Sophias Guide - How To

Sophia er en attenårig pige, som ønsker intet andet end en normal hverdag. Hun ønsker intet andet end, at ligge medicin og anfald på hylden, og at kunne være i biografen med sine veninder uden at gå i panik, over at der er folk, som hun ikke kender. Hun skriver tingene ned, nye ting hver anden uge, og nu her fem år efter, læser hun dem igen, opdager hvor langt hun er nået, og beslutter sig for, at dele dem med jer. // Midlertidigt cover. // En af de fem vindere i slip angsten konkurrencen.

21Likes
13Kommentarer
2184Visninger
AA

4. HOW TO GET HELP

11. FEBRUAR 2012

Hvad skete der? Er et spørgsmål, som jeg alt for ofte, har måtte stille mig selv, eller dem omkring mig. 

Så mange gange har det føltes som om, at jeg lige var vågnet fra en trance efter et anfald. Jeg kan ikke huske hvad der skete lige inden, eller hvordan jeg endte på gulvet. Jeg kan ikke huske hvordan anfaldet føltes. 

Jeg panikker, og jeg tror at jeg skal dø. Det er to ting, som jeg er helt og hundrede procent sikker på. Jeg ved, at det sker hver gang, jeg har et anfald. Jeg har en sikkerhed i, at jeg ved, at det sker. 

Men der er noget der ændrer sig hver gang, at jeg har et anfald. Det er, hvor slemt det er, hvor hurtigt jeg forsvinder, hvor jeg befinder mig henne, hvor jeg ender henne, og hvordan jeg kom derhen. Engang endte jeg i vores køkken, fordi at jeg var bange for, at jeg ikke ville stoppe med mit anfald. 

Jeg gik ud i køkkenet, angiveligt, for at være sikker på, at jeg ville blive fundet af mine forældre. 

Hukommelsen efter, er absolut forfærdelig. Jeg ville vide hvordan, hvorfor jeg ikke kunne huske noget. Jeg turde ikke, at google det. Jeg var for bange, til at se svarene der dukkede op. Jeg er træt af, at være forvirret, når jeg inderst inde burde vide hvad der var sket. Jeg var træt af, at føle mig endnu mere utilregnelig. 

At nævne det for nogle, virkede umuligt til at starte med. Jeg var dødsens ræd for at fortælle mine forældre det, jeg var bange for deres reaktion, og det havde jeg alle grunde til. Deres reaktion var intet mindre end forfærdelig, og det vil jeg jo altid huske. At fortælle nye mennesker om min tilstand, er skræmmende. 

Vores eneste datter kan umuligt være syg. Vores eneste datter kan umuligt være bange for noget som helst. Vores eneste datter er perfekt, og det er denne tilstand ikke. De var uvidende, og de spurgte mig ikke ind til det. Men det hjalp mig så utroligt meget, med at komme videre. 

Jeg havde sagt det til nogle, og lige så snart jeg havde gjort det, begyndte det at gå op for mig, hvad det i virkeligheden var der skete. Jeg kan stadig være i tvivl om hvordan anfaldende foregår, hvorfor og hvornår de kommer, og hvordan jeg kan kæmpe imod dem, for netop ikke at glemme hvad der sker. Men at fortælle mine forældre det, var virkelig det største skridt. Jeg tror, at jeg havde tre anfald, inden jeg sagde noget. 

De blev sure og hysteriske, og de var ikke forstående, som var det jeg havde brug for. Jeg var en bange teenagepige, som sammen med alle andre problemer i high school, puberteten og det generelle liv, også lige pludselig skulle kæmpe med noget, som mine forældre nægtede at sætte et navn på. 

Hvis mine forældre som havde levet længere tid end jeg, var bange for noget som var det ukendt, hvordan kunne jeg så ikke selv være bange? Og det er jeg. Jeg er bange hver gang, at jeg får et anfald. 

Psykolog var ikke noget der virkede for mig, ej heller en normal læge eller psykiater. Man skal af med en formue, for noget som ikke nødvendigvis har faste rammer. Angst er så individuelt, og det opfører sig forskelligt på alle individer der eksistere. Men det var rart, at kunne snakke med en psykolog. 

Hun lyttede bare på alt jeg havde at sige, og hun fortalte mig ikke på noget tidspunkt, at det jeg følte var forkert. Hun havde ingen svar, men hun lod mig finde dem. Jeg skulle lære at lytte til min egen krop, og jeg skulle mærke tegnene på et anfald. Jeg skulle mærke den rystende følelse som kommer op i mine tæer, og jeg skulle mærke den hjertebanken som ikke var til, at tage fejl af. Jeg skulle lytte til min skælvende stemme, og jeg skulle mærke mine varme kinder, som sikkert også ville være røde som en tomat. 

Det er så svært at leve med, at jeg ikke engang ved, hvad jeg ville gøre, hvis mine egne børn en dag oplever angst. Jeg er ikke engang sikker på, at jeg tør sætte andre mennesker ind i denne her verden, når nu jeg selv er så bange for den. Jeg synes at alt er så forfærdeligt, så hvorfor skulle jeg sætte flere ind i samfundet? 

Den største hjælp jeg har fundet, har ærligt talt været mig selv. Jeg skal tænke på om jeg er stresset eller ej, og jeg skal tænke på hvilke situationer jeg placerer mig selv i. Selvfølgelig skal jeg ikke stille mig op på en kæmpe scene og synge min yndlingssang, eller tage til en runde speeddating på baren. Det ville jeg ikke kunne håndtere, og bare det, at jeg ved det, er en rigtig stor hjælp for alle omkring mig. 

Det kan være så svært at sige nej til bestemte ting og arrangementer, men med en tilstand som min, din og vores, så er man nødt til det en gang imellem. Hvis jeg ikke sætter grænser for mig selv, så gør jeg andre bange, lige så snart jeg får et anfald. Lige som mig selv, tror de fleste nemlig, at jeg er ved at dø. 

Men medicin er ikke noget jeg har forsøgt mig i, nej. Som regel er en plastikpose mere end rigeligt, og jeg bryder mig ikke om tanken, om at fylde min krop med smertestillende og beroligende. Jeg kan gøre så meget, bare ved at huske at det går over, og at fylde min krop med endnu en grund til at frygte en tidlig død, tror jeg ikke vil give nogen mening for mig. 

Jeg kan stadig ikke snakke åbent om min angst med fremmede mennesker, og især ikke med fagfolk. De vil fortælle mig alle de her ting, og jeg kan ikke holde styr på dem inde i mit hoved. Jeg ved hvad der fungerer for mig, og der er ingen der skal komme og fortælle mig, at det burde have den modsatte virkning. 

Folk vil gøre sig kloge på emner, som de ved absolut intet om. For jeg kan virkelig sige, at du ikke ved noget som helst om angst, før at du selv har oplevet det på den ene eller anden måde.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...