Acts of Progress

3 år er gået, siden vi sidst så noget til Liam og Caylee. Siden da, er deres forhold blomstret, og de har aldrig været mere lykkelige end de er nu. Men trods deres stærke følelser for hinanden, begynder Caylee at søge efter en bekræftelse på deres kærlighed. Og Caylee, der er kendt for at være svær at læse, gør det bestemt ikke nemmere for Liam. Ikke desto mindre, er han fast besluttet på at give sit livs kærlighed den bekræftelse, hun så inderligt ønsker sig. Men det kræver helt specielle metoder ... og en helt speciel person. | Vores bidrag til shipping-konkurrencen med shipnavnet Cayliam

9Likes
11Kommentarer
1010Visninger

3. ◒


“Kan vi så ikke bare have det sjovt resten af aftenen, og huske på, at vi elsker hinanden højere end noget andet?” Jeg fjernede forsigtigt min pande fra hendes, og lagde en hånd op på hendes kind. Jeg kiggede ind i hendes brune øjne, som i kanten var blevet en anelse blanke. 

Caylee blinkede hurtigt, og fjernede en enkelt tåre der forlod hendes øjenkrog, men hurtigere end, at jeg egentlig kunne nå at opdage den. Så nikkede hun kort, og smilede hurtigt efterfølgene. 

Fyrværkeriet bragede udenfor, og de forskellige farver fra krudtet lyste den mørke nattehimmel op. Da jeg var yngre, sad jeg altid i mine forældres køkken og kiggede ud af vinduet, fordi jeg ikke selv måtte være med udenfor. Jeg kunne sidde og se på mine forældre og alle deres venner stå og fyre krudt af, mens jeg og min kusine kunne sidde indenfor. Nogle gange lod vi som om, at vi sov inden de gik ud, for så ville de tage de større ting og fyre af med det samme også. 

Så som det måske kan høres, så havde jeg aldrig den perfekte nytårsaften som lille. Som jeg blev ældre, og da jeg flyttede hjemmefra, havde jeg bare ingen at være sammen med. Jeg ville drikke mig fuld i min sofa, og jeg ville gå ud og dumme mig i byen, og komme i en slåskamp eller to.

Det hele virkede så fjernt fra mig nu, det var på ingen måde mit liv længere. Nu tog jeg til fester hos Niall Horan, hvis forældre var stinkende rige, og jeg havde min kæreste med til dem alle sammen. 

Rundt omkring os stod folk og drak champagne, mange af dem der var her, kendte jeg, men flere var også fremmede for mig. Efterhånden havde jeg set dem et par gange, men det var aldrig nogle jeg havde fået snakket med. Niall havde en masse venner, som jeg ikke havde kendt til for tre år siden. 

Han havde holdt hans to vennekredse adskilt, og jeg kunne ikke bebrejde ham. Harry og jeg havde været mere end blot en smule kriminelle, og vi var ikke høflige med alkohol i systemet. Vi forstod aldrig, hvorfor vi skulle spise på dyre restauranter, hvor det eneste der kunne forhøje ens promille, var champagne eller en dyr, overklasses rødvin. 

Det var længe siden, at jeg sidst havde set Harry. Han havde holdt sig på afstand fra mig, lige siden jeg tog valget om at vende mit liv den anden vej rundt, men  det var blevet værre, efter jeg havde fået Caylee. Det var som om, at han straffede sig selv og mig, for at jeg ikke prøvede at hjælpe ham. 

Jeg tænkte tit på ham, og på hvordan han havde det. Men jeg havde snart ikke set ham i et år, og han befandt sig ikke i den samme omgangskreds længere. Nogle gange troede jeg, at han var flyttet væk. Andre gange, var jeg bange for, at han var død i en slåskamp, eller af alkoholforgiftning. 

“Hvad tænker du på?” Caylees stemme, rev mig ud af mine tanker. Jeg kiggede ned på hende, og mine øjne ramte hendes. Hun kiggede bekymret op på mig, men med et lille, svagt smil på læben. 

