At selvreflektere

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 2 feb. 2017
  • Opdateret: 30 jan. 2017
  • Status: Igang
Mit bud til konkurrencen om angst.

2Likes
0Kommentarer
114Visninger

1. //

 

Jeg har aldrig følt mig så alene som jeg gør nu.

Som jeg sidder her ved spisebordet og drukner i min egen selvmedlidenhed. Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre, men jeg ved hvad jeg burde gøre; Tage mig sammen og møde op i skole.

Det er bare lettere sagt end gjort.

Jeg føler mig så åndssvag og opmærksomhedskrævende, og det føles som om jeg er i en konstant kamp imellem det fysiske og det psykiske. Det virker som om, at jeg skal vælge det ene eller det andet.

”Enten så har du det psykisk skidt eller fysisk skidt. Vi kan ikke have begge dele, for så passer det ikke ind i skolesystemet, og vi skulle jo nødigt have at noget ikke passede ind. ”

Er det forskruede at tænke sådan?

Jeg har det som om folk prøve at hjælpe mig, samtidig med de også forsøger at gøre hvad der burde gøres. Og jeg er sindssyg træt af ikke at vide en skid. Når det så går galt, så har jeg lige så få svar, som folk der oplever situationen udefra. Det er frustrerende ikke at kunne give nogen et ordentligt svar, og jeg kan se hvordan det kan irritere folk.

Er der ikke nogen der tænker på, hvor frustrerende det er for mig selv? At vide der er noget der ikke helt er som det skal være (men så igen, hvem bestemmer også hvordan man skal være?) og ikke rigtig kan gøre noget ved det, når man står i det.

Jeg har ikke brug for at fikse mig selv. Jeg har bare brug for metoder til at ’overleve’. Hver gang jeg har en dårlig dag, eller en endnu dårligere dag, slår det mig helt af pinden. Jeg føler, at jeg oplever mistro fra min egen mor, og det skubber mig ud af min tryghedszone. Det er svært at tænke klart, når man forsøger at beskytte sig selv.

Jeg stræber ikke efter at fjerne angsten (eller hvad det enden er), for jeg føler på en underlig måde, at det er en del af mig som en helhed. Jeg er ikke min angst, men den er stadig en del af mig. Og jeg tror ikke at det behøver at være negativt. Jeg kan lære af det, og når jeg så har lært, kan den være en reminder på hvad det er jeg har lært.

Måske giver det ikke helt mening på papir, men det hænger sammen i mit hoved.

Jeg skal heller ikke skrive at jeg har det dårligt 24/7, for det er i hvert fald løgn. Jeg har det jo godt og jeg føler at jeg gør noget, for at blive ved med at have det godt. Hvilket er en forbedring.

Det er bare desværre sådan, at det negative har utrolig nemt, ved at overskygge det positive. Der skal gøres en ekstra indsats for at bevare det positive synsvinkel, når alt føles som om det ramler omkring en, og det kan måske skræmme en væk. Det kan i hvert fald skræmme mig væk.

Jeg er træt af mange ting. Og jeg er træt af at være træt. Og det er ikke ment som kun træt pga. søvnmangel. Jeg tror faktisk ikke rigtigt, at jeg føler der er nogen som forstår mig 100%. Ja, der er mange af mine tætteste veninder som kommer tæt på, men det føles som om det sidder fast på 90%. De mangler stadig de sidste 10.

Jeg tror heller aldrig mine forældre kommer til at forstå mig mere end de gør nu, men det er også okay. Med hensyn til det psykiske, så ved jeg at de gør hvad de kan. Og det er pisse svært at forstå noget, man ikke selv har oplevet.

Jeg ville faktisk give et klap på skulderen, til alle dem som gør en indsats for at hjælpe mig og for at forstå mig. Selvom det kan være pisse frustrerende, og folks hjælp kan føles, som om de prøver at kæmpe imod mig, ved jeg at det er positivt ment. Og det kræver en del, at forstå noget psykisk. Det meste ligger udenfor folks basale viden, og så er det svært at forstå. Det kan jeg godt selv se.

Jeg vidste ikke engang selv alt det her, før jeg selv stod til op over livet med det. Jeg har aldrig tænkt over, alt det psykiske som også er med til at bestemme over os, og som også kan gøre os ’syge’. Men det fascinere mig, det må jeg indrømme.

Nu har jeg læst den her tekst igennem, et par gange, og jeg synes det er spøjst, som man kan se hvordan jeg har hjulpet mig selv igennem denne situation.

De første par linjer, er utrolig deprimerende, men så udvikler det sig, når jeg begynder yderligere at tænke over tingene. Det antager jeg som en god ting. 

Jeg har ikke så meget mere at sige. Måske vender jeg tilbage til denne tekst, om noget tid, hvis det altså lyster. Måske ændre jeg på den eller tilføje noget, eller lavet et nyt kapitel. Det må fremtiden jo vise. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...