Upstream Love

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 30 jan. 2017
  • Opdateret: 6 jul. 2018
  • Status: Igang
Katja vågner ved en ung mands side efter en vild nat. Det tager ikke lang tid, inden hun opdager, at det er selveste Alex Lee; en verdenskendt og populær sanger.
Katja går hurtigt i glemmebogen på Alex, men da de arrangerer et møde finder Alex ud af, at den er helt gal: Katja er blevet gravid.
Hurtigt starter problemerne for de kommende forældre. Spørgsmål efter spørgsmål plager dem, mens Katja bliver større og større om livet.

Følg deres rejse, hvor de febrilsk søger efter løsninger og prøver at holde barnet og Katja ude af rampelyset. Er det muligt? Eller bliver det endnu et hemmeligt barn af en celebrity?

35Likes
65Kommentarer
15391Visninger
AA

23. Hemmeligheden | Katjas synsvinkel

”Kan man se min mave i den her trøje?” spurgte jeg og kiggede mig selv fra siden i spejlet. Hvem narrede jeg? Jeg lignede en overvægtig flodhest.
Amelia sukkede. ”Nej, søde, det kan man ikke. Hvorfor prøver du også at skjule den? Du ved jo, at du skal have barnet, og når først det er der, kan du ikke skjule det for dem.”
”Fordi … fordi … ” Jeg prøvede på at komme i tanke om en grund til at skjule det for mine bedste veninder. ”Det føles bare ikke rigtigt endnu.”
”Og når man så tydeligt i en sweatshirt kan se din mave, er det for sent at fortælle dem det, fordi så bliver de kede af det.” Amelia sukkede igen og rakte mig nogle tabletter og et glas vand. ”Her, slug dem.”
Det var blevet min tur til at sukke. Var det ikke lidt tidligt at starte på supplementer? Jeg måtte spørge lægen næste gang, jeg var der. ”Men jeg føler altså, at man kan se den tydeligt. Og mine bryster … de er blevet sådan tre gange så store eller sådan. Det ligner jo, at jeg har været under kniven.”
”Hvad vil du så sige til pigerne, når du fortæller dem om graviditeten?” spurgte Amelia og ændrede fuldstændig emnet.
Jeg sukkede. ”Bare at … jeg ved det ikke … ”
”Og når de spørger, hvem der er faren?”
Med et ryk vendte jeg mig, så jeg så direkte på Amelia. ”Jeg fortæller dem ikke i dag og heller ikke i morgen eller i løbet af ugen, hvem der er faren. De kan ikke holde sådan noget for sig, og du og ham der John er de eneste, der kender sandheden!”
Hendes øjne blev store. ”Okay, okay. Så fortæller du dem om graviditeten i dag?”
”Lad os nu bare se.” Jeg besluttede mig for at tage sweatshirten på, selvom det ville blive varmt. Så meget federe end normalt, så jeg heller ikke ud.

Normalvis var jeg enten den første eller anden, der kom, men denne ene dag var de alle der allerede. Jeg tjekkede på uret. Jeg kom to minutter for tidligt. Eller var mit ur stillet forkert? Havde jeg set det forkerte tidspunkt? Åh, Gud, hvor havde jeg lyst til at græde. Det var rart med den tykke sweater udenfor med den kølige vind, der dog var stilnet af, men indenfor kunne jeg med det samme mærke, at jeg var ved at få det for varmt. Så snart jeg så pigerne, smilede jeg. Hvor havde jeg dog savnet dem.
”Hej,” sagde jeg, mens jeg gik rundt og krammede dem, som det nu lod sig gøre, når de allerede havde sat sig ned. Jeg satte mig på den resterende stol. ”Hvordan kan der være så koldt i april, næsten maj?”
Joanne snøftede kort. ”Vi er i England, søde. Hvad forventede du?”
Jeg trak på skuldrene og smilebåndet. ”Har I bestilt?” Lutter nik kom fra bordet. ”Så går jeg op og bestiller nu.”

