en dag af gangen

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 28 jan. 2017
  • Opdateret: 28 jan. 2017
  • Status: Igang
Hannah har regler når det kommer til overlevelse inden for den zombie verden, som jorden er blevet til. Men da Alice og Micheal støder på hende er det farvel til alle de regler som hun normalt gik efter.

1Likes
1Kommentarer
181Visninger

1. et

~~Sult. Et substantiv. Sulten. Et verbum. Begge bruges til at beskrive den tilstand, hvor maven gør opmærksom på, at den har brug for mere mad til at danne energi. Jeg tror, at inden verden gik amok i zombier, havde jeg aldrig rigtigt mærket sult. Jeg har ikke rigtigt mærke det. Jeg har ikke mærket hvordan ens mave føles som ild. Ens fingerspidser snurre, og ens hoved dunker. Dit hoved føles tungt, og du ville ønske det ikke var marts måned, for ellers kunne du række ud og spidse de saftige blade, på det træ du gemmer dig i. Det har jeg aldrig oplevet før nu. Jo, der har været gange hvor jeg føler jeg var nær sultedøden, pga. jeg havde glemt min frokost derhjemme. Men det var blot 6 timer. Nu jeg på 2 dage. Men efter 3 måneder i den forbandede zombieverden, er maden knap, og du går ikke bare ind i et supermarked før du har overvåget området nøje! Selvom der ingen monstre er at se, er det ikke ens betydning med det er dem, som du skal passe på. Mennesker er ligeså farlige. Første gang jeg støtte på et levende menneske udover min 7 år gammel søster, jeg slæbte med i januar kulden, havde han rejst sin pistol med lydfilter, og skudt Lilian i panden. Havde jeg ikke hurtigt selv taget min pistol op, havde jeg været død. Hvor heldigt. Bortset fra held ikke længere er eksisterende. Håbet er dødt, fremtiden er død, held er død. Det eneste der er vigtigt er om man overlever eller ej. Det bedst at være alene. Dine chancer er bedre alene. Regel nummer 1.
Jeg flytter mine kræftløse ben og sætter mig bedre til rette i træet. Regel nummer 2. Sov i et træ. Monstre kan ikke klatre. Mennesker er for egoistiske til at kigge op. Mine øjne blinker jeg hårdt i, for ikke at falde i søvn. Jeg har siddet i det her forbandede træ i 5 timer, og holdt øje med tankstation 200 meter fremme. Udover en ung mand, som gik for et par timer siden, er der ingen i sigte. Jeg kigger over ligefrem, udover de hvide marker. Sneen lægger sig stadig, men med de ekstra lag tøj, som jeg har fundet på lig (prøv ikke at tænke grimt om mig, man må gøre hvad man kan i den her verden, for at overleve), er jeg sikker på at ikke får forfrysninger. På markene er der intet at se, udover et par rådyr en 300 meter mod vest. Jeg vender mig om og kigger bag om, ind i skoven. Der er intet at se, men jeg kigger alligevel 4 gange på markerne og skoven, og da når jeg frem til, at hvis jeg ikke skal dø i dag, skal jeg ned af det træ nu. Jeg trækker politi pistolen frem min søster og jeg tog med fra vores hus, efter vores forældre var blevet dræbt. Sådan tænker jeg i hvert i fald. Jeg er udmærket klar over at et sted i den lille by Sandville i Texas, er der et monster i min fars krop. Jeg lader mit våben, for at være sikker, og retter på min rygsæk. I den lægger mine eneste ejendele. Mit kørekort, et familiebillede af min søster, bror, mor og far, 3 pakker ekstra ammunition, og min mobil. Selvom den for længst er død, føles det forkert ikke at have med. Jeg kigger 5 meter ned af træet, og begynder nedklatringen. Det går langsomt. For langsomt i forhold til det jeg gerne vil, men min krop er så afkræftet efterhånden af sult, at det under jeg kommer ned. Min tå som jeg fik klemt under bil for 2 uger siden hjælper ikke. Hvert et skridt er et smerte helvede. Jeg vakler på benene, og de ryster, men efter et par skridt, begynder jeg pinefuldt at gå. Jeg er klar over jeg sad alt for længe i det træ. For hvert skridt jeg tager, bliver mine ben mere og mere svære at få til at sammenarbejde, og selv om der er 200 meter, og med mine 1,77cm, burde det ikke være svært, tager det mig 10 minutter at nå derover. Jeg kigger mig omkring inden jeg går ind. Mine sanser er sløret, og derfor må jeg være ekstra forsigtig. Jeg stopper op, da jeg kommer ind via den ødelagte rude. Monstre er nemme at høre, mennesker er ikke. Derfor står jeg stiller og lytter i 2 minutter efter et åndedrag. Men ingenting kommer. Jeg sukker lydløst af glæde, og ser mig om. Alt det gode, såsom Twix og Snickers er væk, men alt konserves står der stadig. Jeg tager noget ananas, kylling, og en hel del andet som er umuligt at læse pga. støvet. Jeg fylder 10-15 i tasken, tager 2 af mine halsklæder af, og ligger imellem så godt jeg kan. Sådan at de ikke larmer når jeg går. Jeg taber mine ene vante, og bukker mig ned for at tage den, og ser et fantastisk syn. Lige under reolen ligger en Lion bar. Jeg tager den op, og før jeg har nåede at tænke over det har mine instinkter åbnet papiret og spist den. Virkning kommer nærmest med det samme, og jeg sukker igen lydløst. Jeg smider papiret fra mig, og går hen til kølerne. Selvom al strøm er væk, står der stadig vand i køleren, og jeg smider 4 i tasken, tager den allersidste i køleren, og drikker den i en huk. Det var der, da den sidste dråbe, akkurat havde passeret min hals, jeg hørte det. Et forsigtigt skridt, som ramte et langpasseret glasskår. For forsigtigt skridt til et monster, men forsigtigt nok til et menneske. Jeg vendte mig med det samme om mod lyden med pistolen hævet, og adrenalinen pumpede i mit blod.
