At Komme videre

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 28 jan. 2017
  • Opdateret: 9 feb. 2017
  • Status: Igang
Melissa mister hele sin familie, en dag inden de skal på ferie. Melissa får hjælp af sin nabo mrs. Logde, som selv har mistet sin mand.
Men i en lille by, kan man ikke undgå de blikke, som folk giver af medlidenhed. Da hendes gamle nemesis fra high school, behandler hende som hun plejer, holder hun fast i ham, for ikke at bryde sammen.

1Likes
2Kommentarer
289Visninger

3. tre

~~Det tog os hele dagen at få ordnet huset. Bare haven tog 2 timer, for at undgå Daves ting. Vi fik pakket alle deres ting, jeg ikke fik brug for, ned i kasser og stillede dem i garagen.
”Så kan du bestemme dig hvad du vil senere.” Smilede Mrs. Logde.
Vi lukkede for værelserne til Dave og mine forældre, og satte alle mine ting ned i gæsterummet, således jeg undgik første salen. Moose fik sine ting anbragt, med en pude ved min seng, og ved sofaen. Jeg ville lyve hvis ikke jeg sagde det ikke var hårdt. Jeg følte mine tårer var knastørre, da vi endelig var færdig. Jeg stod i gangen og skullet til at tage afsked med mrs. Logde.
”Jeg er lige inden ved siden af, så hvis du mangler noget kan du ringe.” Hun gav mig et kram, og holdte mig frem foran sig.  ”Jeg har sat noget æggekage og brownies, som du SKAL spise inden du går i seng. Du har tabt dig alt for meget Melissa. Og lad vær med at give skylden på hunden, han kunne ikke gøre for det. Det var en lastbil, ikke hans skyld.”Med de ord, forlod hun mig stående alene i det tomme hus.
Jeg vendte mig om, og var ved at falde over Moose, som lå bag mig. Jeg kiggede på ham, og han kiggede op på mig. Hans brune øjne stirrede ind i mine, som for at sige, hun har ret. Jeg sukkede dybt, og satte mig knæ og kløede ham bag øret. Hans hale dunkede i gulvet.
”Du er nu ret sød…” Sagde jeg og han kiggede på mig i to sekunder, og så gav han mig et langt ulækkert savlende slik på munden. ”Ad Moose!” grinede jeg halvt, og gik ud for at tørre det af.
Mit vækkeur ringede da klokken var 7:15. Jeg strak mig kort, og kiggede et øjeblik forvirret rundt indtil det gik op for mig hvor jeg var. Jeg sukkede kort, og gik hen til min kommode og fandt min gamle uniform fra Dinner frem. De sidste to år, inden jeg tog til New York, arbejde jeg på Dinner. Vi var som en stor familie, og Johanna var ikke sådan en chef man skulle frygte. I denne lille by kendte alle hinanden, og alle kendte Johanna, og tog derfor altid ud og spiste der. Jeg tog min blå skjorte på, og blev overrasket over jeg kunne passe den. Jeg gik ud til badeværelsespejlet, og gispede da jeg så mig selv. Jeg havde ikke kigget på et spejl i to uger, og jeg forstod nu hvad mrs. Logde mente med jeg skulle spise noget. Mine kinder var sunket helt ind, og min ellers så lyse hud, var en underlig orange farve. Min mørke hår var uldet og grimt, og jeg tog hurtigt en hårelastik og forsøgte at redde det. Mine øjne var røde efter at have grædt så langt tid. Jeg forsøgte at dække det værste med lidt make up, men gav hurtigt op. Jeg gik ud af badeværelset og var ligeved at gå forbi køkkenet, da mrs. Logde forskrækkede mig:
”Husk morgenmad!” Jeg sprang en gang, og holdte hånden på hjertet.
”For helved mrs. Logde, jeg fik et chok!” Men mrs. Logde lyttede ikke efter men satte i stedet en tallerken med mad til mig. Jeg kiggede på tallerken med æg, bacon og en mad med peanutbutter.
”Spis!” ordrede hun, og jeg satte mig og tog en bid, og tyggede uden at smage.