“Bare alt det, der er sket de sidste tre år,” forklarede jeg hende, og smilte. Jeg lagde min arm om hende, og placerede min hånd på hendes hofte. Hun var så smuk, og jeg kunne ikke engang fortælle hende det ordentligt, hvor smuk hun var. Jeg havde stadig ikke vænnet mig til, at se hende i en kjole og helt stadset ud. 

Det her var vores liv nu, og jeg kunne slet ikke komme mig over, hvor hurtigt vi var gået fra det ene til det andet. Caylee havde hadet sit navn, og alt hvad det var associeret med, og hun var flygtet første gang hun så Niall igen. Han var hendes fortid, på en lidt anden måde, end det normalt ville betyde. 

Caylee havde fået en ny bedste veninde, og ikke en der hev de værste sider frem i hende. Rachel var god, sød, venlig, og langt fra kriminel. Hun var kærester med Niall, min veninde, og ikke mindst; min kærestes aller bedste veninde. Caylee snakkede aldrig om Noelle længere, det var en evighed siden jeg havde hørt hendes navn. 

Men siden Caylee og jeg var kommet sammen, havde jeg heller aldrig hørt hende snakke med eller om hendes familie. Hun skubbede emnet væk hver gang jeg ville prøve på, at snakke om det. 

Det var så længe siden, at hun sidst havde set sin familie, og jeg kunne ikke forstå, hvordan hun kunne lade vær. Jeg havde selv forsøgt, men mine forældre ville ikke have noget med mig at gøre. 

Det var der ingen fra min familie der ville. 

 

 

“Kom så, prinsesse.” Mens jeg holdte døren åben, kæmpede Caylee med at komme igennem. Stiletterne havde hun i hånden, og jakken havde hun over skuldrene. Vi var taget hjem fra festen før tid, fordi at hun havde fået lidt for meget at drikke, lidt for hurtigt. 

Rachel var kommet hen til mig, og havde bedt mig om, at tage hende med hjem. Hun var væltet rundt, og hun kunne ikke forskellen på de folk hun snakkede med. Det havde været hylende morsomt, ifølge Rachel. 

“Jeg vil ikke hjem,” brokkede hun sig. Jeg grinede, og fik hevet hende igennem døren. Jeg hev jakken af min fulde kæreste, og hun smed skoene ned på trægulvet. Døren smækkede jeg i med benet, og med en smule hjælp fra mig, fik jeg hevet Caylee hen i sofaen, og fik lagt hende ned. 

Efter vi var flyttet sammen, og efter vi begge havde formået at have en indkomst, havde vi rent faktisk også fundet ten anstændig lejlighed sammen. En med et køkken og stue i et rum, et soveværelse, og et ordentligt badeværelse, der ikke var gået i stykker. Der var mad i skabe og køleskabe, og vi levede et ordentligt liv.

Det havde lykkedes os, at blive nogenlunde normale mennesker sammen. 

“Du er nødt til, at hjælpe lidt, Caylee. Du skal i seng,” sagde jeg, med en smule streng stemme. Jeg havde mine tricks til, at få hende til at lytte til mig, selv i en tilstand hvor hun ikke vidste, hvad hun lavede. Når man bor sammen, og har været et par i omkring tre år, så lærer man hinanden at kende, på måder hvor man ikke engang kender sig selv. 

Jeg lagde mærke til, hvordan hendes øjne ændrede farve alt efter lyset, og jeg lagde mærke til måden hun grinte på. Jeg kunne høre, hvis hun kun grinte af mine jokes, for min skyld, og ikke på grund af humoren. 

“Jeg vil ikke hjem, Liam!” Råbte hun. Selv om jeg prøvede, kunne jeg ikke lade vær med at grine af hende. Hun var bedårende, og jeg kunne absolut ikke stå for hende. Hun var den pige, jeg havde elsket højest i hele mit liv. Hun var den pige, som jeg ville bruge resten af mit liv med. 

