Upstream Love

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 30 jan. 2017
  • Opdateret: 30 jul. 2017
  • Status: Igang
Katja vågner ved en ung mands side efter en vild nat. Det tager ikke lang tid, inden hun opdager, at det er selveste Alex Lee; en verdenskendt og populær sanger.
Katja går hurtigt i glemmebogen på Alex, men da de arrangerer et møde finder Alex ud af, at den er helt gal: Katja er blevet gravid.
Hurtigt starter problemerne for de kommende forældre. Spørgsmål efter spørgsmål plager dem, mens Katja bliver større og større om livet.

Følg deres rejse, hvor de febrilsk søger efter løsninger og prøver at holde barnet og Katja ude af rampelyset. Er det muligt? Eller bliver det endnu et hemmeligt barn af en celebrity?

30Likes
40Kommentarer
8576Visninger
AA

3. Dagen efter | Katjas synsvinkel

Med et suk vendte jeg mig. Under mig knirkede sengen. Dynebetrækket knitrede en smule. Mine øjenlåg var lukket tungt i, mens mit langsomme åndedræt fortsatte sin rytmiske gang. Ved siden af mig knitrede sengetøjet, og sengen knirkede let, mens et dybt suk lød. En varm arm lagde sig tungt hen over min nøgne hud på den venstre side af min krop. Jeg tog en dyb indånding. Så opdagede jeg, at den var helt gal. Forskrækket åbnede jeg øjnene og så ind i pjusket, mørkebrunt hår. En blanding af sved, dyr cologne og parfumen, som jeg havde brugt en halv månedsløn på, ramte mine næsebor. Mit blik vandrede hen over hans smukke ansigtstræk. Øjnene var roligt lukkede, og hans åndedræt var dyb og regelmæssig. Noget ved hans ansigt var bekendt, men jeg kunne ikke afgøre med mig selv, hvad det var. Måske havde jeg bare set ham gå ned ad gaden en dag.

Jeg smilede for mig selv, men rullede så forsigtigt ud af hans greb. Inden da havde jeg slet ikke lagt mærke til, hvordan værelset så ud. Det virkede næsten uendeligt stort i forhold til mit eget lille soveværelse i lejligheden. Væggene var hvide, ud over væggen sengen stod op ad, den var mørkegrå. Over for sengen stod en hvid kommode, hvorpå der var en glasvase med en enkelt, falsk blomst og to rammer i samme farve som væggen bag sengen. I rammerne var der billeder af manden i sengen. Resten af værelset var dekoreret på samme måde; symmetrisk med skarpe kanter og generelt top moderne. Over kommoden var der et vindue, som der var trukket for af to tykke gardiner. På det fine trægulv lå der tøj over alt. Noget af det kunne jeg genkende. Det var mit.

Barfodet gik jeg rundt i rummet og ledte efter mit tøj, og da jeg mente, at jeg havde fundet alt mit, begyndte jeg at tage det på. Mens jeg tog mine bukser på farede en smerte gennem mit hoved. Tømremændende havde påbegyndt lørdagens arbejde. Jeg baksede med at tage min røde trøje på, som jeg havde haft på aftenen forinden. Den blev næsten en del af min hud, så tæt sad den.
"Du ser godt ud," lød en dyb stemme bag mig, da jeg ville til at liste mig ubemærket ud. Min sløve hjerne kunne genkende stemmen, men jeg anede ikke hvorfra. Jeg vendte mig 90 grader og så ind i et par søvnige, mørkegrå øjne.
"Tak," svarede jeg smigret og smilte.
"Jeg skal vist også op nu," sagde han med et kækt smil. "Er det dig, der har lagt mit tøj her?"
"Ja," svarede jeg, mens han tog bukserne fra bunken af hans tøj, som jeg havde stablet ved siden af sengen. "Hvem skulle det ellers have været?"
"Det ved jeg ikke. Måske en magisk fe af en eller anden art?"

