Sophias Guide - How To

Sophia er en attenårig pige, som ønsker intet andet end en normal hverdag. Hun ønsker intet andet end, at ligge medicin og anfald på hylden, og at kunne være i biografen med sine veninder uden at gå i panik, over at der er folk, som hun ikke kender. Hun skriver tingene ned, nye ting hver anden uge, og nu her fem år efter, læser hun dem igen, opdager hvor langt hun er nået, og beslutter sig for, at dele dem med jer. // Midlertidigt cover. // En af de fem vindere i slip angsten konkurrencen.

20Likes
13Kommentarer
2117Visninger
AA

2. HOW TO COPE

14. JANUAR 2012

Det føles som om, at du løber et maraton med astma. Det føles som om, at hele verdenen omkring dig, bliver sort. Du tror, at du er inde i en grammofon, og du stoler ikke på dine egne ører. Det hele summer, og det hele snurrer. Det hele sortner, og du er pludselig lige så svag, som en der lige er vågnet fra tyve års koma. 

Det eneste du ønsker, er at det skal stoppe. At du kan stå igen, at du ikke lige har gjort sig selv pinlig berørt foran hele din årgang, som vidnede din usikkerhed. For det er ikke bare det, at du måske kunne være besvimet. Det er årsagen til, hvorfor netop du skulle reagere på den måde. 

Bare fordi, at du pludselig skulle klare dig alene. Du forstår det måske ikke, men det her er mit værste mareridt. At gøre noget offentligt, og især alene. At stå i rampelyset, og at kunne føle alles øjne på en. 

Jeg kan uden at lyve, sige at det er, det værste jeg nogensinde har oplevet. Jeg nåede ikke engang derop foran dem alle sammen, før at det hele gik galt. Lærerne løb hen omkring mig, og fik mig sat på en stol. De pustede mig i hovedet, for at jeg skulle trække vejret, som om, at jeg var en hysterisk baby. 

Hjælpen har jeg endnu ikke fundet, der er intet der virker. Jeg må bare lære, at forstå, at det er sådan det skal være fra nu af. At jeg ikke kan være social, at jeg ikke bare kan tage med til en fest og drikke mig stiv. 

Mine forældre lader mig ikke være hos en veninde, uden at informere min venindes forældre om min tilstand. Som om, at det er sådan et forfærdeligt ord at sige højt. Angst

Følelsen har været der hele mit liv, men den har aldrig været så slem før. Den har været der, når jeg har skulle sove hos en veninde. Bange for at snakke med hendes forældre, eller hendes nørdede storebror, i frygt for at dumme mig. I frygt for, at jeg skulle stå alene på mine egne to ben. Jeg har altid været anderledes, især lige på det punkt. Alle mine veninder stillede sig op foran hele klassen, og sang en sang, de selv havde skrevet.

Eller stilede sig op, og læste en historie højt, som de helt selv havde skrevet. Måske det var en stil, som vi alle havde haft for, og egentlig alle havde mulighed for at læse højt. Jeg turde bare aldrig. 

Frygten for ikke at få accept skræmte mig væk, og frygten for fiasko fyldte for meget. 

Jeg kan ikke fortælle, hvordan det føles. Man er magtesløs, og man kan intet gøre, for at bekæmpe det. Det vil altid være der, i mindre eller større grad. Lige nu, i denne tid, og dette forfærdelige år, er jeg ved den større. Jeg kan kun håbe på, at det vil være væk, inden jeg skal videre. 

Boblen jeg befinder mig i, vil altid være der. Jeg kan ikke lukke andre for tæt på, jeg kan ikke fortælle dem om det. De forstår det ikke, og det vil de aldrig. Det gør bare ondt, kan du hente noget is? Den første cykeltur, der skulle ryste os sammen, var forfærdelig. Det er bare fordi, at det gør ondt

Men det er jo sandheden, for det gør ondt. Det gør så ondt, at du ikke kan forestille dig det, før at du prøver det. Men at tage is på, vil ikke hjælpe overhovedet. Jeg ved ikke, hvordan jeg kontrollerer det. 

