FuaN

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 31 jan. 2017
  • Opdateret: 31 jan. 2017
  • Status: Igang
Fuan så meget speciel ud - uhyggelig - alligevel var han utrolig selvsikker og det lykkedes ham altid at tage alt plads og opmærksomhed i et rum, så han er den eneste, jeg ser. - Vinder af angst konkurrencen

4Likes
0Kommentarer
171Visninger

1. FuaN

Han står ovre ved vinduet og byder mig godmorgen, da jeg vågner. Jeg skynder mig at vende ryggen til og lader som om, jeg ikke har set ham. Jeg beder til, at han ville forsvinde. Hvis ikke for evigt så bare for i dag; bare i dag vil være nok og så, kan han plage mig, så meget han vil, resten af mit liv.

Han er stille. Jeg vender mig rundt i den tro, at han er væk, men han er der stadig; står og kigger på det tøj jeg har lagt frem til i dag.

“Gå din vej,” mumler jeg vredt. Hvad bilder han sig også ind bare at komme brasende på en så vigtig dag.

“Har du virkelig tænkt dig at tage det på?” Han gestikulerer mod tøjet med en stemme der er fyldt med væmmelse, men stadig har den undertone af dyb morskab, som jeg kender ham for.

Jeg nikker, og han griner en klukkende latter og holder den røde kjole op foran sig, som om han vil tjekke om den passer. “Det er jo socialt selvmord. Det kan du ikke have på, det er kun sådan noget seje mennesker går i.”

“Hold mund,” siger jeg med hovedet begravet i puden, og det virker. Han dropper emnet og går i stedet over til vinduet igen.

“Se, der kommer han.” Udbryder han pludseligt og får mig til at fare ud af sengen.

Han griner igen sin klukkende latter og klasker sig på lårene. “Jeg laver bare sjov Mia, du skulle have set dig selv!”

“Jeg hader dig.” Siger jeg og synker sammen på sengen igen.

Han trækker gravalvorligt på skuldrene, “måske, men du har brug for mig. Desuden skal du til at skynde dig, hvis du vil være klar, når han kommer.”
Jeg nikker og skynder mig ud på badeværelset. Da jeg smækker døren, for at han ikke skal følge efter mig, hører jeg ham råbe: “og find for guds skyld noget andet at tage på end den hæslige kjole!”

 

Jeg løber så hurtigt, jeg kan, gennem regnen og hen til bilen, der står parkeret i indkørslen. Jeg kan mærke ham lige bag mig, men jeg prøver at ignorere ham og sætter mig ind på forsædet i håb om, at han ikke vil følge med.

“Er du okay?” spørger min date. “Er der nogen efter dig?” Han kigger med rynket pande på de stramme bukser og den store t-shirt, jeg har på; måske var det ikke en så god ide alligevel.

Jeg ryster på hovedet over spørgsmålene og får øjenkontakt med ham. Han sidder på bagsædet og smiler kækt til mig. “Jeg har det fint,” får jeg fremstammet. “Hvad med dig?” Og så begynder min date at snakke.

Mens han snakker, betragter jeg ham i bakspejlet. For lang tid siden fortalte han mig, at han hedder Fuan, men da jeg fandt ud af, hvad det betyder, nægtede jeg at kalde ham det. Han ser meget mærkelig - meget uhyggelig - ud. Hans mund og øjne er blevet vendt 45 grader, så hele hans ansigt virker mere aflangt, og hans fedtede sorte hår hænger i lange sjuskede tjavser ned omkring hans ansigt. Men på trods af hans specielle udseende er han så selvsikker og sej, at jeg føler mig ubetydelig hver gang, han er i nærheden. Han tager alt plads og opmærksomhed i et rum. Selv her i bilen kræver det dyb koncentration bare at lytte efter, hvad min date siger, bare fordi at han sidder på bagsædet.

Jeg skuler til ham og han smiler slesk tilbage.

“Er der noget galt?” spørger min date, og jeg skynder mig at ryste på hovedet. Han må for alt i verden ikke vide noget om Fuan.

Endelig kører bilen ind på en parkeringsplads ved en strand, og min date slukker motoren. “Godt, de andre er her allerede,” siger han glad.

Jeg skutter mig i sædet og kigger forvirret på ham. “De andre?”

Han smiler, “det er jo en strandfest, så skal der være flere. Kom med.” Han stiger ud af bilen, og jeg har ikke andet valg end at følge med. Fuans klukkende latter følger mig hele vejen ned til stranden, hvor mindst tyve mennesker er samlet, og den tager til i styrke, da jeg opdager at alle pigerne har små korte kjoler på, ikke meget anderledes end den jeg lagde væk til fordel for en alt for stor t-shirt.

Min date går straks hen for at hilse på nogle og efterlader mig alene midt i en flok jævnaldrende, jeg aldrig har mødt før, der alle sammen kigger mærkeligt på mit tøj. Jeg ved ikke, hvad jeg tænkte på, det er alt for varmt at gå i lange bukser, men på den anden side ville kjolen ikke se tilnærmelsesvis så godt ud på vej, som de andre pigers gør på dem.

På trods af varmen begynder jeg at ryste. Følelsen af ikke at kunne trække vejret vokser i takt med at panikken gennemborer min krop, og jeg skynder mig at løbe hen mod toiletterne, der kun er et par meter fra mig; de er allesammen låst. Jeg løber så hurtigt, jeg kan op mod en klynge æbletræer overbevist om, at alle fra festen vil følge efter mig og håne mig, men da jeg kigger tilbage, er der kun Fuan. Jeg bryder ud i gråd ligeså snart, jeg er i læ bag træerne. Panikken har stadig fat i min krop, men det er bedre nu, hvor de ikke kan se mig.

Hvad mon de tænker om mig? Jeg dukker op med upassende tøj på, sammen med en lækker fyr for derefter at løbe væk for at græde. Hvis de var her nu, hvis jeg ikke havde løbet min vej, ville de stå og pege fingre og grine af mig, måske havde de endda sparket mig, det havde jeg jo også fortjent. Men her er kun Fuan og for en gangs skyld griner han ikke; han sætter sig bare på hug ved siden af mig og lægger en hånd på min skulder.

“Kan du nu se, at du har brug for mig?” spørger han blidt og trækker mig ind til sig.

Jeg er ikke sikker på, hvad han mener, så jeg nikker bare.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...