en dag af gangen

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 28 jan. 2017
  • Opdateret: 28 jan. 2017
  • Status: Igang
Hannah har regler når det kommer til overlevelse inden for den zombie verden, som jorden er blevet til.
Men da Alice og Micheal støder på hende er det farvel til alle de regler som hun normalt gik efter.

1Likes
1Kommentarer
261Visninger

3. 3

~~Min bror skulle have været begravet d. 27, og jeg ville vente en uge, inden jeg tog tilbage til college i Washington. Men Julemorgen fik vi en overraskelse. Min mor var gået ud for at tage posten, og stødte på min bror. Jeg hørte hende skrige fra morgenbordet, og bedte min søster blive siddende. Min far var i bad. Jeg tog Tristans gamle bat, som stod i en flyttekasse til genbrug, og holdte det op, da jeg åbnede døren. Der stod han. Min storebror, med matgrønne øjne, og med min mors hjerne i munden. Jeg skreg. Højt. Og så skete det hele i slowmotion. Tristan opdagede mig, hvæsede en raspende lyd. Jeg løftede min battet, og i ren forsvar slå jeg ham så hårdt i hovedet jeg kunne, og hans hoved nærmest eksploderede, og han faldt ned på jorden. Død. Jeg stod og så ham i 5 minutter og mærkede langsomt min verden falde fra hinanden. Zombien der engang havde været min bror, var den første jeg dræbte.
Jeg vågnede op da noget vådt ramte min pande. Som en refleks rakte jeg hånden op, og tog hårdt fat i håndleddet på personen. Da jeg det næste sekund åbnede øjnene, så jeg Alices. Jeg satte mig op i sofaen, inde i stuen, og kiggede omkring efter min pistol. Noget koldt metal ramte min skulder, og jeg vendte mig om, og tog den hurtigt. Jeg følte min sløv da jeg gjorde det, som om jeg var på morfin.
”Hvad skete der?” spurgte jeg sløvt. Michaels stemme kom i hjørnet, med hovedet nede i hans rygsæk.
”Du besvimede. Vi er nød til at kigge på den fod. ”Han rejste sig op, med en forbinding og en nål. Jeg satte mig op, og alt snurrede.
”Hvad har i givet mig?” Min stemme lød sløv.
”Morfin. For at kunne tage smerten.” Stemmen lød fjern. Jeg mærkede en hård kold hånd på min kind.
”Du må ikke falde i søvn!” Jeg mærker en hård lussing på min kind, og åbner brat mine øjne. Alice kigger undskyldende på mig, og gemmer sin spinkle hånd på ryggen.
”Hør.” Siger Michael og jeg får øjenkontakt med ham. ”Du nød til at holde dig vågen. Hvis du falder i søvn imens jeg undersøger dig, og der kommer zombier, så kan vi ikke hjælpe dig.” Jeg føler mig sløv imens jeg nikker.
Michael løfter stille mit ben, og sætter sig under den, med min fod på låret.
”Alice hold vagt!” Alice tager rystende et gammelt stoleben, og går over mod døren. Lyset fra dagen var begyndt at rinde ud, og hvis vi skulle se på den fod, skulle det være nu.  Forsigtigt tog han langsomt min sko af. Jeg mærkede en svag smerte, men intet anet. Han tog de 3 lag strømper, og jeg så mine tæer for første gang i flere uger. De var helt hvide, bortset fra de sidste to yderste tæer. De var helt blå og lilla, og jeg vidste at det kun kunne betyde en ting.  De var brækket. Da jeg var lille spillede jeg meget fodbold, dette måtte stoppe efter to måneder da jeg kun kom hjem med brækkede tæer. Af en eller anden grund var de altid fuldkommen blå og ømme i flere uger.
”Shit Hannah!” Tristan vendte sig med ryggen mod mig. Tudefjæs, tænkte jeg i tankerne.
”Jeg kan ikke gøre andet end at forbinde det!” Michael gjorde klar til at folde forbindingen ud.
”Nej!” sagde jeg tåget. ”Spild ikke forbindingen på mig. Jeg har gået  længe med den fod, så et par uger mere går nok.” Jeg tog min fod til mig, og bed smerten i mig, imens jeg tog sokkerne på igen.
”Jeg syndes det en dårlig ide!” Sagde Michael og holdte en hånd på min, for at stoppe mig.
”Venner?” Lød det fra Alice ved vinduet. ”Vi har fået gæster!” Hendes øjne pegede ud mod gårdspladsen. Jeg humpede ud af sofaen, og så stille som muligt hen til vinduet og så ud.
Hunde. Zombiehunde.
”Plet!” Sagde Tristan, og hunden, eller skabning vendte hovedet. Jeg fik hevet Tristan ned, og så signalerede til Michael og Alice at de skulle dæmpe sig. Jeg holdte min pegefinger for munden og bad og bedte til at de tiede stille. Jeg signalede med en flad hånd, at de skulle blive nede, imens jeg langsomt kiggede. Jeg kiggede ud i gårdspladsen og så den var tom. Jeg kiggede ekstra godt efter, og i det ene øjeblik, jeg besluttede  mig for at sige de kunne rejse sig op, dukkede den op lige foran mig.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...