Upstream Love

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 30 jan. 2017
  • Opdateret: 30 jul. 2017
  • Status: Igang
Katja vågner ved en ung mands side efter en vild nat. Det tager ikke lang tid, inden hun opdager, at det er selveste Alex Lee; en verdenskendt og populær sanger.
Katja går hurtigt i glemmebogen på Alex, men da de arrangerer et møde finder Alex ud af, at den er helt gal: Katja er blevet gravid.
Hurtigt starter problemerne for de kommende forældre. Spørgsmål efter spørgsmål plager dem, mens Katja bliver større og større om livet.

Følg deres rejse, hvor de febrilsk søger efter løsninger og prøver at holde barnet og Katja ude af rampelyset. Er det muligt? Eller bliver det endnu et hemmeligt barn af en celebrity?

30Likes
40Kommentarer
8658Visninger
AA

5. Muddersokker | Alex' synsvinkel

Jeg smed mig direkte på min seng, da jeg kom hjem. Mine tanker gled over på Katja. Jeg smilede. Hun var sød, men det måtte ikke blive til mere. Ikke engang hendes efternavn kendte jeg. Et kort øjeblik legede jeg med tanken om at sende blomster til hende.

"Alex, stop dig selv!" sagde jeg til mig selv, da jeg indså hvor dum ideen var. "Hun ville bare tro, at det hele ville blive til mere."
Mens jeg sad og overbeviste mig selv om, hvor dum ideen var, gled mine tanker igen og igen hen på hende. Det kønne, brune hår, det søde smil, den dejlige stemme ... Min hjerne løb om hjørner med mig. Den ville have mig til at lide. Selvfølgelig kunne jeg altid prøve at komme i kontakt med hende på den der creepy stalker måde, men det virkede bare forkert. Jeg måtte glemme hende. Den eneste måde jeg kunne gøre det på, ville være at aflænke mig selv.

Hvad er jeg dårlig til?

Skrev jeg til John. Min nærmeste ven. Nok også personen, der vidste mest om mig i hele verdenen. Jeg kunne altid betro mig til ham, hvis jeg havde brug for det. Han var guld værd.

Madlavning XD

Jeg smilte, da jeg læste beskeden. Han havde bare alt for ret. Mit køkken var flot, men det var kun fordi jeg aldrig brugte det. Alt hvad man kunne varme i mikrobølgeovnen fungerede fint for mig. Pizza leveringen tjente også ret godt på mig. Jeg var 23, men jeg kunne ikke lave mad. Ikke det mindste. Med et suk rejse jeg mig og fandt den eneste kogebog, jeg havde. Den havde jeg fået af min mor, da jeg flyttede hjemmefra. Aldrig rørt. Kun da jeg skulle flytte den. Ellers havde jeg aldrig åbnet den eller brugt den. Den var fra Jamie Oliver. Jeg havde hørt om ham i fjernsynet og fra min mor. Han var en dygtig kok, der også skrev bøger. Jeg satte mig i sofaen og åbnede bogen. Lugten af nytrykt bog kom mig i møde. Når jeg tog fat i siderne kunne jeg mærke hvor ny og ubrugt bogen var. Siderne havde ikke en eneste plet eller et knæk. Jeg kiggede igennem bogen. Maden på billederne så ret godt ud. Flere retter fik mig til at tænke på, hvorfor jeg ikke før havde kigget i bogen. Min mave knurrede højt, da jeg så på en lasagne. Den så enkel, men rigtig lækker ud. Som begynder skulle man nok ikke starte med noget af alt det andet, som lød som noget man skulle have en doktortitel til for at lave det. Et enkelt blik ned i ingredienslisten sagde mig, at jeg skulle en tur ud og købe ind. Helt ærligt magtede jeg det ikke. Jeg havde tømremænd, der sagde mig, at jeg ikke gad bevæge mig udenfor min egen grund. Desuden var jeg først lige kommet hjem fra næsten den anden ende af London.

