Morder.

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 2 feb. 2017
  • Opdateret: 2 feb. 2017
  • Status: Igang
Dette var en kort novelle jeg har lavet rimelig hurtigt. Jeg lægger den herind for at for lidt kort respons, og også gerne nogle ideer. Knus x

0Likes
0Kommentarer
143Visninger

1. Sommerhuset

*Christines synsvinkel*

 

’’Den 16-årige pige er nu fundet og erklæret død her i går aftes omkring midnatstid. Kidnapperen er stadig på fri fod og politiet vil meget gerne i kontakt med personer der har oplysninger vedrørende denne sag. Manden er også mistænkt for at stå bag de 9 kidnapninger der er sket inde for den sidste måned. – Og nu videre til vejret...’’ Jeg slukkede fjernsynet og rejste mig fra min hylende stol. Min taske stod pakket og jakken var klar til brug. Hurtigt blev jakken trukket på og min slidte taske landede på min ryg, nu gik turen mod skole. Jeg var i gang med mit sidste år af folkeskole og jeg glædede mig til at det skulle ende.

I det øjeblik jeg steg af min rustne orange cykel, ringede klokken ind. Jeg kastede et blik over den flok høns der rendte rundt i gården for at nå ind til time. Jeg bøjede mig ned for at låse min cykel, men rejste mig med lynets hastighed, da jeg hørte et brag bag mig. Ingen personer var at se. Mon det er kidnapperen? ’’BØH!’’ Jeg hoppede forskrækket tilbage da min ven Oliver sprang ud bag fra det gamle træskur. ’’Din lille lort altså...’’ Han grinte fjollet af mig inden han gik over og lagde armen om mine skuldre. ’’Kommer du i aften? August holder en lille kom sammen for at fejre at vi har ferie, i sin fars sommerhus. Kommer du?’’ Sagde han med et lidt skævt smil imens trak mig hen imod hoveddøren. ’’Du ved godt det er dumt…’’ ’’Please, Christine –’’ Han forlod mig ude foran min klasse. ’’- Jeg håber at du kommer.’’ Han blinkede kækt med øjet inden han forsvandt i lokalet ved siden af mit. Jeg åbnede døren og blev mødt med et borende blik fra min lærer. ’’Sovet over dig igen Christine?’’ Sagde hun og løftede lidt på sine briller. Jeg snerrede kort af hende og satte mig ned på min plads bagerst i lokalet og tænkte på i aften. Det kan vel ikke være så slemt. Det er bare en weekend? Læreren vækkede mig i min dagdrøm og jeg slog mine tanker tilbage på undervisningen.

**

Jeg havde brugt de sidste 3 timer på at pakke mine ting ned og køreturen herud. Jeg var lidt sent på den fordi min cykel var punkteret da jeg var steget af togstationen, så jeg havde trukket min cykel hele vejen ud til Kulhuse. Augusts far havde købt det for at få fred efter skilsmissen med Augusts mor. Han var blevet helt ’’crazy’’ oven i hovedet, som August kaldte det. Han tog tit herud for at få lidt fred. Det lå også kun en smule udenfor Ølsted. 20 minutters kørsel og man var der.

Jeg trak min cykel op af den grussede bakke der var placeret foran sommerhuset. Vinden nev i kinderne og ruskede i grantræets toppe. Jeg kiggede op i mod det sorte træhus hvor de andre cykler var parkeret. Da jeg trak min cykel op af den stejle bakke var det som om der var nogen der havde sine øjne på mig. Jeg kiggede forsigtigt rundt og skimmede området. Da jeg ikke kunne finde nogen tegn på fare, gik jeg det sidste stykke med min cykel, og stillede den op ad et lille havebord. Jeg åbnede den gamle trædør og slæbte min taske ind efter mig. ’’Hallo?’’ ’’Vi er her inde!’’ Kunne jeg høre en pigestemme sige. Jeg kastede min taske og gik ind i et stort rum. Det må have været et gammelt soveværelse. Jeg gik over til den anden ende af værelset og ruskede lidt i døren, men gav op da det gik op for mig at den var låst. ’’Det her hus er en gammel skrotbunke’’, tænkte jeg. Jeg sukkede og vendte mig om. Jeg gav et kort sæt i mig da der stod en høj mand i døren. Nok omkring de 40. ’’Hvem er du?’’ Fik jeg stammet frem imellem mine små gisp efter vejret. Han svarede ikke på mit spørgsmål, men forlod blot rummet og lukkede døren. Jeg stod et par sekunder og prøvede at komme mig fra mit chok. Da det gik op for mig at han var væk, løb jeg hen imod døren og åbnede døren med et brag. ’’ Hvad lavede du derinde?’’, August, Oliver og Signe stod foran døren og kiggede mærkeligt på mig. ’’ Jeg troede i var herinde, men da jeg… så kom der en mand! Og han var brun håret, og han, var høj, og høj, og,og..’’ Jeg prøvede at forklare dem, men min stemme gik i hak. Da jeg var færdig med at forklare, stod de bare og kiggede på mig. De brød ud i grin og Signe lå på gulvet flad af grin. ’’Hvad er så sjovt?’’ Jeg forstod ikke hvad der var så sjovt ved det. Det var jo skræmmende! ’’Det er mig.. FAR!’’ August fik endelig stammet sig frem til at forklare at det var hans far. Mine kinder rødmede og jeg gemte mit ansigt i mine hænder. ’’Far!’’ August kaldte på sin far. Hans ’far’ åbnede den brune dør der var placeret for enden af gangen. Han gik hen imod vores lille gruppe og stillede sig bag August. ’’Christine, min far, far, Christine.’’ Han præsenterede os for hinanden og hans far rækkerede sin hånd ind for at give min hånden. Jeg tog imod den, men da min hånd var placeret i hans, stod alt lige pludselig i slowmotion. Hans øjne borede sig ind i mine og jeg fik det pludseligt meget ubehageligt. Han løsnede sig greb, og tiden kørte normalt igen. Jeg trak hurtigt min hånd til mig og holdte den ind til mit bryst.

