Kalosber Akademiet

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 jan. 2017
  • Opdateret: 6 feb. 2017
  • Status: Igang
Har du nogensinde drømt om at være spion? Det gjorde Luna ikke, men det blev hun.

15-årige Luna bliver optaget på Kalosber Akademiet. Hvad hun ikke ved, er at det ikke er en helt normal skole.

3Likes
10Kommentarer
398Visninger

7. 7.

Inde i hallen stod Ally ovre i hjørnet sammen med hendes veninder. Nu og da stirrede hun ondt på os. Men, jeg var egentlig ligeglad.

Vi ventede på at kunne komme op af trappen.

“Ej, nu gider jeg ikke vente mere!” Sagde jeg og begyndte at gå ind i mylderet.

Anne og Tessa var lige bag mig. Vi kæmpede for at komme op af trappen. Flere gange var jeg ved at vælte. Jeg havde godt fast i gelænderet. Vi kom op for enden af trappen og skubbede os nu gennem mængden.

I stedet for at gå lige ud til spisesalen, skulle vi dreje til venstre, og ind ad en af de mange døre. Derefter kom man ind i en lang gang, der førte én ind til et kæmpe rum, hvor der var rækker af stole i forskellige højder. Lidt ligesom i en gymnastiksal. Jeg gik op af trapperne til en af de højeste rækker og holdt tre pladser.

Tessa og Anne kom op til mig og satte sig ned. Anne var forpustet og hev efter vejret. Jeg stirrede på Ally, da hun kom gående og satte sig på en af de lavere rækker.

“Stille elever!” Råbte Karry.

Hun stod i midten af rummet.

“Under jeres stole ligger jeres skema! Men, før i kigger, er der lige noget vi skal have på plads!” Hun hostede.

“Dette, er ikke en helt normal skole! Nej, vi redder verdenen!” Nogle piger (Jeg vil vædde min højre arm på at det var Ally) begyndte at fnise.

“Grin I bare, men kig så på jeres skema!” Der lød en del larm da alle famlede efter deres skemaer.

“De tomme felter er valgfag!” Jeg stirrede på mit skema.

Selvforsvar og kampteknik?  Urtemedicin? Kalosber Akademiets historie, var heldigvis mere normalt. Det samme med fysik, matematik og normalt historie. Men, der var også sådan noget som situations håndtering, hvad end det så var.

Jeg spærrede øjnene op da jeg så det. Våbenhåndtering? Folk begyndte at mumle omkring mig. Det her skema skræmte mig. Der var også: Kode knækning og låse.

“Kan I nu se hvad jeg mener?” Råbte Karry.

“Og dem, som ikke vil være en del af det her, kommer op på mit kontor!” Der blev dødstille.

Hun hostede igen.

“Undervisningen starter i morgen! Hvis jeg var jer, ville jeg sørge for at være udhvilet! I må gå!” Næsten alle piger begyndte at sive ud.

“Jeg kan ikke” mumlede Tessa.

Alle piger, undtagen os var gået.

“Jo du kan Tessa” sagde jeg og rørte hendes skulder.

“Du skal ikke røre mig!” Hvæsede hun.

Tessa rejste sig og stormede ud. Jeg kiggede på Anne, der sad og rystede.

“Vi ses” mumlede jeg til Anne og skyndte mig væk.

Jeg gik gennem døråbningen og stormede gennem gangen og ud til trappen. Med usikre skridt løb jeg ned af trappen.

Min vejrtrækning blev hurtig og overfladisk. Alt. Alt hvad jeg havde syntes var overvældende og smukt, gav mig nu kvalme. Jeg blev svimmel.

Mine skridt gav genlyd i den store hal. Døren stod stadig åben. Jeg stoppede op, og tog mig til hovedet. Alt omkring mig begyndte at snurre rundt.

Jeg fortsatte ud gennem døren, og vaklede ned af trappen. Mine ben rystede. Jeg begyndte at ryste af kulde. Sneen gennemblødte mine sko.

Jeg hostede og slog armene om mig selv. Uden at tænke stoppede jeg, og begyndte at vugge frem eller tilbage. Jeg tænkte på Tessa. Pigen jeg knap nok kendte, betød allerede meget for mig. Det gjorde ondt på mig, at hun ikke ville have noget med det at gøre. Det gjorde ondt, at hun ikke ville have noget med os at gøre.

