Upstream Love

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 30 jan. 2017
  • Opdateret: 6 jul. 2018
  • Status: Igang
Katja vågner ved en ung mands side efter en vild nat. Det tager ikke lang tid, inden hun opdager, at det er selveste Alex Lee; en verdenskendt og populær sanger.
Katja går hurtigt i glemmebogen på Alex, men da de arrangerer et møde finder Alex ud af, at den er helt gal: Katja er blevet gravid.
Hurtigt starter problemerne for de kommende forældre. Spørgsmål efter spørgsmål plager dem, mens Katja bliver større og større om livet.

Følg deres rejse, hvor de febrilsk søger efter løsninger og prøver at holde barnet og Katja ude af rampelyset. Er det muligt? Eller bliver det endnu et hemmeligt barn af en celebrity?

35Likes
65Kommentarer
15526Visninger
AA

22. Hvordan? | Alex' synsvinkel

Min hals brænder, og alligevel griber jeg igen ud efter flasken for igen at mærke den varme, bløde følelse i maven, som flyder ud mod fingerspidserne. Hver gang må jeg minde mig om, at følelsen er falsk, og hver gang jeg har tænkt det, tænker jeg på mit håbløse liv. Mine fingre slipper flasken. Tankerne kredser rundt om dengang, jeg tog fra Witney. Lille lorte-Witney. Jeg følte dengang, at jeg var et nul. At der ikke var plads til mig, og at jeg intet liv havde. Endnu. Lige nu føler jeg, at jeg stadig er et nul. At der ikke er plads til mig, og at jeg ikke har noget liv. Selvom hundreder af tusinder sukker over mig og min musik. Der ville give alt for at se mig. Måske er det derfor, jeg føler, at der ikke er plads til mig, for det er ikke bare mig, det er også en fanbase, der følger med. Lige nu er der ikke plads til Katja for alle dem.

Jeg sukker. Mit liv er det samme om og om igen. Jeg føler mig som en hamster i et hamsterhjul. Hver morgen står jeg op, tager på arbejde, kommer hjem og arbejder videre på den ene eller anden måde. Når jeg så endelig får placeret min røv foran fjernsynet med et eller andet nemt at spise i favnen, slår min hjerne fra, indtil jeg tager på arbejde igen næste dag. Selvom hver dag er anderledes, føles det tomt. Som ingenting. Det føles som om, jeg ikke har noget, der kan trylle det smil frem til kameraet, eller som sender mig en sangmuse, så jeg rent faktisk får skrevet noget, som andre kan arbejde videre med.

Hovedpinen begynder langsomt at komme krybene. Jeg slukker den med en stor slurk. Det tager ikke mange minutter, inden mit syn bliver mere sløret. Det føles som om jeg svømmer og kontant er tæt på at drukne. Svagt kan jeg fornemme, at jeg er på badeværelset. Jeg kaster mig ned mod gulvet og bøjer mig lige i rette tid over kummen. Sammen med min mad, kommer tårerne også. Så snart jeg mærker det salte vand i mundvigen, må jeg bøje mig endnu en gang over kummen. Stanken bider mig i næsen og tvinger resten af tårerne frem. Min mave føles som et tomt hul, og jeg trækker ud, inden jeg synker sammen på gulvet med knæerne oppe ved brystkassen. Mine bare arme slår jeg om benene. Hulkene slipper jeg løs, så jeg sidder som en eller anden amerikansk pige i en amerikansk pigefilm på badeværelset og tuder.

Men jeg er ligeglad. Ligeglad med hvordan jeg ser ud, hvem der ser mig, hvordan jeg lyder, hvordan jeg fremstår. Jeg ved intet ud over, at det føles godt. Det føles godt at give slip og bare lade tårerne strømme ned i mine bukser, så det klæber sig fast til mine knæ og lår.

