Upstream Love

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 30 jan. 2017
  • Opdateret: 30 jul. 2017
  • Status: Igang
Katja vågner ved en ung mands side efter en vild nat. Det tager ikke lang tid, inden hun opdager, at det er selveste Alex Lee; en verdenskendt og populær sanger.
Katja går hurtigt i glemmebogen på Alex, men da de arrangerer et møde finder Alex ud af, at den er helt gal: Katja er blevet gravid.
Hurtigt starter problemerne for de kommende forældre. Spørgsmål efter spørgsmål plager dem, mens Katja bliver større og større om livet.

Følg deres rejse, hvor de febrilsk søger efter løsninger og prøver at holde barnet og Katja ude af rampelyset. Er det muligt? Eller bliver det endnu et hemmeligt barn af en celebrity?

30Likes
40Kommentarer
8662Visninger
AA

13. Angst | Alex' synsvinkel

Jeg kørte udmattet hjem, mens jeg tænkte på aftenen. Hver gang jeg havde set Katja i øjnene begyndte mit hjerte at banke lidt hurtigere. Bare en smule. Men de var nok til, at jeg måtte holde min vejrtrækning stærkt under kontrol. Hun havde foreslået, at vi skulle vente og se, om vi kunne få det til at fungere og så bestemme om vi beholdte barnet. Umiddelbart lød det som en god ide, men den skræmte mig også. Hvad så, hvis Katja og jeg kunne få det til at fungere? Hvad hvis jeg blev smask forelsket i hende? Hvad hvis det var gensidigt? Jeg blev pludselig mere end bare skræmt og holdt så hårdt om rattet, at mine knoer blev helt hvide. Jeg tog nogle dybe indåndinger. Der var jo ingen der sagde, at det ville komme til at fungere mellem os. Og hvis det gjorde, så ville min mening nok også have ændret sig? Ikke? Det var da sådan det plejede at fungere. 

Samme nat havde jeg mareridt igen. Men det havde ikke noget med mine problemer at gøre. Det var bare et mareridt. Ikke noget usædvanligt. Jeg havde stået på scenen. Uden bukser på. Og heller ikke i trøje. Men i dirndl. Folk grinede ad mig, og pressen rapporterede om det som vanvittige. Typisk mig at drømme sådan noget fuldstændig underligt, som på sin måde mindede om alle andres mareridt, men alligevel havde et twist af skørhed. Måske var jeg ved at blive skør?

Jeg tog et langt bad den morgen. Jeg var vågnet klokken fem og kunne ikke sove mere. Og så var jeg badet fuldstændig i sved. Det lange bad gav mig rig mulighed for at tænke. På fortiden, nutiden og fremtiden. Specielt fremtiden. Jeg forestillede mig et familiebillede. Sådan et af dem alle familier har stående på en skænk et sted i huset. Jeg stod på højre side og holdt om Katja ved hendes talje. Foran os stod der et lille barn hvis køn jeg ikke kunne identificere. Men det var kønt. Det havde Katjas hår og ansigtsform, mine læber og øjenbryn, en lille, nuttet næse med fregner. Barnets kinder havde den der barnlige røde over sig. Min puls var steget, mine hænder var svedige. Og jeg smilede. Det gjorde mig vred, at jeg smilede ved tanken om billedet. 

Mens jeg lod det varme vand glide hen over min krop kom jeg til at tænke videre. Jeg havde et problem. Et seriøst problem. Jeg syntes om fremtiden med et barn. Fremtiden med Katja. Og jeg ... Jeg kunne virkelig godt lide Katja. Du jeg indrømmede det over for mig selv begyndte mit hjerte at banke dobbelt så hurtigt. Jeg var forelsket i Katja Lane. Det var en katastrofe. Og det hele ville ende i en katastrofe. Jeg var nødt til at spørge min manager til råds. Kun hun vidste nu, hvad jeg skulle gøre. Min familie og mine venner ville sige, at jeg skulle følge mit hjerte. Men det ville jo ikke gå godt. Min manager ville vide, hvad jeg skulle gøre. Ja, det ville hun.

