Upstream Love

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 30 jan. 2017
  • Opdateret: 6 jan. 2018
  • Status: Igang
Katja vågner ved en ung mands side efter en vild nat. Det tager ikke lang tid, inden hun opdager, at det er selveste Alex Lee; en verdenskendt og populær sanger.
Katja går hurtigt i glemmebogen på Alex, men da de arrangerer et møde finder Alex ud af, at den er helt gal: Katja er blevet gravid.
Hurtigt starter problemerne for de kommende forældre. Spørgsmål efter spørgsmål plager dem, mens Katja bliver større og større om livet.

Følg deres rejse, hvor de febrilsk søger efter løsninger og prøver at holde barnet og Katja ude af rampelyset. Er det muligt? Eller bliver det endnu et hemmeligt barn af en celebrity?

35Likes
63Kommentarer
13799Visninger
AA

4. Besøg | Katjas synsvinkel

"Kommer hjem dagen efter i samme tøj som dagen forinden. Og så med et hint af cologne. Der er en her, der har haft et one night stand!" råbte Amelia med et smørret grin og drillende glimt i øjet.
"Ej, stop så, Ame!" sagde jeg genert, men med et bredt smil på læben.
"Hvem var fyren så?" spurgte hun, mens jeg tog min jakke af og hang den på plads. "Du fik da rigtig service! Det var da ham, som kørte dig herhen, ikke?"
"Jeg ved ikke, hvad han hedder. Jeg kan ikke huske det," løj jeg. Selvfølgelig kunne jeg huske hans navn, hår, duft, bevægelser ... Mine tanker gled hen på ham, men jeg tvang dem væk.
"Du kender hans navn, Katja!" grinede Amelia og prøvede at kilde mig. Vi væltede ned i sofaen og grinede højt, mens vi prøvede på at kilde hinanden. Stuen blev fyldt med en glad latter og små skrig.
"Stop så!" grinede jeg. "Vi forstyrrer bare naboerne!"
"Og hvad så?" smilede Amelia, mens hun holdt en pause fra al den kilden.
"Ej, stop da! Vi er vist de dårligste naboer man kan forstille sig, Ame!" sagde jeg og fniste. Vi kom lidt mere til ro, og jeg opdagede den jagende smerte, der gennemborede mit kære kranie.
"Jeg henter noget smertestillinde og et glas vand til dig," sagde hun som svar på min lidende stønnen. Med sin vanlige elegance gik Amelia ud i køkkenet og rodede i skabene. Lyden af glas, der blev skubbet mod hinanden hørtes, og hendes jamren over vores uorden i køkkenskabene lød ud til stuen. Vandhanen blev åbnet med et kort knirk, hvorefter vandet brusede ud af den med en beroligende lyd. Lyden af aluminium, der blev foldet kunne høres. Ikke lang tid efter kom hun futtende ind i stuen igen. Det var først nu, at jeg opdagede de pink kaniner på hendes fødder, som jeg sendte et skævt blik med løftede øjenbryn.
"Jeg fik dem af min mor ..." sagde Amelia en smule flovt. Jeg kunne ikke lade være med at grine.
"Tak," sagde jeg, da hun rækkede mig et glas vand og en smertestillende.
"Desuden kommer min mor forbi i dag. Hun er blevet så ensom efter skilsmissen," sagde hun roligt og satte sig ved min fødder i sofaen.
"Er hun nu blevet skilt igen? Er det ikke den femte mand eller hvad?" spurgte jeg og slugte tabletten samt en god mundfuld vand.
"Jeg ved det ikke. Hun kommer i hvert fald forbi ved middagstid og spiser også til aften her. Se at få lidt søvn og lad tabletten virke lidt. Du ved godt, hvor meget hun snakker."
"Godnat."
"Sov godt. Jeg sætter mig i mit værelse og arbejder lidt," sagde Amelia og gik. Jeg lod øjnene glide i, men hele mit hoved dunkede i samme rytme som musikken til festen dagen forinden.

