Falmet.

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 feb. 2017
  • Opdateret: 1 feb. 2017
  • Status: Færdig
En længere novelle, som betyder meget for mig, da nogle dele af den er bygget på ting, der skete for mig for nogle år siden.

Advarsel: Mobning og selvmord er et stort emne.

0Likes
0Kommentarer
116Visninger

2. Falmet.

Falmet.

Af Linea Elleby Jørgensen

____________________________________________________

 

  Jeg kører stille og roligt ned ad vejen på min cykel på vej hjem fra skole. Jeg kan se Thor køre lidt foran mig. Han kører meget langsomt, så da jeg haler ind på ham, overhaler jeg.

  “Hey Lonnie!” råber Thor efter mig, da jeg kører forbi. Jeg hader, når folk kalder mig Lonnie. Kan de ikke bare forstå, at mit rigtige navn er Leona?

  “Eller skulle man sige luder! Ha ha! LUDER!” brøler han, inden jeg drejer ind ad min indkørsel.

 

  Jeg kommer ind ad døren og undgår lige nøjagtigt at træde på min kat Maisies hale, da hun mjavende kommer og hilser mig velkommen hjem. Jeg snubler op ad trappen med pletter for øjnene. Min skulder banker ind i dørkarmen på vej ind til mit værelse. Jeg lægger mig i fosterstilling på min seng og kan mærke tårerne presse på. Jeg lader dem løbe. Forestiller mig, at de onde tanker jeg får løber med dem ud. Maisie kommer og lægger sig ved siden af mig, som om hun vil trøste mig. Det hjælper lidt, men mine tanker farer stadig ukontrolleret afsted.

  Jeg lægger mærke til, at min mobil kommer med en summende lyd. Der er nogen, der skriver til mig. Jeg håber at det er Anabel min bedste veninde siden 2. klasse. Hun kan altid få mine tanker til at slappe af i situationer som denne. Jeg ser på skærmen. “4 nye beskeder fra Anabel <3” Jeg åbner dem.

 

  “Hey, er du okay?”

  “Jeg har en fornemmelse af, at der er noget galt...”

  “Please, svar! Jeg er lidt bekymret...”

  “Svar nu Leona! Jeg kommer hjem til dig nu!”

 

  Mine tanker falder lidt til ro bare ved at vide, at hun er på vej. Maisie løfter hovedet, da døren går op. Jeg kan høre hende kaste sine sko og løbe op ad vores knirkende trappe. Hun går ind ad døren og skynder sig at sætte sig ved mig og holder bare om mig, så jeg kan slappe af. Hun kender mig så godt og ved, at jeg bare har brug for, at hun trøster mig. Jeg har brug for at vide, at jeg ikke er helt alene i verden.

  Vi har siddet i et stykke tid, da jeg endelig føler, at min vejrtrækning er blevet så rolig, at jeg kan fortælle hvad der er sket. Hun lytter bare og ryster og nikker med hovedet på de rigtige tidspunkter. Mens jeg fortæller, kan jeg se, at Anabels øjne langsomt bliver fyldt med had.

  “Det kommer han ikke helskindet igennem det her,” siger hun og kniber øjnene lidt sammen.

 “Nej, Anabel,” siger jeg til hende. “Jeg tror, det bedste vil være bare at ignorere ham,” Jeg ville ikke have, at han skal tro, at jeg ikke kan klare mig alene. Det vil kun gøre det værre, hvis jeg på et tidspunkt er et sted uden Anabel. Jeg kan lige forestille mig det. Det vil blive det sidste for mig.

  “Leona, du kan ikke bare ignorere ham længere. Der skal gøres noget ved det. Jeg skal nok sørge for, at han ikke vil gøre dig noget igen.”

  Maisie har lagt sig i mit skød, mens jeg har snakket, og jeg stryger hende åndsfraværende over pelsen.

