Sophias Guide - How To

Sophia er en attenårig pige, som ønsker intet andet end en normal hverdag. Hun ønsker intet andet end, at ligge medicin og anfald på hylden, og at kunne være i biografen med sine veninder uden at gå i panik, over at der er folk, som hun ikke kender. Hun skriver tingene ned, nye ting hver anden uge, og nu her fem år efter, læser hun dem igen, opdager hvor langt hun er nået, og beslutter sig for, at dele dem med jer. // Midlertidigt cover. // En af de fem vindere i slip angsten konkurrencen.

20Likes
13Kommentarer
2118Visninger
AA

7. HOW TO LEARN

25. MARTS 2012

Jeg lærer nye ting om mig selv hver evig eneste dag. Jeg lærer mere om mine frygter, mine grænser, min personlighed, og min selvkontrol. Jeg lærer fra mine fejl og mangler, og jeg lærer fra mine successer. 

Jeg lærer fra alt det, der gør mig til mig. Så meget som jeg gerne ville være foruden dette her, så lærer jeg meget mere om mig selv, på grund af det, end jeg måske ellers ville have gjort. 

Uden angsten, havde jeg nok stadig været en overfladisk, selvoptaget cheerleader, som ville gøre alt for, at være øverst på en dum pyramide. Det hele virker så ligegyldigt når jeg tænker på det nu, selvom at jeg gerne vil tilbage til det. Men jeg har opdaget, at jeg er så meget mere end korte nederdele og høje hestehaler. 

Jeg har opdaget, at jeg kan være meget mere, end jeg nogensinde havde forventet. Eller måske ikke, i hvert fald ikke, hvis jeg ikke overkommer mine største frygte. Hvis jeg vil have en uddannelse og drømmejobbet, så skal jeg kunne ligge tilstanden på hylden, på et eller andet tidspunkt. 

Jeg kan håbe på det, men mine forældre tror ikke på, at det sker. Psykologen vil ikke udtale sig om min fremtid, for som hun siger, så kan der ske meget endnu. Det er også rigtigt. Men jeg tror nu mere, at hun hentyder til, at det også kan gå den anden vej. Alle er bange for at sætte ord på, hvad der sker med mig. 

De pakker det ind i sukker, og håber på, at jeg selv kan regne deres ordspil ud. De giver mig en lillefinger, og så skal jeg selv finde frem til hele hånden. Det hele er gætteri, og jeg kan ikke altid tolke dem. 

Jeg skal stå på mine egne ben, når det kommer til min tilstand. Jeg har lært, at folk siger, at de vil hjælpe, men som regel holder de ikke, hvad de siger. De har ingen anelse om, hvordan de skal gøre. Det er dér problemet ligger, sammen med, at jeg ikke fortælle dem, hvordan de kan hjælpe. 

Hvordan skal jeg også forklare nogle, alt det som de kan gøre? Jeg ved jo ikke, hvad det er. Jeg ved bare, at jeg ville ønske, at jeg fik lidt mere hjælp fra mine tætteste. Psykologen har en anelse om, hvordan hun kan hjælpe mig, men jeg ønsker ikke hendes hjælp. Jeg ville ønske, at jeg aldrig var taget afsted, for at bede om hendes hjælp. Hun kender mig ikke, hun kendte ikke til glade, cheerleading elskede Sophia. 

Hun ved ikke, hvordan jeg plejede at være. Hun kender ikke mit smil eller mit grin, og hun har absolut ingen anelse om, hvad jeg kæmper hen imod. Det eneste hun siger, er at jeg aldrig vil blive den person igen. Selv hvis min angst forsvinder, eller bare bliver dæmpet, så vil jeg have oplevet så meget, og vokset med det, at jeg ikke vil opføre mig, som jeg en gang gjorde. Jeg vil tænke mere over tingene. 

Jeg vil være taknemmelig for at jeg fik endnu en chance, og jeg vil gøre alt for ikke at spilde den. 