Jeg tager en dyb indånding. Igen. Tårerne er stilnet af, og der kommer ikke endnu en bølge, når jeg trækker vejret ind. Og heller ikke når jeg puster ud. Med hænderne sætter jeg af mod gulvet og ser mig i spejlet. Mit ansigt er et rod, ligesom mit hår. Ansigtet vasker jeg med kold vand, så øjnene ikke ser nær så hævede ud mere, eller er så røde. Håret skal jeg til at rette, inden jeg er ligeglad. Det sidder egentlig okay. Normalt er det mere tæmmet, men det er egentlig okay, når det er rodet. Det behøver ikke sidde så perfekt. Jeg tager endnu en dyb indånding. Min hjerne begynder at fungere en smule igen. Mine tanker begynder at summe en smule i hovedet. Hurtigt kredser de fra mine røde øjne over på Katja. Automatisk bryder der et smil frem på mine læber. Det er fjoget og drenget. Jeg prøver at fjerne det ved at ruske i kinderne og læberne, men det fungerer ikke. Mine tanker kredser stadig om Katja, og jeg smiler stadig fjoget.

Jeg vågner med årets tømmermænd. Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst havde sådan nogle tømmermænd. Eller jo, det kan jeg. Med det samme lander mine tanker på Katja, og jeg kan mærke et fjoget smil på mine læber. Jeg giver mig selv en lussing, der ikke bare gør ondt på kinden og hånden, men også i hovedet. Forsigtigt og med sammenknebne øjne lusker jeg ind i køkkenet. Alligevel skærer lyset i øjnene, og jeg trækker uden tøven gardinerne for. Lyden larmer alt for meget, og jeg griber ind i køleskabet for at finde noget at trøste mig i. Nogle pizzarester står der, som var de skabt af selveste himlen og Gud, og jeg velsigner dem, inden jeg stiller den kølige tallerken på bordet. Sammen med den tager jeg en flaske vand ud. Grådigt hiver jeg husholdningsfilmen af tallerkenen, og uden at gide hælde op i et glas, tager jeg hele 2 liters flasken under armen og begiver mig mod sofaen.

I selvmedlidenhed bliver jeg liggende indtil klokken tre om eftermiddagen. Der er en eller anden fodboldkamp på fjernsynet, og jeg lader over for mig selv, at jeg ser med. Den er kedelig, og stadion ser ud til kun at have solgt tyve pladser. Med et suk og en stikkende blære går jeg på toilettet. Brættet giver mig gåsehud over hele kroppen. Mine bare ben fryser allerede alt for meget, og i det alt for kolde vand i hanen vasker jeg hænder, inden jeg begiver mig tilbage til sofaen. Så snart jeg har lagt mig, kommer jeg i tanke om min telefon. Jeg henter den så hurtigt, som jeg nu kan, inden jeg smider mig i sofaen igen. Lidt for hurtigt, så jeg nogle lange sekunder mister synet. Jeg misser nogle gange med øjnene og ser på fjernsynet. 0-0. Intet har ændret sig. Opmærksomheden vender jeg på min telefon, hvor jeg må sætte lysstyrken næsten helt ned. Ellers gør det for ondt i øjnene. Som forventet er Instagram igen fyldt med beskeder, likes og kommentarer. Det eneste, der betyder noget for mig, er, at der ikke er nogen ny besked fra Amelia. Jeg forstår godt, at hun har skrevet til mig. Indeni bander jeg over mig selv, og at alkoholen stadig har kontrol over mine tanker. Jeg er virkelig et røvhul.

Kommentarerne minder mig om, at der stadig er så meget mere, der skal offentliggøres, og jeg er nødt til at finde en god måde at gøre det på. Måske et forårs-photoshoot, der omhandler graviditeten? Eller bare en tur på en dyr restaurant med Katja i en kjole, der viser maven? Selvom hun ikke er særligt langt henne, er den alligevel meget synlig. I hvert fald hvis hun tager en stram kjole på. Begge dele kunne være opfulgt med en officiel udtalelse. Vi kunne også gøre det helt Beyoncé-style. Vise det frem til en koncert. En, der bliver vist internationalt. Jeg grubler videre, indtil et lyn slår ned i mig. Vi. Jeg tænkte vi.

Jeg ligger hele natten og er halvt vågen for at finde en løsning. Min alarm vækker mig alt for tidligt, og med en vred mumlen slukker jeg den, inden jeg sætter fødderne på det varme gulv. Jeg er nødt til at tage over til Katja. Så hurtigt som muligt får jeg sendt en besked til hende. Svaret kommer så hurtigt, at jeg bliver forskrækket ved det lille bip.

