en dag af gangen

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 28 jan. 2017
  • Opdateret: 28 jan. 2017
  • Status: Igang
Hannah har regler når det kommer til overlevelse inden for den zombie verden, som jorden er blevet til.
Men da Alice og Micheal støder på hende er det farvel til alle de regler som hun normalt gik efter.

1Likes
1Kommentarer
196Visninger

2. to

~~Jeg husker den dag, hvor min mor første gang kom hjem og fortalte om sygdommen. En patient som døde af kræft, vågnede op på vej ned i kælderen, og dræbte sygeplejsken. Hans øjne var matgrønne, og i de billeder jeg har set, lignede han ikke sådan en zombie som man så i film. Mere et menneske med vildskræmte øjne. Efter ham, kom tusindvis af andre som alle var død ved kræft. Der var begyndt at tegne sig et mønster, og en af aftenerne vi sad og så tv, sagde min storebror, som var hjemme fra hospitalet: ”Gad vide, om det har noget med medicinen at gøre?” Ud af det blå. Vi sad og så alene hjemme, og ingen reagerede på det han sagde. Nogen gange fik hans kræft medicin ham til at sige nogle underlige ting, eller give ham et tics i kroppen. Nogen gange tror jeg det var et fatamorgana, bare i stedet for at se, høre. Men jeg fik heller aldrig svar på det. To dage efter jeg gik hjem med min søster, holdt en ambulance foran huset. Han havde taget en overdosis af hans medicin. Det var to dage, inden verden gik fra forstanden.
”Skal vi ikke bare til at komme videre?” I mit halvdrømmende minde om min storebrors ambulance, driver en dyb stemme ind.
”Nej. Hør hun er helt alene, og tydeligvis god til at forsvare sig. Hun vil kunne hjælpe os!” en lys stemme svarer ham.
”ja, hun kan forsvarer sig, men vi har overlevet de sidste 3 måneder uden hendes hjælp. Vi kan overleve 2 uger mere.” Jeg åbner mine tunge øjne, og bliver mødt af en skovsnegl foran grenen. Jeg sætter mig lidt op på grenen og strækker mig. Det tidligt daggry, og om 1 time, kan jeg begive mig nordpå. Jeg kigger ned på de to under mig, som begge kigger op på mig, med to forskellige udtryk. Michael med foragt, og Alice med forundring, og med lys i øjnene som om jeg er en form for helt.
”Godmorgen!” Siger hun frisk og højtlydt, og jeg skærer tænder af støjen.
”Shh!” Vrisser jeg, og spejder rundt omkring os.
”Der er altså ingen, hvis det er det du tror.” Siger hun med stadig høj stemme. Jeg kigger irrereteret på hende.
”Men det vil der, hvis du ikke snart dæmper dig!” Hvæser jeg. Hendes øjne bliver store og skræmte for et kort øjeblik, og så smiler hun op.
”Du vist ikke morgenmenneske?” Siger hun med lidt lavere stemme, og jeg ryster på hovedet. Jeg skal ned, og væk fra dem nu, inden jeg skyder dem. Som vil være spild af ammunition.
”Hop ned.” Siger jeg lavt, og nikker ned. Der går 5 minutter før de er nede, og jeg klatrer ned på 5 sekunder. Jeg sætter mit tørklæde fast, og derefter min taske til på ryggen.
”Skal vi gå?” Spørger Alice muntert. Jeg vender mig mod hende og kigger dumt på hende.
”Undskyld?”
”Ja, til ZFZ. Zombie fri zone?” Hun smiler muntert, og jeg kommer i tanke om deres plan med at gå til Californien.
”Som om jeg tager med der. Zombier elsker varmt vejr, jeg tager nordpå!” Regel nummer 3. Søg nordpå. Kulde er ikke noget for zombier.
”Vi har masser af mad?” Forsøger Alice og sælge mig af på.
”Det har jeg også.” Svarer jeg, og begynder at gå mod nord. Jeg bliver indhentet af nogle lange stærke ben.
”Hør!” Siger Michael stramt. ”Du vist tydeligvis ikke klar over, at det mad du har i tasken ikke er nok. Hvad sker der når alt mad er stjålet eller gået over dato?”Han kigger på mig, som får at få et svar. Men da jeg ikke giver ham et, svarer han selv: ”Du nød til at jage. Hvis du hjælper os ned til Californien, lærer jeg dig at jage?” 
”Hvad for dig til at tro at jeg ikke kan jage?” spurgte jeg og fastholdte øjenkontakten.
”Du skyder for at dræbe, ikke for føde. Du ramte i hovedet sådan det hele sprøjtede ud, men du kiggede ikke så meget som et glimt da vi gik ud.” Han fastholdte øjenkontakten og jeg følte mig med det samme dårligt tilpas. Inden zombie krisen havde jeg været veganer. Jeg spiste kød nu, jeg mener, hvad skal jeg ellers gøre?
”og vi har medicin!” Sagde han og kiggede mod min fod. Jeg kiggede dumt på ham.  ”Du haltede på vej til træet i går. Min far var doktor, jeg har lært lidt.”
”Jeg har det fint!” siger jeg vrissende, og vender mig om, og træder på en sten, som uheldigvis ligger til min lille. Jeg skriger ikke. Jeg bider mig hårdt i læben, og smager blodet. Dammit. Jeg vender mig mod ham!
”Fint! Jeg hjælper jer!” Jeg tørrer blodet af min mund, og begynder at gå mod syd.