Jeg stirrede mod skoven og overvejede at løbe. Løbe og aldrig stoppe.

Tessa ville jo bare i en normal skole.

Jeg rystede hovedet i forsøget på at få styr på alle mine tanker. Hele min krop rystede voldsomt. Jeg vendte mig om og vaklede mod trappen. Mine knæ knækkede sammen. Jeg hamrede mine knæ ned i trappen. Min hals snørede sig sammen. Jeg rejste mig op.

“Okay, tag dig sammen!” Mumlede jeg til mig selv.

Jeg koncentrerede mig om mit åndedrag. Mine knæ rystede. Jeg vaklede ind i hallen. Mine fødder var følelsesløse.

Jeg vaklede op af trappen og ind til højre. Min krop var holdt op med at ryste. Jeg haltede ind i opholdsrummet. Rummet var tomt. Jeg lod mig falde ned i en af stolene.

En tåre trillede ned af min kind. Både fordi Tessa ville væk, men også fordi, at mit knæ gjorde ondt som bare pokker.

Jeg stønnede af træthed. Min krop blev tung.

“Ella?” Hørte jeg Anna sige.

“Mhmmm?” brummede jeg.

“Kommer du?” Sagde hun spørgende.

Før jeg nåede at svare, var hun på vej op for at hjælpe mig op. Jeg støttede mig til hende, og haltede mod trappen.

“Hvad er der sket?” Jeg rystede på hovedet.

Da vi kom op på værelset smed jeg mig i sengen. Jeg lukkede øjnene.

Anne larmede. Jeg løftede hovedet og åbnede øjnene. Anne roede rundt i hendes skab. Jeg skubbede mig op at sidde.

Hun trak en silkepyjamas ud. Det mindede mig om, at jeg selv skulle gøre mig klar til at sove. Jeg sukkede og rejste mig op.

Mine knæ føltes som géle, da jeg slæbte mig ud på badeværelset. Jeg børstede tænder og satte mit hår op. Der føltes uendeligt langt over til sengen. Jeg gik langsomt derhen, og faldt i søvn i samme øjeblik mit hoved ramte puden.

 

En høj lyd vækkede mig. Jeg sprang op af sengen. Lyden blev ved. Anne vågnede også og kiggede forvirret rundt.

“Hvad er det?” Råbte jeg og prøvede at overdøve lyden.

Hun trak på skuldrene. Jeg kiggede rundt. Så slog det mig.

“Det må være fra et samtaleanlæg!” Råbte jeg i samme øjeblik lyden stoppede.

Hele gangen må have hørt mig. Anne fniste.

Vi kunne høre døre blive åbnet og lukket. Jeg sukkede og begyndte at gøre mig klar. Jeg tog den vinrøde langærmet bluse, og den midnatsblå nederdel på.

 

“Hvad skal du have i første time?” Spurgte Anne, da vi var på vej ud fra værelset.

Jeg kiggede ned på mit skema.

“Situations håndtering” svarede jeg.

“Også mig!” Næsten råbte Anne.

Jeg smilte. Gad vide hvor det var henne. Vi gik ud fra sovesalene og ned i hallen. På vej ned af trappen var jeg ved at snuble.

“Pas på” grinte Anne.

Nede i hallen kiggede vi forvirret rundt. Der hang forskellige skilte rundt omkring, der viste vej. “Der” råbte jeg og begyndte at gå mod gangen med det rigtige skilt.

Anne var lige i hælene på mig. Gangen fortsatte i en evighed. En hel flok gik bag os. Endelig kom vi til en trappe.

“Jeg går ikke først” sagde jeg til Anne, der også stod og kiggede ned af trappen. Det var så mørkt at vi ikke kunne se hvor trappen sluttede.

“Ja det gør jeg heller ikke.” Sagde hun.

Jeg sukkede og tog en dyb indånding. Anne skubbede mig hen mod trappen. Jeg tog det første trin ned. Så langt så godt. Jeg støttede mig til den hårde stenmur og bevægede mig ned i mørket. De andre gik et godt stykke bag mig.

Jeg gik nu i total mørke. Trappen sluttede og jeg stod nu i total mørke. Alene Jeg kiggede op af trappen efter de andre, men de var væk i mørket. Mit hjerte hamrede.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...