Frygten for at miste det hele igen, ville altid sidde i mig, fortalte hun. Hun har åbenbart flere patienter, som er overkommet deres frygt. De er ikke normale mennesker, og det vil de aldrig blive. Flere af dem, har ændret deres liv fuldstændigt. De plejede at være advokater, og nu arbejder de i en børnehave. 

Hun fortalte, at de ikke ved, hvordan de skal komme tilbage til deres normale liv. De kan ikke forestille sig det længere, og i flere af dem valgte deres nye karriere, ud fra hvad de aldrig havde været bange for. 

De giver skylden, på deres tidligere passioner. At få intet andet end tolv taller. At være den bedste læge i landet. At være den bedste advokat på markedet. At vinde et maraton. Jeg ville være den bedste cheerleader i staten, og jeg var tæt på. Vi vandt konkurrencer, og så gik det galt. 

Jeg var ikke på et nederlag, jeg var ikke bange for at tabe. Jeg var høj på at vinde, og jeg havde det perfekte liv. Jeg var god i skolen, uden overhovedet at prøve. Jeg var aldrig nervøs for en test eller fremlæggelse, og én enkelt engelsktime skulle ændre det hele. Jeg ved ikke hvorfor, og det kommer jeg nok aldrig til. 

Man skal ligge mærke til alle tegn, hver dag, fireogtyve timer i døgnet. Man skal ligge mærke til alle tegn, for en dag, finder man måske årsagen til ens tilstand. Jeg skal lære, at kontrollere mig selv og mine frygter. Jeg skal være min egen person, og ikke en der er styret af folkemængder og fremlæggelser. 

Jeg vil tilbage til, at være glade, smilende, populære Sophia, som slet ikke var så populær igen. Tilbage til den Sophia, som var cheerleader, men uden at fodbolddrengene eller de lede piger på holdet accepterede hende. Tilbage til den Sophia, som var ligeglad med hvad de syntes.

Nu ville jeg gøre alt for, at de ville komme med lede kommentarer igen, eller at de ville håbe på, at jeg ville falde ned fra pyramiden, inden jeg skulle ned. Jeg ville gøre alt for, at de ønskede, at jeg fejlede. 

Jeg fejler hver dag, jeg fejler hver gang, at jeg har et anfald. Jeg fejler hver gang, jeg lader frygten styre mig i en anden retning end jeg først havde tænkt mig. Jeg fejler hver gang jeg går i stedet for at tage bussen, fordi at jeg er for bange for at sidde blandt så mange andre elever, som jeg alligevel ser tyve minutter efter. 

Læringsprocessen er lang, men den er påbegyndt. Jeg er godt i gang, og jeg lærer hele tiden. Jeg elsker min læring, både på den ene og den anden måde. Jeg elsker alle de ting, som jeg opdager omkring mig selv. Jeg elsker, at jeg finder ud af, hvad jeg er bange for. Jeg elsker, at jeg ligger mærke til hvad der skræmmer mig ved bestemte situationer. Jeg lærer, at ikke alle kan lære at forstå hvad jeg fejler. 

Jeg lærer, at acceptere min tilstand. Jeg lærer, at kalde det angst, i stedet for frygte, tilstande, sygdomme, anfald. Jeg lærer, at vokse med opgaven, og det er så utroligt svært. 

Men jeg ved også, at jeg vil komme ud på den anden side en dag. Mine gode dage er længere og oftere, og det er det bedste tegn, som der overhovedet kunne vise sig. Jeg elsker min hverdag, både med de kaotiske og stressende tidspunkter. Jeg elsker, at jeg spiser i klasselokalet inden timen. Jeg elsker, at jeg ikke længere er cheerleader. For hvis jeg ikke elsker de ting, så forsvinder de gode tider.

Det har jeg lært, og det vil jeg fortsætte med at lærer. Én dag, så vil jeg lære at komme over min angst.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...