Det kan godt være jeg har en dårlig tå. Men de to går langsommere end mig og larmer mere. Efter 7 timer var vi noget 50 km. Det gik for langsomt. Vi var kommet ud og væk fra skoven, og var gået i noget der engang havde været en mark, men nu var en gigantisk mudderpøl. Vi var noget til en lille gård, og stoppede for vand i en vandhane udenfor laden. Det røde hus kunne ses i gavlen. Min tå dunkede, og jeg kiggede mod huset. Der var ingen træer i nærheden, så huset var vores eneste mulighed for at søge nat.
”Vi nød til at holde for nat!” sagde jeg stadig med øjnene mod huset. De havde sat sig ned, og kiggede på mig.
” er det sikkert?” spurgte Alice.
”Så længe vi stiller noget mod døren.” sagde jeg og fiskede min lange kniv frem, og tog en kæp på jorden, og rakte Alice kæppen og Michael kniven. ”Bliv her, jeg tjekker indenfor!”
Jeg sneg mig hen til gavlen på laden og kiggede mod gården. Der gik en enlig høne, og gokkede. Jeg lukkede øjne og lyttede, der var ingen lyd fra andre end hønen og vinden. Jeg løftede og laget pistolen. Jeg listede så godt jeg kunne hen til døren, som stod åben. Jeg løftede pistolen, og listede ind i den lille gang, med en trappe op. Jeg tænkte strategisk og tog stue etagen først. Hvis der kom nogen forbi, var det bedst at hoppe fra stueetagen og ud, end første. Jeg lugtede døden da jeg kom ud i køkkenet til højre. Der mødte jeg synet af den familie som boede her. Eller resten af dem. En mor, med iført engang gul sweater og cowboysbukser, hvor armene og maven var spist af. Manden, stor, iført rød julesweater smurt ind i blod, hvor hjernen var udsmurt på gulvet. Han var stensikkert død. En teenage dreng, lå der også, med hans grønne sweater, iført blod, og hans ben manglede. Jeg listede hen til familien. Zombie kunne godt spille død. Da jeg kom tættere, så jeg de to skudhuller kvinden og sønnens hoved. Længere henne fandt jeg en identisk pistol til min. Jeg tog den op og tjekkede magasinet. Der manglede 3 kugler. Jeg kiggede på den og følte deres sorg. De gjorde hvad de blev nød til. Jeg gik ud og køkkenet og lukkede døren, for at de to ikke skulle gå herind. Jeg gik ind i stuen til venstre hvor stuen var. Der stod billeder dækket af støv, et gammelt juletræ, hvor alle nåle var faldet af, og uåbnede gaver. Jeg sukkede, og gik ud i gangen. Jeg hadede at være inde i et andet hus. Det mindede om det liv vi alle havde haft. Og det jeg havde haft. En familie. Nu var jeg alene. Jeg kiggede op af trappen, og rystede på hovedet. Jeg havde ikke brug for at se deres rum. Jeg gik ud i gården og fandt en kæp, og gik op og satte den i klem med døren. Så kunne ingen komme ned til os. Vi kunne så heller ikke flygte. Jeg gik ud i gården igen, og gik rundt om gården og stivnede. En muskeløs ryg iført grøn sweater som ikke var Michaels vente mod mig. På hans position kunne jeg gætte han havde en riffel.
”Hvor er den sidste person! Sig det eller jeg skyder” Han havde en dyb stemme, som lød bekendelig. Han var iført mørke bukser iført blodpletter. Han var iført grøn hue, som matchede hans sweater. Jeg listede mig hen, og ladede hurtig min pistol, og lod den kolde munding ramme hans bare hud.
”Det tror jeg så ikke!” Han løfter sin hænder.
”Michael tag hans riffel” Michael rejser sig, og tog med rystende hænder og tog den.
”Pas på den er ladt” grinte personen foran mig. Jeg gav ham et dask i baghovedet!
”Hold din kæft, og vend dig op.” Jeg havde set den komme. Han vendte sig hurtigt for at få pistolen, men jeg havde lært af en kæreste, hvordan man gjorde. Jeg tog et skridt hurtigt tilbage, og skiftede hænder , med et tomt magasin, og min pistol, og lod ham få det tomme magasin.
”Godt forsøgt!” sagde jeg, og fik øjenkontakt med ham. Jeg måtte blinke en ekstra gang, før jeg var sikker på det var ham.
”Taylor?” Hans lyse blå øjne, som nærmest var grå, og hans strittende sorte hår. Det var ham. Jeg måtte holde min krop tilbage fra at løbe ham i møde, ved at gå rundt om ham, og hen til Michael og Alice.
”Hannah?” Hans øjne blev fugtige, og jeg var sikker på mine også ville have været det. Hvis jeg havde ladet min krop tillade det.
”Kender i hinanden?” Spurgte Michael som havde sænket Taylors riffel. Jeg nikkede. Taylor svarede:
”Vi var kærester.” Jeg sænkede langsomt min pistol, men rettede den op igen.
”Hvad laver du her?” Taylor rakte hånden op, for at gøre opmærksom på han ikke ville noget ondt.
”Jeg bor her?” Sagde han undrende.
”Det i Georgia?” Sagde jeg undrende. Vi havde ikke på en dag krydset grænsen imellem Georgia og Tennessee.
”Nej, jeg sagde 14 km fra grænsen til Georgia.” Han grinte halvhjertet, og gik et skridt tættere på. Jeg trådte tilbage på tæeren og fik trådt ned på min tå og så stjerner. Jeg pustede hurtigt ud, for ikke at skrige min smerte. Jeg tror jeg mærkede en hånd på skulder, og høre en stemme sige mit navn. Men alt blev sort.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...