Upstream Love

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 30 jan. 2017
  • Opdateret: 9 sep. 2017
  • Status: Igang
Katja vågner ved en ung mands side efter en vild nat. Det tager ikke lang tid, inden hun opdager, at det er selveste Alex Lee; en verdenskendt og populær sanger.
Katja går hurtigt i glemmebogen på Alex, men da de arrangerer et møde finder Alex ud af, at den er helt gal: Katja er blevet gravid.
Hurtigt starter problemerne for de kommende forældre. Spørgsmål efter spørgsmål plager dem, mens Katja bliver større og større om livet.

Følg deres rejse, hvor de febrilsk søger efter løsninger og prøver at holde barnet og Katja ude af rampelyset. Er det muligt? Eller bliver det endnu et hemmeligt barn af en celebrity?

33Likes
52Kommentarer
10934Visninger
AA

8. Problemer | Katjas synsvinkel

Det blev torsdag. Jeg vågnede op med kvalme, men jeg tænkte ikke nærmere over det, fordi jeg ofte havde kvalme af nervøsitet inden en eksamen. Med et suk bevægede mig ud af sengen og blev mødt af stormende kulde, der fik mig til at ryste. Så hurtigt jeg kunne fik jeg bakset noget tøj på kroppen og gik ud i stuen. Inde fra Amelias værelse lod der en svag snorken. Med slappe skridt futtede jeg hen over det babylyserøde gulvtæppe, som lå under spisebordet. Halvt i søvne formåede jeg at tage en skål, mælk og cornflakes, og så også få det blandet sammen til noget spiseligt morgenmad. En lille knirk og noget rusken lød fra den hvide dør med et A på. Med et suk tog jeg fat i skeen og proppede en masse fugtige cornflakes i min mund. Det gjaldt om at spise hele skålen så hurtigt som muligt, ellers blev de bare til en smasket grød, som føltes mærkeligt i munden. 

Den ene skefuld efter den anden fyldte mit trætte hoved, og til sidst var der kun nogle små flager, der flød rundt i mælken. Med en grimasse hældte jeg mælken ud i vasken og skyllede både skål, ske og vasken. En klirren lød, da jeg åbnede opvaskemaskinen og satte min skål og ske på plads. Lige så stille tøffede sig ud på badeværelset for at børste mine tænder. Kvinden i spejlet så træt ud. Meget træt. Rander under øjnene, som var halvt lukkede, hår helt op til loftet uden nogen glans og et helt blegt ansigt. Et surt opstød nåede min hals, men jeg synkede hurtigst muligt. Verdenen begyndte at køre rundt om hovedet på mig, og jeg måtte støtte mig op ad brusekabinen. Det sortnede gradvist for mine øjne, som jeg lukkede. Smerten farede i et jag gennem hovedet på mig, og så var det forbi. Jeg åbnede øjnene, og jeg kunne se igen. Kvinden i spejlet så endnu mere bleg ud end før. Jeg klappede på mine kinder, så de fik en smule farve.

Forsigtigt tog jeg min tandbørste og smurte noget tandpasta på den. Det troede jeg i hvert fald. Indtil jeg kom i tanke om, at min tandpasta havde blå-grønne striber, og ikke var helt hvid. Jeg så på tuben, hvorpå der stod solcreme. En ed eller to forlod mine læber, mens jeg skulle tandbørsten grundigt. Jeg havde ikke en ekstra tandbørste ved hånden, så jeg måtte klare mig med den, som jeg nu havde. Jeg dobbelttjekkede om den tube jeg nu havde i hånden, nu også var tandpasta. Det viste sig, at det var den. Hurtigt kom der en klat på tandbørsten, og mine tænder blev skrubbet godt og grundigt.

Jeg nåede kun med nød og næppe min bus. Klokken var ti, og klokken elleve ville prøven starte. Det var en af mine sidste. I den sorte taske, som kun hang over den ene skulder, var mine notater i. Mens bussen med en lille anstrengelse satte igang igen fandt jeg dem frem. Min taske stod på sædet ved siden af mig, da bussen var halvtom. Jeg kiggede ned over dem, mens bussen en gang imellem rykkede lidt i mit hoved, når den accelererede. Mine noter var farverigt bemalede af mine titusind overstregningstusser. Der var intet system i dem, selvom jeg nok burde have haft det. Heldigvis var det et fag, som jeg var god til. Jeg var sikker på, at jeg ville få rimelig gode karakterer.