Det kan du godt, hvis du ikke har noget imod
at tale på toilettet :)

Jeg smiler ved beskeden. Noget ved hende får mig bare altid til at smile. Jeg tænker tilbage på den morgen, hvor jeg troede, og på en måde håbede, at jeg aldrig skulle se hende igen. Hun var så stille og nervøs dengang. Nu virker hun bare som det mest naturlige, som har vi kendt hinanden for evigt.

John ryster grinende på hovedet, mens jeg retter telefonen. Den står lænet op ad en vase med falske blomster. Videoen skratter.
”Du ved godt, hvad man siger om Den Ene, ikke?” spørger han med et bredt grin.
”Nej, faktisk ikke,” siger jeg, inden jeg hiver min t-shirt af og tager en anden på. Matcher den bukserne?
”Man siger, at det føles som om man altid har kendt hinanden, selvom man nok ikke har.” Jeg stopper midt i min bevægelse.
Så usynligt som muligt synker jeg en klump. ”Så du siger, at Katja muligvis er Den Ene?” Han nikker. ”Og det kommer fra en playboy, der aldrig har troet på det vås om Den Ene?”
Han vifter uskyldigt med hænderne ved siden af hovedet. De er næsten skjult af beskæringen. ”Jeg siger jo bare, hvad andre siger. Det behøver jeg ikke være min mening.”
Jeg går tættere på telefonen, så han kun kan se mit hoved. ”Jeg tror, jeg forstår. Du vil for alt i verden se mig sammen med Katja.”
”Det har jeg aldrig sagt!” forsvarer han sig.
Jeg smiler.  ”Tiden vil vise, om du får dit ønske indfriet, for at lyde meget voksen. Jeg må smutte.”
Inden han når at sige mere, lægger jeg på og kan forestille mig, hvordan han forbander mig i den anden ende.

Vinden tuder mig om ørerne, da jeg stiger ud af bilen, og jeg er allerede træt af at skulle traske over en halv kilometer. De begynder lynhurtigt at stikke og piske. Jakken trækker jeg godt om mig. Selvfølgelig så jeg ikke ud ad vinduet, inden jeg tog den tynde læderjakke på. Farten sætter jeg op og ankommer gennemblæst til døren, hvor Katja heldigvis hurtigt lukker mig ind, så jeg med store skridt kan gå op ad trappen. Forpustet ankommer jeg. Et hurtigt snøft, nogle dybe vejrtrækninger og et makabert forsøg på at varme mine kolde og sikkert postkasserøde ører. Så banker jeg på.
”Er på vej,” hører jeg nogen råbe. Stemmen genkender jeg som Katjas, og den får til at smile. Et halvt minut senere bliver døren lukket op. Hun smiler, og jeg smiler tilbage. Forsigtigt trækker jeg hende ind til at knus.
”Jeg håber, du kan leve med at sidde på badeværelset. De synes åbenbart det er sjovt, at jeg er nødt til at vente med morgenmaden til om … ” Hendes kinder pustes op, og hun slår en hånd for munden. Med et bittert ansigtsudtryk synker hun. ”middagen.”
Hun når lige at sige det sidste ord, inden hun styrte ud på toilettet. Døren lukker jeg bag mig til lyden af Katja, der kaster op. Jeg når lige at trække en grimasse, inden jeg hører dybe vejrtrækninger og brusende vand. Med en dyb indånding går jeg ind i køkkenet og leder i skabene for at finde et glas. Jeg tager en flaske ud af køleskabet og hælder vand op, da jeg får øje på mælkekartonen. Fortvivlet ser jeg på glasset, inden jeg rækker op og tager endnu et, som jeg fylder med mælk.