Jeg bøjede hjørnet på siden ned, lukkede bogen og lod den ligge på stuebordet. Utålmodig begyndte jeg at gå frem og tilbage på gulvet. En dunken gik i takt med mine skridt i baghovedet på mig. Stilheden sænkede sig over huset, hvor de eneste lyde var mine skridt og åndedræt. Sollyset kom ind gennem mine vinduer og landede på mit gulv. Lyset gjorde ondt i mine øjne, og jeg gik hurtigt hen og trak for. Gennem de lidt halv gennemsigtige gardiner kom sollyset blødere og mere dæmpet ind. Forårssolen var skarp, men stadig kold. En hurtig kuldegysning gled ned af min ryg, og jeg stod tilbage og følte det som om, jeg var ved at fryse ihjel. Jeg næsten løb ind på mit soveværelse og slog den tykke dyne om mig. Den duftede af parfume. Jeg sjokkede ind i stuen og smed mig på sofaen, så dynen omfavnede og næsten begravede mig. Fra knæene og ned stak mine ben ud af dynen, så istedet for at vende dynen trak jeg benene op til mig. Jeg kunne rigtig ligge og putte mig i den tykke dyne, som hurtigt varmede min kolde krop. Efter et par minutter begyndte jeg at kede mig og fandt min mobil frem. Facebook var der ikke sket ret meget på. En af mine gamle klassekammerater var lige blevet forlovet. Jeg følte mig ikke glad på hendes vegne. Hun havde altid været træls, og hendes nu forlovede og hende havde været et par siden ... Siden altid. Sådan cirka da. Jeg huskede ikke et år uden dem som par.

I lang tid lå jeg og tjekkede diverse sociale medier. Til sidst skete der intet nyt ude i verdenen, så jeg fandt et par netaviser og begyndte at læse nogle dødkedelige artikler omhandlende den politiske situation. Mere kedeligt kunne det ikke blive, så jeg besluttede mig for at finde på et eller andet poetisk at tweete. Det var ikke engang så let, som jeg havde troet det ville være. Ofte sagde min manager bare, at jeg skulle tweete om et eller andet. Jeg prøvede mig frem og tilbage og endte op med noget ret fedt.

Sometimes I think it's another day than it is.
In my head it's Friday today, even though it's Saturday.

Jeg kunne ikke lade være med at smile over det. Det var jo sandt. Min krop sagde mig, at det var fredag, selvom det var lørdag middag. Hurtigt fik jeg sendt tweeten afsted og slappede tilfreds af. Jeg havde fortjent en lille lur. Bare sådan en lille bitte lur, der kunne friske mig op. Jeg havde jo arbejdet hårdt hele ugen. Det havde jeg faktisk. Tre sange var blevet skrevet til mit nye album af mig selv, jeg havde endda formået at påbegynde en sang til en anden. Hvem jeg ville give den til anede jeg ikke, men personligt selv var jeg ikke interesseret i den. Den var ikke mig, som var det jeg lagde vægt på, når jeg skrev sange. Med tanken om, hvem jeg skulle give sangen til, faldt mine tunge øjenlåg i, og min dyne lagde sig tættere op af min hud, som om den ville lulle mig i søvn.

