Hun står

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 feb. 2017
  • Opdateret: 1 feb. 2017
  • Status: Igang
Deltager i konkurrencen om angst.

2Likes
0Kommentarer
256Visninger
AA

2. Hun falder

"Tænker også det er lidt for 'ghetto" meddelte Frederikke mens hun kastede med hendes lange divakrøller, så de landede på hendes ryg med et svirp. Jeg tænkte lidt over svaret mens jeg børstede noget støv af mine jeans. Noget havde jeg i hvert fald lært. Jeg købte aldrig jeans i H&M igen, for de var som magneter for støv der klistrede sig fast helt fra morgenstunden. "Hvad med lidt mere.." Jeg forsøgte at finde det rigtige ord at bruge, men det lykkedes ikke rigtig. "paw?" spurgte jeg tvivlende mens jeg så hen på Frederikke. Hun nikkede mens hun tegnede kruseduller på bordet foran hende. Det lignede en stjerne, men som var blevet udvidet. "Jeg ved ikke rigtig" sagde hun efter lidt tænkepause. Hun kiggede lidt rundt og fik øje på Sille der sad lidt i udkanten og spejdede nervøst rundt i lokalet. Hun så jaget ud.

"Eller hvad tænker du?" Spurgte Frederikke hende, mens hun smilede så hendes blegede tænder kom til syne i hendes ansigt. Selv overvejede jeg mulighederne lidt, og hvad der ville passe bedst til temaet. Da jeg kiggede op så Sille på os som om hun var skrækslagen og netop var blevet skudt. "Hvad?" Spurgte hun med en spinkel stemme. Nervøst lagde hun sine hænder på sit lår, og lod ikke til at vide hvad hun skulle gøre af sig selv.

"Hvad passer bedst til temaet? Altså sådan.. Tøjmæssigt i guess" sagde Frederikke mens hun spejdede drømmende ud i luften. Pigerne sad også med steneransigt, mens de så lidt ud over de andre, tydeligvis heller ikke klar over hvad der var bedst at gøre. Der gik lidt tid før det gik op for os at hun ikke svarede. Det skabte en akavet tavshed. Da jeg så op på hende, så hun hen i hjørnet af klasselokalet hvor døren var.

"Eller hvad tænker du?" Prøvede Frederikke igen mens hun kiggede afventende på Sille, som ikke så ud til at høre noget som helst af det vi sagde. Ind af det ene øre og ud af det andet som man siger.

Hun bevægede sig slet ikke, som om hun var frosset helt fast. Med blikket fast rettet hen imod hjørnet, mens hendes bryst sænkede sig med rekordfart.

"Undskyld Sille.. Det var ikke? For at genere dig... Sorry?" Sagde Frederikke med rynkede bryn, og de andre piger var stoppet med at se forvirret ud over forsamlingen. I stedet så de på Sille nu, som efterhånden blev lidt uhyggelig.

"Sille? Er du okay?" Sagde jeg langsomt og tydeligt, som om hun var døv. Måske var det provokerende, men hvad fanden foregik der egentlig? Endelig, efter den mest akavede pause jeg nogensinde havde oplevet, skævede hun hen på os. Så på os som om hun ikke kunne genkende os, rimelig freaky.

"Sille?" Spurgte Chan prøvende, med en rynket næse. Men hun stirrede bare på os, og begyndte langsomt at skælve over hele kroppen. Hendes øjne blev kæmpestore, nærmest så store at jeg var bange for at de ville falde ud af hendes øjenhuler. Igen lod hun sit blik glide hen til hjørnet af klassen.

Jeg forsøgte at række ud efter hende, men inden jeg kunne nå at gøre noget, havde hun kastet sig ned på gulvet. "Sille!?" Sagde vi forskudt, men stadig stort set på samme tid. Jeg mærkede hjertet pumpe i halsen og jeg forsøgte at finde en løsning til det der skete foran os i øjeblikket. Stole begyndte at skrabe hen over gulvet, og hurtige fodtrin fortalte mig at vi fik lidt af et publikum.

Hun begyndte at lægge sig i fosterstilling, med hele kroppen gemt, men med hovedet vendt hen mod døren. Jeg lagde min hånd på hendes ryg, som bevægede sig med lynets hastighed op og ned. Men der kom ingen reaktion da jeg rørte ved hende. "Kan vi ikke hente nogen?" Spurgte jeg med en forhastet stemme, febrilsk så jeg omkring, hvor et par stykker var samlet i en halvcirkel og så det der skete. Et par stykker skævede nysgerrigt, men ønskede nok at holde sig lidt væk af respekt for Sille.

Hun var normalt ret genert og meget sparsommelig med opmærksomhed. Hun rakte ikke hånden op, og når læreren spurgte hende spontant, trak hun på skuldrene og pillede ved sine armbånd. Af og til satte hun sig hen ved siden af os og deltog lidt i samtalen. Nikkede, rystet på hovedet eller svare med en-stavelses ord. Et par få gange var det lykkedes mig at holde noget der lignede en samtale med hende, men hun havde det med at spejde så underligt omkring. En enkelt gang havde vi skullet lave en fremlæggelse sammen, og det havde været rigtig hyggeligt. Det var første gang jeg hørte hende grine, og vi snakkede lidt om klassen, fritid og sådan. Men næste dag, da vi skulle fremlægge, dukkede hun ikke op. Jeg ringede for at spørge om hun kom, men med en svag stemme svarede hun at hun havde fået influenza. Jeg vidste hun løj, og blev lidt irriteret. Men tænkte ikke videre over det. Der var nok en grund til at hun ikke havde lyst.

Det her var rimelig nyt, og meget overvældende for mig at overvære. Tænk at den skrøbelige pige havde så meget styrke i sin krop, eller så meget svaghed.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...