Underworld

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 4 feb. 2017
  • Opdateret: 21 jul. 2017
  • Status: Igang
I et land styret af kongefamiliens tro på oldnordiske guder, er en lille oprørsgruppe vokset frem. Så stort var deres oprør at store dele af landet lå øde, Lunkenfjorden landet med de syv fjorde var nær dets fald. Kun Lowell familien og deres nærmeste holdt det fjendelige Fladland fra at overtage landet, men tro ikke de er parat til at kæmpe for kongefamiliens krav på land...

0Likes
0Kommentarer
132Visninger
AA

3. Alene med drømmen

Viktor Thorn, gydjens træl med det vanskelige temperament. Der er ingen der rigtigt kender ham, han lukker ingen ind. Dem på storgården er bange for ham, hans store bedrift for det sidste år er det der mistænkes at have skabt unåde hos guderne. Han fældede den store eg, ude på den lille ø ud for gydjens bygninger. Et halvt år tog det ham, med økse at hugge det 3 meter tykke træ til jorden. Det havde ikke været et problem, hvis bare han havde fældet træet på deres egen ø. Træet på offerøen var det stolte symbol for gydjen, den holdt troen på hendes gud i live. Offerøen var meget gold, luften ligger sig tungt og intet vand trænger igennem den hårde klippe. Dog stod træet, i alt sin pragt og skyggede for solen, hele deres ø var henlagt i skygge på grund af dens store krone.

Viktor gik alene rundt, han ventede på skatteinddragerne. Hans plan om at slippe væk var næsten perfekt, det eneste problem er deres timing. De er endnu ikke kommet nu næsten en måned senere end sidste år, hvilket betyder at dels er himlen meget lysere og dels årets offerblót der nærmer sig hurtigt. Normalt er det lam der bliver ofret, i år er det en af øens trælle. Imidlertid kom galionen næsten tom, han skulle hjælpe med at flytte øens skatte på galionen. Mænd var der heller ikke mange af, kun børn fyldte skibets lastrum. En af de andre mænd henvendte sig til hovedsmanden, hirdmanden med kommandoen, spørgsmålet kom nærmest stammende.

-"d...der...er....ikke...meg...meget...ombord...i...år".

-"Nej desværre ikke, det ser desværre ikke ud til at kongens skatkiste bliver fyldt i år, der er endda flere øer der har betalt skatten med deres børn. Det bliver en stor midsommerofring i år, Eir må blive lykkelig over den flotte ofring" sagde hovedsmanden. 

Det gør det så meget nemmere at snige sig ombord eller måske endda få hyre på vej tilbage, det eneste problem der kan forhindre hyre er at hans familie ikke kan redegøres for. Siden hans familie's skib blev fanget i stormen har han været alene, det er 15 somre nu uden den store samtale lyst.

 

Han kan stadig huske det store brag da blæsten løftede de flere tons tunge kanoner henover dækket, og mændenes skrig da kanoner knuste deres kroppe imod rælingen. Erindringen der stadig står tydeligst var da han så konen til en af de andre mænd, med en lille pige i hånden. De forsøgte at nå skansedækket, en stor bølge slog indover det store 74 kanoners skib og skyllede kvinden og pigen gennem lugen til lasten sammen med mange andre. På det her tidspunkt var stormasten allerede knækket, og langt størstedelen af mændene ombord var enten mast eller i vandet. Skrigene fra eskortskibet hørtes også tydeligt, efter han havde reddet sig i land hørte han hvor heldig han var. Han var den ene af de 17 mennesker på de to skibe der havde overlevet, men hvorfor følte han sig så som en af de mere end 1300 mennesker der havde mistet livet.

Der hvor han strandede var folkene flinke, hjalp ham i land og gav ham mad og drikke. De talte om hans oplevelser meget de kommende dage, efter måske et halvt år hvor han levede blandt menneskene der havde reddet ham skyllede ligene af hans familie i land. Han forlod, hvad der var endt med at blive hans hjem, for at forsøge at finde lykken. Manden, der havde taget ham ind som sin søn, tog ham med på sin tur. De skulle ud på en af øerne, forsøge at skaffe sig arbejde. Han var 10 der, men rækken af skibsulykker endte ikke her. Skibet han og hans adoptivfar sejlede over med, tog pludselig vand ind. Han vidste ikke engang hvordan han havde overlevet, men det næste han huskede var da han flød op på stranden og gydjens ene træl fandt ham og slæbte ham til gydjen, på hans senede skuldre. Siden har han tilhørt hende.

 

Jorden skælvede da kongens mænd red op af skrænten til gydjens hus, her havde hun det mest kostbare rav. Gydjen nåede ikke at gemme dem i hendes særlige gemmesteder, så hovedsmanden bad to af hans mænd om at tage det hele. Gydjen begyndte at forbande ham, bad Ran om at ramme deres skib med sin vrede. Han havde hørt forbandelsen en gang før, da den tidligere ejer af storgården lagde fra imod hvad han mente var gyldne kyster. Gydjens forbandelser gjorde ham altid rædselslagen, men hovedsmanden slog gydjen hårdt over armen. Et højt knæk lød da han ramte, der var ingen tvivl om han havde brækket den. Hovedsmanden havde ikke set at Viktor stod bag dem, men da hovedsmanden kiggede på ham nikkede han anerkendene. Viktors øjne flakkede ikke, hans øjne lyste af begær. Ikke begær for hovedsmanden, en gammel mand med muskler der spandt sig som reb henover den magre krop, men et begær for at komme ud at spinde sin egen lykke. Gydjen så imidlertid dette og tævede Viktor med tynde pilekviste, råbte så at han skulle gå ned til storgården og vogte deres får. Han gik dog ikke ind og vogtede fårene, han gik istedet ind på storgården, der fungerede lidt som et herberg, her sad han i et hjørne og lyttede til mændenes snakken. De fortalte krigshistorier, den ene mere voldsom og heltemodig end den anden. Viktor vidste, at måle deres mandlighed med historier, ville være lige så præcise som at måle deres lem. Dermed sagt anede han intet om kamp, han havde fået prygl og var blevet ydmyget det meste af hans liv. Alligevel vidste han at hans drøm skulle gå i opfyldelse, han skulle nok se en rigtig kamp engang... Han skulle bare lige væk fra øen først.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...