Upstream Love

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 30 jan. 2017
  • Opdateret: 9 sep. 2017
  • Status: Igang
Katja vågner ved en ung mands side efter en vild nat. Det tager ikke lang tid, inden hun opdager, at det er selveste Alex Lee; en verdenskendt og populær sanger.
Katja går hurtigt i glemmebogen på Alex, men da de arrangerer et møde finder Alex ud af, at den er helt gal: Katja er blevet gravid.
Hurtigt starter problemerne for de kommende forældre. Spørgsmål efter spørgsmål plager dem, mens Katja bliver større og større om livet.

Følg deres rejse, hvor de febrilsk søger efter løsninger og prøver at holde barnet og Katja ude af rampelyset. Er det muligt? Eller bliver det endnu et hemmeligt barn af en celebrity?

32Likes
49Kommentarer
9743Visninger
AA

7. Sygdom | Katjas synsvinkel

Lige efter aftensmaden flygtede Amelias mor nærmest hjem. Hun havde kun klaget hele dagen. Det var lige til at blive sindssyg af. Jeg forstod på ingen måde, hvordan Amelia kunne have holdt hende ud i 18 år, inden hun flyttede, eller som hun sagde det: flygtede, hjemmefra. Karen var uudholdelig i længden, og lige meget hvad man gjorde, så var det forkert. Den lørdag lagde vi os til at sove næsten lige efter Karen var taget hjem, men inden da var det vigtigt for os at snakke dagen igennem, for ellers, sådan var vores erfaring i hvert fald, ville vi begge to få mareridt.

Jeg vågnede søndag morgen og var frisk som en havørn. Amelia lod til ikke at have det så godt. Hun var blevet syg, og boede hele dagen ude på toilettet. Jeg blev nødt til at gå op til det gamle ægtepar ovenpå for at gå på toilet. Det var virkelig pinligt. Deres hund gøede så højt, at det hørtes på Mars eller måske endda Pluto. Det var måske en overdrivelse, men da jeg kom tilbage spurgte Amelia mig om, hvorfor der sad en mikrofon på hunden, så dens bjæffen blev forstærket. det lagde op til en masse fnisen, som lysnede dagen en smule for Amelia. Hun spiste ingenting den dag ud over to kiks, som alligevel kom op igen ti minutter senere. Hun så virkelig dårlig ud. Hun var helt bleg og havde rander under øjnene, hendes hår så helt træt ud, og hun rystede. Vi mente begge, at hun var ramt af influenza eller noget lignende. Ellers hyggede vi os da. Jeg indrettede lidt inde på badeværelset, så jeg kunne være hos hende. En pude under hendes knæ, en under min bagdel og bag min ryg, og så nogle bare lidt for sjov. Så tog jeg selvfølgelig også computeren med derind, så vi kunne sidde og se en masse film, selvom vi brugte meget lang tid på at diskutere hvilken film vi skulle se. 

