Sophias Guide - How To

Sophia er en attenårig pige, som ønsker intet andet end en normal hverdag. Hun ønsker intet andet end, at ligge medicin og anfald på hylden, og at kunne være i biografen med sine veninder uden at gå i panik, over at der er folk, som hun ikke kender. Hun skriver tingene ned, nye ting hver anden uge, og nu her fem år efter, læser hun dem igen, opdager hvor langt hun er nået, og beslutter sig for, at dele dem med jer. // En af de fem vindere i slip angsten konkurrencen.

22Likes
13Kommentarer
2345Visninger
AA

5. HOW TO MEDICATE

25. FEBRUAR 2012

Som sagt, har jeg ikke forsøgt mig på medicin endnu. De vil gerne starte mig op på en slags piller, som eftersigende skulle give mig en beroligende følelse i hele kroppen. Den skulle lamme mine følelser.

Jeg tør ikke, jeg er for bange for resultatet. Bivirkningerne skræmmer mig, og jeg kan ikke forestille mig, at have så mange sideeffekter af én slags medicin i mit liv. Det virker så urealistisk det hele, selv virkningen af pillen. Jeg kan ikke se, hvordan én lille mirakelpille, skal kunne fjerne alle anfald og alt der skræmmer mig. 

Desuden tror jeg, at jeg er ved, at være ved et sted, hvor jeg accepterer mig selv som jeg er. Måske kan jeg endda lide den person jeg er, med mine anfald og min tilstand. Jeg tænker ikke så meget over den mere, jeg tænker ikke så meget på, hvad andre vil tænke. Men det er også bare blevet en del af min hverdag. 

Det er blot få uger siden, at jeg var bange for, at fortælle mine forældre hele sandheden om mine anfald. I starten var det bare vejrtrækningsproblemer på grund af en konstant smerte i mine lunger, som også kom i jag og kramper. Jeg gav mit fysiske helbred skylden, og det virker så dumt nu. 

Der er så mange mennesker der kender til sandheden nu, og alligevel bliver det aldrig bragt op. De fleste i skolen har set mig have et anfald, og de ved efterhånden hvordan de kan hjælpe. Vi havde om angst på den sidste sundhedsdag vi havde, for tre dage siden. Mange åbnede op for at snakke om det, og vi havde en fornuftig diskussion. Ikke én eneste gang, blev jeg hevet op som eksperten. 

Men jeg går glip af meget, både socialt og fagligt. Har jeg først haft et anfald i skolen, så tager jeg også hjem. Jeg tør ikke kigge på alle de mennesker der har overværet det, de første timer efter et anfald. De er alle sammen så bekymrede, og jeg føler mig som en fortabt hvalp, der bare vil finde sine forældre. 

Jeg kan virkelig ikke forestille mig en hverdag uden mine anfald, og uden min specielle tilstand. Jeg kan ikke forestille mig, hvordan pillen skal gå ind og påvirke mit sind så meget, at jeg ikke vil være mig længere. For jeg vil jo ikke være mig selv længere, hvis man fjerner alt hvad jeg er så bange for. 

En pille vil ikke have muligheden for at sortere fra, at den kun skal fjerne frygten for at være midtpunktet i befolkningen. Hvis jeg først tager pillen, selv bare en enkelt dag, vil den så også fjerne frygten for mørke?

Jeg er for bange, til at indrømme, at jeg gerne vil fortsætte med at være, præcis som jeg er lige nu. Jeg har det fint med mit fravær i skolen, og jeg kigger ikke på min procent med andre øjne end så mange andre. Jeg har det fint med, kun at kunne afleverer længere, skriftlige opgaver, i stedet for at lave en fremlæggelse. 

Jeg har det fint med, at lærerne ikke kan få min fulde viden og mit fulde potentiale at se. For hvis man skal se på det helt objektivt, hvis jeg har min tilstand at arbejde med, hvor stort kan mit potentiale så være? Inde under den vurdering, ligger også hvor meget jeg viser udadtil. Jeg viser intet. 

Alle omkring mig, sætter mig op på en høj pedestal. De vil fortælle mig hvor god jeg er, og hvor meget potentiale jeg har. Hvor klog jeg er, og hvor skøn og dejlig jeg er. Det er ikke sådan jeg er, og jeg ville ønske at de alle sammen ville indrømme, at de også godt ved det. Jeg er genert, og jeg er bange. 

Jeg er indelukket, asocial, skræmt, og jeg er sart. Ikke bare sart med, at jeg ikke vil snakke om sex, men jeg er sart med generelt at snakke. Jeg er sart med mit personlige liv, og hvad jeg deler. 

At løse mine problemer med medicin, vil ikke være en løsning for mig. Det mener alle andre, selv mine forældre. Medicinen vil eftersigende kunne give mig mere frihed, færre frygter, mindre fravær, et større og bedre socialt liv, en taleevne, et ønske om opmærksomhed, i stedet for at frygte det. 

Mit ønske til mit liv, indeholder intet af det. Jeg ønsker mig intet andet, end at finde en, som forstår min tilstand, og accepterer den. En som elsker mig, for den jeg er. På piller eller ej, med anfald eller ej. Rask eller syg, i et sort hul eller ude i det fri, på den gode side af mit liv.

Medicinen ville lænke mig fast til minderne. Selv hvis det forbedrede mit liv så meget som lægerne lover, så ville jeg hver morgen når jeg stod op og slugte pillen, blive mindet på, hvorfor jeg var nødt til at sluge en lille, rund, hvid pille. Hvorfor den skulle stå på min journal, og hvorfor jeg skulle have bivirkninger. 

Jeg vil huske på, at jeg ikke selv kunne kontrollere angsten. Jeg vil huske på, hvordan jeg ikke følte, at jeg var stærk nok, til at leve mit eget liv. Jeg lod min tilstand påvirke mig for meget, og det vil jeg forevigt huske på, hvis jeg begynder på pillerne. Jeg vil ikke turde trappe ud af dem igen, jeg vil ikke turde slippe dem. 

Jeg vil føle en helt ny form for afhængighed, i frygt for at alt det gamle vil komme tilbage. Men det gamle, ville være det, som jeg lever med nu. Og det har jeg det fint med, så hvorfor risikere at få det bedre, og så være afhængig af piller, i frygt for at komme tilbage til noget, som jeg egentlig havde det fint med?

Medicin er for nogle, det er sikkert den eneste og bedste løsning for nogle, men ikke for mig. Jeg er et selvstændigt menneske, som kan kontrollere mit liv uden hjælpemidler og usynlige snore, som der trækkes i af læger og fagfolk, som hver dag vil fortælle mig, at det bliver bedre, når virkningen sætter ind. 

Jeg kan klare mig selv uden, og det ved jeg. Det er den bedste medicin for mig, og det er at vide.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...