Upstream Love

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 30 jan. 2017
  • Opdateret: 9 sep. 2017
  • Status: Igang
Katja vågner ved en ung mands side efter en vild nat. Det tager ikke lang tid, inden hun opdager, at det er selveste Alex Lee; en verdenskendt og populær sanger.
Katja går hurtigt i glemmebogen på Alex, men da de arrangerer et møde finder Alex ud af, at den er helt gal: Katja er blevet gravid.
Hurtigt starter problemerne for de kommende forældre. Spørgsmål efter spørgsmål plager dem, mens Katja bliver større og større om livet.

Følg deres rejse, hvor de febrilsk søger efter løsninger og prøver at holde barnet og Katja ude af rampelyset. Er det muligt? Eller bliver det endnu et hemmeligt barn af en celebrity?

32Likes
49Kommentarer
9915Visninger
AA

12. Hvem? | Katjas synsvinkel

Jeg hørte min telefon give et pling fra sig. Jeg greb ned i min bukselomme og tog den op. 

Har du lyst at kommer forbi omkring klokken otte? 
Det kan også være et andet tidspunkt - jeg er helt fleksibel :)

Den var fra Alex. Jeg takkede ja og Alex svarede, at vi skulle mødes ved et bestemt gadehjørne. Det var sikrere, sagde han. Der ville han selv hente mig. Jeg var en smule skeptisk, men også alt for ligeglad til at spørge mere ind til det. Klokken var halv fem, så jeg havde tre timer til at gøre mig klar. Jeg havde regnet ud, at det tog en halv time at nå frem til gadehjørnet. Ufrivilligt mærkede jeg en klump danne sig i min mave, og jeg begyndte at blive nervøs for, hvad jeg skulle have på.
"Det skal nok gå godt," sagde Amelia og gav mig et kram med den ene arm fra siden. Positiv som altid.
"Det siger min mavefornemmelse ikke," svarede jeg og virkede unaturligt pessimistisk.
"Du, frøken, skal lade være med at stole på din mavefornemmelse. Nu har den to gange slået grusomt fejl." Hun prøvede på at joke, men det var et mere seriøst tema. Havde hun ret? Skulle jeg bare lade være med at stole på min mavefornemmelse? Eller havde jeg bare den mystiske følelse, fordi jeg ikke kendte Alex særlig godt?
Jeg sukkede. Alting virkede pludselig så nytteløst og fremmed. Det hele virkede bare skræmmende. 
"Kom med," sagde Amelia entusiastisk og trak mig i armen. "Nu skal vi finde ud af, hvad du skal have på."
Hun havde åbnet mit skab på vid gab og gravede nu rundt i det, så tøjet stod ud til alle sider. Jeg prøvede desperat på at proppe nogle af tingene tilbage, men det var meningsløst. Amelia kastede det alligevel tilbage på gulvet.
"Det skal være sexet, men ikke sådan at du ser ud som om du er klar til en date. Og det skal være afslappet. Og så skal det fremhæve din smukke figur." Hun rodede videre og plaprede løs.
"Min smukke figur? Du taler vist om dig selv," sagde jeg og så ned ad mig selv, hvor jeg kunne se for smalle hofter, for brede lår og en ikke eksisterende talje.
"Pfft ... Nej, har du lige set mig? Jeg ligner en elefant, der har været en tur i H&M." Jeg kunne ikke lade være med at grine. Måske var det det hun ville have? At jeg grinede?
"Her," sagde hun og rakte mig en mærkelig kombination af lyseblå jeans, der sad utrolig tætte, og en rød off-the-shoulder sweater, der bestemt ikke var finmasket.
"Skal jeg ikke have noget under den der?" spurgte jeg, pege på sweateren og undrede mig over, hvornår jeg havde købt eller fået den.
"Ikke andet end dit undertøj." Jeg skar ansigt. Mig i den sweater? Og så se godt ud samtidig? Aldrig!

