Upstream Love

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 30 jan. 2017
  • Opdateret: 9 sep. 2017
  • Status: Igang
Katja vågner ved en ung mands side efter en vild nat. Det tager ikke lang tid, inden hun opdager, at det er selveste Alex Lee; en verdenskendt og populær sanger.
Katja går hurtigt i glemmebogen på Alex, men da de arrangerer et møde finder Alex ud af, at den er helt gal: Katja er blevet gravid.
Hurtigt starter problemerne for de kommende forældre. Spørgsmål efter spørgsmål plager dem, mens Katja bliver større og større om livet.

Følg deres rejse, hvor de febrilsk søger efter løsninger og prøver at holde barnet og Katja ude af rampelyset. Er det muligt? Eller bliver det endnu et hemmeligt barn af en celebrity?

34Likes
52Kommentarer
11132Visninger
AA

14. Forældre | Alex' synsvinkel

"Goddag, lille skat, hvordan har du det?" kvidrede min mor i den anden ende.
"Lad være med at kalde mig 'lille skat'. Det er jeg for gammel til," sagde jeg og gned mig i øjnene. Jeg havde ikke fået meget søvn de sidste nætter. Jeg blev forfulgt af det samme mareridt nat efter nat. Og hver gang vågnede jeg et par gange midt om natten og var mere svedig end gangen forinden. Hver dag var jeg nødt til at gå i bad flere gange. En stor forskel til, at jeg førhen kun var gået i bad hver anden dag.
"Du bliver aldrig for gammel til noget," sagde min mor og jeg hørte en side blive vendt i en bog.
"Fortæl det til ansvarsløsheden. For den vil jeg gerne have tilbage," sagde jeg og opdagede, at det måske ikke lige var det rette tema. Skulle jeg fortælle hende det?
"Nå, hvad er der sket?" spurgte hun og lod til at vende sin fulde opmærksomhed mod mig. Skulle jeg lyve?
"Det er bare fordi vi har lidt travlt i studiet. Vi skal jo snart være færdige med albummet og sådan." Ja, jeg skulle lyve.
"Jamen, hvis der er for meget pres på, så skal du bare sige fra."
"Fortæl det til de tusindvis af fangirls, der i et år har ventet på et nyt album," svarede jeg og prøvede på at komme på noget, der kunne aflede samtalen fra mig og samtidig korte den væsentligt af.
"De kan da være ligemeget. Du skal bare have det godt," kviderede hun løs og var ved at miste opmærksomheden igen.
"Nå, hvordan har du det mor?" spurgte jeg i et desperat forsøg, der sikkert ville virke meget effektivt.
"Jeg har det meget fint. Ja, der er jo en smule gigten, du ved jo hvordan det er, men ellers går det meget godt." Der var varmt, og hun havde ikke gigt, så hvordan kunne der være problemer med gigten. Det var ikke gigt, der var problemer med, men hypokondrien. 
"Og hvordan går det ellers?" Hvorfor stillede jeg altid de mest standart spørgsmål?
"Det går jo meget godt. Din fætter ankommer fra Hong Kong den tyvende april, og jeg forventer altså, at du kommer til påskefrokosten den toogtyvende," sagde hun i et skarpere tonefald.
"Selvfølgelig gør jeg det, mor. Jeg vil gerne se jer alle sammen igen."
"Nu hvor vi snakker om familien, hvornår så du sidst John?" spurgte hun, og jeg undrede mig over, at hun gik op i, hvordan han havde det, for hun havde aldrig rigtig kunnet lide ham. Hun kunne bedre lide hans bror Michael, som var et meget brainy menneske.
"Det er ikke lang tid siden. Jeg skrev i hvert fald med ham i går," sagde jeg og kom i tanke om vores korte, men alt for sjove, samtale, hvor vi jokede med, at hvis hans mor og min far blev gift, så var vi jo i princippet helt søskende. I princippet.
"Og hvordan har han det?"
"Han har det rigtig godt, og han har rigeligt at gøre på teateret."
"Laver han ikke kun lyset?" spurgte hun en smule nedladende.
"Ja, på papiret gør han. Men du kender ham jo. Han vil så gerne hjælpe, og de tager med kyshånd imod alt den hjælp de kan få. Desuden tager det sin tid at sætte lyset op til en tre timers forestilling, når han manuelt skal rykke på alle lysene."
"Ja, I ved jo mest om det tema. Jeg er ked af at afbryde her, men jeg skal mødes med en veninde på en café."
"Farvel, mor," sagde jeg og var helt lettet allerede.
"Farvel, lille skat," sagde hun og kyssede åbenbart telefonen. Jeg kunne ikke lade være med at vride mig i ubehag. Den kvinde kunne drive mig til vanvid og samtidig være mit eneste tilflugtssted.

