Upstream Love

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 30 jan. 2017
  • Opdateret: 6 jan. 2018
  • Status: Igang
Katja vågner ved en ung mands side efter en vild nat. Det tager ikke lang tid, inden hun opdager, at det er selveste Alex Lee; en verdenskendt og populær sanger.
Katja går hurtigt i glemmebogen på Alex, men da de arrangerer et møde finder Alex ud af, at den er helt gal: Katja er blevet gravid.
Hurtigt starter problemerne for de kommende forældre. Spørgsmål efter spørgsmål plager dem, mens Katja bliver større og større om livet.

Følg deres rejse, hvor de febrilsk søger efter løsninger og prøver at holde barnet og Katja ude af rampelyset. Er det muligt? Eller bliver det endnu et hemmeligt barn af en celebrity?

35Likes
63Kommentarer
13818Visninger
AA

10. Babyer | Alex' synsvinkel

Hele natten lå jeg og væltede mig fra side til side. Ingen position gav mig nogen form for sindsro. Jeg havde bare mest lyst til at løbe langt, langt væk, men på den anden side ville jeg alligevel ikke gøre det. Et eller andet holdt mig fra bare at flygte. Måske var det det, at det ikke var sikkert, at Katja ikke ville få en abort. Måske var det noget andet. Måske fordi jeg ikke ville være et stort fjols og et elendigt forbillede. Jeg blev nødt til at stå ved mine handlinger, selvom de havde alvorlige konsekvenser.

Sådan tænkte jeg hele natten. Da solens første stråler banede sig vej gennem mine gardiner gav jeg op. Med et dybt suk rejste jeg mig op og begyndte at gå ind på badeværelset. Jeg var klistret til i sved. Det varme vand skyllede ned over mig, og en vældig burde føltes at falde ned af mine skuldre. Da jeg kiggede ned var risten dækket til af sæbe. Det var en af de tidspunkter, hvor jeg elskede, at jeg ikke havde langt hår. Nogle gange kunne man godt være lidt træt af, at intet var der til at dække ørene i vinterkulden, men i badet var det meget praktisk. Da jeg tænkte nærmere over det kom jeg i tanke om, at jeg ikke havde gjort mit bad rent i meget lang tid. Jeg lavede en grimasse og skyndte mig ud af badet. Hurtigt fik jeg tørret mig af i en af de mange hvide håndklæder, som jeg havde, og kom i nogle sorte joggingbukser og en hvid t-shirt. Træt åbnede jeg det næsten tomme køleskab. Posen raslede en smule, da jeg tog toasten ud af den. Posen lagde jeg tilbage i nederste skuffe. Lidt ligegyldigt tog jeg noget pålæg, som jeg klaskede på min toast. Mit humør var helt i bund, og mine øjne sviede. Begge skuldre var ømme og alle musklerne i min krop beklagede sig med jævne mellemrum. Forsigtigt og træt lagde jeg mig på sofaen og tændte fjernsynet. Mens jeg gik gennem hver eneste kanal tog jeg de første bidder af min mad. Det var en velsignelse at få noget mad, da jeg først da opdagede, hvor sulten jeg egentlig var. Min mave rumlede i samme sekund, og ikke lang tid efter havde jeg spist op. 

Jeg havde naturligt en hang til at være meget doven, så jeg magtede ikke at bevæge min røv ind i køkkenet og tage noget mere mad. Hellere ville jeg være sulten. I sofaen lagde jeg mig på siden og støttede hovedet på armlænet, men det var ubehageligt, så jeg lagde en af puderne i sofaen og under mit hoved, men der var mit hoved for højt. Jeg krympede mig derfor sammen og lagde puden med mit hoved ovenpå direkte ned på sofaen. Hele tiden havde jeg holdt fjernbetjeningen i hånden. Jeg trykkede på de lette, runde taster og skiftede kanal hvert femte sekund. Det eneste der var på TV var reality-bras. Ud af en eller anden grund stoppede jeg dog ved en af de her shows. Måske fordi en af deltagerne lignede Katja en smule med det brune, skulderlange hår. Mere nåede jeg ikke at tænkte, for jeg faldt i det samme i søvn.

Først meget senere vågnede jeg forskrækket op. Jeg hev efter vejret, men vidste ikke rigtig hvorfor. Små brudstykker af døde babyansigter, der kom flyvende hen mod mig, og andre mærkelige billeder, der på en eller anden måde altid havde babyer i dem, kom frem fra min drøm. Eller det var nærmere et mareridt. Jeg huskede ikke rigtig noget af det. Det eneste jeg huskede var enkelte brudstykker. Det vakte en sådan væmmelse frem i mig, at min mave vendte sig på hovedet. Med flere synkebevægelser var faren dog overstået, men mine arme og min nakke var oversået med små buler fra gåsehuden.

