Undskyld, lærerstab

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 16 feb. 2017
  • Opdateret: 1 feb. 2017
  • Status: Færdig
Et lille brev til mine lærere.

41Likes
35Kommentarer
804Visninger

1. Et lille brev

   

    Undskyld, lærerstab.

    Jeg ved, at du forventer meget af mig. Jeg ved, at jeg påtog mig et ansvar, den dag jeg i 9. klasse dedikerede de næste tre år af mit liv til gymnasiet. De fortalte alle om, hvordan man skulle kunne lide at gå i skole, og hvordan man skulle kunne lide de boglige fag.

    Jeg kan godt lide bøger. Mit kæreste eje er min bogreol. Dengang brugte jeg mine eftermiddage på at skrive blødsødne historier om fem teenagedrenge, der tilfældigvis så godt ud og var et fantastisk udgangspunkt for en fantasi eller to. Jeg var klar på at skrive afleveringer og bruge mine selvlærte kommakompetencer til noget.

    Det tog lidt tid at sluge skuffelsen, da jeg fandt ud af, at man på gymnasiet ikke skriver skønlitterært.

    Men hey, jeg var klar alligevel. Jeg anede ikke, hvad jeg ville være, men jeg var temmelig sikker på, at motorolie og savsmuld ikke lige var mig, og min selvtillid var egentlig okay. Mine karakterer var gennem folkeskolen steget jævnt, efterhånden som lærerene lærte mig at kende og belønnede mig for at lytte efter, forstå og score højt i tests.

    Til sidst holdt de endda næsten op med at bede mig om at markere mere i timerne.

    Jeg tror, det var det, der gav mig mest selvtillid.

    Jeg var klar til gymnasiet. Jeg var klar til, at dem, der havde krudt i røven og hellere ville bage boller, klippe hår eller ordne stikkontakter var blevet sorteret fra, så jeg kun havde sjælefrænder og bognørder at omgive mig med. Jeg var klar på tre år i rammer, der passede til mig.

    Undskyld, at jeg bliver lidt småirriteret, lærerstab, men hvorfor var der ingen, der fortalte mig, at gymnasiet er en markedsplads? Hvorfor var der ingen, der trak mig i ærmet og hviskede, at den optimale forberedelse for mig var at studere salgstricks hele sommerferien?

    Du slog ikke så hårdt ned på det i starten. Du tænkte, at det nok bare var usikkerheden omkring den nye klasse, der fik tyngdekraften til at trække lidt ekstra i den berømte pegefinger. Men da jeg skulle afslutte mine c-fag i 1.g gik det op for dig, at det faktisk var sådan, jeg var. Lyttende, afventende, ydmyg. Påvirkede det din karaktergivning?

    Nogle gange er du svær at blive klog på.

   Nogle gange føler jeg faktisk, at du er et rigtigt menneske, når du vasker kridtet af hænderne og lukker fraværslisten ned. Jeg troede oprigtigt på, at du bekymrede dig for mig, da du bad mig give den en skalle de sidste to uger inden den endelige karaktergivning, fordi du vidste, at jeg sagtens kunne. Andre gange gider jeg ikke sige hej til dig på gangene, fordi jeg er i tvivl om, hvorvidt du overhovedet genkender mig. Når du er i det humør, siger du som regel det samme til evalueringssamtalerne.

    Du er dygtig. Du siger ikke nok. Tag dig sammen.

    Undskyld, at jeg er lidt grov, lærerstab. Jeg ved jo godt, at du ikke kan sætte dig ind i 200 teenagehjerner på én gang, og jeg ved, at du alligevel vil alle dine elever det bedste. Nogle gange er den sædvanlige reprimande bare ikke det bedste.

    Jeg føler, du beder mig om at sælge mig selv.

    Ræk hånden op. Vis mig, hvad du kan. Gør dig fortjent til din karakter.

    Hvad hvis jeg ikke har lyst til at være den bedste i klassen? Hvad hvis jeg ikke har lyst til at være med i konkurrencen om at være den, der får lov til at sige svaret? Hvad hvis jeg dybt inde i mit hjerte føler, at de andre bør have lov til at sige, hvad de har på hjerte, fremfor mig?

    Hvad hvis jeg bare gerne vil gøre det, jeg er god til?

    At skrive.

    Det gør ondt at få at vide, at mine skriftlige afleveringer er i top, når jeg i samme omgang får huk for det mundtlige. Det gør ondt, når du viser mig mine skriftlige karakterer og påstår, at de er bevis på, at jeg sagtens kan levere i timerne. Det er pisse frustrerende, når du ikke forstår, at mit hjerte banker til Kina og tilbage igen i det øjeblik, jeg blot overvejer at række hånden op og sige noget, der ikke er oplagt.

    Undskyld.

    Lærerstab.

    Jeg ved, at du blot forbereder mig på de mundtlige eksaminer. Jeg er kun én ud af tusinde, der går igennem præcis det samme. Hvis de kan, kan jeg også. Jeg ved, at jeg kan – at jeg kan lave om på mig selv, og at jeg kan presse mig selv til at leve op til dine krav.

    Jeg er bare nødt til at driste mig til at spørge: er det meningen, det skal være så hårdt? Er det meningen, at man skal ofre tårer på at holde en tale om et emne, man absolut intet føler for?

    Jeg ville bare sige, kære lærerstab, at jeg er ked af, hvis jeg skuffer dig i slutningen af 3.g. Jeg håber, du kan tilgive mig.

    Jeg ved nu, at det ikke er dig. Det er mig.

    Og det accepterer jeg. Jeg accepterer, at jeg ikke passer ind i dit system, og at jeg er nødt til at spille efter dine spilleregler alligevel. Jeg kæmper. Nogle dage går jeg hjem med dårlig samvittighed og overvejer, hvordan en depression føles. Andre dage smiler jeg til ham, der generer de andre i bussen og lugter af kattepis, fordi jeg pressede mig til at sige noget to gange i religion og faktisk fik ros for det.

    Jeg skal nok spille efter dine regler. Jeg skal nok slibe kanterne til, så jeg passer ind i dit puslespil. Men min pegefinger får du aldrig patent på.

    Den er min.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...