Upstream Love

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 30 jan. 2017
  • Opdateret: 6 jul. 2018
  • Status: Igang
Katja vågner ved en ung mands side efter en vild nat. Det tager ikke lang tid, inden hun opdager, at det er selveste Alex Lee; en verdenskendt og populær sanger.
Katja går hurtigt i glemmebogen på Alex, men da de arrangerer et møde finder Alex ud af, at den er helt gal: Katja er blevet gravid.
Hurtigt starter problemerne for de kommende forældre. Spørgsmål efter spørgsmål plager dem, mens Katja bliver større og større om livet.

Følg deres rejse, hvor de febrilsk søger efter løsninger og prøver at holde barnet og Katja ude af rampelyset. Er det muligt? Eller bliver det endnu et hemmeligt barn af en celebrity?

35Likes
65Kommentarer
15385Visninger
AA

19. Familien | Katjas synsvinkel

”Hun er da sød,” sagde jeg, da den lille pige løb væk. Jeg havde indtil videre forstået, at hun var Alex’ niece. Hendes mor, Alex’ storesøster Stephanie, havde jeg opdaget, så på mig lidt i skjul. Det gjorde mig nærmest nervøs, og hun så ikke på mig med elevatorblikket, men med det gennemskuende, beregnende og dømmende blik. Hvad havde hun imod mig? Jeg havde egentlig aldrig følt, at jeg var den type menneske, som man enten elskede eller hadede ved første blik. Jeg kendte nogle, der var sådan, og jeg havde op til flere gange set fremmede flippe ud på dem, men jeg følte ikke, at jeg selv var den type person. 
”Ja, og hun har forstået at bruge det til sin fordel,” sagde Alex med et suk. På en eller anden måde var han anderledes, men jeg kunne ikke 100% lægge fingeren på det. ”Heldigvis opdrager Stephanie hende godt. Et nuttet ansigt fungerer ikke ved Stephanie. Det har det aldrig gjort. En overgang jokede John og jeg med, at hun var sociopat. Så kom Sherlock af BBC, og det ødelagde vores joke.”
”Sherlock fra BBC serien er ikke sociopat. Han er mere autist end sociopat, men Amelias teori, som jeg er meget enig med, er, at han slet ikke har nogen psykisk sygdom, det er bare noget, han har bildt sig selv.”
Han så på mig. ”Er det ikke det, hele Tumblr tror?”
”Nej, de tror, at han og John er bøsser, og at de sikkert bliver et par.” Jeg grinede. ”Det må egentlig være akavet at være skuespiller og så skulle kysse sin bedste ven. Altså jeg taler generelt.”
”Det er derfor, jeg aldrig skal blive skuespiller.” Han tænkte sig om et øjeblik. ”Altså sådan udenfor musikvideoer.”
Jeg nikkede og hørte halvt med i en samtale, der foregik bag mig. Noget med finans, som jeg ikke kunne bidrage til eller som jeg havde nogen udpræget mening om.

”Jeg har hørt, at du studerer,” sagde en ældre kvinde til mig. Diskret hviskede Alex til mig, at det var hans mormor. ”Hvad vil du blive?”
Den ældre kvindes søgende, venlige øjne så på mig med intens interesse, som var jeg en lavasten, en geolog havde fundet og var ved at undersøge.
”Dommer,” sagde jeg med et smil.
”Du lader også til at have et kvikt hoved,” sagde hans mormor. ”Ellers ville du jo heller aldrig være kommet ind på et jurastudie i London. Er det ikke noget med, at deres krav er ekstreme?”
”Ja, deres krav er meget høje. Men de er meget højere i Oxford,” sagde jeg og fortrød igen, at jeg havde valgt London fremfor Oxford, selvom jeg var blevet accepteret ind. Jeg ville blive ved min familie, og på en måde var det jo godt, men jeg fortrød så ofte, at jeg ikke havde taget turen til Oxford.
”Hvis jeg var en, der ansatte dommere, så ville jeg ikke ansætte en af dem fra Oxford. De har fået for meget uddannelse og tænker for meget på deres tests og hvordan man klarer sig godt i dem. Der handler det ikke om andet end at score højest. De er lige så kloge som alle andre, den eneste forskel er deres ego, og den er meget højere end kravene.” Jeg løftede et bryn i overraskelse, og den gamle dame rystede let på hovedet. ”Nej, der får de for hurtigt et for stort ego. London er bedre.”