  Jeg nikker på hovedet. Jeg ved ikke, hvordan hun har tænkt sig at gøre det, men efter det der skete i dag, ved jeg på en eller anden måde, at hun har ret. Den måde hun siger det på, overbeviser mig om, at hun vil gøre alt for at beskytte mig.

  Det er fredag, så jeg spørger Anabel, om hun har lyst til at blive og se en masse film.

  “Selvfølgelig,” svarer hun med et stort smil. “Jeg er altid på, når det handler om film.”

 

  Vi sidder hele eftermiddagen og aftenen og ser film. Til sidst ender det med, at Anabel ringer hjem og får lov til at blive og sove hos mig. Vi bliver oppe til langt over midnat, men vi holder til sidst op med at se film og ligger bare og snakker om alt fra drenge til enhjørninger. Det er tider som det her, der gør mig så utrolig glad. Det får mig til at glemme alt om virkeligheden. Det får mig til at føle mig tryg. Men når Anabel så er taget hjem, rammer virkeligheden mig som et hårdt slag i ansigtet.

  Når jeg er alene, kan jeg ikke holde styr på mine tanker og min frygt. De farer afsted i alle mulige retninger, der får mig til at føle endnu værre. Det er forfærdeligt. Der redder Anabel mig igen, fordi så kan jeg ringe til hende, og mine tanker falder til ro.

 

***

 

  Det er sidste skoledag inden sommerferien. Annabel og jeg sidder ved siden af hinanden og snakker. Thor og hans crew er i den anden ende af lokalet, og vores lærer sidder ved et bord tæt på dem, så jeg er sikker. For nu.

  Jeg glæder mig så meget til ferien, fordi jeg skal til England med Anabel og hendes forældre i to uger. Det bliver helt sikkert den bedste del af ferien uden tvivl.

  Jeg kigger op på uret. Vi har fri om fem minutter. Jeg føler tiden er gået i stå. Det er nærmest som om, fluerne hænger stille i luften. Mit humør stiger ved tanken om, at jeg snart er fri for at bekymre mig om Thor i næsten syv uger. Jeg smiler til Anabel, og hun smiler tilbage til mig. Jeg regner med, at vi skal være sammen næsten hver dag i ferien. Det vil i hvert fald sikkert ende med det. Jeg kan slet ikke vente.

  Vores lærer bliver ved med at sige de samme ting. “Husk nu at få læst noget også”, “I må have en god ferie, om I så skal være hjemme eller ud at rejse”, “husk nu at opføre jer ordentligt, og ikke noget med at lave ballade.”

  Træerne udenfor vinduet svajer i den blide vind. Solen skinner, og vejret kunne ikke være mere perfekt. Jeg sidder og tænker over alle de ting, Anabel og jeg kan lave, når vi ikke skal tænke på lektier og skole og alt, hvad der hører til dagligdagen. Vi kan tage i Tivoli, tage på shoppingtur inde i København eller et hav af andre ting. Mulighederne er endeløse.

  Klokken ringer pludselig, og får mig ud af min tankegang. Vi har endelig fri. Endelig kan jeg slippe for at være tvunget til at skulle op klokken halv 7 hver morgen. Endelig kan jeg bruge al min tid på at være sammen med Anabel eller bare slappe af. Endelig kan jeg føle mig nogenlunde sikker fra Thor. Det bliver en fantastisk ferie, det er jeg sikker på.

 

***

 

  Jeg ligger i min seng og prøver at falde i søvn. Min hjerne kan slet ikke falde til ro. Det er dagen før vi skal i skole igen. Jeg har haft den bedste sommerferie. Anabel og jeg havde en perfekt tur til England, og vejret var fantastisk alle dagene. Resten af tiden var bare ren afslapning og hygge sammen med Anabel. Vi var nærmest sammen alle dagene bortset fra de uger, hvor vi skulle afsted på ferie kun med vores familier.