"Vil du have et glas vand, ...?"
"Katja. Ja, tak," svarede jeg. Jeg sad på en høj barstol i køkkenet, som var en del af stuen og spisestuen. Køkkenbordet havde en plade af marmor som top, der var som en istap mod mine underarme. "Og du hedder?"
"Alexander Lee, men jeg fortrækker at blive kaldt Alex."
Med det samme kunne jeg genkende ham. Min bofælle, Amelia, og jeg voldlyttede altid hans musik. Vi var begge to vilde med musikken, og hans stemme var bare så charmerende og dyb, og han virkede bare som den sødeste fyr i hele verdenen. Jeg kunne drømme om ham i timevis, men jeg gjorde det i hemmelighed. Jeg ville ikke vise Amelia min svaghed for ham.

Alex lod til at opdage, at jeg kunne genkende ham. Han smilte bare en smule dominerende og satte sig med en rimelig stor bevægelse ved siden af mig. Pinlig stilhed lagde sig over rummet, som gjorde mig næsten bange for at røre mig og lave en eller anden lyd. Jeg stirrede lige ud. Køkkenet var hvidt, rent og pænt. Det var som trukket ud af et bolig katalog. Forsigtigt tog jeg et nip af glassets kølige vand, som var en velsignelse i min mund, der var mere tør end Sahara. Et ur tikkede lige over for mig, som viste, at klokken var halv ti.
"Jeg ... Ehm ... Bliver vist nødt til at gå nu," sagde jeg og hoppede ned fra barstolen.
"Du tager bare bagdøren," sagde Alex og begyndte at gå. Jeg fulgte straks efter. Huset var stort. Meget stort. Hele huset var indrettet på samme måde som soveværelset. Stort og symmetrisk. Nogle steder hang der forskellige award priser på væggene. Dyre tæpper lå på gulvene, som nok heller ikke var blevet betalt med en pung af muldvarpepels. Bagdøren havde sin egen entre, hvor der hang forskellige læderjakker og lange, uldne frakker. På et lille stativ til sko stod der forskellige sko i både brune og sorte farver, men også i hæslige røde farver eller pink. Alt sammen mandesko og mandejakker. Ud over ét par høje hæle og en længere jakke i damesnit. Med det samme genkendte jeg begge dele. Jeg havde haft dem på aftenen forinden. Jeg tog skoene ned fra hylden og tog dem på. Så snart de var på mine fødder følte jeg mig, som om jeg ejede hele verdenen. For lækker til life.

"Sådansen" sagde han, idet han klappede mig på skuldrene efter at have lagt min jakke på mine skuldre.
"Tak," sagde jeg en smule akavet og smilede. Tavsheden var kejtet og øredøvende. Alex vidste tydeligvis ikke, hvad han skulle gøre af sine hænder, mens min hjerne raste som en gal på, at finde ud af hvad jeg skulle sige.
"Ja ... Ehm ... Jeg går nu ..." sagde jeg og var allerede på vej hen til døren.
"Vent," sagde Alex og lagde sine varme hænder om min talje og drejede mig rundt om mod sig. Lige så snart jeg vendte hen mod ham fjernede han sine hænder, som om jeg var en varm bageplade. "Hvor bor du?"
"Hvad?" spurgte jeg forvirret.
"Jeg synes ikke, at du burde gå hjem. Jeg får min chauffør til at køre dig," svarede han, som om det var en selvfølge.
"Det skal du altså ikke," smilede jeg. "Jeg kan sagtens gå."
"Du har måske eller måske ikke opdaget det, men det her er ikke det centrale London. Så vidt jeg husker, så mødtes vi næsten i den anden ende af byen."
"Og jeg kan ikke bare få fat i en Uber?" sagde jeg smilende.
"Nej, faktisk ikke. Det har jeg lige bestemt. Hvilken slags mand ville jeg være, hvis jeg ikke gav dig en mulighed for at komme hjem? En ganske forfærdelig en, vil jeg lige hilse og sige," svarede han og smilede med et helt specielt glimt i sine øjne, som om han lige havde set en eller anden ting han elskede. "Kom."