Så snart jeg satte mig igen, kunne jeg mærke, at der var noget galt. De var lidt stille, men det kunne også bare være indbildning. Hormonerne fik skylden. Da jeg få minutter senere fik min varme kakao og chokoladecookie, kunne jeg se Rose sende Tiana et blik. Hun nikkede næsten usynligt som svar.
”Come on, det er koldt!” forsvarede jeg mig og forventede grin og jokes om kage-diæter. I stedet pressede May læberne sammen. Hun lagde sin varme hånd på min kolde.
”Katja, vi føler lidt, at der er noget, du ikke har fortalt os … ” Uf! Så meget om en hyggelig eftermiddag. Forsigtigt tørrede jeg mig i mundvigene. Jeg havde vasket hele ansigtet grundigt og sørget for, at jeg ikke lignede en, der lige havde tømt sin mavesæk om morgenen, men kunne de se det? Hvorfor skulle det lige være en af de dårlige dage, den dag jeg skulle se mine veninder? Dagen forinden havde jeg allerede brækket mig rigeligt. Og så endda i en anden end Amelias tilstedeværelse.
”Ingen kaffe, ikke den mindste smule alkohol … altså ikke fordi, du nogen sinde drikker ret meget, men … på det sidste ville du ikke engang være med til et glas vin, og du skal altid et eller andet om formiddagen, normalt er det omvendt … ” Tiana holdt inde.
Jeg nikkede og så ned i bordet. ”Okay, I behøver ikke spørge. Ja … ja, jeg … ” Jeg bad mig selv inderligt om at få ordet gravid over læberne. Det var jo bare et ord. ” … skal have et barn … to faktisk.”
Tårerne begyndte at bygge op, kunne jeg mærke. Jeg turde ikke se op. At høre deres reaktioner var nok. May klemte min hånd. Forsigtigt så jeg op og mødte hendes blik.
”Er du glad?” spurgte hun og lagde hovedet på skrå.
Jeg tog en dyb indånding. ”Det tror jeg. Men … altså … jeg er glad på en måde, og samtidig bange. Jeg skulle jo have læst videre efter ferien, men jeg kommer ikke til at sende nogen ansøgning. I hvert fald ikke til noget universitet.”
”Hvis du er glad, er jeg også, det skal du bare vide Katja. Selvom … ja, på trods af alting. Så er det jo egentlig vigtigst, at du er glad, ikke?”

Vi snakkede først forsigtigt og så mere ivrigt. Alt mellem himmel og jord, løst og fast.
Joanne så på mig med et spændt blik og lænede sig lidt ind over bordet. ”Nu kan jeg ikke lade være med at spørge, undskyld piger, men jeg er nødt til det.” Hun tog en dyb indånding og så mig direkte i øjnene. ”Hvem … ” Hende stemme blev til en hvisken. ”Hvem er faren?”
Det føltes som et bagholdsangreb. Hvad havde jeg ellers forventet? Selvfølgelig ville de gerne vide, hvem faren var. På en måde havde de også ret til det. De var næsten som familie.
Jeg tog en dyb indånding og dæmpede min stemme. ”Amelia lokkede mig på en bytur. Jeg vågnede næste morgen, ikke i min egen seng. Tja … så troede jeg, at jeg var ved at blive syg, og min mor tvang mig til læge … paranoia-mor … og ja … ”
Tiana var den eneste, der ikke kunne undertrykke sit gisp næsten helt. Det blev en smule for højt, og jeg kunne høre nogle ved bordet bag mig vende sig. Vi holdt inde nogle sekunder, indtil vi var sikre på, at dem bag os ikke længere lyttede med.
”Okay, nu er vi allerede omkring det med dig og mænd, Katja. Du fik ikke fortalt os sidst, hvordan du mødte … ja, du ved hvem.”
Sidst var to dage forinden, dagen efter min kontakt til Alex var blevet offentliggjort. De havde allerede udspurgt mig, men selvfølgelig ville de vide mere. Jeg måtte fiske enderne fra min historie sammen. ”Som jeg har fortalt, så blev jeg næsten rendt ned af en eller anden på gaden. Jeg landede og ømmede mig på håndleddet, da jeg var kommet op og sidde. Manden kom hen til mig og undskyldte mange gange. Han mumlede og havde fuldskæg og en hat, der dækkede for næsten hele ansigtet, men et eller andet kunne jeg genkende ved ham. Nå, men han insisterede på at få mig fragtet til skadestuen, for han ville ikke gå rundt i uvidenhed om, om han havde brækket mit håndled eller sådan. Da vi så kom derhen, sagde han, at han måtte skynde sig videre, men han gav mig sit nummer, så jeg bare skulle skrive til ham, når jeg fandt ud af, hvordan det stod til med mit håndled, og så ville han kontakte sin forsikring.”
Pigerne nikkede ivrigt og slugte min historie råt. Den virkede så kliché, at jeg ikke kunne tro det, men den var i det mindste mere troværdig end den rigtige historie.
”Jeg skrev så til ham, at det bare var et harmløst stød, der ville gøre ondt en dag eller to. Nogle dage senere fik jeg et brev med en erstatningserklæring fra en af de der vildt dyre forsikringer. Min telefon var til reparation, og Amelia var ikke hjemme, så jeg lånte underboens fastnet og ringede til ham. Der kunne jeg genkende stemmen, og så … ” Pigerne holdt spændt inde, selvom de allerede havde fået fortalt historien. Bare med lidt færre detaljer. ”Så sagde han, at han stadig havde det dårligt med det og gerne ville sige undskyld in-person.”
May sukkede. ”Han virker bare som det bedste menneske i verden.”
”Vi fandt ud af, at vi havde virkelig nemt ved at snakke med hinanden og meget tilfælles, og ja … siden da har vi ligesom været venner på en eller anden mærkelig måde. Og det på grund af et håndled, der ikke engang gjorde ondt i to dage.”
De sukkede i kor, inden vi alle grinede over deres suk.