Amelia vækkede mig efter noget der føltes som fem minutter. Det var som om, at jeg lige havde lukket øjnene. Hovedpinen var til størstedelen væk og jeg var egentlig ret frisk.
"Her," sagde Amelia og rækkede mig min makeuppung.
"Ser jeg virkelig så dårligt ud?" klynkede jeg og fandt min pudderdåse med spejl i hurtigere frem end Flash. "Ugh ..."
"Skynd dig. Jeg lod dig sove for længe. Min mor kommer om," sagde Amelia og kiggede på sit armbåndsur. "Ti minutter cirka."
"Siden hvornår går du med armbåndsur?" spurgte jeg forvirret. "Er det? Er det ikke det ur, der ligger under den der stak ... Ja, hvad er det egentlig det ligger under?"
"Gamle kasettebånd, servietter og andet skrammel i en kasse på øverste hylde. Den er en gave fra min mor," stønnede hun. Jeg lagde derefter mærke til, at vores stue var fyldt med alt muligt skrammel, som min langtidshukommelse sagde, var gaver fra Amelias mor.
"Jeg skal nok også komme i noget ordentligt. Hun får jo hjertestop eller blodprop, hvis hun ser mig i det her," sagde jeg og rejste mig op i sofaen, så jeg stod op i den, for derefter at stille mig op på ryglænet, som jeg hoppede ned fra.
"Du har det da slet ikke så dårligt!" fniste Amelia.
"Ja ja," fniste jeg tilbage og luskede ind på mit værelse. Min seng var redt, og forskellige gaver fra Amelias mor lå rundt omkring på mit værelse. Jeg kunne genkende dem alle sammen. Hver gang hun var ovre hos os fik vi en eller anden forfærdelig værtindegave. Forstod hun ikke konceptet i blomster? Med et suk åbnede jeg skabet og fandt det mest acceptable frem. Det var ikke just let. Jeg endte op med min bedste rullekravetrøje, som var en mørk marineblå, en mosgrøn kardigan og et par hvide jeans. Jeg satte ekstensions i mit hår. Hvis hun så mit nye, skulderlange hår, skulle hun indlægges. Jeg lod det hænge løst og skjulte mine rigtige spidser så godt som muligt. På fødderne kom nogle hjemmestrikkede futter. Jeg havde fået dem i fødselsdagsgave af hende en måned forinden. Med min mest dækkende concealer dækkede jeg alle røde områder i ansigtet og mine mørke poser under øjnene. Mit ansigt endte op med at være en gennemgående farve, der var omtrent samme farve som min hals og hænder. Resultatet af makeuppen var et næsten dukkeagtigt ansigt, som Amelias mor nok også ville kommentere på.

Med lidt mod futtede jeg ud i stuen, hvor Amelia vimsede rundt og gjorde alt rent, glattede enhver pude ud for folder, der ikke var der, pudsede pletfrie vinduer, støvsugede rene tæpper, dækkede et dækket bord og gjorde alt i pænere stand end sin pæneste. Hun skubbede mig ned i en af de ubehagelige stole, som vi engang havde fået af hendes mor, og stak en eller anden bog i hånden på mig.
"Lad som om du læser!" beordrede hun mig.
"Hvad er det her?" spurgte jeg og kiggede på forsiden af bogen. "'Mænd, arbejd!'? Hvad er det for en bogtitel? Jeg glæder mig til indholdet!"
"Den handler om, at kvinder skal derhjemme uden arbejde, ligesom min mor gjorde og stadig gør," svarede Amelia lidt ligegyldigt. "Hun er indtil videre tre minutter forsinket. Usædvanligt ..."
"Rolig nu. Gør det noget hvis hun kommer lidt ..." sagde jeg, men blev afbrudt af en ringen.
"Skatter. Det er mor," sagde Amelias mors stemme fra den lidt skrattende højtaler.
"Jeg lukker dig ind nu," sagde Amelia og trykkede på 'Luk ind' knappen.
"Jeg magter hende virkelig ikke," brokkede jeg mig.
"Det er der ingen, der gør," svarede Amelia træt. "Bare lad som om du læser."
Jeg gjorde, som hun sagde og gjorde mig klar til en shitstorm.

Snart efter hørtes der fodtrin fra opgangen. Et par timers uudholdelig snakken var på vej. Der blev banket let på døren, som Amelia stod lige bag. Hun tog en dyb indånding, som for at tage sig alvorligt sammen, og åbnede så døren, mens hun smilede så godt hun kunne. Jeg lagde et lille falsk smil på læberne, som om det var en sjov bog jeg sad og læste.
"Amelia!" kvidrede hendes mor på sin sædvanlige, møg irriterende måde.
"Mor! Godt at se dig!" svarede Amelia helt automatisk. Jeg lagde hurtigt bogen fra mig og gik hen til døren, for at den akavede, super pinlige og virkelig falske situation blev lidt opløst.
"Hej Karen!" sagde jeg og gav hende et let kram, som virkede mere falsk end Kim Kardashians bagdel. "Du ser godt ud i dag!"
"Tak tak Katja," kvidrede hun løs i en lettere syrlig tone. 
"Det kan man jo ikke sige om alle," mumlede hun under sin ånde, som om jeg ikke skulle høre det, men jeg vidste, at det var præcist meningen med det.
"Hvordan har du det, mor?" spurgte Amelia så venligt hun kunne.
"Hvis du nogen sinde ville ringe til mig, så ville du jo vide det," svarede hendes mor bittert, mens hun gik hoverende ind i vores stue og så dømmende ud over det hele, hvorefter hun lavede en utilfreds grimasse, som for at sige: "Bor min datter virkelig i sådan et hul?".
"Mor, bare sæt dig her," sagde Amelia og trak en af de fire stole ved spisebordet ud. "Jeg henter maden."
"Nå, hvad er det så denne gang?" spurgte hun bitterligt, som forventede hun elendig mad.
"Til forret er det dem her," sagde Amelia ude fra køkkenet og bragte nogle små fluetes skiver med hjemmelavet tunsalat og lidt forskelligt grønt på. Karen sukkede skuffet, da hun så det. Hun tog en skive og tog den modvilligt i munden, mens hendes øjne stadig var bitre og hårdt dømmende.
"Ja, så har man jo også smagt det," sagde hun efter at have spist den ene skive, mens hun havde et udtryk af ubehag i hele ansigtet.
"Jeg henter hovedretten," sagde jeg og nærmest flygtede ind i køkkenet. Jeg tog den stadig fyldte tallerken med ind i køkkenet.

