Kalosber Akademiet

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 jan. 2017
  • Opdateret: 6 feb. 2017
  • Status: Igang
Har du nogensinde drømt om at være spion? Det gjorde Luna ikke, men det blev hun.

15-årige Luna bliver optaget på Kalosber Akademiet. Hvad hun ikke ved, er at det ikke er en helt normal skole.

3Likes
10Kommentarer
312Visninger

4. 4.

Jeg åbnede øjnene, lænede mig frem og stirrede ned på havet under os. Månen lyste det op. Jeg lænede mig tilbage og kiggede rundt. En pinlig tavshed opstod. Jeg hostede i mit forsøg på at prøve at bryde tavsheden. Mine øjne havde vendt sig til mørket, så jeg kunne se omridset af Ally. Jeg lukkede øjnene og prøvede at sove. Helikopteren holdt op med at ryste. Derfor, kunne jeg langt om længe falde i søvn.


“Nu er vi i England!” Kvidrede Karry.

Jeg åbnede øjnene og strakte mig. Det så ud til at Ally og Karry havde sat og sludret.

“Nu er vi her snart.”

Jeg sukkede og kiggede ud af vinduet. Det var stadig mørkt udenfor, men nu fløj vi over storbyer og lysende tårne. Stedet her var smukt. Jeg stirrede ud på byerne. Men der kom mere og mere mellemrum mellem husene, for at tilsidst blive erstattet af marker. Jeg kneb øjnene sammen, i forsøget på at se landskabet tydeligere. I horisonten stod små træer, der stoppede markerne. Pludseligt gik det brat nedad.

“Hvad sker der?” Spurgte jeg og kæmpede for at holde min stemme i ro.

“Rolig, vi lander bare. Vi er her.” Sagde Karry.

At dømme ud fra Allys omrids, var hun lige så skræmt som mig. Helikopteren landede. Jeg slappede af og sad helt stille.

“Så er vi her!” Sagde Karry glad.

Jeg hev efter vejret. Hvorfor skræmte det mig? Jeg skubbede døren op og famlede i mørket. Min fod fandt frem til en trappe, så jeg begyndte at gå ned. Jeg tog det sidste skridt ned på jorden og mærkede straks gruset. Ally kom lige efter mig. Jeg kiggede rundt og kunne skimte naturen, men det var ingenting, i forhold til bygningen der tårnede sig op foran mig. Det var næsten et slot. Overalt strømmede lyset ud fra vinduerne.

“De andre er vist allerede kommet!” Sagde Karry og begyndte at gå op mod skolen.

“De andre tager jeres kufferter, kom så!” Råbte hun over skulderen.

Jeg tøvede et øjeblik, men begyndte så at gå. Mine ben rystede af kulde. Overalt lå et tyndt hvidt sne lag. Men sjovt nok ikke på grusstien. Det tænkte jeg ikke videre over. Jeg nåede hurtigt op til Karry.

“Nu skal i høre piger. I bliver ført op på jeres værelse, og i morgen begynder alt det spændende!”

Man kunne næsten høre på hende hvordan hun smilte samtidigt. Vi gik op af en enorm trappe, der førte os op til hoveddøren. Karry klappede i hænderne og døren svingede lydløst op. Jeg blev så forskrækket da døren pludseligt åbnede, at jeg gik et skridt tilbage og var ved at falde baglæns ned af døren. Jeg fægtede med armene og genvandt balancen i sidste øjeblik.

Hallen vi kom ind i tog pusten fra mig. Den var enorm! Langs væggene stod blankpoleret rustninger. Lige når man kom ind, var der en masse døre på højre side og hele væggen på venstre side var plastret til med malerier og billeder. Men, ligefrem var en enorm trappe, der var delt i to og samlede sig i toppne, hvor der var et hul i væggen ind til en masse nye rum.

“Wow” sagde Ally, og det gav genlyd.

Gulvet var af hvidt marmor. Karry begyndte at gå mod trappen.

“Klaus, kan du lige vise dem vej?” Spurgte hun en af mændene med vores kufferter.

Det her var fantastisk! Gid min mor kunne se mig nu, tænkte jeg trist. Klaus tog begge kufferter og begyndte at gå op af trapperne.

“Følg mig” sagde han elegant.

Jeg kiggede kort på Ally og fulgte derefter efter ham. Det gav genlyd i rummet ved hvert eneste skridt. Jeg gik op af trappen og gennem den kæmpe døråbning. Her var der endnu flere døre på hver side. Ligefrem, kunne man se ind til en enorm spisestue. Klaus drejede ind af endnu en døråbning på højre side jeg ikke havde set. Vi fulgte efter ham.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...