Hun står

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 feb. 2017
  • Opdateret: 1 feb. 2017
  • Status: Igang
Deltager i konkurrencen om angst.

2Likes
0Kommentarer
252Visninger
AA

1. Hun står

 

Hun står. Men forsvinder så.

Febrilsk kigger jeg efter hende. Men uanset hvad mine øjne falder på, er hun ikke længere til at få øje på. Grinene summer i hjørnerne, og rammer væggen så ekkoet kommer tilbage, og går på repeat. Hvor blev hun af? Med små bidder af samtaler hos de andre, læner jeg mig tilbage i stolen og slapper af. For der er ikke nogen trusler. Hun står ikke længere.Venner som jeg er i blandt, burde være de jeg føler mig tættest ved. For det burde være de, som fortæller en: Selvfølgelig forstår vi dig! Vi ved hvad du går igennem! Vi har læst om det på Google! Men efterhånden bliver det en konkurrence om hvem der har det dårligst. Så jeg ikke længere kan snakke, uden det skal overgås eller sættes i perspektiv.


Nå så du har angst? Jeg har også ADHD, OCD og ADD. Hvem har flest diagnoser rækker hånden op! Nå, du vandt ikke, så lad være med at brokke dig! Ikke at jeg har noget imod, at andre har det dårligt. Men jeg savner at føle at jeg betyder noget. Ikke bare en der skal komme sig over sine problemer, og løse andres.

 

Men det er alligevel de, som jeg kalder mine venner. For det er dem, jeg sidder med, og klæber mig til så at sige. Dem jeg sidder ved siden af, selvom deres stole er rykket ind mod hinanden, mens jeg sidder yderst. Dog med en særdeles god udsigt til deres nakker! Men jeg vil alligevel ikke bemærkes, så jeg ved ikke hvorfor jeg lyder fornærmet. Jeg kigger mig hurtigt over skulderen for at sikre mig hun ikke står dér. For når først det skarpe lys er drejet ind på mit blege ansigt, kan jeg ikke se noget. På den måde kan monstrene snige sig ind, og vente til lyset bliver slukket. Når først jeg er blændet, kan jeg nemlig ikke se publikum medmindre jeg kniber øjnene sammen "... Eller hvad tænker du?" er det eneste, jeg når at få fat i, før min krop begynder at arbejde.


Normale funktioner er gået i stykker, og skal til reparation i min krop. En form for selvbyggelsesmetode, efterhånden er jeg er ret erfaren efterhånden! Men det lykkedes mig at skjule, hvor meget de hugger og hakker i mig, mens præcis 8 øjne er rettet direkte imod mig, de fleste i kølige og blå nuancer. Men jeg forsøger ikke at betragte det for meget. "Hvad?" Spørger jeg, mens jeg kniber mig selv i låret med min pege- og tommelfinger. Smerten for igennem mine celler, men når alligevel ikke igennem min strube der giver mig lyst til at råbe. Jeg får mig et hurtigt overblik. Der er ikke så mange mennesker i lokalet nu, små klumper der har samlet sig i hjørnerne. Lidt ligesom støvet tiltrækker hinanden, og ender som en stor tot der først bliver støvet op på "sjældne lejligheder." Det er i hvert fald sådan jeg ser kliker. Overvurderede.


Men i hjørnet står hun.


Sirenerne giver mig et par sekunder til at reagere, før vibrationerne fra lydene, breder sig i hele min krop, og runger helt ud til huden. Lader sig omslutte sig om mig som et tæppe. Så jeg pludselig mærker, at jeg er blevet en stor kuldegysning. Hårene rejser sig på mine arme, og mit hoved fryser så meget til is, at jeg ikke længere kan bevæge den i nogen retninger. Uanset hvor meget jeg prøver at nikke eller ryste på hovedet, er jeg blevet som en statue. Det eneste jeg stadig har kontrol over er at jeg kan blinke. Mine øjne skal hverken fugtes eller blive for tørre. Et godt sted lige midt imellem, det skal jeg fokusere på.
Men uanset hvor meget jeg fokuserer på at blinke, bliver hun stående. Med en selvsikker ret ryg, hvid hospitalsfarve der skærer i øjnene dækker hendes sarte hud. Man kan se de blå og røde blodårer pulsere i hendes håndled. Øjne som alligevel ikke er øjne, men som får mig til at udgive et lydløst skrig, helt inde fra mellemgulvet. De er kulsorte, som sorte huller der findes i universet. Ligesom dem, er de uendelige og uhyggelige. Alligevel er det umuligt for mig at kigge væk. Selvom jeg ved, at hun suger alt min kontrol ud af min krop, gennem øjnene.


