord, ramte mine ører.

“Jeg mener det Fel. Jeg elsker dig.”

Jeg vidste ikke hvad den passende reaktion ville være, og det føltes som om, at der gik en evighed. En evighed der stoppede, da døren til mit værelse gik op, og mine forældre stod og smilede i dørkammen. Jeg satte mig hurtigt op, og smed puden om bag mig. Jeg smilede halvkvalt, og hørte ikke et eneste ord mine forældre sagde til mig. Louis’ ord sad fast i hovedet på mig, og jeg havde ingen anelse om hvad jeg skulle sige eller hvad jeg skulle gøre af mig selv. Døren blev lukket efter mine forældre. 

“Du, hvad?”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...