"Alex, det er tidligt du ringer," sagde hun. Klokken var otte, og jeg skulle være på studiet om en time.
"Hej, Anne, jeg har et problem," sagde jeg og fik fugtige hænder.
"Er du blevet syg? Hvad er der galt, unge mand?"
"Jeg ... Ehm ... Hvordan skal jeg forklare det?" spurgte jeg mig selv og overvejede hvad jeg skulle sige.
"Skyd løs!"
"Ehm ... Okay, der er sket det ... Ehm ... At ... Øhh ... Okay, jeg blev fuld en aften og mødte hende her kvindes Katja, og nu er hun gravid. Og jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre. Hun vil ikke have en abort, hvis det fungerer mellem mig og hende, og nu har jeg til min egen skræk opdaget ... Opdaget at jeg måske har forelsket mig i hende." Jeg prøvede bare på at få det hele ud på en gang i så god en kontekst som mulig, men det gik ikke sådan som jeg havde regnet med. Jeg kunne næsten se for mig, hvordan Anne tabte underkæben ned til gulvet.
"Okay, Alex. Du har fandme overrasket mig. Du er en af mine ordentligste klienter nogensinde. Igen slåskampe, dumme tweets, stoffer intet. Og så sker det her."
"Ja, jeg ved det er dårligt og dumt, og jeg er dum ... Og det hele er bare noget møg, men jeg har brug for dit råd!"
"Det har jeg da ikke sagt noget om! Jeg ville bare gratulere dig! Du lever endelig! Du er et menneske, du laver fejl. Og ved du hvad, der er sikkert massere af tid hvor I to kan få snakket det igennem. Alex, ved du hvad; Da jeg fik mit første barn var jeg også skræmt fra vid og sans, men jeg har aldrig været lykkeligere. Tænk dig bare godt om, og hvis I får det til at fungere i løbet af de næste tre måneder, så synes jeg, at I skal gøre det offentligt. Ellers spænder I bare ben for jer selv."
"Er du sikker?"
"Ja, og hvis du vil undskylde mig, jeg skal til et møde."
"Ja, vi ses."
"Vi ses. Og tillykke, Alex. Du skal nok blive en god far." Hun lagde på, og jeg hørte kun telefonens dutten. Jeg var ved at tabe den ud af mine hænder. Mente hun det virkelig? Skulle vi bare tage det som det kom? Jeg var i hvert fald tilfreds med mig selv nu. Jeg havde fået et råd, om det var godt vidste jeg ikke, og jeg havde informeret Anne om problemet. Og alligevel var jeg skuffet over mig selv. Jeg havde gjort noget forfærdelig dumt. Jeg havde forelsket mig i Katja, og det måtte bare ikke være sket.

Jeg ankom til studiet i god tid. Jeg havde brug at tale med folk, der ikke lige kendte til mit lille problem. Jeg havde brug for at komme væk fra alting.
"Hey, hey, hey! Hvem har vi der! Godmorgen Alex!" råbte Jay højt så snart jeg trådte ind.
"Hey, hey, heeeyyy!" Jeg prøvede på at virke som altid, og Jay lod til at købe det.
"Er. Du. Klar. Til. At. Skrive. De vildeste tunes!?" Han halvt rappede sætningen.
"Yeaahhh!" svarede jeg og prøvede stadig på at være fuldstændig mig selv. Jeg havde aldrig troet, at det ville være så svært at være mig selv. Var det sådan det føltes at være skuespiller?
"Har du nogle vilde ideer?" spurgte Jay med sin unaturligt dybe stemme.
"Selvfølgelig, Jay!"
"Kom så med det!"
"Jeg tror, at jeg har nemmere ved det ved bare at begynde at skrive en tekst."
"Du ved bedst, selvfølgelig. Jeg henter kaffe imens, my guy!" sagde han og lavede nogle håndtegn inden han lod mig være alene i studiet. Jeg fandt en computer frem og begyndte at skrive. Det virkede fuldstændig mystisk og uoverskueligt. Jeg tømte bare min hjerne. Det havde jeg mere end rigeligt brug for. Og hurtigt fik jeg skrevet et omkvæd, nogle vers og lidt c-stykke. Så begyndte jeg at redigere i det. Jeg så hurtigt på det lille ur i hjørnet af skærmen og begyndte at bekymre mig om, hvor Jay var blevet af. Måske brugte han bare lige i dag ekstra lang tid på at hente kaffe. Eller også var han faldet i snak med en eller anden. Eller havde fundet nogle cookies. Cookies. Jeg trængte til nogle. Det gjorde jeg virkelig. Eller bare generelt noget sukker.