  Jeg var på Fyn med mine forældre, og der lavede jeg ikke meget andet end at slappe af og læse. Generelt har ferien bare været afslappende, og jeg har fået en masse nye gode minder sammen med Anabel.

  Men nu er det slut. I morgen skal vi tilbage til skolen og tilbage til Thor. Tilbage til den evige frygt for, at ende alene i et lokale eller på en gang med ham. Bare ved tanken om det, går min hjerne helt i baglås, og jeg ved, at jeg ikke får sovet meget i nat.

  Jeg ved ikke, hvordan jeg skal klare mig, hvis han ikke har givet op på mig hen over ferien. Jeg tvivler, men man kan jo altid håbe. Jeg kommer sikkert til at dumpe i alle mine prøver i år, fordi jeg ikke kan koncentrere mig i timerne med ham i nærheden. Jeg prøver at fokusere på min vejrtrækning. Prøver at tvinge den til at være langsom og kontrolleret. Til sidst, efter flere timer, lykkes det mig at falde i søvn.

 

***

 

  “Leona husk din madpakke!” råber min mor efter mig, da jeg er på vej ud ad døren. Jeg kunne slet ikke få mig selv til at stå op i morges, så jeg er lidt sent på den. Jeg har altid svært ved at komme op, når der er noget jeg skal den dag, som jeg virkelig ikke har lyst til. Det er vel meget normalt, tænker jeg.

  Hun kommer ud til mig, og jeg vender ryggen til, så hun kan lægge den i min taske.

  “Tak,” siger jeg, da hun er færdig, og krammer hende farvel. Min cykellås går op med et klik, og jeg er på vej med ti minutter til klokken ringer. Jeg burde godt kunne nå det, medmindre min kæde hopper af på vejen eller noget lignende.

  Jeg frygter den her dag så utrolig meget. Jeg håber virkelig, at Thor har givet op, med hvad han nu vil opnå med alt det her. Hvis det er at få mig til at gå rundt med en konstant frygt for ham, så har han allerede lykkedes med det. Endda meget grundigt.

  Jeg kommer hen til skolen midt i myldretiden. Alle der ikke orker at tage tidligt afsted kommer på det her tidspunkt, og de personer er der virkelig mange af. Det er meget godt for mig, fordi det betyder, at jeg forsvinder endnu lettere, hvilket jeg har øvet mig på hele det sidste år.

  Jeg kommer ind til klassen uden, at der er nogen, der har lagt mærke til mig. Anabel kommer hen til mig med det samme og giver mig et kram. Jeg kan se, at Thor er ovre ved døren. Han er altid så utålmodig om morgenen, og han vil være den første der kommer ind, som om det er en konkurrence. Jeg holder mig et godt stykke væk og snakker bare med Anabel. Der sker ikke noget, forsikrer jeg mig selv om. Jeg har jo Anabel, som jeg ved altid vil beskytte mig.

 

***

 

  Skoledagen går fint, og jeg er næsten helt rolig, da dagen slutter, fordi Thor ikke har sagt noget som helst til mig hele dagen. Måske har han givet op med det. Eller også begyndte han bare at kede sig over det. Lige meget hvad det er, så virker han ret ligeglad med mig.

  Vi er ved at pakke sammen. Det har været trættende i dag, fordi klassen har larmet meget. Men det er vel kun, hvad man forventer, når det er første dag efter en ferie.

  Jeg glæder mig til at komme hjem, så jeg kan slappe af med min bog. Jeg læser meget og har altid gjort det. Det er fantastisk, som man fuldstændig kan glemme alle ens problemer, og hvordan verden i virkeligheden er. Det er en ting, jeg virkelig elsker. Jeg plejer at læse, hvis jeg slet ikke kan overskue mit liv. Hvis der er sket noget, som jeg bare vil væk fra, kan jeg åbne en bog og glemme alle mine bekymringer. Det er fantastisk.