Jeg forsvandt i mine egne tanker og var ikke helt tilstedeværende i virkeligheden, men heller ikke i mine tanker. Jeg sad bare og stirrede frem for mig. Mit blik var sløret, og jeg vidste ikke hvad jeg tænkte. Min hjerne arbejde på højtryk, og jeg vidste ikke hvad der skete omkring mig eller inden i mig. På en eller anden måde var det behageligt, men på en anden måde slet ikke. Jeg blev vækket af min trancetilstand, da jeg var ved at komme lidt til mig selv. Jeg besluttede mig for, at jeg umuligt kunne klare dagen uden at få afklaret et par ting med Katja, så jeg valgte at finde hende i mine kontakter. Jeg tog en dyb indånding og trykkede på det grønne ikon, som blev efterfulgt af lange dut lyde.

Katja tog telefonen efter rimelig lang tid, som måske var et par sekunder, men de føltes som meget længere tid.
"Hej!" sagde hun med sin bløde stemme.
"Hej, det er mig Alex," sagde jeg en smule nervøst. Mine håndflader blev fugtige og hjertet begyndte at banke hurtigere.
"Ja, det så jeg godt. Hvorfor ringer du?"
Jeg følte i det sekund, at jeg havde sagt noget forkert eller ramt et forkert tidspunkt, og det gjorde mig bare endnu mere nervøs, som jeg ihærdigt prøvede på at skjule. Min venstre hånd åbnede og lukkede jeg for at samle mod.
"Jeg er ked af, hvis jeg kommer til at såre dig nu," begyndte jeg og prøvede på at lede i mit ordforråd efter passende ord, men der var ingen. "Jeg har tænkt over det hele ... og jeg tror ikke ... Jeg tror ikke, at det vil fungere det her. Altså med os to ... Barnet ... Du ved ..."
I den anden ende blev der stille, og jeg hørte et stykke tid efter et dybt åndedrag.
"Vi har jo ikke prøvet. Det skal nok gå. Og vi skal nok finde en vej. Tror du, at det her er nemt for mig?" sagde hun en smule bebrejdende, og jeg fortrød allerede næsten, at jeg overhovedet havde ringet til hende. "Jeg føler mig allerede helt fremmed i min krop, og lige nu har jeg kun dig at betro mig til."
"Hvorfor fortæller du ingen om det?"
"Hvordan synes du selv, at det lyder? Jamen altså, jeg er jo bare lige blevet gravid under et one night stand med en af tidens største musikere!" Det sidste sagde hun med en lys, ironisk stemme.
"Okay, det lyder ikke helt godt. Men kan du ikke betro dig til din mor?"
"Du vil ikke vide, hvordan hun ville reagere på det. Hun ved ikke engang, at jeg allerede for længst har haft min første gang!"
"Hvad så med en veninde?"
"Mine bedste veninder ville reagere ... De ville reagere ved at ... Hvordan skal jeg sige det? Ved at fortælle alle om det eller tage på en meget lang shoppingtur med mig, hvor de ville købe massere af baby-skrammel og alt muligt andet lort, som ingen kan bruge til noget!"
"Okay, der er der nogle problemer. Sagen er den, at det her er en stor byrde på mine skuldre. Og også på dine. Du bliver nødt til at finde en eller anden at betro dig til."
"Jeg siger det til min roomie. Okay? Ehm ... Ja, jeg skal nok smutte nu. Studier, du ved ..."
"Farvel, vi ses nok på et tidspunkt."
"Ja, vi ses. Farvel," sagde hun og lagde på. Jeg så op i det hvide loft. Der var nogle små sorte prikker, som irriterede mig gevaldig meget. Faktisk for meget. Jeg lod mine hænder glide hen over mit ansigt, bare for at bringe mig en smule mere ind i virkeligheden. Jeg var allerede i virkeligheden, og jeg kunne ikke være der mere, men alligevel troede jeg, at jeg var i en parallelverden eller sådan. En høj alarmtone lød, som om jeg var i en science fiction film, hvor en reaktor lige er sprunget. Jeg blev helt forskrækket og forvirret og rejste mig med et ryk op, hvor jeg sad og stirrede ud i luften et sekund eller to, inden jeg realiserede, at det var min alarm for at skulle ringe til min mor. Jeg slog den fra og lagde mig tilbage. Der var ingen grund til at ringe til hende, så jeg lukkede bekvemt øjnene, mens adrenalinen stadig pumpede rundt i min krop.