Vi have sat os ude i udestuen og havde tændt for brændeovnen. Eller, rettelse: August og Signe var ’forsvundet’. Oliver var faldet i søvn op ad min arm så der var helt stille. Jeg kiggede ud over havet igennem de store panoramavinduer. Pludselig begyndte personen til højre for mig at bevæge sig. Jeg kiggede ned på Oliver og fulgte hans bevægelser. ’’Godmorgen’’ sagde han og gned sig i øjnene. Jeg fniste stille af ham imens jeg rettede mit blik tilbage imod vinduet. Lige pludselig kunne jeg se en skikkelse der susede rundt i haven. ’’Oliver?’’ Jeg ruskede lidt ham uden at fjerne mit blik fra den sorte skikkelse. ’’ Jaer?’’ Han rettede sin fokus hen imod mig. ’’Der er nogen ude i haven…’’ Jeg rejste mig og gik hen imod det store vindue. ’’Sig mig, er du blevet skør? Her er ingen andre end os. Det er sikkert bare et dådyr.’’ Jeg kunne høre han rejste sig og stillede sig ved min side. ’’Der er altså nogen!’’ Skabningen havde nu stillet sig lige i det sidste skær af sollyset. Man kunne blot se omridset, men det var helt klart en ægte person. ’’Oliver, jeg er bange!’’, jeg rystede svagt. ’’ Åh, rolig nu Christine. Det kunne lige så godt være August der prøvede at skræmme os.’’ Han havde nok ret…  Men hvor var Signe så? Jeg tog mig til panden og rystede på hovedet. ’’Kom, lad os gå ud og tage et glas vand.’’. Vi gik sammen ud i det gamle køkken. Jeg tog et glas fra det ene skab og drejede på vandhanen. ’’ Der sker intet?’’ Jeg rystede håndtaget men gav op. ’’Den sidder fast… Ikke brug flere kræfter på det, vi går ud i skuret og finder noget at drikke.’’ ’’Er du dum eller sådan noget?’’ Grinte jeg af ham. ’’Hvad?’’, han forstod slet ikke min pointe. ’’ Vi har lige set morder stå ude i haven og nu vil du derud.’’ ’’Jeg siger dig, det var August. Måske har du bare drukket lidt for meget, haha’’ sagde han, som om jeg var latterlig. Jeg sukkede hårdt og trampede hele vejen hen til døren. Vi tog vores overtog på og traskede ud i den bidende kulde. Oliver sneg sin hånd ind i min og sammen gik vi ned til skuret der var for enden af bakken. Mit hjerte bankede så hårdt i mit bryst, at jeg troede at det ville springe ud og rulle hele vejen ned af bakken.  Vi nåede endelig vores destination og 20 sekunder føltes som en evighed. Oliver åbnede den knirkende trædør, tog et skridt ind i det mørke rum og fumlede efter stikkontakten. Vores hænder gled fra hinanden og jeg begyndte at lede efter stikkontakten i den anden ende. ’’Oliver, jeg kan ikke finde stikkontakten…’’ Jeg vendte mig om med et forventet syn af Oliver, men ingen personer var til stede. Heller ingen lyd. Jeg råbte på ham igen og igen. Mine råb blev pludselig til skrig. ’’ Oliver, drop din joke. Du ved jeg ikke synes det er sjovt!’’. Tårerne trillede ned af mine kinder. Jeg glemte alt om Oliver og fokuserede kun på min flugtvej. Jeg styrtede mod døren, hurtigere end jeg nogensinde havde løbet før. Min skulder ramte døren med et brag og de knirkende hængsler ville ikke give efter. Jeg sparkede og slog døren som et forsøg på at komme fri, men det lykkedes ikke. Jeg vendte mig hurtigt rundt for at lede efter Oliver. Mon han havde forladt mig? Det her var den værste prank nogensinde! Vent… Det kunne også være August! ’’August?’’ Jeg kaldte forsigtigt med min grådkvalte stemme. ’’Signe?’’ En raslen lød ovre fra det ene hjørne. Jeg åndede lettet op. ’’Der var i! Åh, Signe jeg var så bange for at jeg var alene…’’ Jeg gik hen imod raslen. ’’Signe?’’ Lød en mandlig stemme. ’’Nej jeg hedder ikke Signe.’’ Mine bevægelser frøs. Alle mine bekymringer vendte tilbage. Mine tårer pressede på, og det eneste der holdte dem tilbage, var frygten for at han ville hører mine hulk. Jeg skreg som aldrig før da jeg mærkede en kold luft ramme min nakke. En hånd blev placeret foran min mund og før jeg vidste af det, blev noget koldt og metallisk slået mod min hovedskal. Alting blev sort.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...