”Min mormor er en meget … hun har ret stærke meninger,” forklarede Alex lidt senere.
”Jeg kan godt lide hende,” sagde jeg. ”Hun virker venlig.”
”Det er hun også. Og til jul laver hun de bedste småkager, du nogen sinde har smagt,” sagde han med et smil, der fortalte mig, at han var typen, der nægtede at indrømme, at det var ham, der havde tømt kagedåsen.
Jeg rystede på hovedet. ”Det er så min farmor, der er bedst.”
Sådan startede en længere diskussion om, hvad en god småkage er. Snart var halvdelen af familien inddraget, og de fleste havde forskellige meninger. Det var bestemt kilde til en masse grin og dårlige jokes, sammen med at jeg lærte dem at kende.

”Tro mig, Alex er det mest irriterende menneske, jeg nogensinde har mødt,” sagde Megan på et tidspunkt. Jeg kunne ikke lade være med at grine, for jeg omtalte Maya for det meste på samme måde.
”Tak og i lige måde,” svarede Alex monotont, inden han tog en slurk vand.
”Det er sgu da ikke min skyld, at du ringer til mig, når du er fuld,” snappede Megan tilbage.
Han så på hende med rynkede bryn og lynende øjne. ”Det var én gang. For fire år siden.”
”Og så har du fundet den perfekte måde at ruinere telefonsamtaler.” Jeg så forvirret på dem ved den sidste kommentar.
”Da vi begge stadig boede hjemme, lavede jeg ofte lyde i baggrunden eller sagde noget til hende, når hun brugte telefonen et halvt årtusind for at snakke med alle drengene byen kunne mønstre.”
”Han sagde engang, at mine piller mod diarré og opkast var ankommet. Jeg har aldrig skulle modtage sådan nogle piller, og så sørge han ad den vej for, at jeg et halvt år er Diarré-Megan. Virkelig ukreativt, men det kaldte hele Witney mig.”
Under fortælling knækkede Alex sammen af grin, og jeg var nødt til at tage mig sammen, så jeg ikke grinede ad historien. Den var lidt sørgelig, hvilket gav mig en smule lyst til at græde, men den var mere end almindeligt grineværdig.
”Og det er slet ikke for at dække det brede udvalg af lydeffekter, han lavede. Eller en farverig pallette af kreative måder at gøre mig til grin.”
Det var deromkring, at jeg ikke kunne holde mit grin inde. Det kom ud som et fnis, der blev mere og mere, og til sidst sad vi alle tre og grinede. Jeg sad og forestillede mig den pallette af lydeffekter,  Alex kunne have lavet. Og samtidig kunne jeg ikke forestille mig ham sådan. Han virkede helt anderledes, end Megan beskrev ham.

Der var mange i hans familie. Rigtig mange. Og mange af dem lignede ham endda også. Jeg kunne genkende hans hår, ansigtsform og smil i hans biologiske søskende. Gennem dagen opdagede jeg ikke bare, at der var utrolig mange små børn i hans familie, der alle var lige nuttede, men også at han altid var der, hvor jeg var. Medmindre jeg gik på toilet. Nogle få gange gik jeg bare på toilet for at komme væk fra larmen og alle de mennesker. Jeg vidste udmærket godt, at jeg havde forandret mig meget, for nuttetheden af de små børn gav mig næsten lyst til at tude. Det var aldrig sket for mig, men jeg havde lyst til at tude over, hvor søde de var. De var alt for søde, og det burde være ulovligt for dem at være så søde. 