Jeg lå sådan indtil jeg var nået ned til en hvilepuls og gned så mine øjne. Jeg tog min telefon og skrev til John. Der var kun gået en halv time inden John ankom. Han lignede sig selv, dog kunne jeg ane nogle lidt mørke rander under hans øjne.
"Hårdt arbejde?" spurgte jeg, mens han tog sin jakke af, som han ikke havde brug for.
"Ja, mon ikke. Det kan godt være, at det bare er lys, men hold da kæft mand hvor er det svært nogle gange!" svarede han. "Du ligner da også en, der er gået gennem helvede tre gange i streg og derefter udført en ironman eller to. Og det i løbet af natten. Hvad er der sket?"
Vores blikke mødtes, og hans brune øjne så alvorligt på mig på trods af hans sidste kommentar, som kunne have virket som en joke.
"Det var grunden til, at jeg fik dig herhen," sagde jeg og begyndte at gå ind mod køkkenet, hvor jeg satte mig på en af barstolene, og John tog to glas og fyldte dem med den resterende mælk, som om det var ham, der var værten. "Er det så tydeligt?"
"Jeg ved ikke, hvad der skulle være så tydeligt, men du ligner altså en, der er gået igennem de værste mareridt og derefter ikke fået nogen som helst søvn."
"That pretty much sums it up," svarede jeg, og John satte sig ved siden af mig. Jeg tog et lille sip af mælken.
"Så en vaskemaskine med lilla og grønne prikker jagtede dig?"
"Nej, selvfølgelig ikke!"
"Jamen du sagde jo ikke hvilken slags mareridt."
"Hvordan kan jeg formulere det her, så du også forstår det?" filosoferede jeg og så lige ud i luften. "Mor vil snart blive kaldt farmor."
John lignede et spørgsmålstegn, da jeg drejede hovedet.
"Jeg bliver snart far. Lille barn," sagde jeg en smule irriteret. "Jeg kom til at bolle en kvinde tyk for nylig!"
Jeg var lige ved at råbe. John så forskrækket på mig. Hurtigt begravede jeg mit ansigt i mine hænder. Der var ikke gået mange sekunder inden jeg hørte John begynde at fnise og så ende op med at skraldgrine.
"Ej, kom nu! Fortæl sandheden, Alex!"
"Det er sandheden."
"Hvad?" John stoppede med at grine og lagde en hånd på min ryg.
"Det er netop derfor jeg aldrig er i byen," sagde jeg og hørte, hvordan min stemme var en smule grynet.
"Alex, du fulgte da med i seksualundervisningen, som vores lærere var så venlige at give os?"
"Ja, selvfølgelig gjorde jeg det. Men fortæl du bare en fuld person, at de skal beskytte sig."
"Okay, hør her: Alex, du er et fantastisk menneske, som både er venlig, givende og stort set altid glad. Jeg ser ingen grund til, hvorfor nogen ikke kunne elske dig, eller hvorfor du ikke ville være den bedste far og rollemodel nogen kunne ønske sig," sagde John med sin mest elskværdige stemme. Jeg vendte mig om og lod ansigtet titte op af hænderne. Inden jeg opdagede det sad jeg med armene om John og hovedet på hans skulder. Jeg mærkede hvordan han blidt holdt om mig, som enhver bror ville gøre.
"Tak," sagde jeg med en næsten knækket stemme. Mine kinder blev våde, og der lå en stor, varm klump i min hals.
"Det var så lidt."

Vi sad sådan et godt stykke tid, mens tårene trillede ned ad mine kinder. 
"Det er ikke det, der er problemet," sagde jeg, da jeg følte, at min stemme var stærk nok, men den knækkede igen. "Det ... Det er bare fordi ... Det er min skyld ..."
"Det er ikke din skyld, Alex. Du havde bare en alt for høj promille."
"Det er ikke nogen undskyldning ... Og det gør heller ikke situ ... Situationen bedre ... Jeg har givet Katja så mange problemer ..."
"Ved, du. Min mor sagde altid til mig, at det bedste der nogen sinde kunne ske for hende var, at hun fik børn."
"Men ... Men ... Der er noget andet ..."
"Nej, det er det ikke. Har du nogen sinde hørt om en mor ved sine fulde fem, der ikke var glad for at have børn?"
"Nej."
"Se, og hvis det ikke kommer til at virke, så er der stadig nogle måneder, hvor hun kan få en abort."

John gik en god time senere, fordi han skulle på arbejde. Jeg sad i lang tid og bare stirrede ud i luften. Hele min verden havde ændret sig, men efter samtalen med John havde jeg besluttet mig.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...