Wolfstar 4. år

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 feb. 2017
  • Opdateret: 19 mar. 2017
  • Status: Færdig
Sirius Black og Remus Lupin (wolfstar).
En ship historie.

5Likes
3Kommentarer
1213Visninger
AA

3. Første kys

 

*sirius synsvinkel*

 

"Moony, Moony, REMUS" jeg råbte efter Remus, han stoppede og jeg indhentede ham jeg kunne se på ham at han var på grænsen til gråd "kom" sagde jeg og vi skyndte os op til vores værelse i Gryffindortårnet.

Da vi nåede derhen, satte han sig ned på sengen, og jeg satte mig ved siden af ham, "lily havde ret, jeg er bare et monster, et balstyrisk, ondt monster......." han ville have sagt noget mere, men de sidste ord druknede i gråd, jeg lagde mine arme om ham, og knugede ham ind til mig, han græd imod min skulder, og gjorde min trøje våd, men jeg var ligeglad "nej, du er ikke et monster, du er en fantastisk, og vidunderlig troldmand" hviskede jeg til ham, "du er ikke et monster" hviskede jeg, mens jeg stadig knugede ham ind til mig "Remus du er fantastisk, Remus du er vidunderlig, Remus du er genial" jeg fortsatte med at hviske små sætninger, om hvor vidunderlig og fantastisk han var, indtil han faldt til ro, og stoppede med at græde "Sirius?" spurgte han "ja Remus" svarede jeg "hvad er der Remus" fortsatte jeg "før jeg blev til en.......varulv" det tog ham noget tid, at sige ordet, *varulv* "syntes min far at varulve var onde, sjæleløse og fortjente intet andet, end døden" han begyndte at græde igen "remus det var sådan 8 år siden, din far er ikke sådan længere" sagde jeg stille "nej, det ved jeg godt, men det ville han være, hvis jeg ikke var en varulv" svarede han grådkvalt "hvor er det du vil hen, med det her remus" spurgte jeg nervøst "måske syntes min far, at jeg er et monster, et ondt, sjæleløst monster" svarede han stille "remus, du fik ham til at indse, at varulve også kan være søde, og elskelige, fordi du er en af de mest, fantastiske personer han har mødt, og det fik ham til at indse, at selv de bedste, kan blive varulve" han smilte. Jeg elskede det smil, han tørrede tårerne væk fra sit ansigt, med bagsiden af hans hånd...   

 

...jeg kyssede ham...han kæmpede imod... jeg holdt fast i ham... han slappede af...jeg trak mig tilbage..."undskyld" sagde jeg chokeret..."nej" svarede han... han kyssede mig... vi kyssede hinanden...

 

..."SIRIUS, REMUS, SIRIUS, REMUS..."  jeg trak mig tilbage, "Remus det er James, kom" jeg rejste mig op, hev Remus med op. Jeg tog noget pergament fra min taske, løb ned af trappen med Remus i hælene på mig. "Hvor fanden har i været vi har ledt efter jer overalt" sagde James da han så os "jeg skulle bare hente noget pergament til næste time" sagde jeg, James kiggede skeptisk på mig "vi skulle jo opføre os pænt" sagde jeg til mit forsvar, Remus sendte mig et spørgende blik, Som jeg oversatte til at det nok måtte betyde *hvorfor siger vi det ikke bare til dem* og sendte et blik tilbage der sagde *vent vi siger det til dem senere* 

 

"idag skal vi læse hinandens te" sagde den insektlignende dame, der vist nok hed Trelawny "i skal finde en makker og læse hinandens te" "Remus giv mig din kop" sagde James. James kiggede ned i koppen i 5 sek. "jeg giver op, du er umulig at læse Remus. må jeg se din Sirius" jeg gav ham min kop "okay jeg duer ikke til det her fag. peter giv mig din kop" peter gav sin kop til James, som kiggede ned i den "enten er jeg absurd dårlig til det her fag, eller også skal Remus giftes med et træ, Sirius drukner sig selv og Peter skulle være død igår" Remus, peter og jeg var ved at dø af grin af hans spådomme. James spådomme fortsatte hele timen, det var en meget god form for underholdning.   

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...