Sophias Guide - How To

Sophia er en attenårig pige, som ønsker intet andet end en normal hverdag. Hun ønsker intet andet end, at ligge medicin og anfald på hylden, og at kunne være i biografen med sine veninder uden at gå i panik, over at der er folk, som hun ikke kender. Hun skriver tingene ned, nye ting hver anden uge, og nu her fem år efter, læser hun dem igen, opdager hvor langt hun er nået, og beslutter sig for, at dele dem med jer. // En af de fem vindere i slip angsten konkurrencen.

22Likes
13Kommentarer
2291Visninger
AA

8. HOW TO BE FREE

5. FEBRUAR 2017

Jeg kan ikke fatte, at jeg har følt sådan her. Jeg kan ikke forstå, at det kun er små, fem år siden. Jeg kan ikke se, hvordan jeg ikke kunne kigge ud i fremtiden. Jeg var så uvidende, og jeg troede, at jeg vidste det hele. 

Jeg var selvvisk, jeg nægtede jo at fortælle folk, hvordan de kunne hjælpe mig. Jeg var en teenager, der var sur over hele sin tilværelse, og den situation som hun stod i. Jeg var en teenager, der var sur over min tilstand. Ja, det var en tilstand det jeg var i. Det var ikke bare noget mine forældre sagde. 

Jeg havde angst, og det har jeg stadig, men jeg er slet ikke i den tilstand, som jeg var i dengang. Jeg sagde, at jeg havde accepteret det, og at jeg lærte fra det hver dag, men det gjorde jeg ikke. Jeg var sur, og jeg lukkede mig inde. Jeg hadede min psykolog, for at prøve på, at hjælpe mig videre. 

Det eneste hun ønskede, var at jeg kunne lære at leve med det. Jeg kunne se det i hendes blik hver gang jeg så hende, hun havde så ondt af mig. Så ung en alder, og så, så jeg så meget ondt i verdenen. 

College er min hverdag nu, angst er min hverdag. Men vigtigst af alt, noget der rent faktisk er gået i opfyldelse - cheerleading er en del af min hverdag. Jeg laver stadig skriftlige opgaver i stedet for mundtlige, men generelt er den mundtlige del af undervisningen mindre på college end i high school. 

Jeg kunne kun se på hvad jeg savnede, og hvad jeg ville have tilbage. Jeg havde så svært ved at se gode ting ved angsten, og jeg indså det ikke engang. Jeg troede, at jeg var det bedste tilfælde, af en der led af angst. Jeg lyttede ikke til, hvad min psykolog fortalte mig. Jeg lavede en løgn i mit hoved, og fik det til, at være min virkelighed. Jeg levede en drøm, og det kunne være forklaringen på, hvorfor alle andre var uvidende. 

Jeg var alene, men det var min egen skyld. Alle omkring mig prøvede, hårdere end jeg nogensinde gjorde. High school var et helvede at komme igennem, og jeg troede virkelig, at det ikke var min egen skyld. Jeg var så selvisk, og alligevel havde jeg absolut ingen anelse om det. Det er flovt, at tænke tilbage på. 

Nu kan jeg se det hele krystalklart, jeg ser fuldstændigt hvad det var, som jeg gjorde mod mig selv. Jeg gjorde mig selv til et offer, og jeg fik mig selv til, at virke så hjælpeløs. Alle andre må have set det, men det var bare ikke det jeg så i spejlet, når jeg stod op om morgenen. 

Jeg gjorde det hele mod mig selv, det hele var oppe i mit hoved. De fleste ting, som jeg troede, at jeg var bange for, eksisterede slet ikke. De fleste ting, som jeg var bange for, involverede ingen andre end mig selv. Jeg var mit eget, største problem, og jeg havde brug for al den hjælp jeg kunne få. 

Jeg skubbede mine forældre væk, når de satte ord på det. Til sidst turde de ikke sige det rigtige ord længere, og begyndte at bruge det ord, som jeg blev så sur over. Jeg var så sur over, at de kaldte det en tilstand. Jeg bildte mig selv ind, at det var dem, som benægtede alt hvad der skete med mig. 

Jeg var så ynkelig, og jeg var fyldt med alle de her følelser, som jeg ikke vidste hvordan jeg skulle udtrykke. Jeg havde en helt anden sandhed, end hvad alle andre så og oplevede. Det blev værre og værre for hver gang jeg havde et anfald. For hver gang jeg havde et anfald, troede jeg, at jeg fik det bedre. 

Fjenden var mig selv, og jeg gjorde processen langsommere. Jeg opdagede ikke, hvad jeg gjorde mod mig selv. Der var ingen, der turde sige noget til mig. De var bange for at ødelægge mig, sandt nok. Men det de ville sige, var ikke hvad jeg bildte mig selv ind i min egen lille verden. De ville fortælle mig præcist hvad jeg gjorde mod mig selv, og på den dag vi dimitterede, åbnede de op omkring det i et brev. 

Brevet har jeg stadig. Det hænger på min opslagstavle, så alle der kommer ind på mit værelse, vil kunne se det. Jeg er ikke flov over det, for det var noget jeg gjorde mod mig selv. 

Jeg ville ønske, at jeg havde et svar på, hvorfor jeg gjorde det. Jeg var så blind, og jeg ønsker blot, at vide hvorfor. Jeg turde ikke åbne mine øjne op for hvad der i virkeligheden skete, og det gjorde mig ræd for alt andet omkring mig. De fleste af mine frygte, eksisterede ikke. Jeg var min egen frygt. 

Den anden side som jeg snakkede om, eksisterer ikke for en som mig. Der er gode perioder, og der er dårlige perioder. Jeg vil aldrig slippe helt og hundrede procent for min angst, jeg vil aldrig blive helt og hundrede procent normal igen. Det her mit liv nu, og sådan skal jeg leve indtil, at jeg ikke ved hvem jeg er længere.

Men jeg er fri for mine bekymringer, fri for alle de ting, som jeg troede var min angst tilbage for fem år siden. Det er utroligt, hvor langt man kan komme personligt på fem år. Jeg har elsket udviklingen når jeg kigger tilbage, men de sidste fem år har været det rene helvede for mig. 

De største udviklinger, er som regel også dem, som kræver mest af en selv, og alle omkring en. Det har været så utroligt hårdt, men jeg ville ikke have undværet noget som helst af det. 

Om en måned eller to, en uge eller to, eller først om flere år, vil jeg nok ende i en dårlig periode nu. Derfor vil jeg nyde den gode periode jeg har nu, hvor jeg netop kan være taknemmelig over, hvor langt jeg er kommet. Jeg er gået fra at være en teenagepige som var sur på livet, og benægtede alt der skete omkring hende, til at være en selvstændig kvide på college, der hviler så meget i sig selv, som man kan med angst.

Jeg ønsker at se, at angst ikke er noget man føler, at man skal holde hemmeligt. Man burde kunne snakke åbent om det, og man burde få hjælpen til at komme videre. Selv hvis man ikke selv ved, at man har brug for den. Jeg ønsker ikke, at man skal ligge tryk på ordet angst, eller at man føler, at man er nødt til at bruge andre ord for det, end hvad det virkelig er. Det er en tilstand og det er en sygdom, men det er angst. 

Det nytter ingen, at pakke det ind i sukker. Snak åbent om det, og hjælp hinanden. 

Det var dét, der hjalp mig videre.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...