Dinner ligger omkring 2 km fra mig. Lige ud til den hovedvej som lægger langs udkanten af byen. Det vil sige mange turister lægger ind her. Jeg elskede at arbejde der, og høre de forskellige sprog som tyskerne, svenskerne og franskmændene snakkede. Jeg havde altid taget cyklen når jeg skulle derned, men jeg havde i dag valgt at gå. Min cykel stod i lejligheden i New York. Da jeg kom til centrum af byen ca. 600 meter inde, følte jeg at alle, alle kiggede på mig. Købmanden Mr. Johnson gav mig et medlidenheds blik. Det var første gang jeg var ude af huset siden deres begravelse, og jeg følte en kvalme af alles medlidenhedsblikke. Jeg gik stærkt igennem byen, og nåede frem til Dinner hurtigere end normalt.
Dinner er et lille spisested som servere burgere og pomfritter og milkshakes. Det ligner det sted hvor de unge fra Grease spiste, med samme ternede gulv, men på grund af det aflangt lokale, så er der delt langs huset ned med båse i venstre side og køkken i højre. Rød og lyserød farver karakteriser hele spisestedet og alle bordene og båse er hvide. Der hvor der ingen store vinduer er, hænger der billeder af de berømtheder som har været her, og en autograf. Det vil sige 3. Margot Robbie, John Mayer, og en gammel mand fra 50’erne som ingen rigtigt ved hvem er, men han sagde han var berømt i europa. Der er travlt allerede klokken 8. Der er omeletter og bacon om morgnen og lugten af bacon rammer mig som en hammer. Det øjeblik døren lukker med et smæld, vender samtlige hoveder sig. Jeg ser lægen Mr. Luko nikker tungt til mig, og flere af de gamle jæger, som har jaget hele natten, selvom det er ulovligt. Jeg føler mig pludselig helt malplaceret her hvor jeg står. Hvad laver jeg enlig i Oldlake stadig? Jeg kunne flytte et helt andet sted hen, starte forfra og ingen ville kende min fortid, og jeg kunne starte forfra. Men jeg ved udmærket at det ville jeg ikke kunne få mig selv til.
”Så tror jeg alle har set hun kom!” Lyder en skrap stemme. Johanna. Johanna er en høj sort kvinde med sorte dreadlocks som altid har sat det op i en hestehale. Hun har altid fjollet 80’er briller på, selvom hun er født i midten af 80’erne og intet kan huske. Hun smiler et bredt smil, og viser sit store mellemrum imellem sine fortænder som altid før det lyder som om hun pifter når hun siger s. Jeg smiler svagt til hende og kommer med bagved.
” er du klar?” Spørger hun, imens hun folder servitter, som ingen bruger andet end hvis de spilder. Jeg nikker svagt.  ”Hør…” Hun tager en arm på hver af mine overarme. ”Jeg ved intet om hvordan du har det. Jeg kan kun forstille mig det. Deres nysgerrighed holder en uge, og så går de efter Cassandra med bebrejdende blikke igen.” Hun aer mine arme, og jeg kigger underligt på hende.
”Hvad er der med Cassandra?” Spørger jeg.  Cassandra var udover mig, en af de rige i byen. Hendes far var præst, og derfor mente Cassandra at alle skulle høre på hendes mundlort om guds vilje hele tiden. Jeg kunne aldrig lide hende, eller hendes slæng bestående af Madison og Caroline, og jeg var ikke den eneste. En dag havde jeg overhørt Paul, vores holdkaptajn i fodbold, sige at han fik spat af hendes perfekte lyse hår, og hendes skjorte og nederdel som aldrig sad forkert.
”Hun har fået et uægte barn med Patrick.” Jeg gloede på hende som en dum. Patrick var skolens idiot. Ifølge mig. Og mange andre. Hans far var alkoholiker og boede i et faldefærdig hus i udkanten af byen. Patricks mor var død for længe siden, men han opførte sig altid som en kæmpe idiot, overfor alle. Alle skoler har en bad boy. Han var vores. Havde været i seng med næsten alle, og ja, Cassandra blev så en af dem.
”Hvornår?” Spurgte jeg overrasket. Hun var ikke gravid da jeg tog af sted til New York en måned efter dimission.
”Jeg tror det var omkring to måneder efter dimission, man kunne se det. Hun bor hos sin søster nede af Down road, med sønnen Brandon. Han er vist 2,5 år nu. Men Patrick vil intet have af gøre med ham. Siger rygterne, men jeg har set ham blive hentet af ham hver anden weekend.” Johanna boede med sin forlovede overfor Cassandra’s søster Lily. Lily havde da hun var fyldt 21 og var færdig med college, fundet sit eget hus i Oldlake og cuttet alt kontakt med præsten og hans kone.