“Du er allerede hjemme, babe,” sagde jeg, mens jeg grinte. Caylee lavede nogle brokkende lyde, som jeg ikke helt kunne tyde. Hun gned sig i øjnene, og spredte hendes makeup rundt i hele ansigtet. 

“Hvordan kom jeg hjem?” Spurgte hun, mumlende. Hun prøvede på, at sætte sig op i sofaen, men faldt hurtigt ned på sin ryg igen. 

“Vi tog en taxa. Men nu skal du altså i seng,” prøvede jeg endnu engang. Hun brokkede sig endnu en gang, og satte to hænder på min brystkasse, og prøvede på, at skubbe mig væk fra hende, mens hun sagde;

“Jeg vil ikke i seng! Jeg er ikke træt.” Jeg lagde en hånd på hendes lår, og nussede hende med min tommelfinger. Jeg kunne ikke lade vær med at grine, uanset hvor hårdt jeg prøvede. 

“Jeg henter dig noget vand nu. Bliv liggende,” sagde jeg, og rejste mig op fra sofaen. Køkkenvasken var kun få meter væk fra sofaen, så langt var der ikke. Vandet fra hanen var koldt, og jeg håbede på, at det ville kunne vende virkningen af alkoholen. Uanset om det hjalp eller ej, så var det mig der skulle pleje hendes tømmermænd morgenen efter, hver gang vi skulle drikke. 

“Jeg vil ikke hjem!” Råbte hun igen, henne fra sofaen. Jeg vendte mig om, og så, at hun endnu engang prøvede at rejse sig fra sofaen. Hurtigt kom jeg hen til sofaen, og fik sat hende op, så hun kunne drikke det. 

“Vi går i seng. Så kan vi snakke om, om du vil hjem eller ej når vi vågner.” 

Jeg hadede selv at drikke, og derfor var jeg den person, som ikke kæmpede med påvirkningen af alkohol. Det sjove i at være fuld, havde jeg aldrig selv følt eller set. Man havde det elendigt dagen efter, og man ville ofte fortryde nogle af de ting man fik sagt og gjort. Jeg havde valgt alkoholen fra, flere år inden, men jeg kunne sagtens drikke et glas champagne eller noget vin, når vi var til fester eller middage. 

“Alexa ville aldrig have ladet mig drikke så meget.” 

“Hvad?” Caylee var uden tvivl ikke sig selv, med så meget alkohol i blodet. Kun en gang før, havde hun nævnt sin søsters navn. Kun derfor vidste jeg, hvem hun snakkede om. 

“Hvad?” Spurgte hun, endnu mere forvirret end jeg. Som om, at hun slet ikke vidste, hvilke ord der lige havde forladt hendes mund. Måske burde jeg bare droppe det, og ligge hende ind i hendes seng. Så ville jeg kunne gøre noget ved det hun havde sagt, når hun ikke længere havde alkohol i blodet. 

“Lad os gå i seng,” sagde jeg til hende, inden jeg fik rejst hende op fra sofaen, og støttet hende hele vejen ind til soveværelset. 

 

 

Jeg var vågnet tidligt om morgenen, mens Caylee stadig lå og sov tungt. Jeg havde ikke nænnet at vække hende, og vidste også, at hun ikke ville være udhvilet hvis jeg gjorde. Desuden havde vi ingen planer den første januar, så hvorfor skynde på hendes nattesøvn? 

Jeg sad i stuen med min computer på skødet, og sad bare og surfede lidt rundt på internettet. Jeg havde tænkt meget over, hvad Caylee havde sagt om natten i sin berusning. Hun havde nævnt sin søster, sagt at Alexa ville have stoppet hende fra, at drikke så meget alkohol. Men ud fra hvad Caylee før havde fortalt mig, virkede det ikke helt virkeligt. 

Hun var altid blevet sammenlignet med sin perfekte søster, og hun var så træt af det, at hun stak af hjemmefra. Hendes søster havde været ligeglad med hende, for hun var ikke et pragteksemplar, ligesom Alexa selv var. Alexa havde været lige så meget med til, at drive Caylee væk, som deres forældre. 

