At Komme videre

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 28 jan. 2017
  • Opdateret: 9 feb. 2017
  • Status: Igang
Melissa mister hele sin familie, en dag inden de skal på ferie. Melissa får hjælp af sin nabo mrs. Logde, som selv har mistet sin mand.
Men i en lille by, kan man ikke undgå de blikke, som folk giver af medlidenhed. Da hendes gamle nemesis fra high school, behandler hende som hun plejer, holder hun fast i ham, for ikke at bryde sammen.

1Likes
2Kommentarer
370Visninger

4. fire

Her er historien om Patrick og jeg. Da jeg startede på high school mødte jeg ham allerede første dag. Han var grunden til min første eftersidning. Faktisk dem alle sammen. Han startede med at sætte sig ved siden af mig i engelsk, og da vi skulle snakke sammen om ”stormfulde højder” var det første han sagde til mig, at min accent var underlig, og kaldte mig britisk sandwich, med en dårlig efterligning af min accent, og sagde jeg lignede en lille sandwich. Som 14 år gammel, med nye hormoner i min krop, sagde jeg noget ikke særligt pænt, som jeg ikke ville sige igen. Det fik jeg en eftersidning på, og siden har han kaldt mig en britisk sandwich, helt op til dimission. Da kaldte han mig endelig Melissa, men kun fordi han ville i seng med mig.
Vi har siden da haft et hade forhold, og da jeg afviste ham, blev vores had endnu værre. Heldigvis tog jeg til New York, så jeg slap for ham. Det gjorde jeg dog ikke, nu hvor jeg var tilbage.
”Har du ikke noget bedre at tage dig til, Patrick?” Spurgte jeg, mens jeg gik, og kiggede kort over på ham. Han havde rullet sit rude ned på sin sorte truck, og hang halvt mod vinduet, og kørte ligeså langsomt som jeg gik.
”Og hvad skulle det være, min britiske sandwich?” Han drillede mig med vilje nu, kunne jeg fornemme, men jeg kunne også give igen, så jeg kiggede ham i øjnene, da jeg sagde det næste.
”Jeg hører du har fået en søn. Hvad med at tage dig af ham?” Jeg smilede et falsk smil, og så hans stivne. I samme øjeblik, kom Mrs. Logde ud på fortovet. Jeg kiggede til højre og opdagede at vi allerede var kommet til mit hus.
”Jeg var bekymret hvornår du kom hjem, Melissa!” Sagde hun med lettede brune øjne og lagde hendes hænder på mine overarme. Hendes øjne skimtede til trucken, og så Patrick sidde inden i, og hendes øjne blev smalle.
”Og hvad laver du her, mr. Hunter?” Spurgte mrs. Logde irreteret. ”Har du ikke nogen andre du kan irretere end stakkels Melissa. Hun har ikke brug for dig lige nu. ”
Med de ord førte hun mig langs haveopgangen og ind i huset, men jeg kiggede hurtigt bag mig, og mødte Patricks øjne der overvågede mig, imens jeg gik ind. For første gang i mit liv, havde jeg nydt en samtale med Patrick Hunter. Han fik mig til at glemme min families død, ved blot at irretere mig som han plejede. Selv om det dog var for et kort øjeblik, ville jeg ønske det havde varet længere.
Efter en kæmpe formaning af mrs. Logde, om ikke at snakke med Patrick igen, hvor jeg havde sagt, det kunne hun regne med, gik jeg en tur med Moose. Men turen blev kort, da jeg fik sørgmodige øjne hvor end jeg gik hen. Så jeg gik hjem med en ikke så tilfreds hund, og gav ham et ekstra godbid som undskyldning.
Den næste dag gik jeg på arbejde til samme tid. Mrs. Logde havde igen lavet morgenmad, og jeg havde spist igen uden at smage. Jeg kunne allerede se et mønster, hvis ikke jeg blev alene snart. Misforstå mig ikke, mrs. Logde var sød og kærlig imod mig, men hun lod mig ikke være alene, andet end da jeg gik tur med Moose. Hun gik efter at have lagt mig i seng, og stod der igen i morges.
Jeg nåede i god tid, igen på Dinner, og gik ind og begyndte på dagen. Der var stadig medlidenhed i øjnene, og jeg blev mere og mere frustreret, som timerne gik. Da klokken blev 13, kom Cassandra ind, med Brandon i hånden, og alt lyd forsvandt og alles smalle blikke blev lagt på de to. Jeg gik hen til dem, og smilede stort.
”Hey! I kommer på et dårligt tidspunkt, der er intet plads!” Jeg smilede undskyldende, og Cassandra smilede igen.
”Det ikke derfor vi er kommet. Kan jeg snakke med dig udenfor for et par minutter?” Hun nikkede mod døren, og jeg smilede blidt, og nikkede og gik med ud i den varme sol. 