”Hvem der?” Siger jeg lavt og hæs. Efter 20 dage uden snak, er min stemme hæs og øm, og jeg kan ikke snakke højt. Jeg er sikker på han/hun hørte mig alligevel. For vejrtrækning fra personen er bag ved reolen foran mig. Desværre hænger der to papplakater om ”Køb 3 betal for 2” i det der engang var gul og rød, men er så støvet det ligner, farven på en solbrændthed og et nyskåret træ. Jeg lytter. Vejrtrækning lyder underlig. Ikke raspende eller normal, som om. Som om der er to personer. Jeg rømmer mig en gang til.
”Jeg ved hvor i er, og kommer ikke ud inden 10 sekunder skyder jeg den forbandede papplakat ned, og jer begge to!” For at gøre min advarsel mere skræmmende genlader jeg min pistol, de to klik for dem hurtigt til at reagere.
”Vent!” siger en kvindelig stemme, og langsomt, med små skridt træder de begge frem i det blege lys udefra. Pigen er lav. Som i det held hun kan nå anden hylde lav. Hendes mørke hår sidder på en eller anden måde helt perfekt i den fletning med huen på hovedet, som om hun er stylet for at komme herind og lege uskyldigt. Jeg får lyst til at skyde hende på stedet, men så ville jeg have brugt min kugle forgæves. Hun ser alt for uskyldig ud. Omkring de 16, og med det store mørke mudre hættetrøje og bukser og bange lyse blå øjne. Som himmelen om sommeren. Hun kommer først ud fra reolen og stiller sig. Der står hun bare, og efter 10 sekunder hvor den anden ikke kommer frem, ryster jeg på hovedet.
”Også din ven!” Siger jeg og peger mod reolen. Hun kigger derhen, og nikker så stille. Ud kommer en lyshåret fyr. Som pigen har han lyseblå øjne, dog den farve som simslogoet har uden for den grønne krystal. Han er høj. Højere end mine 1.77. Han er klædt i sort tøj ligeså, men med mere mudder end pigen.
”Hvem er i? Hvad vil i?” Siger jeg med min pistol stadig rejst. Pigen kigger på drengen og efter et nik fra ham, træder hun et skridt frem. Mine instinkter slår til. ”Stop!” udbryder jeg. ”Træd tilbage, kom ikke tættere. Jeg har ikke lyst til at tiltrække zombier, men hvis du træder et skridt tættere, kan du kysse din hjerne farvel til en kugle og ikke hjerne!” Min mund siger ord, og det kommer ud hurtigt med sammenknebne læber. Men det hjælper. Hun træder tilbage, stadig med hænderne hejst over hovedet.
”Jeg er Alice, og det min fætter Michael. Vi ville bare have et kort. Vi havde ingen anelse du var her. Vær sød, lad vær med at skyde os.” Hendes øjne går i vand. Jeg sukker. Set før af en eller anden blondine der derefter gav mig et ar på skulderen jeg aldrig glemmer. Heldigt jeg kunne trække kniven ud, inden hun fik gennemskæret mig.
”Hvad skal i bruge et kort til?” Spørger jeg skeptisk. ”Ligemeget hvor i går er der zombier!” Jeg spytter på gulvet. Dårlig smag i munden bare af at sige det ord.
”Vi skal til Florida, ned imod Tampa. Der skulle lægge en base, fri for zombier, 20 km mod øst.” Hendes øjne lyste nærmest. Hvor naiv var hun lige?
”ja klar.” Sagde jeg og rystede på hovedet. ”Og jeg er tandfeen.” Jeg griner hånligt og kigger væk. Hvilket ikke var smart. For i næste øjeblik er fyren Michael over mig, han sparker min pistol ud af hånden på mig, ind under en reol, og jeg går i panik. Jeg gir ham et hårdt spark i maven, og han ryger bagud. Men han kommer hurtig hen igen, og med sætter sig overskrævs, og holder mine hænder fast. Men hvis der er noget den her verden har lært mig, så er det at kæmpe, og med mit knæ, får jeg ramt et ømt punkt i mellem hans ben, og vender mig om for at få min pistol. I stedet står jeg ansigt til ansigt med den. Alice ryster på hånden imens hun peger den imod mig.