Kontrol er heller ikke noget jeg kan endnu, jeg er stadig så langt fra. En hånd på maven, og fosterstilling hjælper til tider. Tyggegummi kan hjælpe på smerten, som jeg føler i mit hoved. 

Jeg er nødt til, at lære at komme over det. Jeg er så meget mere end det, og det er jeg nødt til at huske på. Jeg er rent faktisk mere end min frygt, og jeg skal kunne overkomme det en dag. 

Mine forældre forstår det ikke, for de oplever det ikke selv. Ikke hvad jeg ved af, og ikke hvad de giver udtryk for, alligevel. De forstår det ikke, for de kan ikke hjælpe mig. De kan tørre tårerne væk fra mine kinder, men de kan ikke fjerne dem fra min øjenkrog. De kan fjerne resterne fra mascaraen, men de kan ikke fjerne de våde vipper, som vil efterlade flere spor, end tårerne ned af kinderne. 

De kan google så meget de vil, men de vil aldrig få det rigtige svar. Det ved jeg, for jeg prøvede det selv. Første gang, første gang jeg følte besværet med at trække vejret, så at mit værelse sortnede, og hørte hvordan musikken forsvandt fra mine ører. Efter det, googlede jeg, for at finde ud af, hvad der var sket. 

Jeg var uvidende, og jeg var forvirret. Jeg troede, at alt hvad der stod, var den ægte, hårde sandhed. 

Men det er så meget mere, det føles som om at du er lænket fast til dit eget mareridt. Du kan ikke komme væk, uanset hvor hårdt du prøver. Du kan ikke altid bare gøre, hvad der står på nettet.

Når du er midt i et angstanfald (niveau 8-10, max angst) gælder det bare om at du får det godt igen. Træk dig ud af den angstprovokerende situation og søg et sted hen, hvor du føler dig tryg og ikke behøver at holde dig til bage eller skjule dine følelser.

Hvordan skal jeg kunne gøre det, når jeg er i skole? Jeg gjorde det engang, jeg løb ud fra kantinen, og løb hjem. Jeg græd og jeg tudede, og jeg kunne ikke stoppe igen. Jeg fik det så dårligt indeni, jeg fik så dårlig samvittighed, og siden har jeg ikke gjort det. Jeg følte mig som en kujon, og jeg hadede det. 

Ræk ud efter et menneske, du føler dig tryg ved og fortæl, hvilken tilstand du er i. Vær ærlig og fortæl vedkommende at det er et angstanfald du står midt i, og at du lige nu ikke tænker rationelt. Fortæl den anden, hvad du har brug for – lige nu. Øv dig i det til dagligt også, så du bliver i stand til at få hjælp når det gælder.

Men de forstår det ikke, og det vil de aldrig komme til. For de prøver det ikke selv, og derfor virkede dette netop ikke for mig. Mine forældre benægtede det, jeg fejlede intet, for jeg var deres eneste barn. Jeg kunne umuligt have en konstant frygt, min tilstand ville gå over. Men min angst vil jo forevigt være der.

Der er så mange tips på nettet, så mange ubrugelige tips og tricks. Man er nødt til, at vide hvad der fungerer for en selv. Du kan ikke have et udgangspunkt der hedder, at du bare skal tænke på noget andet, når det sker. For tro mig; det kan du ikke. Du føler, at du har et hjerteanfald. Du er bange for, at du skal til, at dø. Du er bange for, at dø, uden at have opnået noget som helst. Du føler, at du skal dø i supermarkedet, uden at kunne sige farvel til din familie og dine nærmeste. Du kan ikke bare tænke på noget andet.

Det er generelt så svært, at være til. Jeg havde troet, at det ville være nemmere, da jeg først fandt ud af, hvordan et anfald føltes. Jeg troede, at jeg kunne kontrollere det, at jeg kunne lære at trække vejret igen. 

Men jeg må bare erkende, at jeg glemmer, at trække vejret. Og det sker, alt for ofte.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...