Jeg kiggede ud af vinduet, efter jeg havde været mine noter igennem et par gange. Jeg havde fået mere kvalme af ikke at kigge ud, og jeg havde en smule ondt i hovedet, som hver gang jeg kørte i bus uden at se ud af vinduet. Jeg havde en hang til at blive køresyg. Vi nærmede os universitetet, og jeg trykkede på den røde stop knap. Der lød et bing gennem bussen, og kort tid efter stoppede den ved stoppestedet. Jeg proppede hurtigt mine mange notater ned i tasken og smed den om på ryggen. Få skridt længere kom den friske forårsluft mig i møde. Dagen var fugtig, men solen skinnede. Luften hjalp på min kvalme, men en knude af nervøsitet voksede i min mave.

Udenfor prøvelokalet stod en masse studerende og småsnakkede. Selvom stemningen var afslappet, så dirrede luften af nervøsitet. Bag ved smil kunne man se angsten for at dumpe, eller for at få et uforudset spørgsmål. En ivrig hånd fløj i vejret efterfulgt af tre andre, som vinkede i retning af mig. pigerne var der allerede. Hurtigt fik jeg mast mig igennem til dem og gav dem hver iser et kram.
"Har Amelia det bedre?" spurgte Tiana bekymret.
"Bedre end hun nogen sinde har haft," svarede jeg glad, mens knuden i min mave voksede i takt med at klokken nærmede sig elleve. "Men jeg tror, at jeg måske er blevet smittet. Det kan også godt bare være nervøsiteten."
"Testen varer kun halvanden time, så det skal du nok klare. Ellers kan du vist tage den om," sagde Joanne og kiggede på uret, som hang lige bag mig på den hvide væg. "Så er der kun ti minutter igen."
Mine håndflader blev helt våde, og mit hjerte sprang næsten et slag over. De andre piger begyndte at pille ved deres fingre og få et nervøst ansigtsudtryk.
"Jeg kan ikke vente til den her prøve er færdig," sagde Rose og begyndte at trippe en smule, mens hun ikke kunne fjerne blikket fra uret.
"Det kan jeg heller ikke," svarede May og Joanne som én mund.
"Vi skal bare trække vejret dybt," sagde jeg og lukkede øjnene for at trække vejret dybt ind. Jeg begyndte at miste balancen, og Joanne tog fat i min skulder, så jeg ikke væltede.
"Du er altså bleg, Katja," sagde hun og mærkede på min pande. "Men du føles ikke varm. Det er altså mærkeligt."
Jeg begyndte også at undre mig, men jeg skubbede hurtigt min bekymring væk. Jeg behøvede ikke mere at tænke på. Hurtigt tog jeg min taske af ryggen og fandt min vandflaske frem og drak halvdelen af den på en gang. Vandet lagde sig tungt og koldt i maven, og jeg fortrød det straks. 

Ikke mange minutter efter blev lokalet lukket op, og vi strømmede ind. På hvert bord lå der et kompendie med papirer på hovedet og ved siden af en blyant og et viskelæder.
"Held og lykke," sagde jeg til de andre piger, som svarede med de samme ord. Min mave trak sig sammen og gjorde helt ondt. Det var værre end normalt. jeg fik hvisket nogle motiverende ord til mig, som hjalp en lille smule. Jeg satte mig ved en af de sidste ledige borde, som uheldigvis var forrest i lokalet. Jeg så op på klokken. To minutter til testen startede. Mumlen bredte sig i rummet, og jeg så mig omkring. Pigerne sad fordelt i klassen. Tiana sad en række bagud og to pladser til venstre i forhold til mig. Lige bag ved hende sad Joanne. På den næst bagerste række sad Rose, og to rækker foran hende sad May. Vi udvekslede internt nogle blikke, indtil der blev givet signal til ro. Vores professor stillede sig klar.
"I må vende jeres papirer og starte ... Nu! I har nu halvanden time til at besvare alle opgaverne. Ikke besvarede opgaver tæller som fejl," sagde hun og begyndte at gå rundt og se studerende over skuldrene. Jeg kunne mærke, hvordan hun stod og kiggede mig over skulderen med et skarpt blik. Jeg prøvede på at ignorere hende og istedet koncentrere mig om testen. For mig begyndte testen godt, og inden for kort tid kunne jeg vende papiret og gå videre på næste side. Ikke lang tid efter hørte jeg halvdelen af rummet vende deres papir. Min hjerne arbejdede på højtryk, og hvert ord blev læst igen og igen.