”Skyd hende” siger Luke i smerte bag mig. Jeg lukker øjne. Løbet er kørt. Jeg ved det.
”Nej!” Siger Alice, og jeg mærker en hånd på min skulder. ”Vi ikke dyr.” Jeg åbner øjne og ser op i hendes. Hun giver mig en hånd, hjælper mig op. Jeg nikker som tak.
en raslende lyd, kommer udefra. Så to mere. Jeg bander indvendigt.
”Zombier!” Siger jeg og tager min pistol. Alice har fået Michael på benene og de stiger begge som harer skræmt i en lys fra din bil. Man skal da også gøre alting selv.
”Kom med!” hvisker jeg, og førende dem langsomt mod en nødudgang. Alice tager i døren, og trækker vejret hysterisk da den er låst. Michael lægger hånden på hendes skuldre. De raslende stemmer kommer nærmere og jeg ser dem. 3 knægte. Alle i forhørt deres pæneste juletøj. Det ville være pænt, hvis ikke der hang blod pletter og små rester af hjerne på dem. Deres øjne er hvide, og matgrønne med vidtåbne sår, der ligner stegt bøf. Jeg kunne godt spise en bøf. Min mave knurrer af den bemærkning, højlydt. De vender sig alle 3 samtidig imod os, og jeg hører Alice hviske: ”Det var det.” Jeg spytter mod gulvet.
”Ikke endnu.” Siger jeg, og hæver pistolen. De er 15 meter væk, tid til at tage dem alle 3. en kugle for hver. Jeg sigter, og trækker på aftrækkeren. Klik. Jeg kigger åndssvagt på pistolen, og hvæser mod Alice. ”Du ladede den ikke engang!” Hun mumler et undskyld, men det har jeg ikke tid til. Jeg lader hurtigt, og rammer de 2 første perfekt imellem deres øjenbryn. Den sidste er kun 4 meter væk, og jeg opdager mit hylster er tomt.
”Okay så. Old school!” Siger jeg og trækker min 20 cm lange køkkenkniv op af hylsteret i mit andet sæt bukser. På 2 skridt, har jeg kvast den ind i dens hjerne. Den falder tungt ned på gulvet. Jeg tager min taske ned, tørrer blodet af i den dødes zombies tøj. Jeg skifter hylsteret, og sætter kniven ned på plads. Jeg vender mig imod Michael og Alice, som står og kigger skræmt på de døde zombies.
”Held og lykke med jeres selvmordstur.” siger jeg og svinger tasken over skulderne. Det får dem til at vågne.
”Hvor skal du hen?” Spørger Alice og kigger skræmt på mig.
”Finde et træ. Komme væk herfra. Om ca. 10 minutter vil zombier i en radius af 1 km være her. Pistol du ved.” Jeg viftede den, og gik hen og ud af det ødelagte vindue, og gik direkte imod skoven. Jeg hører tunge larmende fodtrin efter mig.
”Vent.” Råber Alice. Rigtigt højt. Som om hun ikke vidste, hvilken fare det var. Jeg forsætter med at gå, hen imod samme træ som før. Jeg begynder opklatringen, da jeg er ca. 5 meter kigger jeg ned.
De står der stadig, og ligner skræmte får, som ved at ulven er rundt om hjørnet.
”Dammit!” siger jeg stille til mig selv, og siger derefter til dem. ”Kravl op, ca. 4 meter til de to grene der. Jeg er ikke i humør til at se nogen blive til zombier i dag.” Jeg rejser mit hoved og kigger udover markene. I det fjerne skimter jeg zombierne komme. Jeg hører en masse larm under mig, og kigger ned. Udover de larmer, så meget de kunne vække en død, har de nogenlunde styr på at klatre i træer. Efter 2 minutter sidder de under mig.
”Jeg fik aldrig dit navn?” Smiler Alice op til mig. Jeg ryster lidt på hovedet. ”Hannah.” svarer jeg kort.
”Vent er du en pige?” Hører jeg en dyb stemme siger under mig. Jeg vender mig halvt om, for bedre at kunne se på Michael. Det første gang han siger noget, og selvfølgelig skulle det være en eller anden smart kommentar om mit udseende. Ja, mit tøj er for stort, og jeg har klippet mit hår med min køkkenkniv. Jeg har måske ikke et rent ansigt, men hvis ikke det var fordi zombierne allerede var under os, og hen imod tankstationen ville jeg have skubbet ham ned. Men som sagt. Jeg har ikke lyst til at se en eller anden fyr, blive til en zombie i dag.  I stedet lukker jeg øjnene, og lader trætheden overmande mig.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...