Upstream Love

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 30 jan. 2017
  • Opdateret: 30 jul. 2017
  • Status: Igang
Katja vågner ved en ung mands side efter en vild nat. Det tager ikke lang tid, inden hun opdager, at det er selveste Alex Lee; en verdenskendt og populær sanger.
Katja går hurtigt i glemmebogen på Alex, men da de arrangerer et møde finder Alex ud af, at den er helt gal: Katja er blevet gravid.
Hurtigt starter problemerne for de kommende forældre. Spørgsmål efter spørgsmål plager dem, mens Katja bliver større og større om livet.

Følg deres rejse, hvor de febrilsk søger efter løsninger og prøver at holde barnet og Katja ude af rampelyset. Er det muligt? Eller bliver det endnu et hemmeligt barn af en celebrity?

30Likes
40Kommentarer
8576Visninger
AA

6. John | Alex' synsvinkel

Jeg næsten hoppede ud i min almindelige bil. Langsomt sneglede jeg mig gennem Londons tætte trafik. Selvom der ikke var meget langt hen til Johns hus, så var køreturen stadig rimelig lang. Lørdag var altid et helvede set fra trafikkens synsvinkel. Folk gik ude og nød det "gode" forårsvejr, selvom man ofte havde set bedre vejr. Men vi var jo i England. Man kunne ikke forvente mere end 3-4 grader. En smule utålmodigt parkerede jeg bilen og smuttede indenfor i den røde bygning, som var Johns hjem. Jeg tog min jakke og sko af, og puttede dem på plads. Johns entré var som altid én stor losseplads af forskelligt skrammel, som han ikke havde plads til andre steder på trods af, at han havde en rummelig kælder.
"Yooooo! Der har vi jo Alex!" næsten råbte John, mens han kom ind med begge pegefingre vendt mod mig og et stort grin i hele ansigtet.
"Joooooohhhhnnn!" sagde jeg og gjorde samme gestus mod ham. Vi gik ind i stuen, mens vi fjollede rundt og skubbede til hinanden.
"Så du er blevet kok, hva'?" spurgte John med et smørret grin.
"Så meget, at jeg ikke magter at købe ind!" grinte jeg og slængte mig i sofaen. "Ja, du bliver nødt til at sætte dig der ovre!"
John lagde sig i sofaen overfor den, som jeg lige havde lagt mig i.
"Sig mig, du fik da vist dame på i aftes?" spurgte han med sit sædvanlige lidt drillende grin sat fast i sit ansigt.
"Og det gjorde du ikke?" svarede jeg med samme blik.
"Ikke samme slags som dig, dit heldige asen! Jeg fik mig et par flasker. De hed alle sammen Vodka!" grinte han højt.
"Og det er bare beviset på, at jeg er mere populær hos det smukke køn," svarede jeg lidt mere roligt.
"Hey! Nu må du ikke være unfair! Jeg fik da en med hjem sidste lørdag," forsvarede han sig.
"Jeg var ikke med," sagde jeg overlegent. "Havde jeg, så var der ikke sket noget spændende for dig den aften!"
"Du burde sgu da også være mere i byen!"
"Ej, nej. Jeg foretrækker at slappe af derhjemme."
"Du er ung, Alex! Gå ud og fest!"
"Og så skrive sange med tømremænd. God ide, John!" sagde jeg, hvorefter vi grinte højt.
"Ej, nej, nej, nej, John, stop dig selv!" sagde han til sig selv, mens han grinte endnu mere.
"Hvad er der?" spurgte jeg en smule forvirret,.
"Det er bare. Ej! Ej! Okay, okay. Jeg forstillede mig," sagde han og var ved at falde af sofaen af grin.
"Hvad forestillede du dig?" spurgte jeg og spruttede af grin. "Mig i kjole og høje hæle?"
"Ej, nej, nej, nej, nej!" skreg han af grin.
"Jeg ville da se herre lækker ud!" grinte jeg højt.
"Du vil ikke engang kunne stå i dem! Kan du huske Lea? Min eks?" Jeg nikkede, mens jeg grinte. "Jeg lånte engang hendes høje hæle. Resultatet var to forstuvede ankler!"
John faldt ned af sofaen og grinede videre og mumlede uforståelige ting, hvorfra jeg kun kunne forstå ordene koncert og tømremænd. Efter et par meget lange minutter, hvor vi begyndte at falde en smule mere til ro, snakkede vi igen sammen, men vi kunne fysisk ikke grine mere.
"Seriøst, hvordan var hun?" spurgte John meget alvorligt.
"Hvorfra skulle jeg kunne huske det? Jeg havde fået alt for meget at drikke!" svarede jeg med samme alvor. 
"Come on! Du ved det!" pressede han på.
"Jeg ved det ikke! Jeg kan ikke engang huske, hvad hun hedder, og jeg fik det at vide i morges!" sagde jeg og så meget alvorligt ind i hans øjne. Til sidst kunne han ikke længere holde masken og spruttede igen af grin.
"Det mener du forhåbentlig ikke!"
"Jo, det gør jeg!" Nu var det blevet min tur til at falde ned af sofaen.

