Angsten i mørket

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 31 jan. 2017
  • Opdateret: 31 jan. 2017
  • Status: Færdig
Mørket på bakken. Angsten fylder sig i min lille uskyldige krop. Min krop ryster. Personer bag træer, bag mig og bag døre.

3Likes
0Kommentarer
233Visninger
AA

2. Mørket

Jeg svinger det ene ben op cyklen, og træder rundt på pedalerne. Lige nu skinner lygtepælene i morgens mørke, men om lidt oppe på den mørke vej, skinner de ikke mere. Der står ikke engang nogle til at lyse den mørke vej op. Lyset fra husene lyser vejen op, folk sidder ved spisebordet og nyder den langsomme morgen. Men jeg er på vej, på vej til skole. Klokken er kvart over syv, men da det tager 30 minutter at cykle til skole, bliver jeg nød til at cykle nu. Børnene i husene på vejen er først stået op nu, og de sidder nu og spiser cornflakes ved bordet. Heldige dem. Jeg er stået op for længst, klokken var seks, da jeg stod op. Jeg drejer ud af kvarteret hvor jeg bor, og kommer ud på hovedvejen. Her er der sat to - tre lygtepæle, lige nok til at se vejens kanter. Vinden rusker i mit hår, og kulden sætter sig fast i mine kinder. Jeg træder hårdt i pedalerne. Enkelte biler kører forbi mig, de ser mig selvom det er mørkt. Jeg ligner også lidt et juletræ, refleksvest, cykellygter og en lygte i min cykel hjelm. Mine forældre tvinger mig til det, og jeg gør som de siger, for jeg skal ikke nyde noget af at blive kørt over en bus, og ende resten af mine dage i en kørestol.

 

Det mørke busskur giver mig kuldegys. Står der nogle der inde? En mand med en kniv? En børnelokker? Jeg ryster over hele kroppen. Mine lår syrer, men jeg tvinger dem til at bevæge sig hurtigere, så jeg hurtigst som muligt for cyklet forbi busskuret. Jeg slipper pedalerne med fødderne, og lader cyklen selv cykle ned af bakken. En mand med hættetrøje går på den modsatte side af vejen. Jeg følger ham med mine øjne, heldigvis løfter han ikke hovedet. Så jeg cykler videre. Så det helvedet. Den mørke vej. Den er ca. to kilometer lang, og halvdelen af den er en stejl bakke. Jeg sørger for at få så meget fart på som muligt, for at spare på musklerne. Min vejrtrækning bliver hurtigere. Men cykellygte lyser vejen op, men ellers er der ikke et eneste lys. Jeg skimmer en plet ude i grøften. Jeg ryster. En mand der vil overfalde mig? Jeg cykler så hurtigt som muligt. Jeg er ved at styrte på cyklen, af svimmelhed. Mine lunger vil ikke tage i mod den luft jeg ånder ind. Tanken rammer mig, at stige af cyklen og trække op af bakken. Aldrig. Jeg forestiller mig en mand med en kniv der løber efter mig. Jeg ryster tanken af mig. Mine lår skriger, tårerene løber ned af mine kinder, og jeg kan ikke trække vejret. 

 

Endelig, endelig. Endelig oppe på toppen af bakken. Men jeg lader ikke mine lår få en pause, jeg skal hurtigt videre. Jeg kigger til siden, og lader min cykellygte lyse ud i grøften. En tønde står bag et træ. Jeg ryster. Jeg kigger hurtigt bag mig, for at sikre mig, at der ikke cykler en, som vil putte mig i tønden. Mine vejrtrækninger bliver kortere. Mine lår sviger, og mine lunger skriger på luft. Så vælter cyklen under mig, og det eneste jeg kan se er mørket. 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...