Caylee havde bebrejdet Alexa. Hun havde været så perfekt, at når Caylee opførte sig som en normal teenagepige ville, så gjorde hun alt forkert. Hun havde sagt til mig, at hvis Alexa havde været lidt mere som hende, så var hun måske aldrig stukket af. Så havde de begge været gode nok til deres forældre. 

Det var et problem, som jeg aldrig selv havde været nødt til, at håndtere. Jeg var et enebarn, og mine forældre havde opdraget mig, som de mente jeg skulle være. Jeg havde levet efter deres ønske, og jeg havde levet som de gjorde. Jeg kunne ikke umiddelbart forestille mig, at det havde været sådan for Caylee. 

Kort inden midnat, havde hun virket så usikker på sig selv, og på hendes rolle i forhold til mig, og generelt hele vores forhold. Mit liv cirkulerede om hende, og jeg ved ikke hvad jeg skulle stille op med mig selv, hvis jeg ikke havde hende. Hun var min hverdag, og hun var min største kærlighed. Jeg ville ikke kunne bytte hende ud med noget andet, og jeg forstår vitterligt ikke, hvordan hun kunne tvivle på det. 

Hun ønskede bekræftelse, men jeg vidste ikke hvordan jeg skulle kunne give hende den, mere end jeg allerede syntes jeg gjorde, hver evig eneste dag. Jeg ville gøre noget stort og ekstravagant for hende, jeg ville vise hende, at hun ikke behøvedes at tvivle på, hvor vi stod med hinanden. 

Men vi havde allerede så meget, vi gjorde allerede så meget, og vi havde allerede givet hinanden så meget. Jeg vidste ikke hvor meget mere der var tilbage, udover at give hende glæden ved familie. Hun sagde tit, at jeg var endes familie, at jeg var den eneste hun havde tilbage, og at hun ikke ville have det på nogen anden måde. Men jeg var sikker på, at hun løj omkring det. 

Hun savnede tydeligvis sin søster, og hvad hun sagde i nat var mere end et skjult bevis. Det var så tydeligt, at hun savnede Alexa. Hun havde nogle meninger om hende, som nok ikke kunne ændres - men hvad hvis Alexa var vokset, blevet en helt anden person de sidste fem år? 

Hvis jeg kunne finde Alexa, snakke med hende, finde ud af hvad der virkeligt skete, så ville jeg måske kunne give Caylee mere. Jeg ville kunne give hende den bekræftelse, som hun lige pludseligt havde brug for. 

Det ville blive svært, og især at holde det hele hemmeligt. Men hvis jeg først fandt hendes søster og bragte dem sammen igen, viste hende hvad familie i virkeligheden er - og ikke mindst, giver hende den mulighed som jeg ikke selv har længere, så kan hun umuligt have mere at tvivle på. 

Det er Caylee jeg vil være sammen med, for altid, men jeg ønsker at hun skal være glad. Jeg vil ikke være hendes eneste familie, jeg skal ikke være den person hun associerer med familie. Hun skal have sin søster, sin mor, og sin far, uanset hvad fortiden så bragte dem. De må alle sammen være forandrede nu, og jeg kunne ikke forestille mig, at ingen af dem havde savnet hende. 

Men Alexa ville være den nemmeste måde, det var hende jeg skulle finde frem til. Søstrene har altid et svagt punkt, og jeg håbede på, at Caylee ville være Alexas. 

“Godmorgen,” hørte jeg henne fra hjørnet. Jeg drejede hovedet, og fik øje på Caylee som stod i en af mine gamle t-shirts og gned sig i øjnene. Hendes hår var uglet, og hendes øjenmakeup var helt tværet ud. 

Men hun var stadig helt utroligt smuk, og jeg vidste med sikkerhed, at jeg var nødt til at give hende det her. 

Jeg var nødt til, at kontakte hendes søster.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...