Efter noget, der føltes som en evighed kunne jeg høre kirkeklokkerne ringe to gange. En time tilbage i det værste helvede. Det var på det tidspunkt, hvor jeg kom til et spørgsmål, som jeg ikke kunne besvare. Min hjerne stoppede bare. Den ville ikke. Jeg prøvede på at aflænke min opmærksomhed, men det fungerede ikke. Min hjerne var fuldstændig gået i stå. Det begyndte igen at sortne for mine øjne. Jeg lukkede dem og koncentrerede mig om mit eget åndedræt. Kort efter begyndte jeg at åbne øjnene igen, og verdenen var tilbage på sin plads. 

Resten af testen gik udmærket og uden forstyrrelser. En enkelt eller to blev nødt til at forlade testen. Presset var for hårdt. Da jeg forlod lokalet sammen med alle andre rasede mit hjerte, men jeg kunne ikke lade være med at smile. En stor byrde var fjernet fra mine skuldre, og jeg prøvede på at undgå at tænke på hvilken karakter jeg ville få. Både May, Tiana, Joanne og Rose kom ud med et smil på læben, og vi gik sammen ned på den nærmeste café og fik en kop kaffe.
"Lad os fejre, at vi har overlevet testen, med en brownie!" udbrød Rose. Dr var bred enighed om, at det var en rigtig god ide. Og ganske kort efter sad vi og snakkede lystigt hen over en kop kaffe og en brownie. Siden de andre ikke sagde noget til kaffen, mente jeg, at det bare var min kvalme der gjorde, at den smagte anderledes. Den smagte ikke nær så godt som den duftede, hvilket var utrolig sjældent det skete på caféen, som vi ellers altid hang ud på efter en tur på uni. 

Kvalmen forblev hos mig hver morgen i over en måned. På det tidspunkt var alle mine eksaminer overstået, så jeg forstod ikke kvalmen. Jeg var ikke varm på panden, men bleg. Meget af maden kunne jeg heller ikke lide, selvom jeg normalt var vild med det. Til gengæld begyndte jeg at få lyst til mærkelige madkombinationer, som virkede helt vildt langt ude. Om eftermiddagen om torsdagen havde jeg fået en tid ved lægen. Personligt selv syntes jeg, at jeg var ved at blive skrigende, rablende skør, men jeg tænkte ikke så meget over det, fordi jeg havde ofte meget lignende symptomer inden jeg blev bundet til sengen i en uge. Det var kun min mor, som jeg ringede til den eftermiddag, som befalede mig at gå til lægen. Da jeg fik kontakt til lægen og fik en tid til næste dag begyndte jeg allerede at fortryde, at jeg havde overdrevet et par symptomer over for min mor. Alligevel tog jeg afsted, for ellers ville hun bare blive ved med at give mig dårlig samvittighed.