Jeg kunne mærke hvordan mine skuldre sænkedes, jeg lænede mig tilbage i sofaen og slappede af i alle muskler. Jeg åbnede Facebook og scrollede ned ad mit feed. Intet nyt. Med et suk rejste jeg mig op og vandrede rastløs rundt i stuen og køkkenet. Jeg anede ikke, hvad jeg skulle foretag mig. Skulle jeg kaste mig ud i at købe ind? Og så først komme tilbage om et par timer, fordi folk ikke vil lade mig købe ind? Måske. Lige der ville jeg dog bare gerne slappe af. Med et bump smed jeg mig igen på sofaen. Med en mærkelig strubelyd fik jeg strakt mig så langt, at jeg kunne få fat i fjernbetjeningen. Jeg trykkede på Netflix, som med det samme åbnede op. 

Jeg var stadig rastløs, og jeg kunne ikke vælge, hvad jeg ville se. Til sidst endte jeg dog op med en eller anden Marvel film. Jeg havde glemt filmens navn efter de første tre sekunder af den. Nogle mærkelige action shots startede den ud med, og inden titlen kom på havde jeg lukket ned for Netflix igen. Hvorfor kunne jeg ikke samle mig om noget? Der var en futten eller skraben bag mig. Jeg vendte mig forskrækket om, men der var ingen. Havde jeg haft et kæledyr, kunne det godt have været bortforklaret, men det faktum at jeg ikke havde et kæledyr gjorde bare situationen mere skræmmende.
"Alex, det er bare en eller anden lyd, du selv fandt på. Der findes ikke monstre. Du er ved at blive paranoid, og det ved du meget vel," sagde jeg til mig selv for at berolige mig selv, men det gjorde det hele bare lidt værre, fordi jeg var nået til et punkt, hvor jeg var begyndt at tale til mig selv. Var jeg virkelig så alene? Alene med mine tanker og pizzaer. 

På et tidspunkt midt på dagen gav jeg op. Jeg satte mig bare til rette i sofaen med mit blødeste sæt pyjamas og kiggede på min telefon. Jeg nåede tre gange gennem alle sociale medier, da jeg heller ikke gad det mere. Klokken var blevet tre, og jeg havde en dundrende hovedpine, der lå i nakken. John havde engang sagt, at nogle mærkelige stræk- og løfteøvelser ville hjælpe. Spoiler: Det gjorde de ikke. Vandet hjalp heller ikke, og jeg var for doven til at tage på apoteket for at hente panodiler. Til sidst lagde jeg mig opgivende på sofaen igen, lukkede øjnene kort og faldt.

Jeg vågnede skrækslagen og omtumlet op igen og anede de første sekunder ikke, hvor jeg var. Hurtigt fik jeg set på mit armbåndsur. Klokken var fire, og jeg havde sovet i en time. Det havde været den bedste times søvn jeg havde haft i mange dage. Der var bare helt sort, og jeg drømte ikke noget. Hovedpinen var ved at gå væk, men der var stadig en skygge af den tilbage i baghovedet. Min mave knurrede højt, og jeg havde kvalme af sult. Med en eller anden halvkvalt lyd formåede jeg at komme op at stå på mine stadig halvt sovende ben. Hurtigt fik jeg bikset et brød med Nutella sammen og mindst lige så hurtigt spist det. 

