Sophias Guide - How To

Sophia er en attenårig pige, som ønsker intet andet end en normal hverdag. Hun ønsker intet andet end, at ligge medicin og anfald på hylden, og at kunne være i biografen med sine veninder uden at gå i panik, over at der er folk, som hun ikke kender. Hun skriver tingene ned, nye ting hver anden uge, og nu her fem år efter, læser hun dem igen, opdager hvor langt hun er nået, og beslutter sig for, at dele dem med jer. // En af de fem vindere i slip angsten konkurrencen.

22Likes
13Kommentarer
2352Visninger
AA

6. HOW TO SOCIALIZE

11. MARTS 2012

Du er ikke dig selv længere. Du er som en helt ny person, og jeg kender dig ikke længere. Hvad blev der af den gamle, glade Sophia? Hun forsvandt i sine indre smerter, og jeg forventer ikke, at du forstår det. Du har ikke selv været der, du har ikke selv følt, at du var nødt til at komme med uendelige undskyldninger. 

Jeg er træt af at føle, at jeg ikke hører til nogle steder. Alle har forladt mig, ingen i klassen snakker til mig. De er bange for, at jeg går i stykker, hvis de siger noget forkert. Jeg tror, at de er bange for, at dumme sig. At de ikke kan gøre det rigtigt, hvis jeg er sammen med dem og snakker med dem, og så pludseligt får et anfald. 

Jeg kan ikke altid kontrollere det, når det sker. Jeg kan ikke holde et anfald, og nogle gange, bare nogle få gange, så får jeg et anfald uden nogen ordentlig grund. Der er ikke en forklaring på det, og de fleste der ser det ske, tror at det er deres skyld. De tror, at de sagde eller gjorde noget forkert. 

De spørger altid om de samme spørgsmål, når de ser mig efter. Var det noget jeg gjorde? Kom jeg for tæt på? Blev det for personligt? Kom jeg til, at røre dig? Men det værste, er det som alle stiller, uanset hvad situationen end har været. Og du er sikker på, at det ikke var mig

Jeg ville ikke være i tvivl om hvad der skete, hvis det havde noget med dig at gøre. Hvis jeg ikke var sikker på det, ville jeg heller ikke kunne svare på dit spørgsmål. Jeg skubber folk væk, på grund af den uvidenhed. Jeg er træt af, at føle mig som en fysikprojekt som ingen forstår. Jeg er læreren, eksperimentet og lærebogen, og alligevel er der ingen der forstår reaktionerne og resultatet, eller endda årsagen. 

I starten sad jeg på toiletterne og spiste min frokost, som en anden fysiknørd der blev mobbet. Det var slet ikke på den måde, men jeg kunne ikke klare måden, som alle kiggede på mig, efter det første anfald. De så på mig med nye øjne, og jeg kunne ikke lide farven, udtrykket, eller tårerne i øjenkrogen. 

De så mig ikke som Sophia længere, men nu som pigen, hvor man skulle træde varsomt. 

Der er ikke én eneste fodbold fyr der har drillet mig siden det første anfald, min tilstand ændrede hele min status. Ikke én eneste led pige, har kommenteret på mit tøj. Ikke én eneste lærer, har kommenteret på, hvis jeg ikke har lavet mine lektier. Ikke én eneste pjækker har brokket sig over, at jeg ikke skal fremlægge, eller at jeg ikke møder op, eller dukker for sent op, uden at få en eneste skideballe for det. 

Jeg ville ønske, at det hele gik tilbage som det var før. Tilstanden har jeg lært at leve med, men måden menneskerne omkring mig, behandler mig på, er forfærdelig. Jeg føler mig som den syge løve i zoologisk have, som alle har ondt af. Den løve, som de bare gerne vil have lov til, at sætte på fri fod. 

Mine tidligere venindes forældre, snakker ikke engang til mig mere. De snakker om mig, og de spørger ind til mig. De spørger deres døtre, men de kender ikke svaret. De spørger mine forældre, som stadig tror på, at det er vores egen, lille familiehemmelighed. Benægtelse, benægtelse til det aller sidste. 

Et socialt liv er ikke noget, som jeg har. Det er ikke noget jeg oplever, og ærligt talt; så ville jeg være mere glad for, at have et dårligt socialt liv, med kun en enkelt ven fra astronomi klubben, end den sociale status som jeg havde nu. Alle andre end mig, syntes at jeg har venner. 

Alle omkring mig, alle på skolen, ser mig pludseligt som deres ven. De holder af mig, og de vil ikke have at jeg kommer noget til. Det er det, de siger i hvert fald. Men de har dårlig samvittighed, de føler at det er deres skyld. De føler, at det er deres skyld, at jeg har fået angst for absolut alt socialt. 

De gjorde ikke nok, siger de. De har ingen anelse om, hvad der forsagede det her. Jeg har ingen anelse om det, lægerne har ingen anelse, psykologen har ingen anelse, hele verdens fagfolk har ingen anelse. 

På nogle mennesker, kan man se en årsag. Et psykisk trauma, som skræmmer dem så meget, at de aldrig rigtig kommer tilbage til virkeligheden. Jeg ville ønske, at det var mig. Jeg ville ønske, at jeg havde en årsag, som jeg kunne fortælle alle dem der spørger mig. Jeg ville ønske, at jeg kunne give mig selv et svar.

Men en morgen i en engelsk time, valgte jeg bare at flippe ud. Lige pludselig kunne jeg ikke få vejret, foran hele min klasse. Jeg har aldrig oplevet noget så slemt, det var forfærdeligt. Men det værste af det hele, var måden de alle kiggede på mig. Jeg troede, at jeg skulle dø. De troede, at jeg var et misfoster. 

Så nej, det er absolut ikke let at have et socialt liv med angst, og det vil det aldrig blive for mig. Det eneste jeg kan gøre, er at blive ved med at prøve, og en dag vil jeg måske komme længere, end at spise min frokost i det tomme klasselokale. Det er fremskridt fra toilettet, og en dag, tæt på eller langt ude i fremtiden, vil jeg måske kunne sidde ved et rødt, rundt bord i kantinen, omringet af mine otte bedste veninder, med min cheerleader uniform på kroppen igen. Det er et mål, og det er noget jeg kæmper hen imod. 

Optimismen er det vigtigste her, og den er der massere af. Der forsvinder en lille bid af den ved hvert anfald, men hver gang jeg kigger på min tidligere bedste veninder øverst på pyramiden, bygger den sig op igen. 

Én dag, vil jeg stå på den pyramide igen. Om det så først er i college, er jeg ligeglad med. 

Jeg skal bare stå deroppe, og mærke vinden i håret, uden at frygte at falde ned.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...