Alex åbnede døren og lod mig gå forrest. Døren ledte ud i en garage, hvor der stod en bil med en ældre herre i. Han vinkede og smilede, som fik mig til at føle mig utilpas. Han steg ud og afslørede et pænt jakkesæt. Hans hår var gråsprængt, og omkring hans øjne sad små folder, som årene havde efterladt sammen med en masse smil.
"Var der nogen, der havde kaldt på mig?" spurgte han med et lidt drillende glimt i øjet.
"Ja, det var der, Isaac," svarede Alex.
"Damerne først," sagde Isaac. Han åbnede døren, der vendte hen mod os, med et stort, imødekommende smil.
"Som han sagde, damerne først, Katja," sagde Alex og slog hånden ud. Jeg satte mig hurtigt ind, hvorefter den sorte dør blev lukket af Isaac, som hurtigt hoppede om på den anden side og åbnede for Alex, som satte sig ind. Med samme iver satte Isaac sig ind bag rattet.

"Hvad kan du godt lide at lave, Katja?" spurgte Alex mig, da bilen bumlede hen ad grusvejen. Jeg forstod i første omgang ikke, hvad det skulle til for, men jeg lod mig ind på det.
"Læse, løse hjernevridere, være sammen med mine veninder og ja, det var sådan lidt det, tror jeg. Måske gå og nyde byen?" sagde jeg en smule usikkert. Selvom jeg ikke som sådan kendte Alex godt, ud over hele Wikepedia artiklen, som jeg selv havde bidraget til, følte jeg mig allerede mere tilpas i nærheden af ham end jeg gjorde af så mange andre mennesker. Han var ikke min type, og jeg vidste, at jeg aldrig ville se ham igen eller at der ville komme til at være noget mellem os, men jeg håbede det på en eller anden måde.
"Så du er en lille Einstein?" spurgte han drilsk.
"Nej, det ... Det ville jeg ikke sige," svarede jeg smigret. "Hvad kan du ... Godt lide at lave?"
"Der er så mange ting jeg godt kan lide at lave ... Jeg ved det faktisk ikke rigtig. Det må først og fremmest være at lave musik, selvom det er mit job er det stadig en hobby, som jeg nyder. Ellers er jeg glad for at være sammen med mine venner," svarede han og lænede sig en smule frem, så venstre side af kraven på hans skjorte, hvor de to øverste knapper ikke var knappede, vippede hen ad mod mig. Mine hænder blev fugtige, og jeg skulle anstrenge mig for ikke at ændre på mit åndedræt. Jeg smilede istedet for, for at skjule min reaktion en smule.

"Hvad laver du i din hverdag? Arbejder du? Studerer du?" spurgte han lidt mere ind. Han virkede ikke interesseret, men på samme tid virkede han interesseret. Han var umulig at blive klog på.
"Jeg studerer," svarede jeg hurtigt og blev overrasket over hastigheden af mine ord. Jeg sad og studerede hans grå øjne, som fortryllede en fuldstændig. Det var som om at kigge ind på en bjergkæde. 
"Spændende," sagde han med et charmerende smil. "Har du nogensinde været bange for at miste en, som du knap nok kender?"
"Nej, det tror jeg ikke," svarede jeg langsomt og rynkede brynene. Jeg forstod ikke, hvad han ville med spørgsmålet.
"Det har jeg heller ikke," sukkede han og lænede sig dominerende tilbage, så han lænede sig op ad døren. Min hjerne skreg, at det var farligt og ville gå galt, hvis der skete en ulykke, men jeg lyttede ikke til den. 
"Men det ville da være spændende, ikke?" spurgte han og smilede. Inden jeg nåede at svare standsede bilen langsomt. Jeg så ud ad vinduet, som lå på min højre side. Jeg kiggede lige ind i det hus, hvor min lejlighed lå.
"Så er vi der, unge dame," sagde Isaac, som skulle til at stige ud af bilen, for at åbne min dør.
"Jeg kan godt selv," sagde jeg og smilede. "Tak for alt."
"Selv tak. Det var hyggeligt," sagde Alex og smilede, lige inden jeg lukkede døren og begyndte at gå hen ad mod min dør. Først da jeg var ved at gå ind i den kunne jeg høre, hvordan bilen langsomt trillede afsted. Jeg vidste ikke hvorfor, men ud af en eller anden grund kiggede jeg ikke tilbage.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...