"Prøv det nu bare!" plagede Amelia.
"Okay," sagde jeg opgivende og tog det ud af hendes udstrakte hænder. "Jeg er tilbage om et øjeblik."
Da jeg stod inde på badeværelset fortrød jeg pludselig at have sagt ja. Det var en elendig ide at mødes med Alex. Tænk hvis vi blev set? Så ... så ville hele verdenen finde ud af min ... nej vores fejl. Ja, det var vores fejl. Jeg havde bestemt ikke hele skylden. En klump formede sig i min hals, som bare snørede sig mere og mere sammen, da jeg realiserede, at på et tidspunkt ville verdenen kende til vores fejl. Og de ville skrive om den. Snakke om den. Og gøre nar af den. Fangirls ville hade mig. Og andre ville begynde at lave ships. Og udtrykke deres glæde for os gennem mærkeligt seksuelle tegninger på Tumblr eller oversøde og overentusiastiske kommentarer til alt jeg lægger op på sociale medier.

"Hvordan går det?" råbte Amelia og rev mig ud af mine tanker. Det gik op for mig, at jeg havde våde kinder. Med bagsiden af hånden tørrede jeg dem af og begyndte på at skifte.
"Godt. Det er bare lidt svært at komme i bukserne. Jeg tror ikke, jeg nogensinde har brugt dem," råbte jeg tilbage og prøvede at beholde kontrollen over min stemme. Det var en halv løgn. Jeg havde aldrig haft bukserne på, men jeg var ikke engang begyndt på at tage dem på. Snart begyndte jeg dog, og min halve løgn viste sig ikke at være en løgn. De var svære at komme i. Og jeg havde en lille mistanke om, at de var en smule for små. Da jeg stod på badeværelsesgulvet og hoppede rundt for at komme i dem begyndte jeg at tænke på, hvor åndssvag jeg egentlig så ud. Altså hoppende rundt lave squads. Jeg lignede jo et eller andet fjols fra en træningsvideo fra firserne eller sådan.

På trods af min tvivlen kom jeg i bukserne, og jeg måtte indrømme, at jeg så helt fantastisk ud i dem. Hurtigt fik jeg sweateren på, der ikke var så gennemsig som, som jeg havde regnet med. Alt i alt gav det mig et smil på læben, for jeg så faktisk ret godt ud.
"Er du ikke snart færdig?" spurgte Amelia og lød helt træt. Jeg så på mit ur. Det havde taget mig et kvarter at komme i bukserne. Fem til mine tanker, ni til bukser, et halvt til trøjen og endnu et halvt minut til studering i spejlet. 
"Nu er jeg," sagde jeg og gik ud i stuen, hvor Amelia lyste helt op.
"Hvor ser du fantastisk ud! Jeg sagde jo, at du ville se godt ud," sagde hun og begyndte som en eller anden stylist at hive mig i trøjen forskellige steder og glatte usynlige krøller ud.
"Tak," sagde jeg og overraskede mig selv ved mit toneleje.
"Det var så lidt," svarede hun og gav mig et knus. Jeg stod og fik næsten lyst til at græde og mærkede igen min hals snøre sig sammen. Men jeg ville ikke. Jeg ville ikke græde. Så kunne jeg ikke længere stoppe. 
"Godt. To og en halv time! Nu skal du bare have lidt makeup-" begyndte Amelia og var allerede næsten inde på hendes værelse.
"Nej, Amelia, nej. Jeg vil ikke have makeup på. Jeg vil bare gerne være naturlig. Og der skal heller ikke ske noget med mit hår. Nu vil jeg bare gerne slappe af og læse lidt."
"Så har jeg noget til dig!" Hun løb hen mod køkkenet.
"Nej, Amelia. Jeg vil gerne læse den bog jeg er igang med, ikke nogle om gra-" sagde jeg, men jeg stoppede midt i min sætning. Amelia kom viftende med min yndlingsbog. Nattens Cirkus. Jeg kunne ikke lade være med at smile.
"Nu sætte du dig her," sagde hun og prikkede på sofaen. "Og så læser du i ro og fred. Jeg skal nok sige til om to og en halv timer!"
"Tak, Amelia, det behøver du virkelig ikke."
"Jo, det gør jeg. Og så propper jeg lige dit tøj tilbage i dit skab. Det ligner jo et bombet lokum. Og så skal jeg-" Mere hørte jeg ikke, for hun forsvandt ind på mit værelse og hendes stemme druknede. Det blev forstærket af, at jeg begyndte at læse bogen.

