Kalosber Akademiet

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 jan. 2017
  • Opdateret: 6 feb. 2017
  • Status: Igang
Har du nogensinde drømt om at være spion? Det gjorde Luna ikke, men det blev hun.

15-årige Luna bliver optaget på Kalosber Akademiet. Hvad hun ikke ved, er at det ikke er en helt normal skole.

3Likes
10Kommentarer
316Visninger

2. 2.

 Kære frk. Ella

Det er kommet mig for øre at De er en meget begavet ung kvinde. Var det fjorten forskellige sprog De kunne? Eller var der femten? Uanset hvad, vil jeg personligt tilbyde dem et år på denne skole. Skolen har specialiseret sig i begavede unge kvinder. Det ville glæde mig, hvis De vil komme til min skole. Hvis De vil gå på min skole eller se den, vil der komme en helikopter for at hente Dem kl otte.

Venlige hilsner

Forstanderinden på kalosber Akademiet

Karry Kalosber


“Hold da op!” Skreg jeg. “Hvad sker der?” Spurgte mig mor. da hun kom ind på værelset. “Hold da op. Hold da op!” Råbte jeg igen. “Se!” Skreg jeg. Hun tog brevet og begyndte at læse det. Jeg rejste mig fra sengen og hoppede rundt. “Hvad sker der?” Spurgte min søster, da hun også kom. “Din søster er blevet optaget på Kalosber Akademiet, for begavede unge kvinder.” Sagde hun, men lød ikke særlig glad. “Mor?” Jeg holdte op med at hoppe. “Jamen søde skat, de må have taget fejl, vi ved alle du ikke holder mere end en uge på sådan en skole.” Hun rystede på hovedet. Jeg blev vred. “Altså, du er jo bare en mindre begavet, 14 årig pige.” Sagde min søster. Vreden boblede i mig. Mine hænder blev klamme af sved. Jeg beherskede mig for at holde min stemme i ro. “Hør her mor, jeg tager afsted, uanset hvad du siger.” Sagde jeg bestemt. Min stemme rystede. “Jamen hør nu skat, det er for dit eget bedste.” mumlede min mor. “Kig på mig reol” Sagde jeg. Min stemme var rolig og bestemt. “Hør nu..” “Gør det nu bare!” Afbrød jeg hende og kastede et blik på uret der hang over min dør. Jeg havde en halv time endnu.  De stirrede dumt på mig. “Jeg tar afsted.” Sagde jeg endnu engang. Det her kunne være min store chance. Jeg gik forbi dem, gennem stuen og ind i min mors soveværelse. Her tog jeg min største kuffert og trak den ind på mit værelse. Min mor og søster stod ude i køkkenet og hviskede. Ærlig talt, var jeg ligeglad. Jeg satte kufferten og lynede den op. Fra mit skab tog jeg alt mit yndlingstøj. Det vil sige næsten det hele. Jeg havde en klump i halsen. Men, det her var nået jeg måtte gøre. Jeg tog nogle af mine sko fra bunden af mit skab og smed dem i kufferten. Skulle jeg tage min computer med? Jeg trak på skuldrene og smed den i. “Hun klarer sig ikke” Hørte jeg pludseligt min søster sige. En tåre trillede ned af min kind. Jeg tog min computer ud igen og åbnede den. “Kalosber Akademiet” mumlede jeg mens jeg skrev. Der kom kun én side frem. Jeg gik ind på den og så Kalosber Akademiets våbenskjold. Hvis man rullede ned, stod der intet andet end en lille beskrivelse af skolen. Ingen billeder. Ikke engang et navn på forstanderinden. Jeg lukkede computeren igen og lagde den tilbage i kufferten. Skulle jeg tage afsted? “Hun kan ikke!” Hørte jeg min søster mumle. Jeg tøvede et øjeblik, men rejste mig så op og hentede det sidste. Det smed jeg også i kufferten og lynede den. Jeg kiggede igen på uret. Fem minutter. Fem minutter til starten af mit nye liv. Mit nye liv langt væk fra min hverdag. Det slog mig, at jeg ikke engang vidste hvor skolen lå. Jeg tog overtøj på og trak min kuffert gennem stuen og ud i bryggerset. Min mor og søster snakkede normalt igen. Jeg tog en dyb indånding. “Farvel!” Råbte jeg. Jeg åbnede døren og gik udenfor. De fineste hvide fnug begyndte at dale ned. Jeg smilte.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...