Selvom dagen var akavet for mig, nød jeg den. Hans familie var mere venlig, end jeg havde regnet med, og jeg fik god mad og smilt en masse. 
”Skal vi ikke hjemad nu?” sagde Alex og rejste sig halvt op. Nogle minutter forinden havde vi hviskende aftalt, at vi skulle vende snuden mod London.
”Jeg bliver, bare så du ved det,” sagde John fra den anden ende af rummet.
”Vidste jeg godt,” svarede Alex, mens han begyndte at gå hen til de første medlemmer af hans familie for at sige farvel. De fleste krammede han hårdt, mens han ved nogle lavede den akavede dans mellem at give hånden og kramme. Jeg begyndte også at sige farvel, og langt de fleste gav mig et kram, hvilket jeg ved de første par stykker slet ikke forventede. Da jeg var kommet gennem hele hans familie, havde jeg fået flere kram på de få minutter, end jeg havde fået en hel måned. 

Vi satte os ti minutter senere ind i bile, der var en smule kold. Det var behageligt for mine brandvarme kinder og skoldhede krop. Det rum var ikke særlig godt udluftet, og vi nød begge to at blive afkølet, hvilket hurtigt varmede bilen op.
”Jeg er mere mæt, end jeg har været, siden jeg sidst var på besøg.”
”Det lyder som om, du ikke særlig ofte besøger din familie,” sagde jeg og lagde hovedet en smule på skrå. Han så på mig med et blik, der fortalte mig, at han gerne ville skjule sin sorg.
”Når man har et stramt program kan det være svært at finde tid til fire timers transport og mindst to timers besøg. Det kan være virkelig svært.”
”Seks timer er også lang tid,” sagde jeg med et suk, mens han behændigt drejede ud af parallelparkeringen. Han havde ofte parkeret der, kunne man mærke. Det virkede også næsten som om han stillede om på autopilot, når han kørte. Jeg ville gerne gøre noget for at ændre den mærkelige stemning i bilen, men jeg sagde ikke noget. Jeg anede ikke, hvad jeg skulle sige.

Midt på turen skulle vi begge på toilet. Det havde været rigelig med væske til den påskefrokost. Så meget at jeg frivilligt gik på et offentligt toilet. Det stank ti kilometer i modvind af gammel tis og kulde. Da jeg gik ud og hørte den tykke dør ramle i bag mig, så jeg Alex allerede sidde i bilen, og jeg skyndte mig derhen. Hurtigt fik jeg sat mig og spændt mig fast, men han tændte ikke bilen. En smule forvirret så jeg på ham.
”Hvad er der?” spurgte jeg.
”Ikke noget,” sagde han og tog en dyb indånding.
Jeg rynkede brynene og så indtrængende på ham. ”Og jeg troede, at kvinder er gode til at være passivt aggressive. Altså, Amelia siger i hvert fald, at jeg er.”
”Hvad får dig til at tro, at jeg er passivt aggressiv?” spurgte han og mødte endelig mit blik.
”At du svarer med ’Ikke noget’. Det plejer at være et dårligt tegn.”
Han kørte hænderne hen over ansigtet. ”Jeg er bare træt i hovedet. Alt det snak og sådan.”
”Er du sikker på, at du kan køre?” spurgte jeg bekymret.
”Ja ja, jeg kender ruten bedre end min egen bukselomme.” 

Han holdt ind næsten ved døren til bygningen, hvor jeg kunne se lys i vinduerne under taget. Et eller andet farede ind i mig, og uden hæmninger kyssede jeg ham bare. De første millisekunder virkede han overrasket. Da der var gået næsten to sekunder, trak jeg mig væk, og han så på mig med en smule opspærrede øjne. Jeg smilte og sagde tak for dagen og køreturen. Så forlod jeg bilen og vinkede kort til ham, inden jeg gik indenfor

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...