Jeg stod på gadehjørnet og følte mig som en billig luder. Det var jeg jo også næsten. Følelser begyndte at vælde op igen, og jeg ville ikke til at græde. Jeg sank en klump og så en bil, der kørte langsomt hen til hjørnet og standsede ud for mig. Vinduet blev rullet op, og jeg kunne se Alex' ansigt halvt gemt bag en latterlig hat og nogle oldgamle, små, runde briller. Jeg smilede og satte mig ind. 
"Bonsoir," sagde han med en så tyk fransk accent, at jeg næsten troede, at han ikke kunne tale engelsk.
"Bonsoir," svarede jeg, men jeg lød ekstremt engelsk i min udtale. Jeg spændte mig fast, mens han rullede vinduet op igen.
"Her," sagde han og gav mig en par død hæslige solbriller. "Tag dem på. Så genkender ingen dig."
"Okay, men sådan fungerer kostumer ikke." Jeg tog modvilligt solbrillerne på og hele verdenen blev blå. "Prøv lige at se hvor latterlig jeg ser ud."
Jeg så han mod ham og vi knækkede begge af grin.
"Hvem er du? Smut ud af min bil!" jokede Alex. "Se, det fungerer."
Han begyndte at køre og svang bilen rundt.
"Vent, hvorfor ville du hente mig her, når vi skal i den anden retning?"
"Sikkerhedsårsager," sagde han og lød, som om det betød alt i verdenen ikke at blive set med mig. På en måde blev jeg såret, men jeg blev også glad. Jeg ville ærligt talt heller ikke ses med Alex. De få mennesker, der kendte min hemmelighed, kunne sikkert sætte brikkerne sammen. 

Det meste af køreturen foregik i en akavet stilhed, og den lette, jokende stemning fra starten var væk. Nu var vi bare to næsten fremmede i en bil. Ud over, at jeg vidste næsten alt om Alex. At han var vokset op i Witney, født 16. maj 1994, havde to søstre og to papbrødre, hvoraf den ene også var hans bedste ven. Jeg vidste så meget om ham. Og han kendte slet ikke til mig. Det var vel det aftenen skulle gå ud på? At vi lærte hinanden at kende?

Vi gik ind i villaen via garagen, hvor Alex havde parkeret sin eneste bil, der ikke ville vække opsigt. Vi tog de latterlige kostumer af, og Alex sagde, at jeg bare skulle smide det i en kasse, der stod ved døren. Jeg tog mine sko og min jakke af, og vi gik ind i stuen. Hele huset var fyldt med spildplads. Havde man placeret ting en smule anderledes havde man kunnet få meget mere ind i det, men der var så meget plads, at det var bedre med spildplads end et fuldt hus. 