Mine øjne skulle først vænne sig til lyset. Stuen var lyst pænt op, selvom solen stod på den anden side. Med en halvt mumlende halvt gurglende lyd tog jeg min mobil, som lå på stuebordet ved siden af kogebogen. Søvnen sad i mine øjne, og fik mig til at føle mig endnu mere træt. Mine muskler var på en mærkelig måde ømme, sådan en lidt kildrende øm måde, men de sov ikke. Jeg strakte mig træt og spændte alle muskler. Mobilen klemte jeg hårdt fast i min højre hånd, så jeg næsten var bange for, at den gik i stykker ved det. Jeg kiggede på låseskærmen, som nu lyste op i mit søvnige ansigt. Klokken var 16:43. Det var på høje tide at få noget at spise. Ikke en bid var kommet ned i min mave hele dagen. Med en anstrengt, gurglende strubelyd kom jeg på benene og futtede, med dynen rundt om mig, hen i køkkenet. Køleskabets konstante 4 grader fløj ind i ansigtet på mig, mens jeg prøvede at finde noget spiseligt. Jeg gav køleskabet elevatorblikket. Det var næsten tomt. Efter et minutstid med ubeslutsomhed bestemte jeg mig for en yoghurt, som var en dag over sidste salgsdato. Med min frie hånd lukkede jeg køleskabet og tog en af de utallige skeer, som jeg havde formået at få samlet sammen i løbet af tiden. Et sæt nyt bestik hvert år til jul og fødselsdag var ligmed en milliard skeer, knive og gafler. Jeg satte mig op i sofaen og smed dynen, fordi det var ved at blive for varmt med den omkring mig, selvom jeg frøs en smule uden. Med den velkendte lyd fra yoghurten, når man åbnede den, lød, da jeg trak folien af den. Den smagte præcis som den plejede at gøre. Mens jeg spiste min yoghurt tjekkede jeg medierne.

Min tweet var blevet delt et par rigtig mange gange. Folk elskede den åbenbart. Den var da også meget sand. Jeg sad og hyggede mig med at læse alle responserne, mens jeg næsten hypnotiseret sad og spiste yoghurten. Efter alt for kort tid hørte jeg lyden af metal mod plastik. Lyden gav mig kuldegysninger. Jeg lagde mobilen til side og skrabede resten ud af bægeret. Sulten var jeg ikke længere. Jeg vendte mig om og sigtede. Jeg kastede, men rammede intet. Jeg havde prøvet på at ramme skraldespanden, selvom det stort set aldrig lykkedes. En skuffelse for min maskulinitet. Med et skuffelsessuk rejste jeg mig op, tog det tomme stykke plastik og smed det i skraldespanden, som var ved at blive fyldt. Jeg så egentlig ikke noget forkert i at tage skralden ud i containeren i min indkørsel, så jeg tog fat om posens kanter, bandt en knude og gik udenfor. Jeg havde ikke tænkt over, at gruset måske var vådt, så mine strømper blev i løbet af kort tid klamme og fugtige. Solen stod på en skyfri himmel, men vejret var stadig koldt og meget vådt. Gruset sank lidt ned i den bløde jord for hvert skridt jeg tog. De seneste dage havde det regnet en del, så jorden var mudret og ekstremt blød. Jeg åbnede containeren, som hilste mig med en forfærdelig stank. Så hurtigt som muligt smed jeg posen deri og lukkede den, mens jeg med den frie hånd holdt mig for næsen, selvom det ikke hjalp ret meget. Lige så snart jeg havde lukket containeren kunne jeg mærke noget sandet og fugtigt mellem tæerne. Jeg løftede foden og opdagede en klat mudder, som nu sad på min sok og var trængt igennem det tynde stof. I min højeste hastighed muligt gik jeg indenfor, for ikke at vække opmærksomhed hos nogen. Heldigvis for mig stod ingen og tog en milliard billeder af lille, akavede mig, der rendte rundt i hvide strømpesokker udenfor med en mudderklat på.

Indenfor igen tog jeg med det samme mine strømper af og puttede dem i vasketøjskurven. Barfodet trippede jeg ind på mit soveværelse og fiskede et par andre strømper frem, som jeg så tog på. Med et lille suk lagde jeg mig igen til rette i sofaen og tog min mobil. Der lå en SMS fra John.

Har du lyst til at komme forbi?

Selvfølgelig ville jeg gerne komme. Vi havde det altid vildt hyggeligt. Okay, det lød måske som om vi var piger eller sådan, men vi havde altid de bedste tider sammen. Det var altid rart at være sammen med John. Han var en humørbombe af et menneske at være.

Kommer self.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...