Jeg havde lige fået skrevet et catchy omkvæd, da Jay kom stormende ind.
"Alex, du vil ikke tro det! Det er fucking vildt derude! Kom med!" Han trak mig ivrigt op af min stol, og jeg nåede kun lige at trykke gem. Ved siden af den kæmpestore mand følte jeg mig som en lille, uskyldig kanin. Han trak mig afsted, og jeg hørte folk snakke ivrigt. Vi ankom til studiets lille kantine, som var pyntet op til randen. Folk rendte rundt med kegleformede partyhatte på deres hoveder. Først nu lagde jeg mærke til, at Jay havde en på. En eller anden stak en i hånden på mig, som jeg så tog på. På det midterste af de tre lange borde stod en stor kage. TILLYKKE MED DE 30, GAMLE JAS! Stod der med store, pink bogstaver på kagen, der ellers var helt sort. 

"Det er fucking Legendens 30 års fødselsdag, stump!" næsten råbte Jay, og jeg begyndte allerede at blive træt af det hele. Selvfølgelig var jeg glad på Nathans vegne, men jeg gad virkelig ikke at fejre et eller andet. En eller anden bankede et stykke bestik mod et glas, så det genlød gennem hele rummet og alt blev stille. Ashton stillede sig op på bordet.
"Hey alle sammen! Først og fremmest tillykke til Legenden aka. Nathan!" Han holdt hånden ud mod Nathan, der stod med et stort smil på gulvet skråt bagved Ashton. Jeg kunne ikke særlig godt se ham, fordi Både Jay og jeg stod i bagerste række. "Du er ved at blive gammel Nathan, og derfor får du den her trøje og en stok!" En eller anden overrakte Nathan en stok eller noget der lignede en, og så rakte Ashton en t-shirt i vejret, der var grå som gamle menneskers hår og havde fået printet en tekst i sort. JEG ER 30 - HJÆLP MIG OVER VEJEN
Det stod med blokbogstaver ud over forsiden af t-shirten, og hele rummet braste i grin. Specielt alle dem over 30. Jeg kom til at tænke. Nathan var nu 30, men havde hverken kæreste eller barn. Jeg var 23 og godt på vej til begge dele - og det skræmte mig mere end noget andet. Mest af alt havde jeg bare lyst til at løbe langt væk.
"Nu vil jeg ikke dvæle ved ordene, Nathan. Så du skal bare vide det her. Tillykke gamle jas! Og tag så for!" Ashton gik ned fra bordet og bukkede flere gange som en dirigent gør efter en stor koncert. 

Alle tog løs fra kagen, og Jay masede sig frem for at få et stykke. Jeg stod lidt opgivende bagerst. Snart kom Jay tilbage med to store stykker kage.
"Her, stump." Han rakte mig en paptallerken med kagen på. "Chokoladekage."
Jay tog en stor bid af sit stykke, og jeg gjorde det samme. Jeg trængte sådan til sukker. 
"Den er rigtig god," sagde jeg med munden fuld af kage.
"Ja, det er den fandme!"

Jeg kom hjem den aften og var fyldt op med kage. Jeg lod være med at spise aftensmad. Ikke engang Jamie Oliver kogebogen kunne gøre mig hverken sulten eller vække min appetit. Den lå stadig på mit sofabord og ventede bare på, at jeg brugte den. Når jeg næste gang så min mor, skulle jeg nok lige få spurgt hende om hjælp til at lave mad. Hun ville sikkert blive glad for, at jeg prøvede på at blive mere selvstændig og uafhængig af min omverden. Det var sikkert bare en stor omgang vås.

Jeg dumpede ned på sofaen og tændte fjernsynet. En eller anden latterligt dårlig film var på, men jeg var ret ligeglad. Med et suk fandt jeg min telefon frem og gik på Facebook, hvor jeg var blevet bombarderet med notifikationer. Min mor havde tagget mig i alverdens ting, der til dels ikke havde noget med mig at gøre. Det var mig, der havde lært hende hvordan man tagger folk, og karmaen var så heftig, at jeg lovede mig selv aldrig at lære nogle af mine forældre mere om Facebook.