Mandag morgen var Amelia stadig syg, men jeg skulle afsted, fordi jeg havde en vigtig prøve. Jeg endte op med at love Amelia, at jeg kom hjem hurtigst muligt. Det var en tradition, at vi altid var meget sammen når en af os var syg. Sådan var det bare. Vi var egentlig ret ligeglade med, om den anden af os blev syg, så blev der bare endnu mere hygge, selvom den ene af os havde det elendigt. Mens jeg sad ved min prøve blev jeg ved med at tænke på stakkels Amelia, der ikke havde fået det ret meget bedre. Jeg håbede, at hun snart ville få det bedre, fordi det var forfærdeligt at se hende være syg. Min prøve gik overraskende godt, syntes jeg selv. Jeg havde været ret distraheret, men det gik alligevel som smurt. Jeg følte mig som om , at jeg ejede hele verdenen, da jeg gik ud af prøvelokalet. Lige indtil klassens Grinch løb ind i mig bagfra og nær havde væltet mig. Han tumlede ud, med både halstørklæde og en grim hat flyvende om sine ører. Han nåede at vælte to personer, som gik foran mig, og nok også følte sig som kongerne af verdenen. Bag mig bandede folk over hans opførsel, og inderst inde glædede alle sig til, at vi blev færdige med uddannelsen. Der var kun to måneder tilbage, som alligevel kun var prøver. Alle glædede sig til at blive færdig med uddannelsen. Vi havde i fire år sat og knoklet med den, selvom vi udmærket vidste, at vi skulle på videregående uddannelser. Når jeg tænkte over det, så var der kun en enkelt ting, som jeg ville savne ved min uddannelse. Det var mine venner. Vi var en gruppe på fem piger, som altid arbejdede sammen. Vi klikkede rigtig godt, og kunne snakke sammen i lang tid uden at opdage, at der var gået rigtig lang tid.
"Hey, går du så tidligt, Katja?" spurgte Joanne, som var en af os fem piger, med de resterende piger lige ved siden af sig.
"Amelia er syg," svarede jeg og krammede dem alle fire.
"Hvad fejler hun da?" spurgte May, som stod lige ved siden af Joanne i en lysegrå frakke.
"Jeg ved det ikke helt. Influenza måske? Jeg ved det ikke. Medicin studerer jeg jo ikke," svarede jeg og så på mit ur. "Jeg må vist til at gå nu, ellers kører bussen uden mig."
"Du skriver bare, hvis der er noget, ikke?" sagde Joanne bekymret og så på mig med hovedet lidt på skrå.
"Ønsk hende god bedring fra os alle," sagde May, som var moderen i vores lille gruppe.
"Vi tager ud og snakker over en kop kaffe. Du ved jo, hvor du kan finde os," sagde Rose afsluttende. Jeg vinkede farvel til dem og gik ud af hovedindgangen. De andre stod og snakkede lidt i foyeren. Med mine lange skridt nærmede jeg mig hurtigt busstoppestedet, som ikke lå langt fra universitetet. Lige idet jeg ankom ved stoppestedet ankom bussen også med et suk, og den satte langsomt igang med samme suk, da jeg havde sat mig ind. Jeg sad som sædvanlig på en af de bagerste sæder. Der følte jeg mig mere sikker på en eller anden mystisk måde. Jeg lænede mit hoved træt op ad den kolde rude, og lod solens blege stråler ramme mit mindst lige så blege ansigt. Jeg nød at se byen køre forbi foran mine øjne. Gaderne var som altid fyldt, selvom det var en mandag formiddag. Nogle lignede turister, mens andre var så åbenlyse turister, at det gjorde ondt at se på dem. De baksede med deres kæmpe store kort over London, mens vinden blæste koldt og fugtigt ind i deres ansigter, og blødte papiret op, så det begyndte at revne. Det var almindeligt London vejr. Koldt, regnfuldt og se med en kold vind, det var der hver dag. Eller næsten hver dag. Skydækket over byen hang som en tyk dyne, som ikke imidlertid ville flytte sig. Jeg lod bare min hjerne slå helt fra, mens jeg nød, at jeg ikke lige foreløbigt skulle gøre noget.