Eftermiddagen fortsatte i samme dur. Mine mavemuskler fik en ordentlig omgang træning, som de ellers ikke havde fået. Vi snakkede som sædvanligt om løst og fast. Aftenen forinden, vores liv, fremtiden, krige, verdenens situation, forskellen mellem forskellige slags myrer, etiske spørgsmål, som vi ikke kunne tage alvorligt, min madlavning og alt andet mellem himmel og jord. Vi kom også omkring religion, som var et tema vi sjældent tog fat i. Til gengæld var mit ikke eksisterende kærlighedsliv et meget brugt tema, som heldigvis ikke kom meget på banen den eftermiddag. Meget af tiden brugte vi på at grine så meget, at vi var ved at miste stemmen, og en del sympati sendte vi til Johns naboer, og alle andre i hele verdenen, som skulle holde vores larm ud. Engang havde hans mor sammenlignet os med et par kaglende tøser. Det havde hun gjort ti år forinden, da vi stadig var nogle lidt halvdumme teenagere.

John og jeg havde altid været venner. Lige siden dagplejen havde vi været uadskillelige, hvilket egentlig var godt, fordi begge vores forældre var skilt, og min mor og hans far var nu lykkeligt gift. På den måde var vi jo brødre. Det havde vi nu været i omkring syv år. Det gjorde også, at vi i næsten halvdelen af de syv år havde boet sammen, men hele vores liv havde gået på den samme skole. Selvom vi var så tæt knyttede, så anså jeg faktisk ikke John for at være min bror, men mere som en del af mig. Som om vi var en to komponent lim, der kun virkede med begge dele samlet. Den eneste grund til, at jeg nu havde en succesfuld karriere foran mig kunne jeg takke John for, som havde hjulpet mig med at optage en CD, som blev sendt til diverse managers. Han arbejde kun for et teater som lydmand, fordi jeg havde anbefalet ham. Så vi kunne næsten kun takke hinanden for vores liv. Vores karrierer og hvem vi kunne takke for dem snakkede vi stort set aldrig om, fordi den sag allerede var afklaret. Det var til gengæld et stort tema, hvis vi var sammen med en af vores forældre. Så var det det eneste, som vi snakkede om. 

"Apropos hunde! Vidste du, at mor og far har adopteret en hund?" spurgte John mig. Mit eneste svar til spørgsmålet var, at jeg greb ned i chipsposen og spiste en enkelt meget højlydt og langsomt.
"Nej," svarede jeg, da jeg havde tygget af munden.
"Har de ikke fortalt det?" spurgte John en smule overrasket. "De virkede så overlykkelige over det i torsdags."
"Jeg arbejdede i torsdags. De kunne nok ikke få fat i mig."
"Arbejdede du klokken 21?"
"Ja. Jeg overnattede i studiet."
"Du bliver da også mere og mere skør for hver dag, der går!" grinte John, som altid reagerede på den måde, når jeg fortalte om en overnatning jeg havde haft i studiet. "Du bliver nødt til at arbejde mindre."
"Hvorfor?"
"Så missede du måske ikke alle opkaldene?"
"Det er det, der er meningen med mine arbejdstider!" grinte jeg. "Har du hele tiden haft den der hæslige, grønne trøje på?"
"Har du først opdaget det nu?" grinte John.
"Var det ikke den, som du engang fik af Lea?" spurgte jeg undrende.
"Jo, nu bruger jeg den kun, hvis jeg skal noget, som kunne ruinere den."
"Der er ikke meget under den der hårtot!" sagde jeg og prikkede til hans hår, der som sædvanligt sad næsten oppe i loftet.
"Mere end ved dig!" svarede John igen.
"Må jeg lige minde dig om, hvem der med afstand fik den bedste karakter i skolen?" drillede jeg.
"Det var i hvert fald ikke dig!" løj John tydeligt og grinte. Jeg havde altid fået den bedste karakter af os to. Ud over i idræt. Der lå jeg altid i bunden, mens John lå i toppen. Dog havde vi begge to kæmpet os opad ved hjælp af hinanden. Lige da jeg havde tænkt den tanke til ende, så jeg på klokken.
"Jeg tror, at jeg bliver nødt til at komme hjem," sagde jeg og begyndte at gå ud i entreen og tog min sko på.
"Ja, det er desværre ved at blive mørkt. Hvorfor skal det være så deprimerende?"
"Det er da bedre end i januar."
"Åh ja! Januar er helt forfærdelig!"
"Det er klart den værste måned på året, det kan jeg sagtens give dig ret i," sagde jeg og lukkede min jakke. "Farvel, John. Vi ses snart igen."
"Hey, hvor skal du hen?" spurgte John og fik mig til at vende mig om, hvor jeg så så ind i hans knyttede næve, som var direkte oppe i mit ansigt. Jeg forstod meningen bag det, og lænede mig en smule tilbage, så min næve lige passede mellem hans hånd og mit ansigt. 

På vej hjem havde jeg næsten fri bane, fordi næsten alle sad rundt om spisebordet ved ottetiden. Tanken om mad gjorde mig næsten dårlig, fordi John og jeg havde grovædt forskellige snacks. Mens jeg kørte hjem nød jeg istedet for de forskellige tidsperioder, som man så, når man kørte tværs gennem London, som jeg skulle. Gaderne var næsten tomme, ud over forskellige folk, der lige var ude for at hente en pizza eller lignende. Hjemme lagde jeg mig på sofaen og tjekkede mobilen, hvor jeg havde fået en besked fra min mor:

Jeg ringer i morgen klokken 10, Mr. Arbejde Meget.
Vi skal tale om noget vigtigt.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...