Vinden var stilnet af, da jeg gik hjem. Det føltes som et tegn på, at jeg havde gjort det rigtige. At det faktisk havde været okay, at jeg løj over for mine veninder, selvom jeg godt vidste, at det ikke var.
”Du er godt klar over, at I vil offentliggøre det i løbet af ugen?” Amelias stemme brød mig ud af min sukkersøde drøm. Det var ikke et tegn, at vinden var væk. Eller jo, måske. Stilhed før stormen.
”Jeg fortæller dem det også i løbet af de næste dage!” svarede jeg lidt for hårdt.
Amelias øjne lynede. ”Du gør det virkelig ikke nemt for mig at have medlidenhed med dig!”
”Jeg vil heller ikke have medlidenhed!” Sætningen råbte jeg. Sikker på, at naboerne hørte det. Med et ryk rejste jeg mig for at understrege det. ”Jeg vil ikke have, at du prøver på at læse ethvert ønske fra mine øjne, mens du gør alting alt for behageligt for mig. Jeg vil bare have Amelia, der er hudløst ærlig over for mig og lader mig være selvstændig og ikke den … jeg ved ikke hvad, du er blevet til!”
Med verden svømmende omkring mig, mærkede jeg kun døren smække bag mig og mit alt for bløde, dejlige sengetøj ramme min trætte krop. Alt var sort, jeg mærkede kun de varme tårer strømme ned ad mit ansigt. Et smalt håb om, at Amelia ville komme ind, lægge en hånd på ryggen af mig og bare sidde og være Amelia, lå lige så stille som et stykke ulmende aske i mit hjerte. Det brændte. Sved så frygteligt. Det føltes lidt som om, verdens faldt sammen omkring mig. Jeg havde brug for Amelia. Mine veninder. Mig selv. Alle mine holdepunkter var væk. Selv min mor. Jeg havde intet at gribe fat i. Forskrækket satte jeg mig op ved lyden at et pling fra min telefon.

Har fri. Lyst til at mødes? Kan hente dig?

Uvilkårligt bredte et smil sig på mine læber. Jeg havde Alex, på en måde. Han behandlede mig som et almindeligt menneske - for det meste - og han ville nok ikke hade mig ved udgangen af ugen. Han ville nok ikke være glad for min lille historie, men den kunne vise sig brugbar. I fremtiden måske. Og så havde den brug for nogle mindre ændringer.

”Okay, ehm … hvor skal vi tage hen?” spurgte han. Jeg lagde hovedet på skrå.
”Ingen ide.” Et suk forlod mine læber, mens mit blik landede på ruden. Svagt kunne jeg skimte Themsen. ”Vejret er stilnet af.”
”Mine bodyguards har fri, undskyld … det vil ikke være sikkert, specielt nu, at være ude af huset.”
Mine øjne blev smalle. ”Hvorfor spurgte du så, hvor vi skal tage hen?”
”Om vi skal være her eller ved mig. Vi kunne også tage forbi John,” svarede han og kørte hånden gennem det halvlange hår. Tanken om ham John gav mig kuldegysninger. Ærligt talt var han en smule creepy. Og jeg ville bare være sammen med Alex. Mit sidste strå at holde fast i.
Jeg lænede mig en smule frem og ændrede min stemme til en hvisken. Selvom Amelia var på sit værelse bag en lukket dør og sikkert med hovedtelefoner på, ville jeg ikke risikere noget. ”Jeg kunne godt tænke mig ikke at være her. Amelia og jeg … vi er ikke lige på bedste fod i dag.”
Han nikkede, og jeg lagde mærke til, at han havde jakkesæt på. Det var kønt til ham.

Det føltes mærkeligt at tage hjem til Alex. Hans hus var alt for stort, føltes det som om. Det var nærmest som om, der var for meget plads mellem alt. Som drev det hele lidt fra hinanden. Jeg havde ikke lagt mærke til det før, men det begyndte at irritere mig en smule. Sofaen føltes også alt for stor. Vores fødder burde røre hinanden, men selvom vi begge ikke sad og krympede os sammen, var de stadig en smule fra hinanden. Jeg kunne ikke forklare hvorfor, men jeg ville virkelig gerne have, at vores fødder rørte hinanden, så mærkeligt som det nu var.
”Så, hvad har du lavet i dag?” Uf. Igen skulle jeg til at forklare mig selv. Tilstå en løgn. Og det hele ville kun blive meget værre.
”Været sammen med nogle veninder. Skændtes med Amelia. Og inden jeg glemmer det … ” Okay, jeg kunne ikke komme ud af det mere. ”Jeg var nødt til at fortælle mine veninder en løgn. En nødløgn, og … ”
”Hvad fortalte du dem?” Han sukkede.
Det blev min tur til at sukke. ”Jeg fortalte en latterligt kikset historie om, hvordan vi havde mødt hinanden. Og det var faktisk blandt andet det, Amelia og jeg kom op at skændes over.” Verden begyndte at svømme igen. Okay, så sensitiv kunne hormoner jo umuligt gøre en. ”Og nu har jeg det … dårligt med det, men hvad skulle jeg gøre?”
Vores fødder rørte hinanden. Hans hånd ramte mit knæ. Min arm lagde sig om ham. Hans lagde sig om mig. Jeg begyndte at brænde. Mine øjne sved, men resten af min krop brændte, og mit hjerte rasede afsted. Hvad var der dog sket?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...