En stærk trang til bare at ringe til Katja trængte sig på, og inden jeg havde tænkt mig om stod jeg med min telefon i hånden og med tommelfinger over den grønne taste ved Katjas navn. Jeg trykkede på den og en underlig følelse skyllede rundt gennem min krop. Mine håndflader blev fugtige, ligesom mine mine bare tæer, og fingerspidserne kildede på en speciel måde. Mit hjerte begyndte at banke hurtigere og hurtigere for hver gang telefonen duttede. Da den var nået til tredje dut ønskede jeg inderligt bare at lægge på. Så hørte jeg det, som jeg så gerne ville, og på samme tid ikke ville, høre.
"Hej," sagde Katjas stemme, der skrattede gennem en svag forbindelse.
"Hej," svarede jeg og mærkede hvordan mine lunger blev presset sammen til to små kugler.
"Øhm ... Hvorfor ringer du?" spurgte hun med sin bløde stemme, der nu gik klarer gennem linjen.
"Jeg ville bare gerne høre hvordan det går," sagde jeg som den eneste undskyldning, jeg lige kunne komme i tanke om. Hvor var jeg dog barnlig og latterlig.
"Det går udmærket. Amelia er gået lidt i et baby-flip, men det har jeg måske fortalt dig om?" snakkede hun løs, som havde vi været gode venner årevis. Var hun også så nervøs?
"Ja, du nævnte det," svarede jeg med et smil spillende om læberne.
"Ud over det sker der ikke så meget. Jeg er bare glad for, at jeg har ferie nu."
"Er det ikke lidt tidligt at semesteret er færdigt?"
"Ja, men jeg var på et mere intensivt kursus, så vi er blevet færdige et par måneder før. Og hvordan går det ved dig?"
"Det går godt. Ja, det gør det."
"Jeg er også skide bange," sagde hun og brød isen, der lå som en tyk mur mellem os. Jeg drog et lettelsens suk. "Jeg aner ikke, hvordan andre kan tage graviditet så roligt, men jeg er altså ved at freake ud! Jeg er ved at producere en lille celleklump, der langsomt bliver større, og min læge siger, at jeg bare skal tage det helt roligt!"
"Det er vist ikke tiden til at sige rolig nu?" spurgte jeg en smule drillende. 
"Nej, det er det bestemt ikke. Og det hjælper i hvert fald ikke, at magasiner fremstiller graviditet som en himmel. Jeg kan ikke holde noget mad i mig om morgenen, og selv senere på dagen kan jeg nogle gange ikke holde maden i mig."
"Katja, jeg er også bange. Okay? Jeg kan ikke sove, og jeg ved ikke, hvordan jeg skal omgås folk, der ikke kender til det. Og jeg ved virkelig ikke hvad jeg skal gøre eller noget som helst, men jeg tror, at det nok skal gå." Jeg kunne høre, hvordan Katja tog en dyb indånding, og jeg gjorde det samme. Jeg lod mine muskler slappe af og blev overrasket over, hvor højt oppe mine skuldre sad og hvor anspændt jeg havde været. 
"Øhm ... Jeg er nødt til at lægge på nu. Farvel," sagde hun en smule genert, og lød slet ikke som den Katja jeg havde hørt nogle sekunder forinden, og jeg hørte hende tage fat i noget stof.
"Farvel," sagde jeg og genkendte næsten ikke min stemme. Snart efter lød telefonens dutten, der nu havde en beroligende effekt på mig. Jeg satte mig i sofaen og lagde langsomt min telefon fra mig. På en eller anden måde følte jeg mig mere afslappet og på plads, men på en anden måde følte jeg mig mere ved siden af mig selv, end jeg havde gjort i lang tid. Jeg anede ikke, hvad der var galt med mig, og jeg ville give så utrolig meget for at finde ud af det, selvom jeg nok kendte svaret selv. Jeg ville bare ikke indse det.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...