Filmen var melodramatisk og dårligt spillet. De havde en hund med, der spillede bedre. Og den spillede heller ikke godt. Noget, der lignede bloopers, var med i filmen. Hunden tissede en gang uventet op ad en af skuespillernes ben, hvor skuespilleren så gik fuldstændig ud af karakter, og man fik et glimt af mikrofonen. Jeg var ved at dø af grin. Hvordan kunne en kanal finde på at sende sådan en elendig film? Jeg zappede videre til National Geographic, der viste noget med en løve. Det var smuk natur og løven var helt vild. Selvom den var så vild, så gik den alligevel ligesom gadekattene. Med store poter, og bare satte numsen i bund, når den sad ned. Det ville nu være sejt med en kæle løve. Så viste de dog et klip af ungerne, der 'legede' sammen. Rettere sagt de sloges med tænder og hele lortet, og så var min forestilling om det fede ved en kæle løve væk. Hvis de små unger kunne sådan noget, så ville jeg ikke se en sur løve. Og slet ikke have en i baghaven.

Langsomt faldt jeg til ro, og ufrivilligt gled mine øjne i. Jeg havde fået alt for lidt søvn, så en lur fortjente jeg da. Så begyndte et lille barn at komme løbende mod mig, men jeg greb det ikke. Det faldt bare. Og så faldt det ned i et dybt, dybt hul. Katja kom skrigende hen til mig.
"Hvad fanden laver du!? Du har også et ansvar!" hun skreg løs om ansvar, mens det lille barns pibende stemme kom op fra hullet og bad om hjælp. 
"Hjælp mig," peb barnet, og jeg skulede ned i hullet, hvor jeg kun lige kunne se lidt lys ramme en brun plet hår. "Hjælp. Mig."
Jeg vågnede med et sæt og var badet i sved. Sofaen under mig var helt våd, og mit hår kunne gå for lige at være blevet vasket, så vådt var det. Mest af alt havde jeg lyst til at gemme mig under en dyne, men jeg vidste godt, at jeg ikke kunne løbe væk fra mine egne mareridt eller tanker. Du har også et ansvar! Genlød gennem mit hoved. Ja, jeg havde også et ansvar. Og det havde jeg ikke levet op til for nogle uger siden, så hvordan skulle jeg kunne gøre det i mere end atten år? Når jeg ikke engang kunne ... Ja, jeg kunne ikke engang lave mad. Jeg anede ikke, hvordan man kogte hverken æg eller kartofler. Jeg anede det ikke ud over, at jeg skulle proppe dem i kogende vand. Men hvor længe? Og skulle vandet allerede koge, eller skulle de komme i det kolde vand, som skulle varmes? Og havde jeg egentlig nogensinde brugt mit komfur? Nej, det havde jeg vel ikke. Min mor havde måske. Jeg vidste ikke engang hvor mange gryder jeg havde, hvis jeg da havde nogle. Det ville ikke undre mig, hvis jeg ikke havde nogle.

Ikke lang tid efter stod jeg under bruseren. Vandet skyllede svedet og mine tanker langt bort. Så kunne jeg endelig være langt væk fra dem. Jeg skulle nok kunne klare det, tænkte jeg hele tiden. Jeg kunne godt. Jeg kunne godt. Og det var ikke engang sikkert, at jeg blev nødt til det. Måske fungerede det slet ikke mellem Katja og mig. Jeg lukkede mine øjne og skyllede shampooen ud af mit klask våde hår. Du har også et ansvar! rungede Katjas stemme gennem mit hoved. Jeg åbnede øjnene med et sæt og stivnede helt, da det gik op for mig, at jeg nok ikke kunne undgå et ansvar. Jeg kunne ikke undgå et ansvar, da der altid ville hvile et på mine skuldre på den ene eller anden måde. Et ansvar for at levere et album til tiden, være venlig overfor alle, ringe til min mor hver lørdag. Jeg ville altid have et ansvar, men det ansvar, der bare ventede og lurede på mig, hvis jeg traf det valg, der ville give mig ansvaret, ville være langt, langt større. Det ville betyde, at jeg skulle passe på et andet menneske. Vogte over det, opdrage det ordentligt, gør det glad, trøste det. Og det skræmte mig. Det skræmte livet ud af mig.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...