Sophias Guide - How To

Sophia er en attenårig pige, som ønsker intet andet end en normal hverdag. Hun ønsker intet andet end, at ligge medicin og anfald på hylden, og at kunne være i biografen med sine veninder uden at gå i panik, over at der er folk, som hun ikke kender. Hun skriver tingene ned, nye ting hver anden uge, og nu her fem år efter, læser hun dem igen, opdager hvor langt hun er nået, og beslutter sig for, at dele dem med jer. // Midlertidigt cover. // En af de fem vindere i slip angsten konkurrencen.

20Likes
13Kommentarer
2120Visninger
AA

3. HOW TO ACCEPT

28. JANUAR 2012

Det skete igen i dag, og efterhånden sker det hver dag. Jeg kan ikke kontrollere det, det var så meget lettere i starten. Der kunne jeg trække vejret frit, uden at tænke på, hvorvidt jeg ville virke som en komplet idiot eller ej, et par minutter efter. Jeg kan ikke hjælpe andre, jeg kan ikke lave gruppearbejde. 

Jeg er helt alene i den kæmpe verden, der også kan være kaldet high school i Amerika. 

Jeg kan ikke snakke med nogle om det, for de har alle sammen en, som de altid kan gå hen til. Jeg kan ikke snakke med pigerne i min klasse, eller drengene fra min årgang. Det er svært for mig, endda at passe min egen kusine. Jeg kan ikke være sammen med hende, hvis hun har besøg. 

Hun er alt hvad jeg ønsker at være, og hun ved ikke hvad der venter hende endnu. Hun er et barn, og hun har en henrivende uskyld over sig. Jeg ville ønske, at jeg kunne være ligesom hende. Fyldt med fred, og uden en eneste idé om hvad der foregik i hendes egen verden. Hvad der foregik med hendes kusine Sophia. 

Men jeg ved, at det er sådan her, at det er for mig. Jeg kan ikke ændre det, og jeg burde heller ikke forsøge. Jeg burde elske min kaotiske hverdag, jeg burde elske at jeg var bange, for det betyder bare, at jeg ved hvad der foregår. Jeg kender mig selv, og jeg kender mine frygter. Jeg kender mine begrænsninger, og der er mange af dem. Jeg kan holde styr på dem, og jeg kan nævne dem for andre.

Jeg bliver flov og pinlig berørt, jeg bliver bange og jeg går i panik, men jeg er også bare et normalt, sårbart menneske. Jeg burde elske det, jeg burde elske mig selv, uanset hvad det betyder for alle andre. 

Jeg burde acceptere, at jeg har det bedre alene på mit værelse, end i skolen hvor jeg kan få tolv taller, hvis jeg bare tog mig sammen. Jeg kunne jo bare tage mig sammen, jeg kunne bare tage at få noget hjælp. 

Men hjælpen vil ikke engang hjælpe, og det ved jeg allerede. Jeg har allerde forsøgt, men intet hjælper, og jeg tror, at jeg er ved at acceptere det, som det er. Jeg kan ikke ændre på mig selv, uanset hvor meget jeg har lyst til det. Så kan jeg ligge på gulvet i fosterstilling, som var jeg et andet tøsebarn, og jeg kan kæmpe ed min vejrtrækning, uden at kunne høre sirenerne som nærmer sig, efter min lærer ringede til alarmcentralen. 

De fleste ved ikke hvad der foregår, selvom at de har fået det at vide mange gange. Det står på min fil under skolen, og det står på min journal, som de også har fået udleveret. Men alligevel ved de ikke hvad der foregår, for de skubber det til siden. Det ville jeg ønske, at jeg også bare kunne gøre. 

Jeg ville ønske, at jeg kunne skubbe angsten til side, og bare glemme den, indtil den kom op til overfladen igen. Men det er ikke bare en tilstand, hvis det var det, kunne jeg skubbe det væk. 

Mulighederne er ikke mange, for en som mig. Angst er ikke bare en tilstand, eller en sygdom. Det er en helt livsstil, som skal passe helt præcist til dine behov. Det er en af de ting, som er utroligt svære. Jeg skal lave aftaler med alle der er involverede i mit liv, aftaler om hvordan jeg har brug for at leve det. 

Hvis de kommer med protester mod hvordan jeg lever, så går det helt galt. Jeg skal aldrig fremlægge, for sidst jeg gjorde det, endte jeg på hospitalet på grund af et angstanfald. Lægerne skældte mig nærmest ud for ikke, at have informeret min lærer om min tilstand. De bruger alle sammen det samme ord, som om, at de er bange for realiteten for mig. De vil ikke sige det, som om, at jeg ikke selv ved det endnu. 

Jeg kan ikke have et ordentligt venskab, for jeg tør ikke være hjemme hos dem. Vi skal altid være hos mig, og vi skal altid lave det samme. Vi kan ikke sidde og snakke om drenge, for frygten for, at de siger det videre, skræmmer mig for meget. Tanken om, hvordan jeg ville reagere hvis det blev delt med andre, skæmmer mig for meget. Jeg kan ikke håndtere situationer, hvor jeg er i fokus. 

Hele mit liv handler om mig, og alligevel kan jeg ikke holde ud, at være den der er i fokus. 

Men man er nødt til, at acceptere det som det er. Det er en lang proces, at komme til det punkt, hvor du uden at lyve, kan sige, at du elsker dig selv præcis som du er. Selv med mangler, fejl, uperfektheder, tilstande og sygdomme. Det tager tid, og jeg tror virkelig, at det er det vigtigste, at acceptere. 

Du er nødt til først at acceptere, at det vil tage tid, at acceptere dig selv som du er; men kan du først gøre det, så er du godt på vej. At acceptere sig selv som man er, er noget der kan være svært selv for mennesker uden en tilstand som min, men jeg tror på, at jeg er godt på vej hen imod at acceptere det. 

Jeg ved, at det aldrig vil forsvinde, så giv mig én god grund til, at jeg ikke bare burde acceptere det. Jeg kan kæmpe for at få det bedre, men jeg vil altid kunne falde ned i et hul fyldt med anfald igen. Jeg er vant til det efterhånden, og det er en forfærdelig ting at kunne sige, men ærligt talt; så er jeg vant til det. 

Hvis min angst pludselig forsvandt, så tror jeg, at jeg ville savne den. Hvis den så kom tilbage igen, så ville jeg ikke ane hvordan jeg skulle håndtere eller kontrollere den, eller mig selv.

Man lærer så meget hen ad vejen, men det hele kan forsvinde så hurtigt igen. Det skete for mig selv, efter jeg havde været på ferie med mine forældre. Vi var ikke omringet af mange mennesker, og jeg følte mig tryg. Jeg havde ikke et eneste anfald, og jeg elskede det. Men jeg gik hele tiden med frygten for, at jeg skulle få et anfald midt i havet, hvor vi svømmede. Jeg savnede den ærligt talt, og det er morbidt. 

Men da vi så kom hjem igen, jeg kom i skole, og da jeg fik mit anfald, blev jeg nærmest glad. Men jeg kunne ikke huske det, jeg kunne ikke huske hvordan jeg nogensinde skulle trække vejret igen. 

Endnu en gang troede jeg, at jeg skulle dø.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...