Kalosber Akademiet

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 jan. 2017
  • Opdateret: 6 feb. 2017
  • Status: Igang
Har du nogensinde drømt om at være spion? Det gjorde Luna ikke, men det blev hun.

15-årige Luna bliver optaget på Kalosber Akademiet. Hvad hun ikke ved, er at det ikke er en helt normal skole.

3Likes
10Kommentarer
315Visninger

1. 1.

Jeg kunne se mit hus. Det lå i byen, men alligevel ikke. Huset lå i udkanten og var omgivet af en enorm have. Det fineste sne dækkede alle overflader.

Jeg løb forbi de samme, kedelige grå huse. Alt var mørkt og stille. Vinduerne i husene var mørke. Jeg hørte kun vinden suse i trætoppene. Det eneste lys jeg så, var fra mit hus. Huset lyste mørket op.

Mit hus, var bygget af gullige mursten og havde fladt sort tag.

Jeg begyndte at smile. Da jeg løb ind i haven, så jeg min mor i vinduet. Det fik mig til at løbe endnu hurtigere.

Jeg løb op til hoveddøren. Det automatiske lys tændte og forskrækkede mig. Jeg åbnede døren og gik ind. Sneen var trængt gennem mine sko.

“Hej Luna” sagde min mor, da hun kom ud i bryggerset. “Hey” mumlede jeg og bukkede mig ned for at snøre skoene op. “God dag?” Jeg nikkede og trak skoene af.

Min mor havde en sort kjole på. Hun så fantastisk ud, som sædvanligt. Min mor var tynd og havde det smukkeste rødbrune hår. Hendes isblå øjne strålede. Jeg var også tynd, men mit hår var blond og mine øjne var smaragdgrønne.

“Din søster kommer hjem idag.” Jeg nikkede og gik forbi hende. Det var aldrig godt når min søster kom hjem. Vi skændes og det hele går galt.

Jeg gik gennem stuen og hen til mit værelse. På mit værelse var alt organiseret og ryddet op. Desværre kunne man ikke sige det samme om min søsters værelse. Det var rodet og støvet. Alligevel overstrålede min søster mig  i alt.  

Jeg tændte lyset, smed mig på sengen og rullede mig ind i mine super bløde tæpper.

Henne ved døren stod min reol, med bøger på femten forskellige sprog. Ja, jeg kunne tale femten forskellige sprog, men det virkede alle ligeglade med. Eller, det kunne jeg egentligt ikke sige, nu hvor ingen vidste det. Selv ikke min mor.

Jeg kunne enten blive liggende her, eller jeg kunne rejse mig op og gøre mig klar. Min søster ville snart være her. Jeg sukkede og rejste mig op.

“Der er et brev til dig skat.” Råbte min mor. Jeg gik ud i stuen og tog imod det. “Ved du hvem det er fra?” Spurgte jeg. Hun rystede på hovedet.

Jeg tog brevet og gik tilbage til mit værelse. Fra anonym? Jeg trak på skuldrene og smed brevet på sengen.

“Hej?” Råbte min søster. Jeg sukkede og kiggede hurtigt på mig selv. “Det må være fint” mumlede jeg. Jeg havde min sorte nederdel og en sort, langærmet bluse på.

Min søster kom ind på mit værelse. Hun havde en knælang, midnatsblå kjole på.

“Hej Ella” sagde hun om smilede. “Hej Julia”. Jeg smilede og gik ud i stuen.

Min mor havde dækket op med det fine porcelæn. De andre satte sig ned.

Jeg kom i tanke om brevet og sagde: “jeg kommer om lidt.” De nikkede bare og begyndte at sludre. Jeg vendte mig om, himlede med øjnene og gik ind på hendes værelse. Hvem mon brevet var fra?

Jeg lukkede døren i og sprang hen til min seng. Brevet så så spændende ud, at jeg nær havde flået det i stykker. Jeg tog indholdet ud og stirrede på det. Brevet var skrevet med en smuk håndskrift. Rundt i kanterne var der mønstre. På bagsiden af papiret var der et våbenskjold. Hvilket, vidste jeg ikke. Jeg begyndte at læse brevet op for mig selv:

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...