Lægehuset lugtede ligesom altid af håndsprit, og inde fra venteværelset lød der host og nys. Hele bygningen var en bakteriebombe. Kvinden bag skranken smilede venligt til mig, da jeg kom ind med en bimlen fra døren.
"Katja Lane," sagde jeg til hende. Hun søgte på mit navn i deres data base og smilede så, da hun fandt mit navn og min tid. 
"Ja, det er inde hos Dr. Harding. Han er klar til Dem lige om lidt, så bare tag plads i venteværelset," sagde hun med et venligt smil og venlige øjne, som allerede gjorde mig bedre tilpas. 
"Tak," svarede jeg og smilede til hendes perfekt hvide tænder. Jeg tog mit overtøj af og hang det på stumtjeneren, hvorefter jeg gik ind i venteværelset. Der sad tre patienter og ventede. Overalt var der stille ud over en smule hvisken og lyde fra sko, der bevægede sig gennem bygningen. En gang imellem hostede en gammel mand, der sad en plads til højre for mig. En lille pige nøs og havde meget røde kinder og en rød næse. Hun sad på sin mors skød, der puslede om hende og stille hviskede de en samtale, som jeg alligevel tydeligt kunne høre. Der gik måske kun fem minutter, men de føltes som en evighed, indtil en patient kom ud fra Dr. Hardings kontor efterfulgt af ham selv. Han kiggede rundt i venteværelset.
"Katja Lane," sagde han og kiggede på mig, som om han kunne genkende mig. Jeg rejste mig med et kort smil og gik ind på kontoret, hvorefter han lukkede døren og sattte sig bag ved skrivebordet. Hele rummet var lyst og fyldt med forskellige medicinske instrumenter, plakater og modeller af både mave-tarmsystemet, overkroppen og nogle forskellige muskler. Han så på mig gennem sine lette briller, der sad så tættære på hans hoved, end jeg havde troet muligt. 

"Så du har diverse sygdomssymptomer," sagde han og kiggede på sin computer, hvor en formular med mine symptomer var åben. "Ja ja. Nå, kan jeg lige få dig til at åbne munden?"
Han tog en træpind fra sin skuffe, og jeg åbnede munden, hvorefter han stak den langt ind i min mund. Jeg var næsten bange for, at jeg kunne komme til at sluge den dersens træpind. 
"Jamen, det ser jo fint ud," sagde han og fandt satte den kolde metalplade for enden af det apperat, som han lyttede til mit hjerte med. "Så skal du bare trække vejret dybt ind. Ja, det gør du godt. Så skal du lige trække vejret en smule dybere. Godt. Kan du ikke få en smule mere luft ind i lungerne. Sådan. Nu må du gerne puste ud."
Mine lunger lovpriste mig for endelig at puste ud, efter de var blevet fyldt mere, end jeg havde troet muligt for mig. Dr. Harding blev ved med at undersøge mig på samme måde, som jeg huskede at være blevet undersøgt som lille barn, når jeg en sjælden gang var blevet syg.
"Hmmm ... Lad mig se ..." sagde han og begyndte at tænke sig om. Så rækkede han ned i en skuffe på en af de mange reoler, og tog en lille plastikbeholder frem. Han skrev mit navn derpå og nogle tal eller sådan og gav den så til mig. Jeg vidste med det samme, hvad det betød.
"Vi har brug for en urinprøve," sagde han og så gravalvorligt på mig. "Toilettet er lige om hjørnet."

Det var så sådan, at jeg endte op med at være på lægehusets toilet med den ene hånd ned i toiletkummen. Heldigvis havde jeg drukket en masse vand, fordi jeg altid som barn havde fået at vide, at vand hjælper mod hovedpine. Det havde det så ikke gjort i mit tilfælde. Det havde bare gjort mig til storforbruger af toilettet. Ikke lang tid efter kunne jeg aflevere prøven til Dr. Harding, som straks forsvandt med den. Jeg fik at vide, at jeg bare skulle vente inde på hans kontor, fordi det ikke ville tage lang tid. Det gav mig rig mulighed for at kigge mig omkring, selvom det meste egentlig ikke sagde mig noget. Reolerne var fyldt med medicinske bøger og mapper. Rigtig mange mapper. På væggen til min højre side hang der en plakat, der viste alle musklerne i kroppen. Jeg brugte det meste af tiden på at kigge på den, indtil Dr. Harding kom ind ad døren, som var til venstre for mig. Han havde et stort, glad smil om læben.
"Så har jeg fundet ud af, hvad dine symptomer betyder," sagde han og vendte hele min verden på hovedet.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...