 

***

 

  Jeg sidder derhjemme i min seng og kigger ud ad mit vindue, mens jeg holder en pause fra min læsning. Jeg kigger i min vindueskarm, på min lille vippende blomst jeg har fået af min far for mange år siden. Den vipper, når der kommer sol på den lille solcelle bagpå. Derfor vipper den heller ikke om natten, så man kan faktisk sige, at den også sover, som om den er levende. Jeg synes det er lidt sjovt at tænke på det.

  Maisie ligger i mit skød og mjaver lige pludselig, mens hun kigger på mig med bekymret blik i hendes venlige brun-grønne øjne. Øjeblikket efter kommer der en besked ind på min telefon. Det er Anabel, der har skrevet.

 

  “Leona, jeg har noget jeg skal fortælle dig.............. Kan jeg komme over til dig?..........”

 

Jeg bliver med det samme bekymret. Der er en masse punktummer, og det plejer at betyde noget dårligt. Jeg håber ikke, at der er sket noget alvorligt.

 

  “Selvfølgelig, du kan altid komme.”

 

  Maisie bliver ved med at kigge på mig, som om hun ved, at der er noget galt. Det gør mig endnu mere bekymret, selvom jeg ikke kan forestille mig, hvordan hun kan vide noget om det.

  Efter 5 minutter kan jeg høre hende komme ind ad døren. Vi er holdt op med at banke på hos hinanden, hvis vi har aftalt at komme. Vi har jo været sammen så meget, at vi nærmest har to hjem. Vi har endda faste tandbørster hos hinanden.

  Hendes fodtrin kommer langsomt op ad den knirkende trappe. Er det bare mig, eller lyder det, som om hun græder? Jeg bliver helt bekymret over, hvad der er sket, som har gjort hende ked ad det.

  Jeg kan høre hende snøfte. Hun åbner langsomt min dør og kommer ind og sætter sig på min seng. Hun har hævede røde øjne og makeup tværet ud i hele ansigtet.

  “Hvad er der sket?” spørger jeg hende. Jeg er virkelig bekymret, det må have været noget meget alvorligt, der er sket, ellers ville hun ikke være på den her måde. Anabel græder næsten aldrig.

  “Min far kom med en dårlig nyhed,” siger hun. Der kommer med det samme en masse ting op i mit hovede.  Min mor er død. Vi skal flytte til Jylland. Mine forældre skal skilles.

  Hun fortsætter: “Vi skal flytte til USA,” og så bryder hun hulkende sammen på min skulder.

 

***

 

  Vi sidder sådan længe, og jeg prøver at være stærk for Anabel. Jeg græder selvfølgelig også lidt, men jeg begynder først for alvor at græde, da hun er gået. Min verden kollapser omkring mig med den ene sætning. Den eneste person jeg har forsvinder brat fra mit liv. Anabel kan ikke gøre noget. Hendes far har fået et job i Amerika, og han har allerede sagt ja til det, hendes forældre har allerede skrevet under på kontrakten til at leje et hus, plus med at de allerede har bestilt en flybillet og et firma til at stå for flytningen af deres ting.

  Mine forældre kommer hjem sent i dag, og jeg har opbygget en facade, så de ikke vil finde ud af noget. Jeg vil lige have lidt tid til at tænke over tingene selv uden indblanding fra dem. De vil alligevel ikke kunne gøre noget. De eneste, der kan gøre noget, er Anabels forældre, og de vil ikke, lige meget hvor meget vi plager dem. De har taget beslutningen, og der er ikke noget vi kan gøre.

  Anabel har sidste dag i vores klasse i morgen, og hun skal gå tidligt, fordi de skal have pakket det sidste, så de kan nå deres fly i om aftenen. Jeg tør slet ikke tænke på, hvor forfærdeligt det bliver for mig, når hun er rejst. De andre i klassen, specielt Thor, vil jagte mig, som hvepse jagter sukker. Det ville være meget nemmere for mig bare at give op. Lægge alt til side og forsvinde for altid. Så slipper jeg for at gå igennem det her mareridt, der er mit liv.