"Jeg er hjemme!" råbte jeg, mens Godzilla lod til at være på badeværelset. Med en kling lod jeg mine nøgler falde ned i den mørkeblå porcelæns skål, som stod på kommoden lige ved siden af døren, der altid var fyldt op med vores forskellige nøgler. Halvdelen vidste ingen af os, hvad de skulle bruges til. 
"Jeg er ... Her," svarede Amelia besværet. Hurtigt fik jeg smidt skoene og jakken og gik ind til Amelia, som faktisk havde fået mere farve i ansigtet, og så generelt bedre ud.
"Hvordan gik prøven?" spurgte Amelia omtumlet og tog sig til hovedet.
"Som smurt. Og hvad med dig? Hvordan er det gået her?" spurgte jeg og satte mig ned. "Jeg skulle forresten ønske dig god bedring fra pigerne."
"Tak," sagde Amelia og smilede et anstrengt smil. "Jeg har ikke haft det anderledes, end da du tog afsted."
"Du har også fået en ordentlig omgang. I vinters havde alle det, undtagen dig. Nu må det vist være blevet din tur," sagde jeg og prøvede på at famle mig frem til svar om, hvorfor Amelia netop nu var blevet syg. Vinteren forinden havde der været et frygteligt udbrud af sygdom, hvor næsten alle var smittede. Jeg sad flere dage i streg på samme måde, som Amelia gjorde nu. 
"Ja," sagde hun. "Det må det jo være."
Jeg fik en ide og gik hurtigt ind i køkkenet og hentede en dåse cola fra køleskabet og en pakke kiks. Jeg kunne nærmest mærke boblerne gennem dåsens aluminium, som var den lysende postkasserøde farve. Pakken med kiks raslede i min højre hånd, hver gang jeg bevægede hånden bare den mindste smule. Da jeg kom tilbage kiggede Amelia forbløffet på mig.
"Siden hvornår drikker du cola ved middagstid?" spurgte hun overrasket og blev pludselig bleg, hvorefter Godzilla kom frem igen. "Undskyld."
"Det gør ikke noget. Du kan ikke gøre noget ved det," sagde jeg, og Amelia sendte mig et blegt smil. "Jeg læste for nylig på nettet, at cola og kiks er gode for maven, når man er syg."
Amelia virkede en smule overrasket over det, men lod det så liggende.
"Jeg henter lige et glas til dig," sagde jeg og rejste mig hurtigt op, da jeg havde opdaget en fatal fejl jeg havde lavet. En dåse var for svær at styre, når man rystede og var syg. Den var simpelt hen for blød. i køkkenet greb jeg hurtigt op i en af de hvide skabe, og tog et glas ud af det, som ikke var helt rent. Jeg mumlede et par skældsord om opvaskemaskinen, mens jeg rensede glasset med det bare hænder under iskoldt vand, som gjorde mine fingre helt røde. Lynhurtigt tørrede jeg glasset af i vores hvide og blå hviskestykke.
"Sådan, så er jeg tilbage," sagde jeg, da jeg satte mig ned på badeværelses gulvet igen. "Tror du, at du er klar til at spise og drikke noget?"
"Jeg ved det ikke. Jeg forstår ikke min krop lige nu, men jeg kan da godt prøve," svarede Amelia på sin optimistiske måde. Med den sædvanlige lyd åbnede jeg dåsen, og duften af så mange fredag aftener steg op af dåsen. Med nogle kluk kluk lyde hældte jeg forsigtigt noget af væsken over i glasset. Da jeg havde fyldt glasset fem centimeter op, rakte jeg det til Amelia, som havde kræfter nok til at holde det. Forsigtigt tog hun det op mod læberne, og drak en smule. Hurtigt fik jeg åbnet den gule kiksepakke, hvor plastikken og krummerne raslede. En tør lyd kom frem, da jeg tog en af de næsten helt gule kiks op af pakken, og gav den til Amelia, som gladeligt prøvede at spise noget.
"Går det?" spurgte jeg, da hun havde spist halvdelen af kiksen.
"Ja, det tror jeg. Det føles helt mærkeligt at spise noget igen," svarede hun og prøvede på at smile en smule, men det gik ikke godt.

Næste dag kunne Amelia spise "rigtig" mad. Onsdag var hun allerede frisk igen. Hun havde fået farven tilbage i kinderne, og hendes hænder arbejdede flittigt med at tegne, skrive, bladre alt. Uafbrudt arbejdede hun, som om det gjaldt om at arbejde mest i verdenen. Hun begrundede det med, at hun havde misset et par dage på uddannelsen, som der jo nok var noget om. Hun var ved at studere til arkitektur og gik meget op i det. Det var også grunden til, at vi valgte lejligheden, som vi boede i. Arkitektonisk var den helt fantastisk og meget anderledes, fordi den var bygget sådan, at stuen og køkkenet altid blev oplyst af sollys på den ene eller den anden måde. Desuden var den også vildt billig, fordi den lå lige under taget og havde været ramt af mug et par gange, så den kunne ikke sælges eller lejes ud til folk med penge, for de ville sagtens kunne få en anden lejlighed. 

Jeg valgte at tage på arbejde om tirsdagen. På det tidspunkt havde jeg job i en souvenir bod ved en lokal turistfælde. For mig betød det, at jeg kunne få fyldt kassen hurtigt, men at jeg hele dagen skulle høre på folk, der troede, at de talte fantastisk engelsk, men egentlig lød de som en robot med accent. Den dag kom der ikke så mange, som der plejede at være. Jeg skød skylden på regnvejret, på trods af at jeg vidste, at det var udenfor ferierne og gode rejsetidspunkter. Alligevel kom der nogle forskellige forbi. Mange havde småbørn med sig, som pillede ved alt og alle ting, så jeg måtte smide nogle af postkortene ud op til flere gange, fordi de var gået i stykker. Det var en ting, som irriterede min arbejdsgiver meget, men man blev nødt til at indse, at småbørn ikke kunne holde deres fingre fra postkortene. Den dag kom jeg hjem ved aftensmadstid og studerede indtil næsten to om natten. Onsdag mødte jeg op på arbejde indtil middag, hvor jeg tog hjem og studerede til min eksamen næste dag.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...