Resten af maden, som Amelia havde stået og lavet på hele formiddagen smagte hende heller ikke. Intet kunne gøre hende tilfreds. Da vi havde spist satte Karen sig i sofaen efter at have glattet puderne ekstra meget ud. Både Amelia og jeg flygtede ind i køkkenet og proppede alt i opvaskeren efter et godt skyl.
"Hun bliver mere og mere umulig for hver gang!" hvæste jeg lavt til Amelia.
"Hvorfor tror du da, at hun så ofte er blevet skilt?" svarede hun i en lav, hvæsende tone, som en vred kat.
"Jeg tror ikke, at jeg overlever indtil i aften," stønnede jeg.
"Det har du bare at gøre!"
"Hvem af os er det, der har tømremænd?"
"Hvem af os drak sig selv så fuld i går, at hun gik i seng med en, som hun ikke engang kender navnet på?"
"Jeg har sikkert bare glemt det!"
"Selvfølgelig," sagde Amelia på næsten samme måde som Karen ville have gjort.
"Vi skal stoppe med at skændes! Det er nok med en fjende i lejligheden!"
"Ja ja ..." sagde Amelia og puttede den sidste ting i opvaskeren. "Lad os gå ind til Løven."
Løven var noget Amelia ofte kaldte sin mor, specielt når hun var sur eller træt af et eller andet. Vi gik begge to ind i stuen, hvor vi så Karen kigge træt ud af vinduet.
"Udsigten kunne være bedre," beklagede hun sig, selvom vores udsigt var smuk. Vi kunne se ud over forskellige små parker, som alle var smukke og romantiske på deres måde med deres gamle, krogede træer. Themsen kunne man skimte mellem nogle bygninger.
"Hvordan har katten det?" spurgte jeg og satte mig på sofaen. 
"Fint," svarede Karen køligt. "Hvor har I fået det her maleri fra?"
Hun pegede på maleriet hen over sofaen, som altid havde hængt der. Det var i nogle forskellige blålige toner, som passede fint til vores lidt pastel farvede lejlighedn
"Det kom med lejligheden," svarede jeg. Amelia satte sig ved siden af mig.
"Noget nyt om mændene?" spurgte Karen en smule ligegyldigt. Måske håbede hun på, at hendes datter havde fundet sig en kæreste. Måske en Amelia kunne blive gift med. Amelia sendte mig et sigende blik. Ikke et ord om aftenen forinden.
"Nej," svarede vi som en mund.
"Nå," sagde Karen. "Amelia, nabofamiliens dreng, Kian Andrews, er vist ret sød. I legede da tit sammen som små."
"Kian var min bedste ven. Han er fuldstændig udelukket. Desuden har jeg jo Katja, så jeg mangler ikke en eller anden kæreste, der kræver noget af mig," svarede Amelia, som prøvede at vælge ord, så vi ikke virkede som et par, men alligevel lod Karen til at misforstå det. Hun fik rynkede bryn og pegede fra den ene til den anden.
"Så i to er? Allierede eller hvordan kalder man det ved sådan nogle?" spurgte Karen med et næsten forfærdet ansigtsutryk.
"Vi er ikke et lesbisk par på nogen måde, Karen," svarede jeg hurtigt.
"Skal vi ikke ud og gå en tur?" spurgte Amelia og havde allerede rejst sig. Karen mumlede en eller anden nedladende kommentar om ideen, men fulgte alligevel med ud. "Kat, tager du dine nøgler med?"
"Jeps," svarede jeg og låste døren af.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...