Jeg lægger ikke mærke til, at mine "venner" sidder med forventer respons fra mig. Det er ikke længere deres nakker, jeg har udsyn til, men fremoverbøjede ansigter, der betragter mig med blanding af høflighed og forvirring. Mere kan jeg ikke se længere, for pludselig går alt lyset ud. Selvom jeg forsøger at fokusere på deres læber, kan jeg kun se de små sprækker. Hvis man forestiller sig, man går i tusmørke med en enkelt lommelygte der viser vejen foran dig. Den metafor husker jeg, da jeg har spillet slenderman. Han er nemlig altid bag dig, men alligevel enten ser du dig over skulderen, eller går de steder hen du ved han får fat i dig. Sådan føles det. For selvom spillet skræmte mig, gav det mig et perspektiv til hvordan jeg følte hende. Farlig, uundgåelig og spændene. For selvom lyset står tændt, og gardinerne er trukket fra er alt uden om  dækket af mørke. Væk. Alle lyde bliver også til en summen af stemmer, der kun bliver højere og højere. Nu kører det pludselig på maksimum lydstyrke, uden mulighed for at skrue ned.


Hun har ikke nogen mund, ej heller ører. For hun har hverken brug for at lytte til mig, eller for at fortælle mig noget. Blot med sin tilstedeværelse gør hun sin pligt. Hun ved godt, at når først hun har gjort sin entré, så er det hende der styrer showet i manegen. Jeg bliver som en dukke, der styres af snore, som holder i alle mine legemsdele.
Det er først da, det går op for mig, at jeg ikke trækker vejret. De er som små pust der puster til et sæbeboble, skrøbelige og beskedne. På trods af at mine lunger skriger på ilt, og monstrene hiver og flår i dem. Mens andre monstre har påtaget sig jobbet, at holde et stramt greb om min strube, så kun en lille bitte hvislen kommer op til min egen overlevelse. Jeg forsøger at skrige, men noget blokerer vejen så der ikke kommer noget ud. Tænk på noget godt. Slap af. Du har styr på det... DIN FUCKING SVAGE...


De kigger på mig. Alle i klassen har rejst sig, og står nu på rad og række og stirrer direkte på mig. Ind i øjnene, hvor jeg allermest hader det. Med tomme udtryk og hår der ikke bevæger sig i vinden. Hvad laver de der? Det får jeg nok aldrig svar på. I et sort hul befinder jeg mig, og uanset hvor meget jeg forsøger at kravle op, er der ikke noget at gribe fat i. Nu må jeg blot acceptere det, og vente på at jeg vågner op.


Hun står.


På samme tid med at uret i klassen er stoppet med at tikke, holder mine ben op med at virke. Med en pludselig indskydelse kaster jeg mig ned på gulvet. Fosterstilling fungerer tit bedst, for der er jeg beskyttet fra alle sider. Som en skildpadde, der beskytter hoved og bryst fra rovdyr, så det ikke bliver spist af de som er øverst i fødekæden. Skjoldet er over mig, og tårerne rammer i den lille boble, der bliver skabt inden i hullet mellem mine arme, ben og mit hoved. Nu gælder det ikke længere om at finde kontrollen, men om ikke at se på hende. Alligevel, kan jeg ikke lade være, med at kaste et blik ud gennem et lille hul, som er dannet mellem ben og arme.


 Hun står. Men med et smil om læberne nu, for efterhånden er hendes kampe ubesejrede. Uanset hvor meget jeg ønsker at gøre mig fra af angsten... så bliver hun stående. Hun står. Oprejst og stolt. Mens jeg falder.

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...