Med glassene balanceret i hver sin hånd, går jeg ind på badeværelset.
”Jeg vidste ikke, hvad du helst ville have. Vand eller mælk. Åh, Gud, undskyld, vil du hellere have med brus?” Jeg ved ikke, hvorfor jeg pludselig panikker. Alting bliver bare så virkeligt for mig. Stephanie ville altid helst have vand, men mælk skulle jo være godt mod halsbrand, og jeg aner ikke, om hun bedre kan lide vand med brus i. Mit blik møder hendes. Det er blidt. Hun smiler og ser ned i gulvet. Jeg stiller glassene fra mig.
”Slap af, det er bare lidt morgenkvalme.” Hun ser op på mig. ”Men tak, det behøvede du ikke at gøre.”
Jeg aner ikke, hvad der er faret ind i mig, men det virker pludselig som en selvfølge, at jeg har hentet vand og mælk til hende.
”Hvad foretrækker du? Vand eller mælk?” spørger jeg, så jeg ved det for fremtiden.
Smilet forsvinder fra hendes ansigt. Med triste øjne ser hun på mig. ”Du lyder ligesom Amelia … altså ikke at hun er noget dårligt … ” Ingen af os siger i to sekunder. ”Altså det er bare … nej, du er sikkert ligeglad.”
En kniv stikker mig i hjertet. ”Nej, fortæl.” Vores blikke mødes, inden hun ser ned i gulvet og kører pegefingeren langs furerne mellem klinkerne.
”Hun gør hele tiden alting for at føje mig og være der hele tiden og passe på mig … det er bare for meget nogle gange, forstår du? Nogle gange får jeg næsten en trang til selv at rejse mig op og gå ind i køkkenet for at hente et glas juice eller nogle bønner i stedet for, at hun går ind og henter det. Hun mener det jo bare godt, men det får mig til at føle mig skrøbelig og … som om jeg ikke selv kan. Men jeg kan jo godt, og jeg vil gerne selv hente det glas juice, fordi det er jo næsten hele charmen ved at gå ind og hente det selv, fordi så drikker man halvdelen på vej tilbage, og så smager det meget bedre og … ”
Hun siger ikke mere. For længst har jeg sat mig ned, og jeg rykker tættere på hende, så jeg kan trække hende ind til mig. Talen er afbrudt af hulk, og jeg bevæger forsigtigt hånden op og ned ad hendes overarm. Hun vender sig, så hun vender hen mod mig og ikke toiletkummen. Jeg kan mærke, hvordan hendes tårer gør min skulder våd, men jeg er ligeglad.

Hun snøfter to gange, inden hun trækker sig væk. ”Undskyld.”
”Det gør ikke no-”
”Nej, lad være!” siger hun i en lidt skarp tone og holder håndfladen op mod mit ansigt. Stemningen i rummet skifter så markant, at jeg er tæt på at få gåsehud. Igen snøfter hun og tørrer sig under øjnene. Hun rækker ud efter toiletpapiret, som jeg skal lige til at række hende, inden jeg stopper mig selv. Med en dyb indånding tørrer hun øjnene igen. ”Hvorfor kom du egentlig?”
Jeg tager en dyb indånding. ”Jeg kom i går til at tænke på, hvordan vi skal offentliggøre det hele, og jeg kan ikke komme i tanke om nogen god måde at gøre det på.”
Hun nikker og stirrer ind i væggen bag mig. Jeg begynder for alvor at kunne mærke gulvets kulde.
”Men er du kommet i tanke om nogle måder? For jeg er helt blank,” fniser hun, og jeg smiler. Helt automatisk og på den der drengede måde, kan jeg mærke.
Jeg sukker. ”Jeg tænkte på måske et photoshoot med temaet forår. Altså sådan et maternity-shoot, du ved.” Hun nikker. Helt sikkert har hun også googlet det. ”Eller måske bare lade en historie lække lidt til pressen, eller lade dem gætte sig frem til det i lang tid.”
Et smil lyser hendes ansigt op. Hendes hånd lander på min, som jeg slet ikke har opdaget ligger tættere på hende end mig. ”Lad os gøre, hvad du har det bedst med. For mig er det hip som hap, hvordan folk finder ud af det.”
De blussende røde kinder passer sammen med den lange, lyserøde t-shirt. Det lader til, at Katja er ligeglad med, at den ikke er lang nok til at dække mere end det øverste af låret. Jeg er også ligeglad og lægger knap nok mærke til det, ud over at jeg noterer det over en mental liste af beviser på, hvor naturligt alting er. Det føles ikke mærkeligt, at vi sidder på badeværelsesgulvet. Heller ikke, at det er fordi hun kaster op. Det føles på en måde rigtigt. Som om badeværelset er lavet til, at vi skal sidde her og snakke, mens Katja knækker sig. Jeg smiler ved den latterlige tanke, og Katja smiler tilbage.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...