"Har du spist?"
"Nej," svarede jeg og satte mig på en af barstolene.
"Det har jeg heller ikke. Ehm ... Jeg har ikke så meget. Kan du klare dig med pizza?"
"Ja, det regner jeg med. Jeg skal lige tjekke den liste Amelia gav mig over ting, jeg ikke må spise."
"Nå, ja, det havde jeg helt glemt. Det er en pizza margarita, jeg så kan tilbyde dig. Den anden har tun på sig."
"Hvorfra-" begyndte jeg på at spørge, men Alex afbrød mig.
"Ved jeg det? Jeg er en af de yngste i familien, så jeg har en masse små nevøer og niecer. Derfor ved jeg det. Og ja, jeg spiser tun på min pizza, fordi det er nogenlunde det bedste, der findes." Mens han snakkede hev han to pizzaer ud af køleskabet og stillede dem i ovnen, så de kunne varmes. Jeg følte mig dum. Selvfølgelig vidste han det, når han havde tre niecer og fire nevøer.
"Tun på pizza? Ehm ... Jeg er ikke sikker på ... om det kommer til at smage godt når det er varmet. Du ved ... Fisk på en sommerdag," sagde jeg og mærkede en mærkelig tøven i mig.
"Det er ikke klamt. Bare rolig. Og du behøver jo slet ikke spise det."

Pizzaerne blev varme, og Alex satte sig ved siden af mig. Han stillede høfligt min pizza foran mig og et glas vand. Jeg takkede og mærkede en trang til bare at give ham et stort knus. Og jeg forstod ikke helt hvorfor, fordi sådan noget gjorde jeg aldrig. 
"Øhm ... Så hvordan var din dag?" spurgte jeg forsigtigt, inden jeg tog en bid af den lune pizza.
"Den var meget fin. Jeg var på studiet i dag, og vi fik finpudset nogle sange, hvorefter der var et interview," sagde han og tog selv en bid. "Hvordan var din?"
Han talte med munden fuld, og jeg kunne ikke lade være med at smile.
"Den var ... Okay." Jeg kom i tanke om, hvor grufuldt smalltalk var og hvor forfærdelig jeg var til det.
"Hvad er der sket?" spurgte han og opfangede med det samme mine signaler.
"Jeg fortalte min mor om ... Du ved hvad ... Og hun flippede totalt ud," sagde jeg og kunne mærke min hals blive mindre og mindre. "Ikke at jeg havde regnet med andet ... Men jeg håbede. Jeg ved, at hun synes jeg er uansvarlig, og at Maya aldrig havde gjort det, selvom det sikkert ville være sket for hende, hvis hun havde mit held, der praktisk talt ikke eksisterer."
Jeg vidste ikke hvorfor, men jeg begyndte bare at rable løs. Som om jeg var til terapeut, og jeg væmmedes ved min egen uhøflighed. 
"Maya er din søster?" spurgte han, og jeg nikkede. "Jeg bliver også altid sammenlignet med mine søskende. De er højtuddannede, hvor den ene er ved at skrive sit doktorarbejde, mens hun har to små børn at tage sig af, og jeg stoppede efter gymnasiet og tog til London for at blive sanger."
Alex begyndte at åbne sig op, og det havde jeg slet ikke forventet. Specielt ikke til mig. Men måske sagde han det bare for at trøste mig? Eller sagde han det for at få mig til at føle, at jeg ikke var alene?
"Det er også lige meget. Min mor kan være lige meget der. Hun har altid ønsket sig børnebørn, og nu hvor hun skal have et bliver hun fuldstændig gal i hovedet."
"Til det. Jeg vil ikke ... Jeg vil ikke ødelægge noget for dig, men jeg vil egentlig gerne snakke med dig om lige netop dét."