”Men nok om det!” Sagde Johanna og tog stakken med de nyfoldede servitter, og gav mig dem. ” er du klar?”
Hvis jeg havde fået en tier for hver gang, at nogle havde spurgt om jeg var okay, ville jeg havde tjent mere end på en måned. Jeg følte at alle kun var kommet for at se den afdødes borgmester’s steddatter kommer tilbage fra storbyen, og se hvordan hun tog hele sin families død. Da jeg havde et kvarter tilbage af min vagt, kom Cassandra ind af døren sammen med hendes søn Brandon. Alt lyd stoppede og alle vendte sig mod hende og gav hende dræberblikket. I starten kunne jeg ikke genkende hende. Hendes perfekte lysehår var sat i en kruset knold, og hun var iført i hættetrøje og jeans. Jeg kiggede på hendes søn. Brandon havde arvet Cassandras lyse hår, og hendes fyldige læber. Men der var ingen tvivl om, at Brandon var Patricks. Han havde samme ravgule øjne, som hans far. Han var iført en batman trøje og matchende bukser, og hang om af hans mor, og forsøgte at gemme sig fra alles blikke.
Cassandra tog dog det hele i stiv arm. Hun gik igennem hele flokken og satte sig en bås bagest, og Brandon satte sig velopdraget over for hende. Jeg tog en dyb indånding, og det irreterede mig den larmende stilhed der var dukket op efter hun trådte ind. Jeg satte et smil på mine læber og gik ned til hende, og spurgte frisk:
”Hej Cassandra, hvad kunne du tænke dig i dag?” Cassandra kiggede op på mig, og jeg så rynker under hendes øjne. Hendes blå øjne så op i overraskelse på mig.
”Melissa. Jeg er så ked af det, må gud tage imod dine familie, så du kan møde dem igen.” Hendes øjne viste tegn på den største medlidenhed i dag, men jeg vidste hun af alle mennesker, vidste hvad jeg var udsat for nu.
”Tak skal du have Cassandra. Det betyder meget for mig, når det kommer fra dig.” Det sidste sagde jeg højt og vendte mig om mod den larmende stilhed. Alle gloede på mig, og jeg vendte mig irreteret tilbage til Cassandra.
”Hvem er så det, vi har her.” Spurgte jeg Brandon, som sad og så skræmt ud.
”Det har du nok allerede fået af vide.” Sagde Cassandra trist, men jeg rystede på hovedet.
”Jeg vil hellere høre hvem det er, fra dig af.” Jeg smilte til hende. Hun smilede svagt tilbage.
”Det Brandon. Min søn.” Hun lød så stolt da hun sagde ordet søn. Jeg smilede til Brandon.
”Når Brandon. Hvad kunne du så tænke dig og spise?” Brandon var lidt genert, da han stille sagde imens han kiggede ned i bordet.
”Nuggets og banan ilkshake.” Jeg smilede til ham, og noterede det. Jeg vendte mig mod Cassandra.
”Hvad med dig?”
”Bare en Dinner’s burger og en banan milkshake også.” Jeg noterede, og nikkede og sagde det kom straks. Der var stadig forbandet stille, og jeg fik nok.
”Nu har alle set Cassandra er kommet, så spis og snak gerne igen!” Jeg gik irreteret ind og lagde ordren til kokken. Johanna kom ind i køkkenet, og tog hånden op. Jeg kiggede undrende på hende.
”High five?” Hun kiggede spørgende på hende, men jeg følte mig som et stort spørgsmålstegn. ”Du den første som har sagt det jeg har haft lyst til det sidste par  måneder, siden hun bragte drengen med. Du kan sige det, i forhold til mig.”
”Hvad mener du?” Johanna tog min møde seddel og skrev jeg gik på den.
”Du sørger, så ingen vil undre sig over du siger sådan en ting.”
Jeg tog en omvej hjem, igennem skovområdet, da jeg skulle hjem. Jeg endte ude i den anden ende af byen, og gik langs med skovbrynet hjem til mig selv. Jeg var ca. 700 meter fra mit hjem, da en bil kom bagfra mig, og kørte utroligt langsomt om bag mig. Jeg trak vejret dybt, da den hostende udstødning, ikke var blevet fikset de tre år jeg var væk i.
”Du burde få den fikset.” Sagde jeg højt.
”Hvorfor det? Det din velkomst salut til den familieløse Melissa.” Grinede han hæst.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...