  Jeg går ud på toilettet til medicinskabet. Der er nogle sovepiller, som min mor fik engang for et par måneder siden. Jeg tager det lille glas ud og skruer låget af. Jeg kigger ned i det. Der er stadig mange tilbage. Mor har nok været bange for at blive afhængig af dem, når hun skal sove, så det er sikkert derfor, hun ikke har taget nogen.

  Nej, tænker jeg. Det her skal forberedes lidt. Mine forældre ved jo slet ikke noget om, at Thor stadig er efter mig, det har jeg skjult for dem. Og de ved heller ikke noget om, at Anabel skal flytte, så jeg bliver nødt til at skrive et eller andet til dem, så de kan forstå det valg jeg tager. Jeg beslutter mig for at vente til i morgen og så tage hjem i spisefrikvarteret.

 

***

 

  Jeg går ned ad gangen. Jeg kan se nede ved vores klasseværelse, at Anabel ikke er kommet endnu, og at Thor står ved døren som sædvagentligt. Mit hjerte begynder med det samme at banke hurtigere, og min vejrtrækning bliver mere hektisk.

  Slap af, siger jeg til mig selv. Han gør dig ikke noget med alle de mennesker omkring. Eller det tror jeg. Jeg kommer alt for hurtigt derhen, og da jeg går forbi Thor, læner han sig ind mod mig, og jeg fryser midt i et skridt.

  “Luder,” hvæser han ind i mit øre, og alle omkring os begynder at grine.

  Det er først nu, min hjerne vågner. Jeg vender mig om og løber ned ad gangen. Jeg skubber folk til siden og bekymrer mig ikke engang om at sige undskyld til nogen af dem, som jeg normalt ville gøre. Jeg græder, da jeg løber ud af døren, til der hvor cykelstativerne er.

  Jeg har taget en beslutning. Ingen kan ændre den nu. Jeg er tabt for altid, men det er nok også det bedste, der kan ske for alle lige nu.

  Jeg løber snublende og flæbende hjem. Jeg ved at glasset med piller stadig står, hvor jeg efterlod det. Jeg tjekkede det igen i morges, efter mine forældre var kørt på arbejde, og inden jeg tog i skole.

  Døren smækker efter mig, da jeg løber ind af den. Jeg smider bare mine sko og min jakke, der hvor jeg får dem af.  Jeg løber op på mit værelse og tager et stykke papir og en kuglepen. Stadig grædende går jeg ud på toilettet og åbner rystende skabet. Jeg går ind på mit værelse og sætter mig i sengen. Den lille blomst i min vindueskarm står og vipper svagt, og for første gang nogensinde får den mig ikke til at smile.

  Jeg skriver. Anabel er den eneste, jeg kan komme i tanke om lige nu, som vil blive ked af, at jeg forlader denne verden. Dette liv der har ført til så meget og alligevel så lidt.

  Jeg kan ikke skrive et langt brev lige nu, så jeg skriver noget, der minder om et digt:

 

Jeg er falmet,

Som et gammelt billede,

Blandt mange andre,

Ingen lægger mærke til mig,

Jeg glider stille ud af verden,

Jeg er intet værd.

Undskyld.

 

  Jeg tager glasset med piller og skruer låget af med skælvende hænder. Hælder pillerne ud i min hånd. Jeg tager glasset med vand fra mit bord. Jeg kaster pillerne ind i munden og sætter glasset mod læberne. Jeg tager en slurk. Jeg synker.

  Tårerne er stoppet, og jeg føler ikke noget længere. Jeg ligger på min seng, i hvad der føles som ingen tid.

  Det sidste jeg ser, er blomsten, der er holdt op med at vippe.

 
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...