Jeg strakte ørerne ud og frygtede, hvad han ville sige.
"Katja, det er ikke fordi, jeg ikke kan lide dig. Men det her ... Det er kommet til et utrolig dårligt tidspunkt, og jeg tror det vil være bedst for os begge, hvis du får en abort." Hans stemme lød en smule skinger og forsigtig til sidst. Kunne han ikke have fundet et bedre tidspunkt at spørge om det? "Altså det behøver jo ikke var snarest muligt, men jeg tror, at du også kan indse, at det her ikke lige ville være det bedste miljø for et barn og det ville ikke være godt for nogle af os."
"Jeg ... Jeg tror ikke, at det her er det bedste ... Øhm ... Tidspunkt at diskutere det på." Jeg blev pludselig nervøs. Og vred. Hvor vovede han at sige, at jeg bare skulle dræbe mit eget barn? 
"Katja, jeg kan ikke forestille mig, hvad du lige nu føler, men ud fra hvad jeg selv ved fra mine søstre, så føler du dig allerede forbundet til barnet, men du er nødt til at forstå, at det her ikke kommer til at gå."
"Og du er nødt til at forstå, at vi i det mindste skal prøve!" Min stemme var mere skinger end jeg ønskede den at være. "Vi kan da prøve at se, om vi på nogen måde kan få tingene til at fungere. Det har vi stadig fem måneder til. Og hvis vi bare kan se, at det ikke fungerer, så ... Så gør vi som du siger."
Jeg forstod ikke helt hvor min pludselige utrolig fornuft og visdom kom fra, men et eller andet sted måtte den komme fra. Alex så ud til at overveje det. Ønskede han virkelig så lidt et barn? Jeg forstod ham ikke helt. For nu, hvor hormoner begyndte at pumpe gennem mit blod, ønskede jeg så utrolig meget et barn og at danne en familie. Og alligevel forstod jeg ham. Det var meget. Men vi havde fem måneder til at finde ud af det. Fem måneder. Det måtte være nok.

"Okay, vi gør det som du siger." Han begyndte på andet stykke, mens jeg var 3/4 gennem mit. 
"Godt, det er vist også bedst sådan," sagde jeg og fik svedige håndflader. Jeg var kommet til at tænke på fremtiden. Med et barn. Og mit hjerte begyndte at rase afsted.

Efter vi havde spist blev vi siddende. Vi snakkede om vejret. Smalltalk. Gud hvor jeg hadede det.
"Fortæl mig noget om dig." Alex vendte sig lige så pludseligt mod mig som hans spørgsmål kom bag på mig. Og pludselig havde jeg mistet alle ord i mit ordforråd.
"Øhm ... Eh ... Jeg ... Jeg studerer jura og vil blive dommer," sagde jeg, fordi det var det eneste jeg lige kunne komme i tanke om. Da han ikke reagerede på anden måde end at sluge mine ord fortsatte jeg bare:
"Jeg har en søster ved navn Maya. Jeg er vokset op i Croyden. Øhm ... Jeg kan godt lide at tegne ... Jeg vil gerne prøve at rejse jorden rundt, men jeg har aldrig haft tiden til det," sagde jeg og smilede et skævt smil over, at jeg ikke havde tid til en rejse.
"Man har aldrig tid til noget," sagde Alex og besvarede næsten mine tanker. "Jeg har også altid villet rejse en masse, men jeg er aldrig kommet til det på andre måder en at tage på Tour, men det er jo arbejde."
"Selv hvis man havde alt tid i universet havde man alligevel aldrig nok tid," sagde jeg med et let smil.
"Hvad kan du godt lide at lave i din fritid?" spurgte han. Jeg forventede næsten, at han som næste spørgsmål ville gå helt psykolog i den.
"Jeg kan godt lide at læse, tegne, løbe eller være sammen med mine venner. Nogle gange ... Nogle gange laver Amelia, min sambo, sådan en Kage Krig som vi kalder den. Det gælder om at lave den bedste kage, og derefter spiser vi det hele med undskyldningen, at det var meget anstrengende at lave kagen. Amelia vinder altid."

Jeg begyndte langsomt at føle, at vi begge virkelig åbnede op over for hinanden. Det kunne også bare have været mig, der havde forestillet mig det. Jeg vidste det stadig ikke helt, da han satte mig af foran mit hjem klokken elleve. Jeg var så træt, at mine øjenlåg nærmest gled i af sig selv. Alex bar slet ikke tegn af udmattelse, da han sagde farvel til mig. Jeg snød nok mig selv, da jeg tænkte det, men jeg troede, at jeg havde set et specielt glimt i hans øjne, hver gang han så mig i øjnene. De få gange han gjorde det.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...