Hun gik hen imod hjørnet, hvor ingen kunne se os, da hele flokken indenfor, nærmest stirrede ud af vinduet. Vi stoppede ved de grønne skraldespande, som stank af råddenskab i denne varme.
”Jeg er ked af, at måtte forstyrre dig midt i arbejdet.” Cassandras blå øjne viste at hun var ked af det, og jeg smilede bare i stedet.
”Hvad sker der?” Spurgte jeg frisk og kiggede hen imod Brandon der tegnede med en pind i gruset.
”Jeg har en date.” Nærmest hviskede hun stolt. Jeg smilede til hende og spurgte hvem det var med. ” en fyr jeg mødtes med til et kirkemøde engang. Vi har skrevet lidt sammen over facebook, og han er fuldt ud klar over Brandon. Nu har han inviteret mig ud og spise inde i byen. Men uden Brandon…” Sluttede hun stille af. Der gik to sekunder før det gik op for, hvad hun bedte mig om.
”Du vil have jeg passer Brandon?” Spurgte jeg overrasket. Jeg var dårligt nok kommet ud af huset, og straks blev jeg hijacket.
”Hvis det ikke er for meget at forlange. Patrick kan først i aften, han skal besøge sin far på hospitalet.” Hun forsøgte at gå lidt tilbage, som om hun ville give mig plads til at tænke.
”Hvad er der med hans far?” Spurgte jeg forbavset. Sidst jeg havde set Mr. Hunter havde han danset fuld til en kirkes grill aften. At dømme det kun var 3 år siden, var han ret frisk at se på, på daværende tidspunkt.
”Han har fået leverkræft. Det blot et spørgsmål om tid.” Hun kiggede sørgmodigt ned i jorden, da hun sagde det næste. ”Du snart ikke den eneste forældreløse i Oldlake.”
”Mor, mor, jeg tegne en lastbil!” Brandon sprang op, og pegede på gruset som lignede alt andet end en lastbil. Brandon trak i Cassandra og begyndte at sige år som is. Cassandra blev trukket lidt baglæns og kiggede på mig i forventning.
”Det skal jeg nok. Jeg har alligevel fri i morgen.” Jeg smilede til hende, og Cassandra åndede let op.
”Patrick  henter ham omkring 20, jeg sørger for han er hjemme hos dig 17.” Så forsvandt hun bag en sort volvo.
Da jeg kom ind i Dinner igen, gloede alle på mig, som om jeg havde talt med djævlen hende selv. Jeg rystede irreteret på hovedet, og straks kiggede alle på mig med sørgmodige øjne. Jeg kunne fornemme hvad de tænkte: Stakkel Melissa, familieløs, og nu omgås hun det uægte barn. Jeg tog en blok på bordet og gik ned til det bagest bord, hvor en enlig ung kvinde sad. Hun læste bogen Wild af Cheryl Strayed, og jeg måtte efter at have stået der i et minut rømme mig. Hun dukkede frem bag bogen, og hendes blå øjne bag brillerne dukkede op.
”Ups, undskyld.” Sagde hun og lagde bogen ned. Hun var iført sorte short, og en gul tank top med ordene: This is me i sort. Hun havde sit rødlige hår sat op i en rodet knold, og da hun lagde bogen fra sig opdagede jeg hendes tog tatoveringer. En på hånd. Et underligt tegn på venstre, og fire fugle på højre hånd, og en blomst på højre ankel. Hendes accent tegnede noget tæt på Skandinavien.
”Det okay.” Smilede jeg og spurgte hvad hun kunne tænke sig.
”Bare en chokolade milkshake.” Smilede hun og afslørede perfekte siddende halvgule tænder. Da jeg skulle til at gå, tog hun fat i min arm. ”Kan jeg spørge dig om noget personligt?”
”Hvad da?” spurgte jeg undrende. Dette tegnede ikke særlig godt.
”Hvorfor kiggede alle så ondskabsfuldt på den blonde kvinde og hendes søn?” Hun nikkede bag hende, mod udgangen. Jeg tog en dyb indånding.
”Hun har fået et barn udenfor ægteskab, og så hun udstødt i dette samfund åbenbart.” Det sidste spyttede jeg ud. Men i stedet for at blive vred grinede hun bare.
”Seriøst? Jeg troede det var noget slemt, som at have dræbt et barn. I Danmark er det normalt at få et uægte barn. Jeg er et uægte barn.” Halvgrinede hun. ”Sjov by, hvis jeres milkshakes er god, kommer jeg har nok lidt oftere.” Hun blinkede til mig.
Da jeg kom tilbage med hendes milkshake, tog hun hurtigt et sip, og nikkede.
”Jeg kommer igen.” Smilede hun skævt og kiggede så tilbage, og mod mig.
” er der sket dig noget?” Spurgte hun pludselig gravalvorligt. Jeg kiggede undrende på hende. ”Siden alle kigger på dig, som om du kunne bryde sammen lige pludseligt?” Jeg kiggede ned i jorden og kunne allerede se hendes øjne blive ligeså.
”Nej. Jeg har det fint. Sådan ser de bare på en.” Jeg smilede falsk, og giv tilbage. Jeg er ret sikker på hun ikke troede på det.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...